Leftover women

Kan du forestille dig en mere nedslående beskrivelse af dig som kvinde? Eller som menneske.
Leftover. Til overs?

Det er den betegnelse, man bruger for kvinder i Kina, der i en alder af 25-28 år endnu ikke er gift. I 2007 publicerede det kinesiske undervisningsministerium endda en officiel udtalelse, der beskrev kvinder, som i en alder af 27 år endnu ikke var gift til at være 剩女, oversat til "leftover women". Og ordet blev optaget i det nationale leksikon. I 2013 blev formuleringen ændret en anelse, såledels at leftover women blev til "gamle ugifte kvinder" på de nationale regeringers websites. Men begrebet "leftover women" findes stadig i vid udstrækning. 

Hvis du kender til Kina, kommer det ikke som nogen overraskelse, at familien betyder meget i det kinesiske samfund; den har været og er fortsat et centralt omdrejningspunkt, for at sikre  fremtiden. Forældre investerer i deres børn, så både barnets og forældrenes fremtid er sikret socialt og økonomisk. Et andet vigtigt begreb er respekt, respekt for dine forældre. I et hierarkisk samfund som Kina, betyder ens forældre ganske meget, og det er vigtigt at vise dem respekt. Bl.a. ved at indgå ægteskab. 

Da Kina i 1979 indførte et-barns politikken, var der pludselig begrænsninger for, hvor mange børn, du måtte sætte i verden; i den periode blev der skabt en ubalance mellem antallet af kvinder og mænd i Kina: der er simpelthen flere mænd end kvinder. Årsagen til den ubalance skyldes, at der har været tradition for at foretrække drengebørn frem for piger, og derfor blev der foretaget flere aborter af pigebørn end drenge, ligesom flere piger blev bortadopteret. Og det overlader i dag Kina med et overskud af mænd. 

Men, tænker du måske, det her med at skulle giftes bort inden man er 27 år, må da for længst være fortid. I et moderne land som Kina, der har udviklet sig med et så enormt tempo, må kvindesynet da være fulgt med? Og har man ikke ligestilling i Kina, var mænd og kvinder ikke lige allerede under Maos tid? "Women hold op half the sky", som Mao sagde. 

CCP propaganda poster (Women hold op half the sky).

Det ved jeg ikke, om kvinder og mænd var lige under Maos tid. Det, jeg oplever i mine omgivelser bekræfter, at Kina som samfund både har udviklet sig enormt hurtigt og rigtigt meget. Jeg oplever også, at begrebet "leftover women" og det, der ligger i begrebet, fortsat lever. 

Presset for at blive gift i en relativ ung alder er stadig present idag. Familien spiller fortsat en stor en rolle. Det samme gør respekten for dine forældre. Hver weekend kan du finde mange ældre mennesker, der mødes i parker. Ikke for at danse eller synge. De mødes med papirer, der beskriver deres barns baggrund (alder, højde, uddannelse, fødeby, sundhedstilstand; for drenges vedkommende desuden om han har købt lejlighed, om han har bil, og i så fald, hvilket bilmærke), for på den måde at finde den rette partner til deres barn. I 2017.

Min udlejers datter blev gift med en mand, som hendes forældre fandt til hende.  Den mand hun først havde forelsket sig i, fandt hendes far ikke passende til datteren. Efter mange tårer og møder, der endte i uenigheder, giftede hun sig med den mand,  som hendes forældre havde fundet til hende. Datteren var en højt uddannet ung kvinder på 26, med en kandidatgrad, studie i udlandet og et par års arbejde i Singapore. Og har veninder fra tidligere jobs, der fortsat ikke er gift og som beretter om problemfyldte møder med familien under det årlige kinesiske nytår, hvor kvinderne bliver bombarderet med spørgsmål, gode ideer, mulige match. Historier om, at unge forsøges matchet med en partner under kinesisk nytår, hvor de besøger deres forældre, er der mange af. Ligesom der er historier om kvinder, der køber sig en partner, for at få forældre til at tro, at de er i et kæresteforhold, så forældrene kan godt spare sig. Eller historier om unge, der ikke vil hjem til kinesisk nytår, fordi de ved, der venter dem, diskussioner om deres ægteskabelige status, bebrejdelser, forslag til en ægtefælde osv. 

Sidste år tog make-up firmaet SK-II kampen up for "leftover women" lancerede en dokumentar lignende video, der hylder kvinder, singler, der kan forsørge sig selv. Videoen fortæller også om det pres, døtre føler fra deres forældre, og de forventninger til ægteskab forældrene har til deres døtre, så de ikke er - leftover women: 

"Change destiny" SK-II video

Det er næsten umuligt at tegne et generelt billede i et land med mere end 1,3 borgere. Og derfor har jeg også mødt eksempler på det modsatte: kvinder der trods singlestatus, lever et lykkeligt liv, også i forhold til deres forældre, uden pres, tårer, hentydninger og weekender i parken i et forsøg på at finde en ægtemand til deres datter. Alligevel finder jeg det det tankevækkende, at man i 2016 laver en video om emnet "leftover women".

Det samme gør det faktum, at den ubalance, der er mængdemæssigt mellem kvinder og mænd, og som giver et ret stort overskud af mænd i Kina (34-36 millioner), i virkeligheden betyder, at der nærmere er tale om "leftover men", som artiklen i World Economic Forum meget rigtigt siger. Men det er ikke tilfældet. Leftover women begrebet lever fortsat, 2017. 

("double happiness" (双喜,shuangxi), det kinesiske skrifttegn for "happy, joy", som typisk benyttes som symbol ved kinesiske bryllupper.

Må jeg se din folkedragt?

Nationaldragter. Eller folkedragter. Så er der måske nogen, der sidder og fniser lidt og tænker på folkedanserforeningerne ude i det danske land, mens de tænker "uden mig"?

Jeg har lige været i Sydkorea. Og her er det en turistattraktion at iklæde sig den koreanske Hanbok kjole for pigerne. Turister bliver fotograferet i de historiske dele af byen, ved paladserne og især i Bukchon Hanok landsbyen, en gammel bydel i Seoul. Men jeg så også  flere koreanske kvinder iført deres Hanbok kjoler, når de besøgte stederne. Unge asiatiske piger lejer måske Hanbok kjolen som en lille "udklædningsgimmick" og bliver fotograferet sammen. Men der var også unge kvinder, der kom til paladserne i de smukkeste Hanbok kjoler og poserede, mens deres mænd tog billeder.

De nationale folkedragter er en voldsom kontrast til en storby, der er hypermoderne på alle måder: du har stort set wifi overalt, også ved historiske monumenter, paladser mv., elektroniske systemer på gaden fortæller dig, hvor længe du skal vente på den næste bus, metrosystemet er mere en veludviklet, og al information gives på koreansk, engelsk og kinesisk.

I løbet af min weekend i Seoul mødte jeg også en gruppe japanske kvinder, der var iført de smukkeste kimonoer på deres sightseeing tur. Og tennissko, for at kunne trawle de mange kilometer, vi går som turister. De tog altså lige en dags sightseeing tur i fuldt kimono udtræk, i 32 graders varme.

I Kina har vi qipaos, kjoler der er skabt i et stykke med de traditionelle kinesiske "knapper", der lukker kjolen i siden og ved kravebenet. Qipaos eller cheongsams har deres historie tilbage til Qing dynastiet, hvor Manchu kvinder bar løse qipaos. Kjolerne sælges den dag i dag i opdaterede trendy designs - ikke som pynt til at hænge i skabet. Både de løse cheongsams og de tætsiddende qipaos, og har deres oprindelse fra 1920'ernes vovede Shanghai, benyttes til fest og til daglig. Nogle af de historiske steder i Kina kan du blive fotograferet iklædt traditionelle kinesiske dragter, men slet ikke i samme omfang og på samme måde, som jeg så det i Seoul. I Sydkoreas hovedstad lejer du Hanbok kjolen for nogle timer og kan blive fotograferet i den, de historiske steder i byen. Eller du kan købe din egen Hanbok kjole. Hvis du har råd. Det er nemlig ikke nogen billig fornøjelse.  

