Shall We Dance?

En af de ting, jeg elsker i Beijing er gåture i parker og områder med små pladser, torve; her ser du mennesker synge, optræde, spille badminton og danse. Offentlige rum bruges på en måde, vi ikke ser i Danmark, selvom vi synes, vi er gode til at indtage vores offentlige parker.

Tag en gåtur i en hvilken som helst park i Beijing eller Shanghai, på næsten hvilket som helst tidspunkt, og du ser … en gruppe kvinder dyrke rytmisk morgengymnastik til en ghetto blaster, et par eller far og søn (eller datter) spille badminton, ældre mennesker dyrke tai chi i smukke, langsomme flow bevægelser under træers skygge, mænd øve deres smukke kalligrafi kunst på fliser. Du ser også gamle gå baglæns, og unge jogge og løbe. Du ser grupper af mennesker synge sammen, spille sammen. Og du ser mennesker øve de svære dansetrin, i en vals, en quickstep eller en tango. Det er måske en af de mest pudsige og livsbekræftende syn en søndag eftermiddag at stå i en park og se en gruppe mennesker danse pardans, se dem øve formationer, trin, og se dem glæde sig over det at danse.

For mange år siden så jeg filmen "Shall we dance" med Richard Gere og Jennifer Lopez. En simpel kærlighedshistorie om et ægteskab, der ikke fungerede, og en ægtemand, der var træt af sit job, ikke var glad i sit ægteskab, og gået i stå i sit liv.  Den triste og motorisk klodsede ægtemand begyndte at gå til dans. Og genfandt livsglæden ved at øve i en danseskole med andre nybegyndere udi dans, til dansevenlig musik og med en dygtig (og smuk) danselærer, mens hans kone troede, at han var hende utro. Det var han også. Med dansen. 

Jeg husker, at jeg blev forundret over, hvor stort et aftryk, så let en film satte sig i mig. Det var en letbenet, romantisk Hollywood film. Men den var også enormt livsbekræftende. Det er meget svært at være - og forblive - sur og arrig, trist, vred - når man danser afsted til fyrrige toner eller svævende rytmer. Skal koordinere ben, arme, krop, for ikke at glemme takten med en dansepartner. Og huske at trække vejret. Musikken og bevægelserne sætter sig i kroppen, mens irritation, træthed og frustration opløses. 

Hver gang jeg fascineres over de dansende par i parkerne i Beijing, tænker jeg, hvor længe jeg mon er så heldig at opleve det? Vil der være liv og dans her om 10 år med vals, cha-cha-cha og pasodoble? Vil de unge generationer bruge aftenerne på samme måde, når de bliver ældre, som deres bedsteforældre? Eller forstummer sang og dans, og parker bliver stille, områder, man passerer igennem?

Alt er naturligvis i forandring, hele tiden. Især i et land, der har udviklet sig så hurtigt som Kina. Så det vil være anderledes om 10 år. Det jeg ser i dag er et tidsbillede. Ja, et tidsbillede...Ved den katolske kirke på Wangfujing danses der også klassisk pardans i aftentimerne til dansevenlig rytmisk musik. Og samtidigt, i et af hjørnerne på den store plads foran kirken, øver en gruppe unge hip hop moves og akrobatiske stunts.  Og det er jo også en slags dans, blot et andet tidsbillede. 

36.222 morgengaver

Karen Marie Larsen er her ikke mere.

På en smuk og lun sommeraften, den 13. juli 2018, sov hun stille ind efter et langt og vidunderligt liv, udåndede og forsvandt som et lille rosenblad. Du kender hende sikkert ikke, men måske har du hørt mig tale om hende.  

Karen var min mormor, og hun fyldte 99 år den 12. maj i år. En høj alder for en dame, der var født lige efter 1. verdenskrig, havde oplevet både at bage brød i en ovn, varmet op af brænde og i en ovn, hvor du tænder på 200 grader og giver brødet 30 minutter. Hun oplevede trængslerne under 2. verdenskrig, Cuba-krisen, den første mand på månen, 9/11 i 2002 og meget, meget mere. Min mormor havde et ungt sind. Da hun i 2009 fyldte 90 år, kiggede hun mig smilende og med et fast blik i øjnene og sagde, at hun ikke forstod, hun nu var 90 år gammel, for hun følte sig som en på 50. Og næsten til det allersidste følte hun sig ung af sind, og stadig nysgerrig efter oplevelser. 

Mormor blev født i Ågade i Kolding og var 1 af ialt 6 søskende. Næsten alle sine 99 år boede hun i Kolding, og det meste af sit liv i kvarteret omkring Sct. Jørgens Gade og Vesterbrogade, hvor Kolding Sygehus engang lå, før et nyt blev bygget i 1975 i den nordlige bydel af Kolding.

Som helt ung pige, arbejdede mormor i en chokoladeforretning i Kolding, og en dag kom en ung mand ind i butikken for at købe et stykke chokolade. Han var frisør og arbejdede også i byen. Det stykke chokolade blev skæbnesvangert for dem begge. De forelskede sig, blev gift, og fik 2 piger.  

I 1955 åbnede de en lille kiosk i Sct. Jørgens gade, herfra solgte morfar ugeblade, aviser, chokolade og tobak til personale og patienter på sygehuset, han stod for indkøb til kiosken og regnskab, og han delte morgenaviser ud til de faste kunder i nabolaget. Mormor passede butikken, når beboerne i området omkring Sct. Jørgens Gade kom forbi efter deres avis, efter 20 Kings, for at aflevere deres tipskupon, eller for at foretage et telefonopkald. Kiosken havde nemlig også en indbygget telefonboks til alle dem, der endnu ikke havde installeret en telefon i deres hjem. 

Deres kiosk og deres liv som små selvstændige og bedsteforældre blev et evigt omdrejningspunkt for hele min barndom. Hos Karen og Povl var gæstfriheden og hjerterummet mange gange større end de trange kår de levede under og den lillebitte lejlighed de boede i, faktisk kunne bære. 

Kiosken lå i et kælderlokale på hjørnet af Sct. Jørgens Gade og Vesterbrogade, og i forlængelse af butikken var en lillebitte lejlighed, 2 værelser, et mikroskopisk køkken og et endnu mindre toilet. I den lejlighed boede de alle fire, mormor og morfar, min mor og hendes lillesøster. Siden flyttede min mor og min moster og fik deres eget liv. Men Karen og Povls hjem var fortsat et omdrejningspunkt: her blev mine forældres bryllupsfest fejret, her blev min dåbsfest holdt, her spillede de kort med deres venner, og her blev jeg passet som helt lille. Da jeg startede i børnehave i Søgade, kom mormor og hentede mig ved frokosttid, så jeg ikke skulle være fultids børnehavebarn, men kunne være hos dem om eftermiddagen. Og da jeg startede i skolen, blev stort set alle mine fredage eftermiddage tilbragt hos dem. En fast tradition for både mig og min fætter og kusine. 

Min barndoms fredage var en fest. Her var der eventyr at kaste sig ud i, i mormors klædeskab eller i nabolaget, bl.a. hos den lokale blomsterhandler, fru Andersen, hendes mange blomster og kattekillinger. Og altid sammen med min fætter og siden også min kusine.  Hos mormor og morfar var (næsten) alt tilladt. De var et fristed, for forkælelse, livretter, latter, ingen skæld ud, ingen skuffede og uindfriede forventninger, masser af gavmildhed, taknemmelighed, og ikke mindst livsglæde.  

Og selvom pengene var få, og de næsten aldrig havde ferie og kun fri om søndagen, når aviser var bragt ud, så var der altid plads og tid til mennesker, der kom forbi. Og den smule fridag, de havde, skulle bruges til sidse dråbe: søndagene var eventyrsøndage, hvor vi var med på tur til Blåvand og Vejers, til Vesterhavet, til klitter, smurte håndmadder og sodavand, leg ved stranden eller i skoven, og aftensmad omkring campingbordet, mens vi fik den sidste rest af sol over Vesterhavet med, inden turen gik hjemad mod Kolding. 

