Et år som ingen andre

Intet har været som det plejer i 2020. Bortset fra vejret, sådan da. Vores liv, som vi kender det, vores dagligdag er ændret markant, for en tid. Og på nogle måder for altid. Uvished, bekymringer, og forandringer er blevet en del af vores hverdag. Det samme er taknemme-lighed, samvær på en anden måde, og evnen til at se det gode i det sorgfulde, og det mulige i det det svære og umulige.

Slået hjem af en virus

Det startede som krusninger i overfladen, bulletiner fra Kina, nogen havde en sygdom, som udviklede sig anderledes. Måske en virus. Men det var jo i Kina. Langt væk. Og Kina er så mange ting - internationale storbyer, metropoler der mere end matcher Dubai og New York - og fattige områder der desværre matcher livsbetingelser vi ser i ulande, hvor mennesker er udfordret på de mest basale behov. Og SARS og ebola, eksotiske sygdomme som var alvorlige, var jo eksotiske sygdomme i eksotiske lande.

Og så udviklede det sig som en lavine. Den virus, vi stedvist hørte om i medierne, fra at standse mit fly tilbage til Beijing i februar, til at lukke Danmark ned i marts, og så lukke grænsen mellem Kina og resten af verden. Og meget andet. Alt i vores liv, var pludseligt dikteret og styret af en virus, som nogle så som en slem influenza eller en løgn skabt for at konspirere. 

Men som et par af mine venner i Beijing så på med så meget alvor, at de isolerede sig fuldstændigt. Forstået på den måde, at de blev indenfor i deres lejlighed, ikke gik ud, bestilte alle varer og fik dem leveret udenfor deres dør, desinficerede alle ting, der kom ind i deres hjem. Og ikke var sammen med andre mennesker end de 3 der var i deres familie. Mit liv var sat på standby, i Danmark. Jeg var reelt set hjemløs og arbejdsløs, for både mit hjem og mit arbejde var jo i Kina. 

Den pandemi viste, hvor afhængige vi reelt set er af hinanden. Og hvor lille vores verden i virkeligheden er. Den bredte sig i løbet af kort tid, fra Wuhan til Wisconsin, fra lande med højteknologi til egne med næsten ingen teknologi. Den blev udskældt af nogen for at være en sygdom, kineserne var skyld i, og den viste sig overhovedet ikke diskriminere, når det kom til nationaliteter. Den ramte os alle.

Og den skulle vise sig at holde mig i Danmark igennem hele 2020. Heldigvis.

Taknemmelig for en pandemi

For at den forbandede Covid-19, som begrænsede os på næsten alle områder, skulle også vise sig at være en gave. 

Vi vidste det ikke, men 2020 blev det sidste år med min mor. Derfor viste det sig at være en gigantisk velsignelse, at jeg var bundet i Danmark og ikke kunne rejse. Det blev til måneder med morgenkaffe, næsten daglige gåture i Grønholtparken, hyggestunder i haven med udkig til blomster, der foldede sig ud i løbet af årstiden, og det blev til timer omkring dejlige middage og samvær. Intense måneder med mine forældre, fordi jeg pga. pandemien nu var blevet en del af deres husholdning og deres rutiner. Jeg kan ikke finde ord for, hvor heldig jeg føler mig over at have fået de gode timer med min mor, inden endnu en blodprop i hjernen skulle slutte hendes liv. 

Jeg fik det hele med, både de gode måneder inden, hendes sidste tid, og tiden efter med min far, hvor vi har støttet hinanden i en periode, der er svær. Hendes plads ved spisebordet og i sofaen er tom, men jeg mærker stadig hendes nærvær. Efter hun er væk, er intet som det plejer. Bortset fra vejret, sådan da. Mit liv, som jeg kender det, min og min fars dagligdag, er ændret markant, for altid. Især for min far.  

Hun er savnet hver eneste dag, fordi hun jo netop var så elsket. Sorgen er stor, og samtidigt tænker jeg hver dag på, hvor taknemmelig jeg er, over at jeg fik så meget tid sammen med hende i hendes sidste år. Savnet over hende vil altid være der. Taknemmeligheden og glæden over at have haft hende i vores liv vil med tiden tage over fra den tunge sorg, men vi vil fortsætte med savne hende.  

Muligheder i det umulige

Min hjemløshed var der råd for. Min arbejdsløshed var der muligheder i.

Er der noget, mine år i Kina har lært mig, så er det at se muligheder i udfordringer, og forstå, at der er flere end blot en mulighed. Når jeg ser tilbage på et år, hvor der blev vendt op og ned på det liv, som jeg kender det, ser jeg tilbage på masser af muligheder for at gøre en forskel, med det jeg kan.

Så arbejdsmæssigt har året været travlt, med nye kontakter, nye opgaver og nye erfaringer. Jeg har kun mit eget sikkerhedsnet økonomisk, jeg har ingen hjælpepakker eller fast løn. Og netop det er jo et brændstof. En mulighed.

Nærvær & det nære                                                              

2020 har været et år i Danmark med rejser ”ingen steder hen”, eller med rejser med meget små distancer til nye eksotiske steder omkring Aarhus, Fanø, Fjellerup, København, Næstved, Vigsø, Nors, Åbenrå, Kokkedal, Hanstholm, Løgten, Randers. 

Og med masser af virkeligt mange kilometer i benene, for traveture i naturen fik en helt ny mening: jeg kunne mødes med min veninde Gitte, med Frodo og Koda i form af traveture med hunde i Hylkedalen. Og så kunne vi snakke og gå. Jeg kunne vende livet med fætter Jan efter hektiske arbejdsdage, gåture i gammelkendte perler i og omkring Kolding. 

Og jeg kunne få ro i hovedet ved at trampe stierne omkring Grønholtparken, Svanemosen, rundt i Kolding, ved Hejlsminde, rundt på Fanø, og rundt i kontinenterne i den Geografiske Have. De nære ting rykkede tæt på, både i mental forstand og sådan helt konkret: vi kunne ikke rejse nogen steder, andet end rundt i Danmark. Det var der også muligheder i.

Et år som ingen andre

Hvert år er unikt. Hvert år har sine egne fodaftryk, når jeg kigger de julebreve igennem, jeg har skrevet tidligere. I år er ingen undtagelse. Men 2020 har ingen eksotiske fotos fra rejser i Asien. Alle arbejdsopgaver i år, er udført via virtuelle møder. Dog går én ting igen fra de tidligere julebreve: taknemmelighed. Og når jeg lader blikket løbe gennem 2020, går taknemmeligheden igen, for alt der er sket i og omkring mig.

Mit 12. år i det eventyrlige Kina rinder ud – i Danmark. Alle 365 dage har jeg haft fødderne plantet her, langt væk fra mit hjem og mit liv i Riget i Midten. Det har været en ny oplevelse, for selvom Danmark er mit hjemland, er det ikke det Danmark jeg genkender. Alt er i bevægelse, også Danmark. Pandemien har givet mig en mulighed for at genopleve ”mit” land, nyde genkendeligheden, med et strejf af noget jeg ikke kender - og ikke kan genkende.

I det sidste 11 år har jeg kigget fra Kina ind på mit hjemland - og på resten af verden - med det lange blik fra østen. I år har jeg siddet fra mit hjemland og betragtet både Kina og resten af verden. Og Danmark. Ordet demokrati bruges igen og igen her i landet, og gennemsyrer, hvad vi gør og siger og hvordan. I forbindelse med regeringens håndtering af pandemien, myndighedernes handlinger overfor minkavlere og masser af andre ting. Jeg er enig i at demokratiet forpligter vores politikere, vores myndigheder, vores politi. Og os. Borgerne. Det forpligter os til at tage et ansvar, tænke og handle, for os selv og andre.  Jeg har set masser af beviser på at borgere tager deres ansvar på sig. Jeg har også set beviser på det modsatte. Og jeg har oplevet, at ting, tages for givet i et land med overflod af alt. Også meninger. Det kniber dog med ansvaret, der følger med at have og lufte sine meninger.

Jeg har oplevet verdens reaktion på ”Kina virus” og hvordan ”kineserne håndterede sagerne”. Jeg følger via venner og medier med i, hvordan man i Asien, og i især i Kina med sine 1,4 mia. indbyggere har klaret sig igennem pandemien. Her i landet, har jeg fået spørgsmålet, om kineserne ikke lyver om tallene, igen og igen. Hvordan kan det være, at de ikke er plaget af pandemien? Imens vi igen lukker lande ned i Europa og sætter dele af vores samfund på stand by, indstiller til folk at holde afstand, holde sig væk, strammer restriktioner, fordi tallene galopperer. Og samtidigt hører jeg fra Kina, at alt er næsten helt normalt, og smittetallene er under kontrol. Livet leves næsten som før. Kan det virkelig passe?

