Forandringers foranderlighed

Jeg er tilbage i Suzhou. Tilbringer lørdagen i og omkring Ping Jiang Lu, i den gamle bydel i Suzhou, hvor de smukke, berømte haver ligger. Et sted der stemningsmæssigt minder om hutongerne i Beijing: en lille tidslomme, hvor du kunne få et kig ind i (eller få en lille forestilling om), hvordan livet var engang, og for nogle stadig leves. For nogen. Dem der bor i gamle etplans- eller toplans-huse – uden 29 etager, uden elevator, uden hyper moderne aircondition, uden bil, garage, men med kig til kanalen, og med den som vaskemaskine og til dels transportvej. Med en sludder med naboen, som du kender og måske har kender, og hvis hverdag du følger. En hverdag, der i hastighed flyder med vandet i kanalen. Med tid til at sludre, mens vasketøj skyldes i floden.

Jeg var her første gang i 2011, var tilbage igen i 2012. I dag går jeg endnu en gang ned ad Ping Jiang Lu langs med den lille kanal i det, der for et par år siden var en lille oase: en stille brolagt, smal vej langs en kanal, hvor et par små cafeer havde fundet vej, men hvor der stadig var flere gamle te huse end butikker og cafeer. I dag er der knapt så mange te huse, men rigtigt mange butikker. Her sælges tørklæder, souvenirs, qipaos eller et eller andet spiseligt, du kan ”snacke” ,mens du traver af sted i de historiske omgivelser. Tidligere var der fred og ro, du kunne nærmest høre, at tiden næsten stod stille i sommervarmen, mens te blev hældt op musik fra en guqin lød i baggrunden. I dag er der ekspedienter, der skråler og forsøger at overdøve hinanden i at byde kunder indenfor, købe blæksprutter grillet på spyd, isvafler og marinerede hønsefødder, og der er hårdtpumpet popmusik i højtalere, der er placeret udenfor butikkerne.

Magien er væk. Det historiske kvarter er blevet en kulisse for et tivoli eller en turist attraktion, uden at der er plads til historien. Jeg ved, at jeg lyder som en sur gammel skolelærer. Og jeg ved at jeg har set det før. I Beijing. Nanluoguxiang, gaden i det gamle Beijing, der lå som en fin lang blyant snorlige med små sidegader, og det hele var ét stort område med hutonger i deres oprindelige struktur. Nanluoguxiang  beskrives af nogle stadig som et ”must see” i det gamle Beijing, men Nanluoguxiang var - for bare 8-10 år siden - en stille gade med små, selvstændige butiksfolk og cafeer. Butikker med selvstændige, designere, kunstnere. Et sted, hvor tiden stod stille og du kunne høre bladene rasle i trækronerne, når du sad på cafeens tag terrasse. I dag er gaden kulisse for en turist attraktion, det historiske Beijing, og ligner et tivoli: én lang gade med tørklædebutikker,  ekspedienter, der råber i megafoner og mikrofoner for at overbyde hinanden i at sælge yoghurt drikke, blæksprutter på spyd, vafler. Og qipaos.

Nogle vil sige, at det er tidens gang, eller en naturlig konsekvens af, at noget er populært og derfor tiltrækker endnu mere publikum, og dermed tiltrækker endnu flere forretningsfolk, der ønsker at skabe sig en forretningsmæssig succes. Og det kan synes naivt eller bagstræberisk at kritisere dét.

Men dét, der oprindeligt tiltrak, forsvinder. Og det virker ekstra voldsomt, når forandringen sker over så kort tid. 

Alt går stærkt i Kina. Og afviklingen tilstande, steder.

Yaoyaowu!!!! (115) How are you!!!??

Da jeg kom til Beijing for snart 8 år siden, var byen i fuld gang med de sidste forberedelser til OL,  også på trafik området.  Indtil 2008, havde der i 2 årtier været 2 metro linier; alle stationer på de to linjer var tæt bemandet af medarbejdere, der solgte dig en papir billet, og medarbejdere der derefter manuelt klippede din papirbillet, når du gik ind i metro systemet. Ved hver indgang på de forskellige stationer ved de to linjer, sad en kvinde (eller mand) og holdt behørigt øje med, at alt gik rigtigt for sig: at alle havde en gyldig billet til fornøjelserne.