Min handlekraftige og entreprenante mormor havde løsninger på, hvordan du holder nye, kogte kartofler varme en hel dag på søndagsudflugterne, også den brune sovs, der passede til. Hun formåede at lave hønsekødssuppe helt fra bunden i det mikroskopiske køkken med to gasblus. Melboller, kødboller, tarteletfyld. Det hele. Til et større menageri af gæster, som ingen stadig forstår, har kunnet være i deres meget lille hjem. Og det var mormor, der jagtede de kunder, som løb fra regningen. Hun fandt dem på deres nye adresse, besøgte dem, og kom hjem med betaling. 

Morfar døde efter nogle års sygdom i 1988, og deres kiosk var inden da blevet lukket. Mormor fortsatte livet alene, nu som pensionist. Vi børnebørn var blevet voksne og kiggede forbi, dog ikke hver fredag. Til gengæld kiggede hendes døtre ofte forbi til kaffe, og mormor brugte tiden og livet med en flok veninder og med familien i Kolding. Hendes liv kan synes småt, men hun følte sig rig og beriget. Med familie, venner og folkepension. Familien boede tæt på og kiggede ofte forbi og tog hende med på ture eller inviterede hende med hjem. Hun og veninderne spillede ludo, tog på udflugter, strikkede og spiste på restaurant. Hun havde selskab nok - og penge nok. Og som pensionist havde hun nu glæden af at kunne give penge, for hun "havde masser af penge," som hun sagde med et smil. Hun vste sin gavmildhed til sine døtre, svigersønner, børnebørn og nu også oldebørn. 

Efter nogle få år med en kort afstikker til et andet boligkvarter, flyttede hun efter morfars død tilbage til sit gamle område ved Sct. Jørgens Gade, og boede de sidste 28 år af sit liv i nabo-ejendommen til sin gamle bolig og kiosk, men nu i en stuelejlighed, hvor hun kunne sidde i sin stue og følge med i livet. 

Næsten til det sidste bevarede hun sit ungdommelige sind, sin nysgerrighed, sin stædighed og vilje til at ville selv, selvom de fysiske kræfter havde svigtet hende. Det kneb gevaldigt med bentøjet, men hovedet fejlede ikke noget. Så, plejehjem? Det kunne der ikke blive tale om, hun havde det godt jo her, i sit eget hjem.  

Præsten talte til mormors bisættelse om, at livet er en morgengave, som vi pakker ud hver dag. Jeg tænker at min mormor tog imod hver dag, næsten, som en gave. En livsgave. Nogen vil synes hun levede et lille liv, uden de store oplevelser. Min mormor ville have syntes noget andet. Hun rejste aldrig længere end til Norge for at besøge sin broder, og til Otto Duborg ved Kruså med veninderne, men hun fulgte os i familien, der rejste, med stor nysgerrighed og mange spørgsmål. Hun var aldrig misundelig over at andre måske levede et materielt langt rigere liv end hende. Og lige til den sidse gang, jeg besøgte hende, sagde hun "tag 100 kroner i min pung i skabet. Så har du til et stykke chokolade i lufthavnen eller en blomst." Og det ville have været en fornærmelse ikke at tage imod den 100 kroneseddel. For hun følte sig rig, hun havde mere end nok. "Jeg mangler jo ingenting og har det godt", sagde hun og slog ud med armene, hver gang jeg var hjemme fra Kina, og vi havde vores timer sammen, over smørrebrød, kaffe og en kage.  

Det blev til 36.222 morgengaver, inden hun forlod os. Meget gammel, fysisk træt, men i sindet nok ikke helt så afklaret om eller enig i, at livet vil slutte for os alle, også for hende. Hun sov ind i sit hjem, i kvarteret med de mange minder, og omgivet af kærlighed. 

