2018: Som at bestige et bjerg

Så er der kun ganske få timer tilbage af 2018, et år med både op- og nedkørsler rinder snart ud. Året startede med, at jeg forlod Danmark, mæt af jul & nytår - for at rejse østpå, næsten lige lukt ind i det kinesisk nytår, der faldt godt en måned ind i 2018.

Jeg startede med et stop-over i Hong Kong. Her blev det kinesiske nytår blev skudt ind med grundig rengøring inden den store aften, og affyring af godt med krudt foran hjem og butikker for at mane ånder og dårlig karma væk, så det kommende år kunne mødes, både rent og med fri adgang til succes, godt helbred, og lykke på alle livets områder. Pia og jeg fløj videre til Bali et par dage senere. Et dejligt gensyn med den smukke ø, jeg besøgte i 2004 og et glædelig gensyn med en god ven, der har bosat sig i de smukke omgivelser.  På Bali gik dagene med ”ingenting”, gåture i rismarker, kaffe pit stops på små cafeer, lange snakke i solnedgangen ved poolen, og små afstikkere for at gense området omkring Ubud. Men det var mest af alt – og bedst af alt – afslapning, ingen planer, fred og ro. Selv en af øens vulkaner, der tronede i horisonten af Ubud og havde rørt på sig tidligere på sæsonen, forholdt sig i ro.

Tilbage i Beijing gik året for alvor i gang, med spændende arbejdsopgaver både i Beijing og Shanghai og den gode hverdag i en by, hvor du sjældent planlægger særligt langt ud i fremtiden. 2018 blev også året, hvor jeg startede på en uddannelse med at blive certificeret som coach. I marts startede jeg på den første del af uddannelsen i Beijing, som kulminerede i juli.  Herefter startede så den anden del, hvis man stadig ville have en certificering.

Jeg tænkte: hvad kan vi lære mere end det, vi allerede HAR lært, gennem de 5 gange 3 fulde dages program, vi havde været igennem? Og som havde givet rigtigt meget på min læringskurve???? ”Certificeringsdelen er som at bestige et bjerg”, sagde Joni Mar, vores lærer på det 5. og sidste modul i juli. ”Det er som en maraton eller som en bjergbestigning. Og det eneste jeg kan sige er, at I ender ud med at synes, I har gennemgået en fantastisk udvikling, at I har besteget et bjerg.” Ok, tænkte jeg, men er det mon nødvendigt? Nu er der jo rigtigt meget i livet, der ikke er nødvendigt, men alligevel ender med at være en fantastisk oplevelse. Så jeg lyttede til min mavefornemmelse og meldte mig til at bestige bjerget med start i september. Og hun har ret, Joni Mar: en uhyre udfordrende og spændende rejse startede. Den ender på toppen af bjerget engang i april 2019, når mine eksaminer er vel overstået. 

I stort set alle de 10 år jeg har boet i Kina og har været hjemme i Danmark på besøg, har jeg hver gang tænkt, når jeg sagde farvel til min mormor i Kolding – er det mon sidste gang? Da jeg tog springet til Beijing i 2008, var hun allerede en gammel dame på 89 år. Og hver gang skulle det vise sig, at jeg fik endnu et gensyn. I maj i år tog jeg en hurtig tur til Kolding, for mormor var blevet 99 år den 12. maj, og det ville jeg fejre med hende. 

For hver gang jeg så hende med 4-6 måneders mellemrum, så jeg, at hun blev ældre, var mere træt og havde mindre appetit. Ikke kun på maden, men også på livet. Så de 99 år skulle fejres. De dage i maj skulle vise sig at være sidste gang jeg sad med hende og drak en kop kaffe og snakkede om livet. Den 13. juli lukkede hun sine øjne og forlod os. Det var årets store nedtur. Vi skal alle dø, hun var meget gammel, og det var godt at hun fik lov at dø på den måde det skete, mens hun sov, i sit eget hjem, omgivet af kærlighed. Alligevel efterlader hun en sorg og et stort savn. Der er ikke flere besøg hos hende, ikke flere kopper kaffe, og ikke flere spørgsmål om hendes liv, jeg kan få svar på. En væsentlig del af mit liv og især min barndom, som især hun var omdrejningspunkt for, er slut. Og mens Danmark svedte i det, der skulle vise sig at blive en meget lang og meget varm sommer, afsluttede vi mormors liv med det hun efterlod sig, bisatte hende, ryddede op i hendes hjem - og sørgede. 

