Men jeg kom til at tilbagelægge mere end 1800 kilometer, jeg krydsede Mekong floden, der udgår fra det tibetanske plateau og snor sig i Yunnans bjerge videre mod de eksotiske lande i Sydøstasien, og jeg landede ganske tæt på grænsen mellem Kina og Myanmar, i Menglian Autonomous county, hjemsted for især Dai, La og Va folket.
Langt væk fra Beijing, i et helt anderledes Kina.
Vi er i bjergfyldt område, hvor bambusskove, sukkerrør og andre eksotiske planter og dyr trives, hvor den eneste ”hovedvej” eller vej op til de små landsbyer og minoriteter, der bor i bjergene for blot et år siden var en jord- eller grusvej, der blev ufremkommelig, når regnen faldt. Først for nyligt er der kommet beton belægning på vejen. Men det er ikke biler og turistbusser du møder her. Vandbøfler, bønder til fods og små motorcykler er det, der oftest krydser din vej på vej op og ned i bjergene.
I bjergområdet ligger en lille skole, der giver undervisning fra 1.-6. klasse, i kinesisk, matematik og kinesisk historie og samfundsforståelse. Skolen huser 110 elever, heraf bor de 70 på skolen fra mandag til fredag. De har ganske enkelt for langt til skole fra deres hjem, en afstand på 10-20 km, de skal tilbagelægge på gåben. Så de tilbringer hverdagene på skolen og ser deres familier i weekenden.

I de næste blogindlæg vil jeg dele flere af mine oplevelser fra Menglian, langt væk fra det Beijing, der fejrede nationaldagen for Folkerepublikken Kina den 1. oktober med masser af røde faner og det kinesiske flag, mens jeg var i Menglian. I Menglian så vi intet spor af Nationaldag eller vejrende kinesiske flag. Her gik dagene deres vante gang...
Fortsættes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar