Det er mandag morgen i Beijing. Det er januar, og det er som om stilheden også her har lagt sig over Kejserstaden, som jeg husker, den gør det i januar måned, efter en december med hygge og middage. Folk holder sig inde, holder sig hjemme. Der er stille som efter en større fest, hvor du trænger til at tage den med ro. Luften i Beijing er knasende tør, himlen er klar og blå, og lyset næsten skærer i øjnene.
På min gårtur rundt om den Forbudte By er der dog stadig en del kinesere ved hovedporten, hvor Mao hænger. De står med deres kameraer, deres små kinesiske flag og deres dunke med varm the og venter på, at det gamle kejserpalads skal slå portene op til en tid, der var engang, men sluttede omkring 1911. På sydsiden af paladset, hvor unge og gamle mænd plejer at flokkes med deres fiskestænger, er der tomt. Kun huller hugget i isen vidner om, at der stadig fiskes lidt i ny og næ, om ikke for at fange en fisk, så for at nyde udsigten til paladsets hjørnetårne og at stå i læ af paladset med sin fiskestang og lade sig varme af solens stråler. Det er essensen af Beijing, når den er bedst - og værst: det er koldt helt ind i knoglerne, men lyset er fantastisk og vejret helt, helt klart i dagstimerne. Dét vintervejr jeg drømmer om i Danmark, hvor det er mørkt, koldt og overskyet. Men hvor luften trods alt er el del mere ren end den, vi indånder herude...