Sommeren 2019. Ingen grund til at rejse sydpå, for Danmark var varme, sol, badetemperaturer, som selv de mest kuldskære tåler, gule, afsvedne græsplæner, afbrændingsforbud og endeløse koldskålsdage. En fantastisk sommer, der bare fortsatte og fortsatte og fortsatte. Jeg nød dage på det smukke Fanø, hvor også stranden og havet synes lige så uendelig som sommeren. Og hvor dagenes rutiner blev lagt som i syden, hvor ingen laver noget midt på dagen pga. varmen. De fine mosebøllebær var lidt små pga. for meget varme og for lidt vand, og grillen kunne ikke tages i brug pga. afbrændingsforbud. Men at sidde ude og nyde Fanøs smukke natur og sommerens varme, fik nærmest et hvilket som helst måltid til at smage fantastisk.

Nogle steder kindkysser man. Andre steder krammer man hinanden. Og andre steder igen hilser man med et venligt nik, eller et håndtryk. Da jeg var barn, gav vi høfligt hånd i en del af min familie. Egentligt meget formelt. Siden kom hjertevarme mennesker ind i min familie, og de indførte krammet. Det hjertevarme, glade kram. Den formelle del af familien skulle måske lige vænne sig til al den hjertelighed, men endte med at gøre det til ”vores måde at sige dav og farvel” på. Nu har folkevalgte politikere i Danmark brugt tid og skatte kroner på at indføre en lov om, at du skal give hånd for at få dit statsborgerskab her. De samme politikere mener også, at man ikke må dække sit ansigt til. Hverken med fullface styrthjelm, julemandsskæg eller med niqab. Og du skal afholde dig fra at dygtiggøre dig internationalt, med mindre, du bliver inden for EU og EØS. For vover du dig for alvor ud i det store internationale farvand, så mister du retten til dagpenge i Danmark, hvis du skulle få brug for den ret i en periode. Jeg sidder uden for og betragter forundret de danske politikere, og det de bruger deres tid og vores skatte kroner på. Ministeriet for gakkede gangarter forekommer pludseligt ikke at være så løjerligt…

Mens sensommeren fortsatte med sol og varme i Kina, og vi nød varme eftermiddage og aftener på udendørs tagterrasser med udsigt til det gamle historiske Trommetårn i Beijing langt ind i september og oktober, pakkede jeg kufferten for at tage en kort afstikker til Super, Shiny Singapore. Det blev et dejligt gensyn med min gamle veninde Helle, som rejste fra Danmark og en anden veninde, Charlotte, som bosatte sig i den lille stat for mere end 15 år siden. Og mens Charlotte gik på arbejde og passede sin dagligdag i Singapore og tilsluttede sig os, når hun kunne, så vendte Helle og jeg hver en meter Down Town Singapore, til fods i den sikre by og stat, hvor du til alle tider kan få en taxa, ingen ryger på gaden eller overvejer at stjæle dine ejendele, og livet i det hele taget er så sikkert, at Charlotte ville turde lade sin søn på 14 år gå ud i nattelivet alene, hvis han gad ;-).

Hvert år i Kina byder på nye venner, nye bekendtskaber. Livet i det internationale er omskifteligt, uforudsigeligt og aldrig kedeligt. Og derfor byder hvert år også på afsked med venner og bekendte, der forlader Beijing eller Shanghai - enten af private eller professionelle grunde - for at rejse videre. Eller hjem. Det er et vilkår, at dynamikken også slår rødder i min omgangskreds. Folk kommer og går. En ting, der måske nærmest aldrig eller sjældent sker for mange i Danmark, hvor har en fast vennekreds, når vi bliver voksne. Som sjældent forandrer sig særligt meget. Det er anderledes, igen i år forlader venner Beijing for at søge eventyret nye steder. Og nye venner er kommet til.

Endnu et spændende år arbejdsmæssigt er ved at rinde ud. Året bød på udfordrende workshops i Grundfos, hvor vi bla. Arbejdede med kunsten at stille spørgsmål og konflikthåndtering. Nye spændende opgaver er kommet til via NetExpat, hvor jeg hjælper internationale ledere i Fortune 500 virksomheder som Airbus og Roche med at navigere i den kinesiske kultur og skabe resultater. Mit arbejde i DCCC, det Danske Handelskammers bestyrelse i Beijing, har i 2018 budt på masser af spændende opgaver, hvor vi hele tiden søger at hjælpe vores danske medlemsvirksomheder i Kina med vækste deres forretninger på et marked, der er i enorm bevægelse og en udfordring politisk og kulturelt. Og hos SDC, Sino-Danish Center, det kinesisk-danske universitetssamarbejde i Beijing, hvor jeg er ekstern censor på Innovation Management, møder jeg igen og igen både danske og kinesiske studerende med masser af gå-på mod, ideer og vilje til at tage livtag med en fremtid i et marked, der er uforudsigeligt, hvor målet hele tiden flytter sig, og konkurrencen er langt mere aggressiv end vi kan forestille os.