Op til OL fik de 2 metro linier følgeskab af endnu flere linier, faktisk blev antallet af metro linier mere end fordoblet med bl.a. liderligere linje 5, linje 10 og linje 13, metro til lufthavnen (nybygget til OL) og metro til OL station og hele OL byen.

Og med dét stoppede anvendelsen af papirbilletter, der blev billetteret manuelt af medarbejdere, en arbejdsfunktion, der havde eksistereret i 38 år. Nu købte du en plastik billet (der kunne genbruges), og du skulle igennem en automatisk scanningsmaskine for at komme ind i metro systemet, både ved ind- og udgange til metrostationen. Dermed blev det automatisk undersøgt om du havde en gyldig billet. 

De ældre damer (og mænd), der klippede billetter, var væk. Til gengæld kom der, med de mange flere metrolinjer, flere stationer og platforme; og dermed var der brug for service folk, der kunne hjælpe rejsende med at komme med det rigtige tog - og efter nogle år - begyndte at "opdrage" rejsende, dvs. lære dem "først ud, så ind" princippet, altså: at der skal mennesker ud af toget, før der kan komme flere ind ;-) 

Metro systemet har undergået en enorm forandring de i år, jeg har boet i metropolen Beijing. Både i størrelse, i service, og i sikkerhed. Men én ting i Beijing trafikken er alligevel den samme. Endnu. Nemlig busserne.

I "rush hours", er alle busstopsteder bemandet med en eller to service medarbejdere (kvinder eller mænd, alle ældre), i gule jakker, gule kasketter. De er udstyret med en fløjte og et flag og sørger for, at busser holder behørigt hvor de skal, at alle passagerer kommer ud af - og ind i  bussen.

Fru Wang (Wang  ayi) er en sådan service medarbejder.

Jeg møder hende ved busstopstedet på Dongsishiqiao hver morgen, når jeg kommer fra metro systemet og skal videre med bus. Hun hilser glad med sin skærende stemme, mens hun styrer busser og mennesker med sikker hånd, fløjte og flag. Indimellem råber hun "how are you?!!!!" til mig, mens hun storsmiler.

Hun står der hver dag et par timer, fra mandag til fredag, med sit røde flag, store (alt for store) gule jakke og røde armbind og sørger for at busser stopper ved deres reskpektive busnr, at vi stiller os pænt i køj og venter på bussen, at alle kommer ud af bussen og ikke mindst ordentligt ind i bussen - især ældre mennesker, og små børn. Når vagten er forbi (morgen eller eftermiddag), ruller hun flaget sammen, putter det i sin mulepose, som hænger på gelænderet ved busstopstedet, og trasker af sted. For så at komme igen.

Wang ayi er 55 år, hun har en stemme som en mandlig skærsliber og et vejrbidt ansigt. Hun er fra Beijing og har en voksen datter. Hvordan jeg ved det? Når vi står og venter på bussen, og Wang ayi skal sørge for, at vi står i pæne rækker, så falder hun i snak med folk, så hun kender sine kunder. Ved at jeg bor ved Donghuamen og at jeg skal til Sanlitun. Ved også mange andre ting, for hun har en rigtig god spørgeteknik og er ikke spor forlegen over at spørge fremmede om noget som helst. Og på den måde, bliver vi fremmede en del af hinandens hverdag, bekendte som hilser på hinanden og taler sammen.

Det er en af de mange ting, jeg elsker ved Beijing: samtalerne folk imellem, også selvom vi ikke kender hinanden. Nysgerrigheden.

Service medarbejderne ved busstoppestederne findes stadig i Beijing. Gad vide hvor længe.

Kan man lide klassisk i Kina?

Det er måske et lidt diskriminerende spørgsmål, jeg der stiller... som om, at man måske ikke ved, hvad klassisk musik her, her i Kina, og som om, at klassisk musik er noget, som "vi" har patent på at kende, og definere. Kina er et land med en virkelig smuk musikkultur, der blot lyder anderledes, end den vi er vokset op med i Europa. De, der har været til Peking Opera eller har hørt kunstnere spille instrumenter som guqin eller erhu ved, at den kinesisk musik lyder anderledes end "vores" klassiske musik. Så jeg tænker, at mit spørgsmål måske mest af alt præget af et blindt øje rent kulturmæssigt. Eller øre?