Jeg savner hende. Savner hendes lyse sind, hendes nysgerrighed, hendes glade smil, de forstående, kloge øjne, der aldrig dømte eller bebrejdede, og hendes mange spørgsmål. Min mormor er død, hun er her ikke mere. Hun efterlader et hav af savn og landskaber af sorg. Hun efterlader også bjerge af kærlighed og taknemmelighed hos os, der var heldige at have hende i vores liv, som mor, svigermor, mormor og oldemor. Og hun er en påmindelse til mig om, at hver dag i livet er en gave, der skal pakkes ud med glæde og kærlighed. For så er det lige nøjagtigt det, du får: glæde og kærlighed. 

At sidde i en måned

Traditionen for kinesiske kvinder, som har født, er nok gammel og lyder som en vandrehistorie, men den praktiseres stadig. 

Begrebet hedder "zuo yuezi", at sidde i en måned. 

"At sidde i en måned" stammer fra en tid, hvor hygiejne var ganske anderledes end i dag, og rent vand var en sjældenhed. Den overordnede ide var, at den nybagte mor skulle hvile sig og komme til kræfter efter fødslen, så hun skulle lave så lidt som muligt, ikke udsætte sig for bakterier, ikke fryse og ikke blive syg, og naturligvis sørge for at spise sundt.

Og derfor skulle hun helst blive i sengen i 30 dage: hun måtte gå på toilettet, men hun måtte ikke tage et bad, ikke gøre rent eller lave andet husarbejde eller lave mad. Og hun måtte naturligvis ikke gå ud.  Opfattelsen var, at kvindens krop var svag efter en fødsel, så det den bedste måde at komme til kræfter igen var at "sidde i en måned". 

Nu skriver jeg i datid om "zuo yuezi" begrebet, for mig lyder det som en ammestuehistorie, en tradition fra en fjern tid. Ikke desto mindre praktiseres det i 2018.  

Flere kinesiske veninder og kolleger, som har født, har fulgt skikken. Og de har alle - i en eller anden forstand - "siddet i en måned": spist efter en særlig diæt, ikke vasket hår, er ikke gået udenfor, og har tilbragt en længere periode i sengen. Jeg har spurgt dem, om de tror, det er nødvendigt efter en fødsel. Og de siger alle, at de ikke tror på ideen om, at "zuo yuezi", er nødvendigt for at komme sig ovenpå en fødsel, eller for at sikre sit helbred. Og de tror heller ikke på, at det er skadeligt at gå i bad eller vaske hår de første 30 dage efter en fødsel, eller gå udenfor, eller se TV eller få gæster, som ikke er nær familie. Som alt sammen også defineres i "zuo yuezi" begrebet.  

Alligevel følger de traditionen og sidder (eller ligger) i en måned. Nogle tager et bad, når de ikke kan holde lugten eller fornemmelsen ud længere. Og nogle af dem tager badet i smug, så deres mor eller svigermor ikke opdager det. Men de holder overordnet fast i traditionen.

"Men hvorfor?", har jeg spurgt.

"For husfredens skyld, jeg orker ikke have min svigermor på nakken hele tiden".

"For en sikkerheds skyld, for tænk nu hvis der skete barnet noget, eller skete mig noget, og jeg ikke havde fulgt traditionen. Så ville min familie bebrejde mig, at jeg ikke havde holdt mig i sengen de 30 dage."

"Det giver mig chancen for at slappe maksimalt af efter fødslen, jeg behøver ikke lave noget som helst."

De er alle moderne og højtuddannede kvinder, som i selve fødslen sætter deres lid til videnskaben, men når det kommer til barslen bagefter, laver de helt en helgardering. 

At "zuo yuezi" begrebet lever i bedste velgående, i en opdateret model for det 21. århundrede, er de moderne "barselshospitaler" i Kina et godt eksempel på. Det er hotel-lignende hospitaler med alle former for hjælp og service til den nybagte mor, hvad enten det drejer sig om hvile, smerter i kroppen efter fødslen, hjælp til at få amningen i gang, særlig sund kost, hormonelle ubalancer der giver humørsvingninger og meget mere.  