Jeg er taknemmelig for hvert et nyt bekendtskab, der krydser min vej. Hvert menneske, jeg lærer at kende. At komme fra et liv, hvor ens venskabskreds nærmest er ”færdigskabt” og mejslet i sten, når du er ung, er det fantastisk at være i et sted og i en situation, hvor du igen og igen møder nye mennesker fra andre kulturer og med andre baggrunde end den, jeg kender fra Danmark. 

Og jeg er så taknemmelig og glad hver gang jeg er hjemme i Danmark og har mulighed for at møde familie og venner og følge jeres liv. Selvom det fedt med alle de nye mennesker, jeg lærer at kende, er der noget særligt over mennesker og venskaber, som trækker lange spor i mit liv. Fælles barndom, fælles ungdom, fælles ejendom, fælles studie, eller fælles arbejdsplads, hvor vi har fulgt hinandens liv i – ja 30 år eller længere. Livsvidner og livsvenner, I er i mine tanker alle sammen, og jeg føler mig så privilegeret over at kende jer og stadig kunne følge jer og mødes med jer, når lejligheden er der. Tak for jeres tålmodighed og gæstfrihed, når jeg kigger forbi. 

Vi er næsten i mål med det gamle år 2018. Juleanden er spist, juletræet skal snart plyndres, og juledekorationerne er næsten brændt ned. Mit 10. år i det eventyrlige Kina rinder ud og nye eventyr venter i 2019. Oplevelsen er stadig provokerende, hæsblæsende og lærerigt. Og det er fortsat forunderligt og tankevækkende at kigge udefra og ind på mit hjemland - og på resten af verden - med det lange blik fra østen.  

”Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om, og hver morgen er en stor, dejlig oplevelse.” Disse kloge ord er Troels Kløvedals. Hans ord bør efterleves på allerbedste vis. Det er mit håb, mit ønske, og min plan for 2019.

Shall We Dance?

En af de ting, jeg elsker i Beijing er gåture i parker og områder med små pladser, torve; her ser du mennesker synge, optræde, spille badminton og danse. Offentlige rum bruges på en måde, vi ikke ser i Danmark, selvom vi synes, vi er gode til at indtage vores offentlige parker.

Tag en gåtur i en hvilken som helst park i Beijing eller Shanghai, på næsten hvilket som helst tidspunkt, og du ser … en gruppe kvinder dyrke rytmisk morgengymnastik til en ghetto blaster, et par eller far og søn (eller datter) spille badminton, ældre mennesker dyrke tai chi i smukke, langsomme flow bevægelser under træers skygge, mænd øve deres smukke kalligrafi kunst på fliser. Du ser også gamle gå baglæns, og unge jogge og løbe. Du ser grupper af mennesker synge sammen, spille sammen. Og du ser mennesker øve de svære dansetrin, i en vals, en quickstep eller en tango. Det er måske en af de mest pudsige og livsbekræftende syn en søndag eftermiddag at stå i en park og se en gruppe mennesker danse pardans, se dem øve formationer, trin, og se dem glæde sig over det at danse.

For mange år siden så jeg filmen "Shall we dance" med Richard Gere og Jennifer Lopez. En simpel kærlighedshistorie om et ægteskab, der ikke fungerede, og en ægtemand, der var træt af sit job, ikke var glad i sit ægteskab, og gået i stå i sit liv.  Den triste og motorisk klodsede ægtemand begyndte at gå til dans. Og genfandt livsglæden ved at øve i en danseskole med andre nybegyndere udi dans, til dansevenlig musik og med en dygtig (og smuk) danselærer, mens hans kone troede, at han var hende utro. Det var han også. Med dansen. 

Jeg husker, at jeg blev forundret over, hvor stort et aftryk, så let en film satte sig i mig. Det var en letbenet, romantisk Hollywood film. Men den var også enormt livsbekræftende. Det er meget svært at være - og forblive - sur og arrig, trist, vred - når man danser afsted til fyrrige toner eller svævende rytmer. Skal koordinere ben, arme, krop, for ikke at glemme takten med en dansepartner. Og huske at trække vejret. Musikken og bevægelserne sætter sig i kroppen, mens irritation, træthed og frustration opløses. 

Hver gang jeg fascineres over de dansende par i parkerne i Beijing, tænker jeg, hvor længe jeg mon er så heldig at opleve det? Vil der være liv og dans her om 10 år med vals, cha-cha-cha og pasodoble? Vil de unge generationer bruge aftenerne på samme måde, når de bliver ældre, som deres bedsteforældre? Eller forstummer sang og dans, og parker bliver stille, områder, man passerer igennem?

Alt er naturligvis i forandring, hele tiden. Især i et land, der har udviklet sig så hurtigt som Kina. Så det vil være anderledes om 10 år. Det jeg ser i dag er et tidsbillede. Ja, et tidsbillede...Ved den katolske kirke på Wangfujing danses der også klassisk pardans i aftentimerne til dansevenlig rytmisk musik. Og samtidigt, i et af hjørnerne på den store plads foran kirken, øver en gruppe unge hip hop moves og akrobatiske stunts.  Og det er jo også en slags dans, blot et andet tidsbillede. 

36.222 morgengaver

Karen Marie Larsen er her ikke mere.

På en smuk og lun sommeraften, den 13. juli 2018, sov hun stille ind efter et langt og vidunderligt liv, udåndede og forsvandt som et lille rosenblad. Du kender hende sikkert ikke, men måske har du hørt mig tale om hende.  

Karen var min mormor, og hun fyldte 99 år den 12. maj i år. En høj alder for en dame, der var født lige efter 1. verdenskrig, havde oplevet både at bage brød i en ovn, varmet op af brænde og i en ovn, hvor du tænder på 200 grader og giver brødet 30 minutter. Hun oplevede trængslerne under 2. verdenskrig, Cuba-krisen, den første mand på månen, 9/11 i 2002 og meget, meget mere. Min mormor havde et ungt sind. Da hun i 2009 fyldte 90 år, kiggede hun mig smilende og med et fast blik i øjnene og sagde, at hun ikke forstod, hun nu var 90 år gammel, for hun følte sig som en på 50. Og næsten til det allersidste følte hun sig ung af sind, og stadig nysgerrig efter oplevelser. 

Mormor blev født i Ågade i Kolding og var 1 af ialt 6 søskende. Næsten alle sine 99 år boede hun i Kolding, og det meste af sit liv i kvarteret omkring Sct. Jørgens Gade og Vesterbrogade, hvor Kolding Sygehus engang lå, før et nyt blev bygget i 1975 i den nordlige bydel af Kolding.

Som helt ung pige, arbejdede mormor i en chokoladeforretning i Kolding, og en dag kom en ung mand ind i butikken for at købe et stykke chokolade. Han var frisør og arbejdede også i byen. Det stykke chokolade blev skæbnesvangert for dem begge. De forelskede sig, blev gift, og fik 2 piger.  

I 1955 åbnede de en lille kiosk i Sct. Jørgens gade, herfra solgte morfar ugeblade, aviser, chokolade og tobak til personale og patienter på sygehuset, han stod for indkøb til kiosken og regnskab, og han delte morgenaviser ud til de faste kunder i nabolaget. Mormor passede butikken, når beboerne i området omkring Sct. Jørgens Gade kom forbi efter deres avis, efter 20 Kings, for at aflevere deres tipskupon, eller for at foretage et telefonopkald. Kiosken havde nemlig også en indbygget telefonboks til alle dem, der endnu ikke havde installeret en telefon i deres hjem. 

Deres kiosk og deres liv som små selvstændige og bedsteforældre blev et evigt omdrejningspunkt for hele min barndom. Hos Karen og Povl var gæstfriheden og hjerterummet mange gange større end de trange kår de levede under og den lillebitte lejlighed de boede i, faktisk kunne bære. 

Kiosken lå i et kælderlokale på hjørnet af Sct. Jørgens Gade og Vesterbrogade, og i forlængelse af butikken var en lillebitte lejlighed, 2 værelser, et mikroskopisk køkken og et endnu mindre toilet. I den lejlighed boede de alle fire, mormor og morfar, min mor og hendes lillesøster. Siden flyttede min mor og min moster og fik deres eget liv. Men Karen og Povls hjem var fortsat et omdrejningspunkt: her blev mine forældres bryllupsfest fejret, her blev min dåbsfest holdt, her spillede de kort med deres venner, og her blev jeg passet som helt lille. Da jeg startede i børnehave i Søgade, kom mormor og hentede mig ved frokosttid, så jeg ikke skulle være fultids børnehavebarn, men kunne være hos dem om eftermiddagen. Og da jeg startede i skolen, blev stort set alle mine fredage eftermiddage tilbragt hos dem. En fast tradition for både mig og min fætter og kusine. 

Min barndoms fredage var en fest. Her var der eventyr at kaste sig ud i, i mormors klædeskab eller i nabolaget, bl.a. hos den lokale blomsterhandler, fru Andersen, hendes mange blomster og kattekillinger. Og altid sammen med min fætter og siden også min kusine.  Hos mormor og morfar var (næsten) alt tilladt. De var et fristed, for forkælelse, livretter, latter, ingen skæld ud, ingen skuffede og uindfriede forventninger, masser af gavmildhed, taknemmelighed, og ikke mindst livsglæde.  