Det fik mig til at fundere over, hvordan det kan være, at vores folkedragter ikke betragtes og bruges med samme stolthed, eller ikke nyder samme popularitet?

Den eneste undtagelse i Norden, som jeg kan komme i tanke om, er vores norske naboer. De iklæder sig deres folkedragter hvert år den 17. maj - nationaldagen - og ved andre festlige lejligheder. Det siges ,at 60-70% af alle nordmænd har en folkedragt, og at tallet har været i fremgang, (17.maj og den norske nationalisme).

Det kan man vist ikke sige for Danmark. Her kender jeg kun til Fanø, hvor folkedragterne bruges og ses, b.la. under "Fannikkerdage", der fejres lige om lidt (7.-9. juli). Udvider jeg begrebet Danmark til Det Danske Rige, er der dog Grønland, hvor nationaldragten bæres ved festlige lejligheder.  

Tilbage til Seoul. Ved alle historiske turistattraktioner var guider iklædt de nationale dragter. Og du kunne  som sagt leje en Hanbok kjole eller købe din egen kjole. Søndag morgen, min sidste dag i Seoul, var jeg på vej ud fra hotellet, da jeg så et par unge koreanske par med deres små poder, samt en fotograf. De to kvinder var - naturligvis - iklædt en Hanbok kjole, og det samme var den ene lille pige på bare 2 år. Folkedragten lever i bedste velgående i det hypermoderne Seoul.

Sommer, Hüttemeier og Beijing Bikini

Jeg sidder med air condition på fuld skrue i mit lille hjem, udenfor varmer solen kejserstaden op. På en fredag i maj er vi allerede nu oppe på 34 varmegrader. Og sommervarme  i Beijing, betyder en særlige Beijing tradition: mænd ruller deres t-shirts op og lufter deres bare maver.

Måske du har læst eller set fænomenet "face bikinis": kinesiske kvinder (især), der har en ansigtsmaske på, når de færdes på stranden, som beskyttelse mod solens stråler. Eller måske du har hørt om skåneærmer. Ikke for at skåne dit tøj, når du laver mad, som Kirsten Hüttemeier gjorde, men for at beskytte dig mod solen?

Nej?

Nå, men mænd viser maver i Beijings storby, og dette fænomen hedder - Beijing Bikini eller Beijing Belly Button. Den forekommer både som hel bar overkrop og en oprullet t-shirt.

Nogle siger, at ifølge den traditionelle kinesiske medicin (TCM), at navlen spiller en central rolle for vores krop. Navlen kaldes "the spirit tower gate", og energi fra hjerte og nyrer krydser dette punkt, navlen. TCM eksperter mener at, hvis din energi er stærk og har godt flow, så vil din navle være i god stand, rund og dyb. Hvis din energi derimod er svag, og flowet derfor langsomt, så vil navlens form være forandret og flad, ikke særlig dyb. Og det er altså ikke noget godt tegn.

Andre (mænd?) vil mene, at fænomenet med at vise mave er en behagelig og smart måde at køle kroppen ned om sommeren, når det er varmt. Måske lidt ligesom, når en motor køles ned af en bil radiator, en køler. Der er delte meninger, om det er god stil at køle sin torso ned via Beijing Bikini eller Beijing Belly Button metoden. Nogle mener det er dårlig stil at flashe sin bare mave i fuld offentlighed på gaden og bybilledet, men en del ældre og mere traditionelle mænd gør det dog stadig.

Fænomenet med at lufte maven for at nedkøle kroppen fungerer tilsyneladende ikke for kvinder. De tyer derimod til skåneærmer for at beskytte armene mod solens stråler, ifører sig solskærme med ekstra stor skærm, eller hatte med store skygger. Eller bruger en chic paraply for at beskytte sig mod solens stråler og varme.

