Og i det stigende antal metro linjer hersker pladsmanglen også i stor stil. Jeg har nævnt det i tidligere blog indlæg: det private rum, når du står i et metro tog, meget tæt omslynget af Beijing borgere, der overtræde dine danske grænser for privatliv - altså hvor tæt kan du være på et menneske du ikke ender, fysisk? Kan du læne dig op ad vedkommende? Følge med I hans online spil? Hendes avislæsning? Lige lægge dit hoved op ad skulderen eller ryggen og få et hvil?
Det er jo ikke fordi der ikke er plads i Beijing, arealet i storbyen er ret stort, men de "pladslommer" vi alle er i eller på er ofte for små - fordi der er så usandsynligt mange mennesker. Der skal eller vil være det samme sted.
Sådan også for en blomsterhandler, jeg handler hos af og til. Og det er ikke "min gamle blomsterhandler veninde", hende jeg har beskrevet tidligere, men en anden blomsterhandler. Denne lille butik er ikke meget mere end 2,5 x 1 m - altså usigeligt lille. Der er faktisk kun plads til blomsterne, og et lillebitte bord til at pakke blomsterne ind. Du står bogstaveligt talt udenfor butikken på fortovet og kigger ind på de blomster du overvejer at købe. Blomsterhandleren har en søn på omkring 5-6 år, der af og til leger i - eller mest udenfor - butikken, når jeg kommer forbi.
En aften jeg går hen imod blomsterbutikken, jeg krydser gaden for at købe en buket. Det er mørkt, og der er gang i aftenlivet: Kvarteret er fyldt med små butikker, bittesmå spisesteder. Biler, cykler, og mennesker kæmper lidt om pladsen overalt du går; på gaden og på fortovene.
Da jeg nærmer mig den anden side af gaden ser jeg et mærkeligt koncentreret lys på et fikseret sted, ligesom en lommelygte, der forsøger at oplyse rummet på et meget lille sted. Lyskeglen går lige op i luften. Jeg kigger en ekstra gang, samtidig med at jeg hører bildytten, cykelklokker, folk der råber omkring mig. Og pludselig ser jeg hvad det er: på fortovet står en stor papkasse. I papkassen ligger blomsterhandlerens dreng og leger med sin iPad. I fred og ro, fuldstændigt upåvirket af, hvad der sker omkring ham. Han råber begejstret, for han er ved at vinde det spil han er i gang med på iPad'en. Og her I den her papkasse, kan han ligge I fred og lege, uden at nogen træder på ham, beder ham flytte sig. Det er HANS frirum. HANS private space denne aften, mens hans mor binder buketter.
Det er tankevækkende, at i en by med så meget plads, så mange store pladser, torve, parker, har vi mennesker en tendens til at klumpe os sammen de samme steder. Blomsterhandlerens søn har løst sit plads problem. Med en stor papkasse, og har skabt sig sit frirum i en meget stor by med virkeligt mange mennesker.