Og selvom pengene var få, og de næsten aldrig havde ferie og kun fri om søndagen, når aviser var bragt ud, så var der altid plads og tid til mennesker, der kom forbi. Og den smule fridag, de havde, skulle bruges til sidse dråbe: søndagene var eventyrsøndage, hvor vi var med på tur til Blåvand og Vejers, til Vesterhavet, til klitter, smurte håndmadder og sodavand, leg ved stranden eller i skoven, og aftensmad omkring campingbordet, mens vi fik den sidste rest af sol over Vesterhavet med, inden turen gik hjemad mod Kolding. 

Min handlekraftige og entreprenante mormor havde løsninger på, hvordan du holder nye, kogte kartofler varme en hel dag på søndagsudflugterne, også den brune sovs, der passede til. Hun formåede at lave hønsekødssuppe helt fra bunden i det mikroskopiske køkken med to gasblus. Melboller, kødboller, tarteletfyld. Det hele. Til et større menageri af gæster, som ingen stadig forstår, har kunnet være i deres meget lille hjem. Og det var mormor, der jagtede de kunder, som løb fra regningen. Hun fandt dem på deres nye adresse, besøgte dem, og kom hjem med betaling. 

Morfar døde efter nogle års sygdom i 1988, og deres kiosk var inden da blevet lukket. Mormor fortsatte livet alene, nu som pensionist. Vi børnebørn var blevet voksne og kiggede forbi, dog ikke hver fredag. Til gengæld kiggede hendes døtre ofte forbi til kaffe, og mormor brugte tiden og livet med en flok veninder og med familien i Kolding. Hendes liv kan synes småt, men hun følte sig rig og beriget. Med familie, venner og folkepension. Familien boede tæt på og kiggede ofte forbi og tog hende med på ture eller inviterede hende med hjem. Hun og veninderne spillede ludo, tog på udflugter, strikkede og spiste på restaurant. Hun havde selskab nok - og penge nok. Og som pensionist havde hun nu glæden af at kunne give penge, for hun "havde masser af penge," som hun sagde med et smil. Hun vste sin gavmildhed til sine døtre, svigersønner, børnebørn og nu også oldebørn. 

Efter nogle få år med en kort afstikker til et andet boligkvarter, flyttede hun efter morfars død tilbage til sit gamle område ved Sct. Jørgens Gade, og boede de sidste 28 år af sit liv i nabo-ejendommen til sin gamle bolig og kiosk, men nu i en stuelejlighed, hvor hun kunne sidde i sin stue og følge med i livet. 

Næsten til det sidste bevarede hun sit ungdommelige sind, sin nysgerrighed, sin stædighed og vilje til at ville selv, selvom de fysiske kræfter havde svigtet hende. Det kneb gevaldigt med bentøjet, men hovedet fejlede ikke noget. Så, plejehjem? Det kunne der ikke blive tale om, hun havde det godt jo her, i sit eget hjem.  

Præsten talte til mormors bisættelse om, at livet er en morgengave, som vi pakker ud hver dag. Jeg tænker at min mormor tog imod hver dag, næsten, som en gave. En livsgave. Nogen vil synes hun levede et lille liv, uden de store oplevelser. Min mormor ville have syntes noget andet. Hun rejste aldrig længere end til Norge for at besøge sin broder, og til Otto Duborg ved Kruså med veninderne, men hun fulgte os i familien, der rejste, med stor nysgerrighed og mange spørgsmål. Hun var aldrig misundelig over at andre måske levede et materielt langt rigere liv end hende. Og lige til den sidse gang, jeg besøgte hende, sagde hun "tag 100 kroner i min pung i skabet. Så har du til et stykke chokolade i lufthavnen eller en blomst." Og det ville have været en fornærmelse ikke at tage imod den 100 kroneseddel. For hun følte sig rig, hun havde mere end nok. "Jeg mangler jo ingenting og har det godt", sagde hun og slog ud med armene, hver gang jeg var hjemme fra Kina, og vi havde vores timer sammen, over smørrebrød, kaffe og en kage.  

Det blev til 36.222 morgengaver, inden hun forlod os. Meget gammel, fysisk træt, men i sindet nok ikke helt så afklaret om eller enig i, at livet vil slutte for os alle, også for hende. Hun sov ind i sit hjem, i kvarteret med de mange minder, og omgivet af kærlighed. 