Men, sagen er den, at jeg var til en klassisk koncert i National Centre for the Performing Arts i går aftes. Staatskapelle Dresden spillede Beethoven, ledt af dirigenten Myung-whun Chung. Og jeg tænkte inden koncerten, om der mon var mange kinesere, der ville betale (dyrt) for at lytte til klassisk stykker af de gamle europæiske kæmper som Beethoven osv.

Mine tanker skulle blive gjort til skamme.  

Salen var næsten fyldt, og de fleste gæster var kinesere, der i stor forventning applauderede Staatskapelle Dresden, da de gik på scenen. Da den sydkoreanske dirigent indtog salen, rejste stemningen sig til nye højder.

Koncerten gik i gang. I salen sad folk og lyttede intenst, tydeligt optagede af den smukke musik, som orkestret skabte. Små takter med hånden på låret, et hoved der svajede i takt med musikstykket, tydeligt genkendelsens glæde, af folk der havde hørt de klassiske stykker før. Der blev højlydt tysset på tilskuerne - af feinsmeckerne blandt tilskuerne - hvis vi ville applaudere imellem stykkerne. Der måtte nemlig kun applauderes efter hvert "sæt". Og da koncerten var forbi, gik salen amok i begejstring.  Med god grund. For det var fantastisk musik, skabt af helt utroligt dygtige musikere. Mod slutningen af koncerten var der næsten en stemning af, at tilskuere og musikere gik i fælles selvsving, i flow.

Så, kan man lide klassisk (musik) i Kina? Ja. Nogle mennesker kender det måske endda særdeles godt, når vi taler om vestlig klassisk musik.

Spørgsmålet er, hvor godt "vi" - vesterlændinge, udlændinge - kender kinesisk klassisk musik og den kinesiske musiktradition? Det kom jeg til at tænke over i går aftes, da jeg sad og nød Beethoven og så mine kinesiske "partners in crime" lade sig rive med af den musik, som Staatskapelle Dresden skabte. I en tid, hvor jeg læser og hører, at tonen omkring fremmede er skærpet, linjerne trækkes op grænsemæssigt, og retorikken bliver stadig hårdere, tænker jeg, om vi ved noget om "andre" og "deres kultur", eller om vi er en smule døve og blinde kulturelt og kun har fokus på "vores egen" kultur? Og definerer planeten Jorden ud fra vores egne kulturelle traditioner og spilleregler?

Jeg definerer "klassisk musik" ud fra mit europæiske ståsted. Men svaret er jo ligeså rigtigt defineret ud fra andre kulturelle traditioner, og med tanke for en helt anden form for musik. 

Jeg ved faktisk usigeligt lidt om kinesisk klassisk musik...

Singles Day (11/11) - dagen derpå

For et par dage siden var det årets shoppedag "Singles Day" i Kina. Og igen i år slog kineserne deres egen rekord: der blev shoppet igennem for den nette sum af 91.2bn yuan på 24 timer på online køb.

Sidste år formåede kineserne at runde 1 bn yuan på bare 3 minutter..Iår havde de kinesiske forbrugere købt for et beløb fem gange så stort, på blot 5 minutter og 45 sekunder

Singles Day 2015 just became the biggest online shopping day in history

Bestseller i Kina, med brands som Vera Moda, Jack & Jones havde også en god dag, med et salg på 527 millioner yuan.

Men dagene efter årets største shopping dag florerer der også tanker på nettet om fortrydelse. Fortrydelse over bruge så mange penge, og tanker om at man ikke kan købe sig til at et lykkeligt og godt liv.

双十一: Det nye Black Friday er Singles' Day

Jeg ved godt, at "alle" taler om "Black Friday", shopping dagen der startede i USA, og som har bredt sig, også til Danmark. Black Friday - dagen efter Thanksgiving, der omtales som verdens største shopping dag, samtidigt med at dagen kicker juleshopping af, sådan for alvor, hvis nogen skulle være i tvivl om at julen nærmer sig;-)

Men altså, Black Friday er - i alle tilfælde HER hvor jeg befinder mig - so old school.
Her hedder det Singles Day, finder sted den 11. november (11.11) og er i tal - verdens største shopping dag. Bum.