Revival for cyklen i bilernes by

Da jeg kom til Beijing første gang i 2005 var jeg overvældet over mange ting. Tætheden af mennesker i subway systemet, de enorme køer ved bustoppestederne, de kæmpestore statslige bygninger omkring Tiananmen pladsen, de mega brede boulevarder, der slår selv Paris, og mængden af cykler; her var rent faktisk store cykel P-pladser og ikke bare et par snoldede stativer. Der var så mange cykler i bybilledet dengang, at jeg fortabte mig i de cykelmasser, der ventede på grønt lys i de store lyskryds. Og i 2005 var der ikke engang mange cykler, vil de folk sige, som var der før, i 90'erne, 80'erne og før.

I mine år, slut 00'erne og 10'erne, fortrak cyklerne sig, og bilerne bredte sig i længere og længere køer på boulevarderne og ringvejene. Og de brede cyklestier - eller cykel veje - blev indtaget af utålmodige bilister, der ikke havde tid til at hænge i de stigende bilkøer. 堵车 blev et udtryk, jeg hurtigt lærte: trafik propper i et vejnet, der hastigt blev udvidet og udvidet og udvidet...Men lige lidt hjalp det. Trafik propperne, som typisk fandt sted mandag morgen og fredag eftermiddag, blev hverdagsting, samtidigt med at subway systemet blev belastet i stigende grad, for derefter at eksplodere i ringe og finurlige systemer af flere linier, der forbandt og transporterede byen i hverdagen. 

Nu er cyklen tilbage.

I flere omgang er by cykler også blevet introduceret her. Nok med lidt mere held end i København. Men alligevel er det intet mod, hvad du ser nu: oceaner af leje cykler, du kan bruge - og så stille fra dig. Uden at der er et særligt stativ. 

De kalder det bike sharing:

Du downloader en app, opretter en konto,  ind-betaler et gebyr. Hermed har du adgang til at scanne et område for ledige cykler, booke en cykel, låse den op og bruge den, efterlade cyklen andre, der hvor du ønsker at efterlade den, og betale for dit forbrug.  Et GPS system i cyklen giver dig et overblik over, hvor der er ledige cykler i området.

Alsammen - inkl. betaling for brug af cyklen - kører naturligvis via - din smartphone.

Du kan se mere om lejecyklerne her: Lejecykler

Og det fænomen har åbenbart ramt et behov i byen, der engang var berømt for sine millioner af cykler. Du ser leje cykler overalt i bybilledet, folk bruger cyklen til at komme fra A til B (og det er lige en lille smule billigere end offentlig transport). Firstmoveren på markedet har - naturligvis - allerede fået konkurrence af flere andre spillere.

Og det er jo skønt, alt andet lige. At mennesker igen begynder at bevæge sig og samtidigt sparer på benzinen i en by, hvor vi kæmper så rigeligt med luftforurening.

Ja.

Og jeg tror, der dukker nye udfordringer op. Som for eksempel parkering af de mange leje cykler. De engang så brugte cykel p-pladser skal nok på markedet igen her i byen. Og her smider vi ikke cyklerne i kanalen eller i havnen, som jeg har set det i København og Århus. Her - tager man sadlen af. Og det tjener måske det formål, at du så er sikker på at have en lejecykel hele tiden, for ingen andre gider jo tage den. For det kan da ikke være hærværk...?;-)

By ud-af-vikling

Jeg begyndte at lægge mærke til det i efteråret sidste år: små butikker i bygninger, der også havde boliger, blev muret til. Butiksfacaden blev lukket med mursten og afløst af almindelige boligvinduer og mursten. Det kom tættere på mit kvarter i starten af det nye år; i Nanchizi Dajie, gaden mellem østsiden af den Forbudte By og min hutong, var de små butikker, der sælger vand, øl, tobak, spiritus, frugt og meget mere, samt små spisesteder, lukket af efter kinesisk nytår. Butiksfacader ud mod gaden var afløst af sjusket murerarbejde, dårlige døre og grimme vinduer. Men inde bagved var der stadig forretninger at gøre, tobak at købe, små måltider at indtage. Butiksejerne, der ofte bor i selve butikken eller i lokaler bagved butikken, satte nye skilte op ud mod gaden for at markedsføre deres tillukkede forretninger, og de holdt den grimme boligdør åben, for at invitere kunder indenfor.  '