Why China's new mothers look to both science and superstition

Og i den forstand er et barselshospital en god ide. Begrebet sundhedsplejerske, som vi kender det i Danmark i en organiseret form, som du automatisk adgang til, og som kan hjælpe en nybagt mor, både med praktiske spørgsmål og med at håndtere følelsesmæssige ting, findes ikke i Kina. Ej heller organisering af mødre grupper, hvor kvinder kan mødes i et socialt fællesskab og få gavn af hinandens råd og vejledning. 

Trods min skepsis om brugen af "zuo yuezi" i 2018 tænker jeg, at en fødsel er hård kost for krop og sjæl, og at 30 dages ro og forplejning lyder forjættende. Kender du til lignende traditioner i Danmark eller andre lande? 

"En kvindes dyd ligger i hendes mangel på talent"

Jeg skrev sidste år et indlæg om de tiloversblevne kvinder i Kina - leftover women - veluddannede kvinder i midten af 20'erne (og ældre), som endnu ikke er gift. 

At der stadig er mere status i ægteskab end i uddannelse og karriere for kvinder i Kina, vidner en undersøgelse, som en ung kinesisk kvindelig fotograf, Guo Yingguan, foretog sidste år:

For især den ældre generation i Kina, blomstrer de traditionelle ægteskabsmarkeder i parker stadig, også i internationale metropoler som Shanghai og Beijing. Byer, hvor du også finder en overvægt af veluddannede unge kvinder og mænd, der har læst i udlandet og har eller søger stillinger i internationalt orienterede kinesiske eller internationale selskaber med en tilstedeværelse i Kina. Veluddannede, karrierebevidste, internationalt orienterede unge.

Guo Yingguang, besøgte sidste sommer et af de traditionelle "ægteskabsmarkeder", hvor forældre af ugifte børn finder sammen i håbet om at finde en passende ægtefælle til deres datter eller søn. Guo, som var 34 år og havde en Master grad, besluttede sig for at "sætte sig selv på markedet" og eksponerede således bl.a. sin uddannelse og sin alder.

En midaldrende kvinde sammenlignede Guo med en ejendom, og sagde hun var "...som et pænt hus på landet, der så godt ud, men var alt for gammelt". En anden kommenterede Guos uddannelse og mente, at det var godt nok med en Bachelor grad, for "hvorfor få en Mastergrad, en Bachelor grad er mere end nok."

Noget, der gav associationer til det gamle mundheld "en kvindes dyd ligger i hendes mangel på talent."

Ill. Bu Hua

Selvom ægteskabs-markederne fortsat lever, og ugifte unge (kvinder og mænd) klager over presset fra deres forældre og bedsteforældre om at blive gift og stifte familie, består nutidens unge kvinder i Kina også af kvinder, der ønsker frihed, økonomisk og personligt - og ikke ser ægteskab som "den eneste løsning". 

Piger som Guo Yingguang.

Du finder i øvrigt artiklen om Guo Yingguan nedenfor i mit indlæg.

Og så er der på den anden side kinesiske kvinder, som mener, at ægteskab med en rig mand er at foretrække frem for god uddannelse, et karrierejob og økonomisk uafhængighed. 

En af mine kinesiske veninder, en veluddannet pige med mand, barn og en god stilling, beretter om diskussioner med sine kvindelige kolleger, der mener, at det er langt bedre at blive godt gift end at få en god uddannelse, et godt job og kunne forsørge sig selv. De mener, at det er altså langt at foretrække, at være gift med en velstående mand end at skulle forsørge sig selv.

Så hendes kolleger - de unge, veluddannede kinesere - mener det samme, som de ældre i parken: hvorfor få en Master grad? Det er bedre at blive godt gift.  

Mens jeg tygger på Guo Yingguangs ord, tænker jeg over, hvad det er, der provokerer mig så stærkt. Jeg forsager hverken ægteskab eller mennesker, der fravælger arbejdsmarkedet for at passe deres børn, deres hjem eller deres ægtefælle.