Jeg savner hende. Savner hendes lyse sind, hendes nysgerrighed, hendes glade smil, de forstående, kloge øjne, der aldrig dømte eller bebrejdede, og hendes mange spørgsmål. Min mormor er død, hun er her ikke mere. Hun efterlader et hav af savn og landskaber af sorg. Hun efterlader også bjerge af kærlighed og taknemmelighed hos os, der var heldige at have hende i vores liv, som mor, svigermor, mormor og oldemor. Og hun er en påmindelse til mig om, at hver dag i livet er en gave, der skal pakkes ud med glæde og kærlighed. For så er det lige nøjagtigt det, du får: glæde og kærlighed. 

At sidde i en måned

Traditionen for kinesiske kvinder, som har født, er nok gammel og lyder som en vandrehistorie, men den praktiseres stadig. 

Begrebet hedder "zuo yuezi", at sidde i en måned. 

"At sidde i en måned" stammer fra en tid, hvor hygiejne var ganske anderledes end i dag, og rent vand var en sjældenhed. Den overordnede ide var, at den nybagte mor skulle hvile sig og komme til kræfter efter fødslen, så hun skulle lave så lidt som muligt, ikke udsætte sig for bakterier, ikke fryse og ikke blive syg, og naturligvis sørge for at spise sundt.

Og derfor skulle hun helst blive i sengen i 30 dage: hun måtte gå på toilettet, men hun måtte ikke tage et bad, ikke gøre rent eller lave andet husarbejde eller lave mad. Og hun måtte naturligvis ikke gå ud.  Opfattelsen var, at kvindens krop var svag efter en fødsel, så det den bedste måde at komme til kræfter igen var at "sidde i en måned". 

Nu skriver jeg i datid om "zuo yuezi" begrebet, for mig lyder det som en ammestuehistorie, en tradition fra en fjern tid. Ikke desto mindre praktiseres det i 2018.  

Flere kinesiske veninder og kolleger, som har født, har fulgt skikken. Og de har alle - i en eller anden forstand - "siddet i en måned": spist efter en særlig diæt, ikke vasket hår, er ikke gået udenfor, og har tilbragt en længere periode i sengen. Jeg har spurgt dem, om de tror, det er nødvendigt efter en fødsel. Og de siger alle, at de ikke tror på ideen om, at "zuo yuezi", er nødvendigt for at komme sig ovenpå en fødsel, eller for at sikre sit helbred. Og de tror heller ikke på, at det er skadeligt at gå i bad eller vaske hår de første 30 dage efter en fødsel, eller gå udenfor, eller se TV eller få gæster, som ikke er nær familie. Som alt sammen også defineres i "zuo yuezi" begrebet.  

Alligevel følger de traditionen og sidder (eller ligger) i en måned. Nogle tager et bad, når de ikke kan holde lugten eller fornemmelsen ud længere. Og nogle af dem tager badet i smug, så deres mor eller svigermor ikke opdager det. Men de holder overordnet fast i traditionen.

"Men hvorfor?", har jeg spurgt.

"For husfredens skyld, jeg orker ikke have min svigermor på nakken hele tiden".

"For en sikkerheds skyld, for tænk nu hvis der skete barnet noget, eller skete mig noget, og jeg ikke havde fulgt traditionen. Så ville min familie bebrejde mig, at jeg ikke havde holdt mig i sengen de 30 dage."

"Det giver mig chancen for at slappe maksimalt af efter fødslen, jeg behøver ikke lave noget som helst."

De er alle moderne og højtuddannede kvinder, som i selve fødslen sætter deres lid til videnskaben, men når det kommer til barslen bagefter, laver de helt en helgardering. 

At "zuo yuezi" begrebet lever i bedste velgående, i en opdateret model for det 21. århundrede, er de moderne "barselshospitaler" i Kina et godt eksempel på. Det er hotel-lignende hospitaler med alle former for hjælp og service til den nybagte mor, hvad enten det drejer sig om hvile, smerter i kroppen efter fødslen, hjælp til at få amningen i gang, særlig sund kost, hormonelle ubalancer der giver humørsvingninger og meget mere.  

Why China's new mothers look to both science and superstition

Og i den forstand er et barselshospital en god ide. Begrebet sundhedsplejerske, som vi kender det i Danmark i en organiseret form, som du automatisk adgang til, og som kan hjælpe en nybagt mor, både med praktiske spørgsmål og med at håndtere følelsesmæssige ting, findes ikke i Kina. Ej heller organisering af mødre grupper, hvor kvinder kan mødes i et socialt fællesskab og få gavn af hinandens råd og vejledning. 

Trods min skepsis om brugen af "zuo yuezi" i 2018 tænker jeg, at en fødsel er hård kost for krop og sjæl, og at 30 dages ro og forplejning lyder forjættende. Kender du til lignende traditioner i Danmark eller andre lande? 