I løbet af marts blev der i gaden på den anden side af min hutong (Nanheyan Dajie) sat informationsplakater op, med voldsomt mange stempler. Min lokale printshop fortalte, at nu var turen kommet til denne gade. I sidste uge startede de i den sydlige del af gaden og murede små butikker og spisesteder til, mens en stor gruppe vagter og politi stod klar til at gribe ind, hvis nogen ville forhindre murerne i at gøre deres arbejde. Hoteller og større restauranter blev skånet.

Det siges, at det handler om at føre Beijing tilbage til sit oprindelige fine udseende; man vil fjerne butikker i områder og bygninger, der oprindeligt ikke var godkendt til erhverv. Det handler måske mere om at tvangsflytte de mange, mange immigranter, der fortsat flytter fra de fattige egne  af Kina ind til hovedstaden i håbet om at skabe sig et bedre liv, og få del i den kinesiske vækst, de hører om.

Indgangen til min printshop er nu muret til. Ejerne har lavet skilte, der viser, at du kan komme ind i deres printshop via en sidedør i en lille korridor ved siden af den bygning, hvor deres forretning ligger (lå). Men de ved ikke helt hvad de gør, da jeg spørger dem, hvad nu? Indtil videre ser de tiden an. Det er ikke nemt at finde et andet godt sted, som de siger...Og jeg forstår dem, når jeg tænker på, hvor meget og hvor hurtigt ejendomspriserne stiger i byen.

Hanna Sahlberg, journalist på Sveriges Radio, har lavet en reportage om sagen med de mange forretninger, der lukker. Du finder den her: Pekings grå murar ska mota ut invandrare

  

Imens tænker jeg over, hvad det er for et Beijing vi mon får, når de små butiksindehavere har lukket deres butikker og er flyttet ud, og de små gader ikke længere  summer af det liv fra små butikker og spisesteder. Hvad kommer der mon så...?

Hvad bragte mig til Kina?

Når vi møder hinanden "her" i Kina, os danskere og udlændinge, er der ofte en forudfattet opfattelse af, at vi alle er her, fordi vi er udstationereret af en virksomhed, vi er her for at arbejde.

Det sker, at jeg bliver spurgt, hvorfor jeg er her, hvad der bragte mig hertil. Og den korte version er længslen efter den følelse, jeg fik, da jeg var her første gang i 2005 på en ferie: nysgerrigheden, eventyret, en følelse af at du er i et samfund, der er i hastig og stor udvikling, og så en følelse af at være helt - lost in translation. Du forstår ikke ret meget, eller noget som helst af det, der foregår omkring dig, og det er meget energifyldt, lidt angstprovokerende og faktisk ret befriende.

Jeg har en god veninde, Dorte, som har en blog - Familiefletninger. Her skriver hun om sit liv, "om stort og småt", som hun siger. Jeg synes nu mest, det er ret stort; interessante og relevante emner og refleksioner om livet i en familie, måske over små ting, men altid i et større perspektiv. Jeg fatter ikke, hvor hun finder tiden til at skrive på den blog, for hun har altså pænt meget at se til i sin hverdag, men hun er ret aktiv, og med at udvikle bloggen. Hun startede i januar en ny serie, "seje kvinder", og hun spurgte mig om jeg ville være med. Hendes afsæt for at kontakte mig var, at jeg i 2008 flyttede til Kina.

På Dortes blog har jeg fortalt historien om, hvad, der bragte mig til Kina, hvad der fik mig til at tage springet. Hvorfor jeg finder Kina så interessant og hvad jeg har lært i Kina. Nogle af jer kender min historie, andre gør ikke. Du kan læse min historie her.

Dortes blog rummer rigtigt mange interessante ting, så jeg kan varmt anbefale dig at tage et nærmere kig på Familiefletninger.dk!

