Gonzo (Peru), Juan (Spanien) og Quinton (Las Vegas) og jeg har pakket vores rygsække og er klar til eventyr.
Planen er at "gøre" Yunnan provinsen - det skal vise sig at vi i voes rejseiver udvider Yunnan geografisk, men mer om det senere.
Kunming, byen med det evige forår, tager desværre ikke pænt imod os: men med vandmasser der får digerne vestpå i Danmark til at blegne. Ulykkerne vælter ned i det der skal være et historisk år for Kina. En af ulykkerne er naturkatastrofer; først jordskælv, og nu enorme vandmasser der får floder til at løbe over og mennesker til at flygte.
Vandmasserne driver os helt til - Lhasa. Ideen om det smukke og lukkede område vestpå blusser op i Kunming, da en optimisk rejseagent med store overtalelsesevner - især overfor drengene - forklarer, at vi godt kan komme ind legalt. Jeg vil ikke være med til noget ulovligt, det vil ingen af os, men han forsikrer os at han kan få os afsted. Vi spørger et andet bureau, som lige skal checke (en telefonsamtale), og vender også positivt tilbage. At bureauet så har ringet til rejseagenten finder vi først ud af senere...
Så afsted det går, og vi er helt oppe og køre. Flyver fra Kunming, lander, alt forløber uden problemer, vi bliver hentet, installeret på et hotel. Som måske så alligevel begynder at ryste lidt på hånden, for vi er - de eneste - udlændinge i den hellige by...og stikker jo noget ud i mængden. Det korte af det lange er, at vi får besøg og man vi se dokumentationen på at vi har lov at rejse ind. Vi kontakter vores rejseagent og der går kinesisk tovtrækkeri i dialogen. Historien ender med at vi 2 dage senere flyver til Shengri-La, tilbage til Yunnan provinsen og den oprindelige rute. At vi kom ind undrer jo stadig, både os og sikkert også systemet vi talte med. I mellemtiden kan jeg sidde og betragte det dokument vi fik af vores rejseagent pr. fax efterfølgende.
Shengri-La er ikke Tibet, men det er en oplevelse. Men der er en følelse af, at de smukke gamle koner i deres folkedragt, tager tøjet på om morgenen, går på arbejde - og det vil sige de sidder på torvet hele dagen og snakker og strikker - så vi kan få vores billeder af de autentiske etniske minoriteter - for så at gå hjem fra arbejde om aftenen og tage folkedragten af. Billedet forværres måske af de mange butikker, der alle sælger den samme etniske brugskunst og de samme smukke autentiske tekstiler...
Turen går videre til Qiao Tou, Tiger Leaping Gorge, den smukke Tigerspringskløft, som alle Lonely Planet rejsende i Kina bare MÅ hike på. Bortset fra mig. Jeg venter på fyrene hos Janes, hendes guesthouse giver mig en pause i rejseriet, tankerne om omvejen vestpå få lov at finde deres plads, mens jeg taler med et hollandsk par, der har cyklet verden rundt - siden 2004. Deres rejse har bragt dem Europa rundt (ja,...), men til Afrika, Kasakhstan, Xinjiang og andre lande i Asien. En nærmest evig rejse...
Vi rejser videre til det - efter hvad alle rejsebøger siger - smukke, smukke Lijiang. Og det er smukt. Som et postkort. Billederne derfra taler for sig selv. Men igen har vi følelsen af en "amusement park", der består af en gammel by der er renoveret, masser af butikker, der alle - uden undtagelse - sælger det samme. Og overraskende få turister... Vi begynder at undre os over den tynde mænge af mennesker, for alle bøger skriver om hvor tætpakket Lijiang er, når turisterne vælter ind i busser og du ikke kan få de smukke billeder af det uberørte Lijiang.
Svaret er alle steder det samme: turismen svigter Kina i år. Også Yunnan. Jordskælv, vand, OL gør, at turisterne holder sig væk.
Vi prøver en afstikker til Baiha for at finde "den oprindelige" naxi landsby men må sande, at det oprindelige finder vi nok mest via vores busture fra destination til destination, som bringer os ud på de små veje og igennem mindre landsbyer, hvor man ikke regner med at turisterne kommer forbi.
Dali. Der er en evig diskussion om det er Dali eller Lijiang, der er smukkest. Dali er - også - for turister. Men har indkorporeret sit dagligdagsliv i turistattraktionen. Og har mere at byde på rent seværdighedsmæssigt. Så vi synes at Dali vinder, og bliver lidt længere. Bliver dog til sidst indhentet af det, der oprindeligt fik os på afveje - regnen. Og rejser tilbage til Beijing.