Jeg provokeres måske, fordi jeg hele livet har dyrket mine talenter og har fortsat med at udvikle mig - for at lære, blive inspireret, inspirere andre, stille min nysgerrighed og for forene det, jeg er passioneret omkring med at tjene til dagen og vejen. Jeg har altid forsørget mig selv økonomisk og ikke kan forestille mig at skulle være økonomisk afhængig. Af et andet menneske eller af noget system.

Så det skaber stof til eftertanke hos mig, at i landet, hvor "kvinder bærer den halve himmel", som Mao sagde, finder du i det 21. århundrede stadig kvinder, der efterstræber at leve sammen med et andet menneske, først og fremmest for at blive forsørget. Og gerne godt forsørget. Jeg tænker, om det mon er Konfucius' ånd, der fortsat er så stærkt tiltede i det kinesiske samfund?

Kina bliver ved at overraske mig.

Woman mission expose China's harsh and cruel marriage market

"Kvinder bærer den halve himmel" - kvindernes internationale kampdag. I Kina

Vi får en halv officiel fridag. 

Butikker, både offline og online, bejler til os med lækre tilbud og hylder os som "dronninger"

Vi får et glas champagne på husets regning - på nogle restauranter. 

Overalt i verden fejres den 8. marts hvert år, som kvindernes dag. Men vi fejrer den forskelligt,  når jeg tænker tilbage Danmark. 

I Danmark kalder vi dagen "kvindernes internationale kampdag". Her er der debatter og foredrag om ligestilling og magt, koncerter og udstillinger, der støtter udsatte kvinder og en  særlig fokus på #MeToo bevægelsen i år.  I Kina hedder den "Women's Day" eller "International Women's Day." Her fejres kvinder med regeringsbetalt fri, og gode tilbud.  

Det er måske et karikeret billede, hvad vi gør i de to lande, men forskel på, hvordan vi markerer dagen, er der.

Flere jeg har talt med gennem årene, ikke-kinesere altså, tror at man har fuldstændig ligeret i Kina. Eller langt mere ligestilling kønsmæssigt end i de fleste andre lande. De refererer ofte til det billede de har af mænd og kvinder i Maos tid, hvor ordene "Kvinder bærer den halve himmel", blev udtalt af den store leder, og hvor de to køn bar ens tøj, var ligestillede mht. arbejde i marker, på fabrikker osv. Billedet af en Mao, der var fortaler for ligeløn for lige arbejde står i deres bevidsthed, sammen med et billede af at den trend er fortsat i Kina. 

Sandheden er nok, at kvinder holder lidt mere end halvdelen af himlen oppe.  

En undersøgelse foretaget af et kinesisk rekrutteringswebsite, Zhaopin, viser, at kvinder i gennemsnit tjener 22% mindre end mænd. Og de bruger 15% mere tid i hjemmet. Løn-forskellen er lavere i ufaglærte jobs og jobs, der ikke kræver højere uddannelse. Men som medarbejdere forfremmes til bedre betalte jobs, øges lønforskellen. Og gifte kvinder vælger i højere grad end mænd jobs ud fra "convenience" end "muligheder for at udvikle sig karrieremæssigt", fordi de ikke kun skal bære byrden af den halve himmel jobmæssigt, men også har huslige opgaver på hjemmefronten. 

Women hold up half the sky but earn far less than men

Der er brancher, medie- og reklamebranchen f.eks., hvor kvinder spiller en dominerende rolle på ledelsesgangene, og der er aldersgrupper (under 40 år i Shanghai), hvor 33% af kvinderne i den gruppe i gennemsnit tjener mere end deres ægtemænd. Og overordnet er der flere kvinder i Kina (64%), der arbejder, end f.eks. i USA og Storbritannien (54%). 

Så også på området om ligestilling er det ikke helt nemt at finde eet entydigt svar for et land med ca. 1,4 mia. indbyggere...

Men tilbage står stadig billedet af ½ fridag på regeringens regning, det glas champagne jeg fik i hånden, da jeg sad på en restaurant, og de mange reklamer min nethinde fangede i bybilledet om tilbud på tøj, sko, make-up, spa oplevelser i anledning af "女人街". 

