Langt fra alfarvej – familierne

I et bjergfyldte område, nær Myanmar har ca. 600 farmere, der alle tilhører en af de etniske minoriteter som Menglian county er hjem for, sagt ja til at indgå i et the projekt, der skal hjælpe dem til en bedre økonomi og en bedre tilværelse. Et the projekt, der har opnået international godkendelse som både økologisk og Fairtrade. Herved skal de farmere, der har investeret deres jord og deres tid i projektet, sikre sig viden, erfaring og ikke mindst penge til et bedre liv for dem selv og deres børn. En årlig indkomst for en familie var i 2003 på ca. 5000 CNY; I 2012 var den årlige indkomst omkring 20.000 CNY. Det er ca. 19.000 DKK om året.

Det er dag 1 i Menglian. Efter en gang morgenmad på det lokale morgenmadssted overfor vores hotel, hvor vi bænker os på bitte små skamler omkring et lille bord og får hver vores skål med varm suppe, et par stykker oksekød, nudler og grønt, starter køreturen op i bjergene til Wa folket.

Vejen bliver hurtigt meget smal, kroget og stiger i takt med bjerget, vi kravler opad DanYuns bil. For mindre end et år siden var denne vej, som er den eneste vej op til the markerne og familierne, blot en jordvej. Nu kører vi på en udmærket betonbelægning og tænker, at det har været meget svært fremkommeligt tidligere efter en gang regn. Jord, der meget hurtigt bliver til mudder og smadder; nu går det bedre, om end en betonbelægning bliver glat ved regnskyl. Undervejs må bilen krabbe sig forsigtigt over jord og sten efter tidligere regnskyl og jordskred, som nogle steder gør den lille vej svært farbar.

Efter at have kørt et stykke tid, stopper vi ved nogle små træskure, der ligger ud til vejen. Et par kvinder sidder væver smukke stoffer af tynde, tynde tråde, mens deres mand tålmodigt hjælper med at styre trådene. Er du tørstig eller trænger du til en cigaret kan de også klare det, der er et lille udsalg af sodavand og cigaretter.

Over deres huse, ligger en skole, som er områdets eneste skole for børn i 1. – 6. klasse.

Vi går over til skolen, der ligger øde hen, børnene har oktoberferie. Men vi kan kigge ind ad vinduerne i bygningerne og bl.a. se den sovesal, der tilhører skolen. 70 af de 110 børn, der går på skolen, overnatter her fra mandag til fredag. Deres hjem ligger så langt fra skolen, at de ikke kan nå hjem, og derfor overnatter på fra mandag til fredag, hvorefter de så går de 10-20 km hjem igen. For at tage turen igen om søndagen, så de er klar til timerne mandag morgen. Her får de undervisning i kinesisk, matematik og kinesisk politik og samfunds-historie.

Vi går ned ad en bred jordvej der smyge sig langs bjerget, på vores ene side ser vi fauna og sommerfugle i eksotiske farver på bjergvæggen, på den anden side har vi en storslået udsigt over bjerge og en kæmpe dal.

 

Efter ca. 1 km. møder vi det første pæle hus, der vogtes af et par vandbøfler, her starter landsbyen. Jordvejen bliver til en bred sti, hvor du kan køre på din motorcykel, trække dine dyr og gå til fods.  Det enlige pæle hus – et primitivt træhuse på pæle - bliver hurtigt til flere: hvor der er plads, er der bygget hus, et lille træ hegn afgrænser jordloddet for huset, de høns, bøfler og grise der tilhører huset. Husene er bygget, hvor forholdene og bjerget tillader det. Vejen eller stien, vi går på, og jordlodderne med huse er et virvar af jord og mudderpløre.

Ind i mellem de primitive pæle huse, ligger små stænk af murstenshuse, nye huse, bygget på jorden, med et fundament, vægge af mursten og vinduer med glas – en stor kontras til pæle husene, der ikke har vinduer, men blot er 2-4 mørke rum, med hul i taget, så du kan lave mad over åben ild og få dagslys ind i rummene. Historien om det arkitektoniske virvar af huse, nogle meget primitive i træ, nogle i mursten på et fundament og med glasvinduer, forbliver lidt usikker. Men lokalregeringen tilbyder tilsyneladende økonomiske midler til landsbyer, så de kan bygge huse af mursten. Hvordan pengene fordeles forbliver uvist.