"En kvindes dyd ligger i hendes mangel på talent"

Jeg skrev sidste år et indlæg om de tiloversblevne kvinder i Kina - leftover women - veluddannede kvinder i midten af 20'erne (og ældre), som endnu ikke er gift. 

At der stadig er mere status i ægteskab end i uddannelse og karriere for kvinder i Kina, vidner en undersøgelse, som en ung kinesisk kvindelig fotograf, Guo Yingguan, foretog sidste år:

For især den ældre generation i Kina, blomstrer de traditionelle ægteskabsmarkeder i parker stadig, også i internationale metropoler som Shanghai og Beijing. Byer, hvor du også finder en overvægt af veluddannede unge kvinder og mænd, der har læst i udlandet og har eller søger stillinger i internationalt orienterede kinesiske eller internationale selskaber med en tilstedeværelse i Kina. Veluddannede, karrierebevidste, internationalt orienterede unge.

Guo Yingguang, besøgte sidste sommer et af de traditionelle "ægteskabsmarkeder", hvor forældre af ugifte børn finder sammen i håbet om at finde en passende ægtefælle til deres datter eller søn. Guo, som var 34 år og havde en Master grad, besluttede sig for at "sætte sig selv på markedet" og eksponerede således bl.a. sin uddannelse og sin alder.

En midaldrende kvinde sammenlignede Guo med en ejendom, og sagde hun var "...som et pænt hus på landet, der så godt ud, men var alt for gammelt". En anden kommenterede Guos uddannelse og mente, at det var godt nok med en Bachelor grad, for "hvorfor få en Mastergrad, en Bachelor grad er mere end nok."

Noget, der gav associationer til det gamle mundheld "en kvindes dyd ligger i hendes mangel på talent."

Ill. Bu Hua

Selvom ægteskabs-markederne fortsat lever, og ugifte unge (kvinder og mænd) klager over presset fra deres forældre og bedsteforældre om at blive gift og stifte familie, består nutidens unge kvinder i Kina også af kvinder, der ønsker frihed, økonomisk og personligt - og ikke ser ægteskab som "den eneste løsning". 

Piger som Guo Yingguang.

Du finder i øvrigt artiklen om Guo Yingguan nedenfor i mit indlæg.

Og så er der på den anden side kinesiske kvinder, som mener, at ægteskab med en rig mand er at foretrække frem for god uddannelse, et karrierejob og økonomisk uafhængighed. 

En af mine kinesiske veninder, en veluddannet pige med mand, barn og en god stilling, beretter om diskussioner med sine kvindelige kolleger, der mener, at det er langt bedre at blive godt gift end at få en god uddannelse, et godt job og kunne forsørge sig selv. De mener, at det er altså langt at foretrække, at være gift med en velstående mand end at skulle forsørge sig selv.

Så hendes kolleger - de unge, veluddannede kinesere - mener det samme, som de ældre i parken: hvorfor få en Master grad? Det er bedre at blive godt gift.  

Mens jeg tygger på Guo Yingguangs ord, tænker jeg over, hvad det er, der provokerer mig så stærkt. Jeg forsager hverken ægteskab eller mennesker, der fravælger arbejdsmarkedet for at passe deres børn, deres hjem eller deres ægtefælle.

Jeg provokeres måske, fordi jeg hele livet har dyrket mine talenter og har fortsat med at udvikle mig - for at lære, blive inspireret, inspirere andre, stille min nysgerrighed og for forene det, jeg er passioneret omkring med at tjene til dagen og vejen. Jeg har altid forsørget mig selv økonomisk og ikke kan forestille mig at skulle være økonomisk afhængig. Af et andet menneske eller af noget system.

Så det skaber stof til eftertanke hos mig, at i landet, hvor "kvinder bærer den halve himmel", som Mao sagde, finder du i det 21. århundrede stadig kvinder, der efterstræber at leve sammen med et andet menneske, først og fremmest for at blive forsørget. Og gerne godt forsørget. Jeg tænker, om det mon er Konfucius' ånd, der fortsat er så stærkt tiltede i det kinesiske samfund?

Kina bliver ved at overraske mig.

Woman mission expose China's harsh and cruel marriage market

"Kvinder bærer den halve himmel" - kvindernes internationale kampdag. I Kina

Vi får en halv officiel fridag. 

Butikker, både offline og online, bejler til os med lækre tilbud og hylder os som "dronninger"

Vi får et glas champagne på husets regning - på nogle restauranter. 

Overalt i verden fejres den 8. marts hvert år, som kvindernes dag. Men vi fejrer den forskelligt,  når jeg tænker tilbage Danmark. 