Ren luft

Jeg har netop været i Danmark og fejre julen.  Et gennemgående spørgsmål alle steder jeg besøgte, var - hvordan med luften i Beijing!? Er det ikke forfærdeligt!? Hvordan klarer du den?? Spørgsmålene blev stillet med omsorg, ængstelse, og nogle gange vantro. For hvordan pokker kan jeg dog holde ud at bo sådan et forfærdeligt sted? Med alle de sundheds-risici, den urene luft omfatter? Og hvorfor GØR de ikke noget, de kinesere?

Jag var netop landet i Danmark, da Beijing, i ugen op til jul, gik  i årets første "red alert": fem dage med ekstremt højt forureningstal. Folk blev anbefalet at blive indendørs, skoler lukkede og børn blev hjemme, og fabrikker og trafik fik yderligere restriktioner. Både sociale medier og pressen, jeg fulgte fra Danmark, kogte over af billeder og reportager fra Kina om den tykke, forurenede luft. Jeg tænkte, at jeg havde valgt et heldigt tidspunkt at forlade byen, mens jeg forsøgte at svare på de mange omsorgsfulde spørgsmål, der mødte mig, hvor jeg kom frem.
Og i begyndelsen af året annoncerede Beijings borgmester så, at en ny enhed, som udelukkende skulle koncentrere sig om at bekæmpe forureningen, ville blive lanceret.

Da jeg landede igen i Beijing på en januar dag, var forureningstallet lavt, og himlen var skarpt blå, en smuk dag med sol, kulde og ren luft. Forureningstallet i Beijing på dagen og de efterfølgende var omkring 25.

I dag er forureningstallet er 188, PM 2.5 tallet 126, og det ser tåget ud, når du kigger ud af vinduet. Jeg læser, at man netop har annonceret at investere 18,2 mia. yuan i at bekæmpe den urene luft i 2017: erstatte kul med ren energi i 700 landsbyer i år, fjerne 300.000 biler med højt forureningstal, samt lukke eller opdatere 2750 fabrikker (kilde: The Independent).

Vi kan armere vores hjem med luftrensere, klistre vinduesrammer til, pakke os ind i masker, når vi går ud, sikre os så godt som muligt mod luftforureningen og de følgevirkninger den kan have på vores helbred. 

Men dér hvor luftforureningen måske rammer mig allermest, er på begrænsningen af min frihed. Friheden til bare at gå udenfor. Gå en lang tur. Gå en tur med sin hund, sit barn, sine venner, lege med sine kammerater i de snævre gyder i hutongerne ,eller på de mange pladser og parker i det offentlige rum. Den tykke luft sætter sig på mit humør, fordi jeg begrænses i en by, der har så mange muligheder.

Men hvad gør man på sådan en dag som i dag - og på de andre dage, hvor luften ikke frister til udendørsaktiviteter? Jeg lytter til musik, der gør mig let og i godt humør, tænder et par stearinlys (selvom det heller ikke er så godt for indeklimaet), og køber ekstra mange grønne planter og smukke blomster. Jeg  laver mad, der ser ekstra sund ud, og som har rigeligt med grønt. 

En af mine venner har sat en gynge op i sit hjem, så hendes børn kan gynge og lege, som om de var udenfor. Og så har hun søgt trøst i kulturelle referencer som f.eks.  Monets billede af  London, som kunne være smog - men smukt forstås! - og svensk litteratur, for at få det triste humør til at forsvinde på de tunge dage.  

I løbet af dagen er forureningstallet steget fra 188 til 217. Jeg søger trøst i tanken om en snarlig rejse til Cambodia og en tur sydover til Suzhou imorgen, mens jeg overvejer at udvide maskinparken af luftrensere. Forureningen er trods alt også lav, ind imellem, og luften er visse dage knivskarp blå. Og jeg er sikker på, at regeringen er helt med på de risici, der er, ved ikke at gøre noget.  Især de økonomiske for sundhedsområdet. Så vi skal bare skubbe på for at få noget gjort lidt hurtigere, glæde os over de gode dage - og armere os med glæde & spas til de dårlige.