Vores første stop er hos en ung Wa familie, der er 30 og 31 år. De har netop fået deres første barn, en lille dreng og har bygget et nyt hus i sten på ca. 90 kvm. Deres gamle hjem, træhuset, står stadig på grunden og er i dag køkken. En lille indhegning sikrer, at smågrisene ikke stikker af, og høns og ænder går frit omkring. Et kuld små brune og gule ællinger skræpper under en stor flettet kurv, der er vendt på hovedet og beskytter ællingerne mod sultne rovdyr. En motorcykel er parkeret ved det nye hus. Den unge familie byder indenfor på balkonen foran huset, hvor vi sætter os på små skamler og får et glas the.  Et par nysgerrige Lahu kvinder kommer forbi i deres traditionelle klædedrager og kigger på det underlige menageri af fremmede langnæser sammen med Wa familien på balkonen. Efter at have stået og kigget på os, trasker de videre.

 

Den unge familie har et stykke jord, hvor de dyrker sukkerrør, majs og te. Salget af deres afgrøder giver dem ca. 20-30.000 CNY om året. Spørgsmålet på hvor meget de tjener på deres afgrøder iår, kommer lidt bag på manden. Vi er jo midt i året, det er ikke gået endnu… han skæver lidt usikkert over mod sin unge kone, som supplerer ham godt i hans svar. Udover afgrøder, som de sælger, har manden job på den lokale DanYun the fabrik, hvor han tjener 2200 CNY pr måned. Huset er deres stolthed. Indenfor i stuen står lædermøbler og et tv-møbel hvor et stort fjernsyn troner - en enorm kontrast når man kigger ud over deres grund og ser hunde, høns, ænder, grise og deres tidligere bolig, træhuset i hjørnet af grunden, det er ikke andet end et stort skur bygget i træ.

 

Vi trasker tilbage til bilen og kører videre, op mod the terasserne...

 

Fortsættes. 

 

 

Langt fra alfarvej

Jeg vidste ikke, jeg skulle så langt væk.

Men jeg kom til at tilbagelægge mere end 1800 kilometer, jeg krydsede Mekong floden, der udgår fra det tibetanske plateau og snor sig i Yunnans bjerge videre mod de eksotiske lande i Sydøstasien, og jeg landede ganske tæt på grænsen mellem Kina og Myanmar, i Menglian Autonomous county, hjemsted for især Dai, La og Va folket.

Langt væk fra Beijing, i et helt anderledes Kina.

 

Vi er i bjergfyldt område, hvor bambusskove, sukkerrør og andre eksotiske planter og dyr trives, hvor den eneste ”hovedvej” eller vej op til de små landsbyer og minoriteter, der bor i bjergene for blot et år siden var en jord- eller grusvej, der blev ufremkommelig, når regnen faldt. Først for nyligt er der kommet beton belægning på vejen. Men det er ikke biler og turistbusser du møder her. Vandbøfler, bønder til fods og små motorcykler er det, der oftest krydser din vej på vej op og ned i bjergene.

I bjergområdet ligger en lille skole, der giver undervisning fra 1.-6. klasse, i kinesisk, matematik og kinesisk historie og samfundsforståelse. Skolen huser 110 elever, heraf bor de 70 på skolen fra mandag til fredag. De har ganske enkelt for langt til skole fra deres hjem, en afstand på 10-20 km, de skal tilbagelægge på gåben. Så de tilbringer hverdagene på skolen og ser deres familier i weekenden.

Heroppe i det bjergfyldte område, nær Myanmar har 600 farmere, der alle tilhører en af de etniske minoriteter Menglian county er hjem for, sagt ja til at indgå i et the projekt, der skal hjælpe dem til en bedre økonomi og bedre levevilkår. Et the projekt, der både er økologisk og Fairtrade for at sikre at de farmere, der har investeret deres jord og deres tid i projektet, skal få viden, erfaring og ikke mindst penge til et bedre liv for dem selv og deres børn. I 2003 var en årlig indkomst på ca. 5000 CNY for en familie, I 2012 var den årlige indkomst i kontanter omkring 20.000 CNY. (kilde: DanYun Fairtrade).

I de næste blogindlæg vil jeg dele flere af mine oplevelser fra Menglian, langt væk fra det Beijing, der fejrede nationaldagen for Folkerepublikken Kina den 1. oktober med masser af røde faner og det kinesiske flag, mens jeg var i Menglian. I Menglian så vi intet spor af Nationaldag eller vejrende kinesiske flag. Her gik dagene deres vante gang...


Fortsættes.