Fænomenet som shopping dag er startet af Alibaba, som i dag tegner sig for omkring 80 % af al internethandel i Kina. Alibaba er børsnoteret  - på NY Stock Exchange vel at mærke - og var på det tidspunkt den største børsnotering til dato. Måske du ikke har hørt om Alibaba, eller Jack Ma, men her er navnet i samme kaliber som Bill Gates, Richard Branson og Steve Jobs.


Og Alibaba er navnet bag de største online platforme i Kina, navne som TMall og Taobao, der er synonymt med online shopping i Kina.

Om det er almindeligt at shoppe online i Kina?

Ja, det er ved at udvikle sig til en heftig konkurrent til det at handle offline, der kan synes at være mere og mere "window shopping" eller show rooms, hvor du ser, prøver og mærker varen, får inspiration - men køber den online. Simpelthen fordi det at window shoppe er en oplevelse, men det er så convenient at købe varer online, og få dem leveret til døren, ofte med små ekstra gaver, gode rabatter.

Singles' Day – Kinas største online shopping dag
Ideen med Singles Day opstod som protest mod Valentine’s Day hos studenter i Nanjing og blev sidenhen gjort til en national shoppe dag - af Alibaba. Den falder hvert år den 11. november (11.11), og er en mega shopping-dag.

På Singles’ Day blev der i 2013 omsat online for 5,75 mia. USD. På én dag. Alibaba rapporterede, at de på Singles' Day 2013 havde 402 mio. unikke besøgende på deres websites. Det er mere end en tredjedel af Kinas voksne befolkning. Og Alibaba forberedte 152 mio. pakker til forsendelse på Singles’ Day.

Jeg tror ikke, at Singles Day er slået igennem som national shoppe dag i Danmark endnu, og nogle amerikanske medier mener ikke det vil slå an i USA overhovedet. Men spørgsmålet er, om alle ikke nationale traditioner vil blive ved at komme fra USA i fremtiden...?

Alibaba Singles Day going global?

Der er så stille....

I disse dage er der ekstraordinært stille i mit nabolag, små butikker i området har lukket, der er ingen trafik og ingen mennesker på vejene.

 

Ingen turistguider ved Tiananmen East subway station, ingen der sælger kort over byen, paraplyer, kogte majs, is eller vand. Næsten ingen mennesker. Lige bortset fra masser af vagter, og så alle os, der skal til og fra et sted og bruger busser eller subway.

Hvad sker der, eller hvad skal der ske? 

Travel Restrictions Due to 3 Sep. Military Parade  

Du danske sommer

Smagen af rabarber, som kage, som suppe, som marmelade, græs imellem tæerne tidlig morgen, når solen står op med fuglene, løbeture med følelsen af blød skovbund under løbeskoene, og et loft af kronerne i bøgetræerne, som en orkestersal med rigtig god akustik for fuglene, når de pipper lystigt en juli morgen.

Duften af hybenroser og fugtig skovsti, duften af sommer i Danmark. Regnvejrsdråber på blomster, på jord og på mit regnslag. Smagen af rygeost. Røget makrel, nye kartofler med karse på en bund af rugbrød. Lyden af solsorte en sommeraften, følelsen af grillkul der varmer, grillpølser, bøffer, asparges, og kølige hænder.

Den blåeste himmel, der også kan være sortgrå, hvid - af skyer. Torvedag, med jordbær, stikkelsbær, buketter af persille, stakke af rødspætter, i små fileter, klar til panden, kasser af æbler, kartofler og friskplukkede blomkål. Duften af havebuketter, ærteblomster, og engelske roser der kan fylde et rum med den smukkeste duft i verden.

Synet af Anne og Anders & tilbage til rødderne, genudsendelser, trygge rammer af gamle krimiserier i bedste sendetid. Nyheder, både nye og gamle. Gang i gågader. I Århus, i Kbh, i Kolding. Cafe latte eller bare kaffe, hjemme hos venner, med familie, på cafe. Bøger, i boghandler, på DOKK1. 

Havet, der dufter, smager, lokker, lyden af bølger, lyden af kajakker, der sniger sig forbi, ved Kolding Fjord. Følelsen af en cykel, der kører under mig, ved min hjælp, med friskpumpede dæk og kæden smurt. Følelsen af løbeture, at bevæge sig ved egen kraft, på asfalt, skovbund, strandsand, i klit. Fornemmelsen af familie, venner, stemmer, stemning, latter, ro, hvilen i det kendte og trygge. Følelsen af hjemme, mit Danmark.