Det er fredag aften.
Beijing Subway’s tog er proppede til bristepunktet. Det er som en rullesteg, hvor snorene er strammet til de næsten sprænges. Folk står som sild i en tønde (hvad det så betyder), din privatsfære er minimal, hvis den overhovedet eksisterer i andet end tankerne. Samtidigt er der et inferno af larm. Folk råber ind i deres mobil telefoner for at trænge igennem i den anden ende, TV skærme i toget kører i loops med højlydte reklamer, informationskampagner efterfulgt af skingre jingles, muzak. En kvindelig stemme i højtaleren informerer før hver station, hvor vi er – både både kinesisk og engelsk forstås. Folk råber til deres medrejsende, når de står af på en perron for at sikre, at deres ven, kone, mand er med; eller de råber af deres medrejsende, hvis de ikke kan komme af toget. Og på perroner står Beijing Subway’s personale med rødgule armbind, gule kasketter og trådløse mikrofoner; der forstørrer deres råb med henstillinger om at give plads på perronen til dem der skal af og for os i togene om at presse os sammen (flere sild i tønden) i togene, så der er plads til flere rejsende. Der er et støjniveau så højt, at du nærmest ikke kan høre dine egne tanker.
På en af sæderne spotter jeg pludseligt to mennesker, der sidder roligt og kigger på hinanden, mens hænderne går i ivrig snak. To døvstumme, uvidende om den larm og støj, der foregår omkring dem. Helt opslugt af, hvad hænderne siger - og med hurtige svar tilbage. En samtale i et helt andet rum, for de kan tydeligvis ikke høre, hvad der foregår omkring dem. Jeg kigger på deres hænder og tænker, om tegnsprog mon er det samme sprog overalt i verden? Om tegnet for ”jeg” er det samme i Kina som i Danmark? Deres øjne smiler, ansigterne lyser, mens hænder hurtigt formulerer ord, sætninger. De har fuld fokus på hinanden og på hændernes ord. Ved den næste station rejser den ene sig op, hun gestikulerer ivrigt til sin ven, med fokus på hans ansigt og lader sine hænder sig farvel, mens hun bevæger sig hen mod døren og stiger af, da toget holder.
Jeg tænker, at kommunikation er så meget andet end de ord, vi kan høre, skrive, udtale med vores stemmer.