Forsinket tillykke med kvindernes internationale kampdag!

Fortvivlelsens udtryk

Hun sidder som en lille tøjbylt midt i et stort lyskryds ved Dianmen og Beiheyan. Sidder på asfalten og har placeret sin taske på en avis. Hun græder. Højlydt. Hulker sin fortvivlelse ud, mens biler passerer forbi hende for grønt. Hun råber, usammenhængende ord og sætninger, vredt, mens tårerne triller ned ad hendes kinder. 

Jeg forstår ikke, hvad hun siger. Jeg står og venter på grønt lys og ser på folk i krydset. Fodgængere, der også venter på grønt, eller venter på noget andet. Nogle kigger væk, har vendt ryggen til hendes fortvivlelse. 

Nogle glor åbenlyst, mens de hvisker med personen, der står ved siden af, andre ser blot på. Og nogle kigger ned i deres mobiltelefon. Ingen gør noget, ingen tager tilløb til at spørge til hende. Om hun har brug for hjælp? Brug for at nogen bliver kontaktet? Jeg kontakter en pige, der står ved siden af mig, og spørger hende. Hun smiler usikkert, ryster på hovedet og vender siden til mig. Kigger ned i asfalten. 

Det bliver grønt. Jeg går ud i krydset; da jeg passerer hende, stopper jeg op og spørger hende, om hun har brug for hjælp. Hun ryster på hovedet, vifter med hænderne. Og græder hjerteskærende videre.

Jeg går tøvende over på den anden side af vejen. Jeg stopper op, er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Hendes følelse af fortvivlelse hænger tykt over lystkrydset, som om vi kun ser hende, og ikke mængden af biler, der passerer i krydset. Som om vi kun hører hendes gråd, og ikke lydtæppet af eftermiddagstrafik. 

Jeg gør ikke mere.

Oplevelsen sidder i mig endnu, når jeg tænker på situationen. Kunne jeg gjort noget andet eller mere for at hjælpe hende? Jeg får en bitter smag i munden. 

Værdien af arbejde

Min frisør, Kristoffer Liu, er selvstændig. Han åbnede sin egen frisør salon i 2015 i hjertet af Beijing. Efter at have arbejdet en årrække som ansat i en kinesisk salon, besluttede han at tage springet som selvstændig. Kristoffer starter sin arbejdsdag kl. 10 og lukker salonen kl. 20 - en arbejdsdag på 10 timer, 7 dage om ugen. Han har 2 timers transport hver dag, 1 time i hver ende. Så han går ud af døren kl. 9 og er hjemme igen kl. 21. Det første år holdt han ingen ferie, de sidste par år har han givet sig selv 2-3 ugers ferie i alt. Han har en arbejdsuge på 7 dage og holder heller ikke de enkelte officielle fridage, regeringen tildeler en kinesisk arbejdstager. Som selvstændig er han interesseret i at få sin forretning banket op økonomisk, derfor har han de første 2 år ikke udbetalt løn til sig selv, men kun til sine ansatte. Han kunne vælge at være almindelig ansat som tidligere - og få løn. Men han har valgt at have hånd på egen frisørsaks, med fuld frihed og råderet i sit arbejde, og fuld risiko mht. om han lykkes som selvstændig frisør. En arbejdsuge på 70 timer er hans dagligdag. 

 Var han almindelig arbejdstager i Kina, kunne han se frem til: En arbejdsuge på 40 timer, 5 dage om ugen (nogle arbejder 6 dage om ugen). Kristoffer er ikke ene om at have transporttid i forbindelse med sit arbejde; en stor del har 60-90 minutters transport til og fra arbejde, dvs. op til 3 timer hver dag i transport alene. I Kina er der ikke noget, der hedder hjemmearbejdsdag. Der er heller ikke noget, der hedder omsorgsdag eller feriefridage. Regeringen tildeler årligt 7 offentlige fridage i forbindelse med særlige mærkedage i Kina, dog arbejder vi ofte en del af disse fridage af ved at arbejde i weekenderne (ja), afhængigt af hvornår mærkedagene falder. Så det reelle antal offentlige fridage er reelt færre end de 7. Mht. ferie, så foreskriver ferieloven for en kinesisk arbejdstager, at: har du været ansat i 1-10 (i alt, dvs. alle dine ansættelser), er du berettiget til 5 dages ferie, 10-15 år giver dig 10 dages ferie, og mere end 15 års arbejde giver dig 15 dages ferie, dvs. 3 uger.