I Danmark kalder vi dagen "kvindernes internationale kampdag". Her er der debatter og foredrag om ligestilling og magt, koncerter og udstillinger, der støtter udsatte kvinder og en  særlig fokus på #MeToo bevægelsen i år.  I Kina hedder den "Women's Day" eller "International Women's Day." Her fejres kvinder med regeringsbetalt fri, og gode tilbud.  

Det er måske et karikeret billede, hvad vi gør i de to lande, men forskel på, hvordan vi markerer dagen, er der.

Flere jeg har talt med gennem årene, ikke-kinesere altså, tror at man har fuldstændig ligeret i Kina. Eller langt mere ligestilling kønsmæssigt end i de fleste andre lande. De refererer ofte til det billede de har af mænd og kvinder i Maos tid, hvor ordene "Kvinder bærer den halve himmel", blev udtalt af den store leder, og hvor de to køn bar ens tøj, var ligestillede mht. arbejde i marker, på fabrikker osv. Billedet af en Mao, der var fortaler for ligeløn for lige arbejde står i deres bevidsthed, sammen med et billede af at den trend er fortsat i Kina. 

Sandheden er nok, at kvinder holder lidt mere end halvdelen af himlen oppe.  

En undersøgelse foretaget af et kinesisk rekrutteringswebsite, Zhaopin, viser, at kvinder i gennemsnit tjener 22% mindre end mænd. Og de bruger 15% mere tid i hjemmet. Løn-forskellen er lavere i ufaglærte jobs og jobs, der ikke kræver højere uddannelse. Men som medarbejdere forfremmes til bedre betalte jobs, øges lønforskellen. Og gifte kvinder vælger i højere grad end mænd jobs ud fra "convenience" end "muligheder for at udvikle sig karrieremæssigt", fordi de ikke kun skal bære byrden af den halve himmel jobmæssigt, men også har huslige opgaver på hjemmefronten. 

Women hold up half the sky but earn far less than men

Der er brancher, medie- og reklamebranchen f.eks., hvor kvinder spiller en dominerende rolle på ledelsesgangene, og der er aldersgrupper (under 40 år i Shanghai), hvor 33% af kvinderne i den gruppe i gennemsnit tjener mere end deres ægtemænd. Og overordnet er der flere kvinder i Kina (64%), der arbejder, end f.eks. i USA og Storbritannien (54%). 

Så også på området om ligestilling er det ikke helt nemt at finde eet entydigt svar for et land med ca. 1,4 mia. indbyggere...

Men tilbage står stadig billedet af ½ fridag på regeringens regning, det glas champagne jeg fik i hånden, da jeg sad på en restaurant, og de mange reklamer min nethinde fangede i bybilledet om tilbud på tøj, sko, make-up, spa oplevelser i anledning af "女人街". 

Forsinket tillykke med kvindernes internationale kampdag!

Fortvivlelsens udtryk

Hun sidder som en lille tøjbylt midt i et stort lyskryds ved Dianmen og Beiheyan. Sidder på asfalten og har placeret sin taske på en avis. Hun græder. Højlydt. Hulker sin fortvivlelse ud, mens biler passerer forbi hende for grønt. Hun råber, usammenhængende ord og sætninger, vredt, mens tårerne triller ned ad hendes kinder. 

Jeg forstår ikke, hvad hun siger. Jeg står og venter på grønt lys og ser på folk i krydset. Fodgængere, der også venter på grønt, eller venter på noget andet. Nogle kigger væk, har vendt ryggen til hendes fortvivlelse. 

Nogle glor åbenlyst, mens de hvisker med personen, der står ved siden af, andre ser blot på. Og nogle kigger ned i deres mobiltelefon. Ingen gør noget, ingen tager tilløb til at spørge til hende. Om hun har brug for hjælp? Brug for at nogen bliver kontaktet? Jeg kontakter en pige, der står ved siden af mig, og spørger hende. Hun smiler usikkert, ryster på hovedet og vender siden til mig. Kigger ned i asfalten. 

Det bliver grønt. Jeg går ud i krydset; da jeg passerer hende, stopper jeg op og spørger hende, om hun har brug for hjælp. Hun ryster på hovedet, vifter med hænderne. Og græder hjerteskærende videre.

Jeg går tøvende over på den anden side af vejen. Jeg stopper op, er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Hendes følelse af fortvivlelse hænger tykt over lystkrydset, som om vi kun ser hende, og ikke mængden af biler, der passerer i krydset. Som om vi kun hører hendes gråd, og ikke lydtæppet af eftermiddagstrafik. 

Jeg gør ikke mere.

Oplevelsen sidder i mig endnu, når jeg tænker på situationen. Kunne jeg gjort noget andet eller mere for at hjælpe hende? Jeg får en bitter smag i munden.