Det er juledage, jeg er tidligt oppe og fjernsynet kører med "Pippi Langstrømpes Jul". Jeg elsker de her juletraditionsfilm, jeg kan huske fra min barndom. Det er som at falde ned i en tidslomme og være der igen... Annika spørger Pippi hvad hun ønsker sig i julegave...Det ved Pippi ikke.
En trompet, måske? siger Pippi.
Jamen du kan da ikke spille på trompet, kan du, Pippi? spørger Annika og Tommy.
Det ved jeg ikke, for jeg har jo aldrig prøvet det! Siger hun. Med en sikker mine om, at det kan hun nu nok.
Og det er vel essensen af Astrid Lindgren; at vi skal tro på det bedste i os selv og i andre, og at der ingen regler er i livet om, hvad vi kan og ikke kan. Hvad vi skal og ikke skal.
Og mens jeg sidder og funderer over hvem der skal definere vores liv, hvad vi mener vi kan eller ikke kan - andre end os selv, tænker jeg tilbage på en tur til Henan provinsen i september 2011.
Det Danske Handelskammer i Beijing indsamler hvert år penge til velgørende formål via en gallafest. Pengene går til børn og uddannelse.
I år i september var det tid til at indvie en skole i en lille by in Henan provinsen. Jeg var inviteret med på turen som privat gæst; en tur der skulle markere indvielsen af skolen for de penge som Handelskammeret havde doneret.
Turen er samtidigt en mulighed for at se et andet Kina end det Kina, som expats og turister oftest møder. Her møder du et Kina i provinser der langt fra er så velstående som de rige provinser helt mod øst. Du møder et landbrugskina, med landsbyer, endeløse marker delt op i lod og dyrket af de mennesker, der bor i landsbyerne, du møder veje uden asfalt, dårlig beboelse til familier, og du møder skoletilbud, der langt fra matcher de tilbud, børn får i private skoler i landets største byer. Et Kina, der står i skærende kontrast til det Kina, du møder i Beijings expat samfund. Ikke desto mindre repræsenterer denne del af Kina nok i endnu højere grad landet og kulturen end det, der omgiver mig Beijing. Nærmeste større by nær skolen, vi skal indvie, er Zhumadian, hvor vi overnatter, inden dagens officielle program. Skolen ligger i Xincai county, som er en af provinsens fattigste områder. Og for det beløb, som Handelskammeret har doneret, RMB 460.000, er bygget en skole, der kan huse undervisning af 700 elever. Efter overnatning i Zhumadian går turen næste dag mod landsbyen og skolen, der skal indvies.
Da vi ankommer, modtages vi af børn, elever på skolen, der danner en lang række ved siden af vejen op mod skolen, samt et lille orkester af børn, der er klædt ud. Orkestret fører an op ad alleen med børn på begge sider, der klapper i takt med orkesteret og synger med, mens vi går bag det lille orkester. I skolegården er der linet op til stor modtagelse: et fint langt bord markerer stedet hvor gæsterne (vi) skal sidde. Og foran bordet er placereret masser af små ståltaburetter til eleverne. Bag os troner den nye skole, og på facaden et rødt banner, der markerer dagen for indvielsen. Det officielle program starter, med taler, takketaler, Børnene klapper høfligt når de skal, efter talerne, før talerne. Og kigger nysgerrigt på de fremmede, der sidder bænket foran dem. Jeg tænker, hvor langt RMB 460.000 mon rækker i det danske skolesystem.
Og mens jeg sidder og skriver årets sidste blogindlæg i slutningen af 2011, tænker jeg, at Astrid Lindgren har ret. Vi skal tro på det bedste i os selv og i vores medmennesker. Ikke lade os begrænse. Hverken af os selv eller af andre. Jeg så ligeså meget "Pippi Power" i børnenes øjne den dag i Henan, som jeg har mødt hos andre børn andre steder i Danmark og Kina. Også selvom vores udgangspunkter er forskellige. Forskellighed kan være en svaghed, og det kan være en styrke. Eller det kan være, at forskelligheden ingen forskel gør.