I 2011 diskuterede man i Danmark at øge arbejdstiden fra 37 timer til 38 timer om ugen, 60 minutter mere om ugen end man har i dag. Det kunne ikke realiseres.

Med jævne mellemrum ser jeg, at det diskuteres i de danske medier, at det skal kunne betale sig at arbejde i modsætning til at gå på kontanthjælp. Fordi skatten tager sin del af merbeløbet, eller fordi tilskud falder væk, forbliver rådighedsbeløbet uændret eller blot en anelse højere, end det du står i kontant-hjælp eller understøttelse. Uden at arbejde. 

Jeg ved, at Kina ikke Danmark. Og Danmark er ikke Kina. Og jeg forstår og respekterer, at der er flere ting i den danske debat end beløbet, man får i hånden hver måned.

At det også kan handle om, at højtlønnede får mere ud af den politik, der gennemføres end lavtlønnede. Jeg forstår også, det for nogle kan give logistiske udfordringer at arbejde længere tid. Jeg tænker også, at debatten er langt mere nuanceret end den vises i medierne, og at der er rigtigt mange, der gerne arbejder længere, og allerede gør det uden at se på klokken. Og entreprenører arbejder også længe og ulønnet i Danmark og andre steder i verden for at lykkes med deres projekter.  

Men jeg ser mig omkring i Beijing og tænker, det forekommer ganske enkelt ikke her. At du siger nej til arbejde, til at tjene lidt ekstra. Jeg har mødt mennesker, der tjente ekstra penge ved at køre privat taxa om aftenen og i weekenderne. Fordi de gerne ville tjene ekstra penge - og fordi de er tilflyttere og ikke rigtigt kender nogen her, så de vil hellere bruge fritiden på at tjene lidt ekstra end på at sidde og se tv. Jeg har venner, der oveni deres arbejde som lærere, giver privatundervisning i fritiden, selvom de har familie, børn og venner, der kunne fylde fritiden ud. Og der er talrige eksempler på mennesker her, der har en lille onlineshop på Taobao (kinesisk Ebay). 

Det handler nok om penge, at have flere af dem til barnets (fremover børnenes) fremtid, til forældrenes alderdom, til ny bolig eller ferier i udlandet. Men det handler også om at udnytte de muligheder, der er til rådighed. Også selvom du har et arbejde og en indtægt i forvejen. Nogen vil sige, at "ja, men mange kinesere tjener heller ikke særligt meget, så det er klart, de ser efter mulighederne for at tjene mere". Og det er sandt. Eller: "ja, men man har vel heller ikke et kontanthjælpssystem i Kina, hvor regeringen støtter dig". Jo, det har man, om end beløbet man får udbetalt, er mindre end i Danmark.  Det er ikke en skrøne, at de fleste kinesere kan leve på stort set "ingen ting", så de kunne også vælge at føre en meget sparsommelig tilværelse - og klare sig med det, de har.  De vælger at gribe de muligheder, de ser for at skabe sig et bedre liv. 

Der er mange gaver i at leve i et andet land end sit hjemland, at opleve en kultur, der er anderledes end den danske.

At se med egne øjne, hvordan mennesker også lever, arbejder, studerer med de muligheder landets politiske system giver dem. Jeg bliver ikke kun klogere på det land jeg er gæst i.


Jeg bliver især klogere på mit eget hjemland. Nogle gange bliver jeg også frustreret, og meget ofte bliver jeg virkelig taknemmelig.