Kina provokerer stadig. Alt kører i et hæsblæsende tempo, især hastigheden med at tilpasse et samfund til en virus, der har spredt sig og har ændret den måde, vi lever på, måske for altid.  Det siges (men det er vist ikke helt sandt), at det kinesiske tegn for krise og mulighed er det samme; du kan også se sådan på det, at der er en mulighed i enhver krise. Og gribe den mulighed. Hvad vi kunne lære af Kina, hvis vi kunne parkere vores mistro og vores fordomme. Og blot betragte mulighederne, inden vi dømmer.

Jeg ønsker dig en vidunderlig, uforglemmelig og fortryllende jul.
Jeg ønsker dig et 2021 med håb, der indfries og muligheder der gribes.

Medfølelse i COVID-19s tid

Det har taget mig nogen tid at prøve at sætte ord på situationen i Kina. Imens den virus, vi nu kender som COVID-19 dag for dag har spredt sig i Kina og udenfor Kina, har jeg siddet i Danmark. Tallene for smittede og døde tog for alvor fart, da jeg rejste til Danmark for at fejre jul. 

Og jeg har siddet i Danmark med en følelse af at være låst, fordi jeg ikke kunne rejse tilbage til det, der er og har været mit liv de seneste 12 år. En følelse af bekymring for de mennesker jeg kender - og ikke kender - og som potentielt har været og er i risiko for at blive smittet. En følelse af frustration over at være vidne til mediers (danske og udenlandske) kritik af Kina og de kinesiske myndigheders håndtering af COVID-19. Noget af kritikken har været berettiget, og noget af kritikken har været baseret på en stor, mangelfuld viden af hvad Kina er for et land, hvem de 1,4 mia. kinesiske indbyggere er, og ikke mindst hvad man gør for at hindre spredningen i et land med så stor diversitet og en så stor befolkning. 

Men mine ord skal hverken handle om hvad der er sandt eller ikke er sandt omkring Kinas håndtering af COVID-19, ej heller om JPs tegning af det kinesiske flag, eller den måde nogle mennesker ekskluderer og diskriminerer i deres angst for at blive smittede. 

Under en samtale med en kinesisk veninde, som lever i Beijing og har været i Beijing i hele  COVID-19 forløbet, spurgte jeg hende helt intuitivt: Hvad kan man lære af det her? Af COVID-19? Hun tænkte blot et splitsekund og sagde så: Vi kan lære flere ting; 

Det er naturen, der bestemmer. Ikke vi mennesker. 

Ikke alle kinesere har for vane at spise eksotiske dyr. Og der er rigeligt med kød fra ikke-eksotiske dyr, som vi har og er vant til at spise, når vi spiser kød. Og vi har masser af grønsager, masser. Og det er nok, mere end nok. Hvis du vil have mere fra naturen end du normalt får - og har brug for og ret til, så kan det gå galt....Så slår naturen tilbage. Det er det, jeg oplever her. I vores arrogante jagt på ting, som er sjældne, dyre, eksotiske - ja, da slår naturen tilbage. 

Begræns dine handlinger. 

Vi kan ikke fortsætte med forbruge ALT på denne planet, uden omtanke og empati for hinanden og dem, der vil være her, når vi er borte. Det kan simpelthen ikke fortsætte. Vores forældre levede af relativt simpel mad, simple retter lavet på simple eller enkle råvarer. Jeg tror der er en vigtig læring for os alle i tiden lige nu med COVID-19, hvor det kan være svært for nogle her i landet at få adgang til alle de varer, som de har været vant til, nemlig den læring af vi kan klare os med mere enkelhed i det vi spiser. Ligesom vores forældre levede et mere enkelt liv.

Værdsæt livet.

Pludselig er det at trække vejret frit, færdes ude, som det passer os, tage en gåtur i parken  - uden ansigtsmasker blevet en ting, vi virkeligt sætter pris på og savner. Jeg håber, at vi - når alt dette er ovre - vil værdsætte, at vi er i live, at vi er sunde og raske, og at vi kan færdes frit - uden masker. 

Information Office of Beijing Municipality

Respekter Kinas evne til at handle.
På trods af ... hvad der er sket, og jeg anerkender at der er plads til forbedringer hos vores regering, man burde have handlet tidligere på de advarselssignaler, der kom fra Wuhan. Man burde have handlet hurtigere for at forhindre at virus'en spredte sig som den har gjort, med den hastighed og rækkevidde geografisk. Altså, man har noget at lære af situationen, så det ikke sker igen. Men altså, på trods af det, bør man også se på, hvad Kina har gjort og fortsat gør for at få kontrol over COVID-19, for at forhindre flere i at blive smittet, for at finde svar, så en vaccine kan udvikles. Kina er et gigantisk land med en meget stor population. Og forholdende i så stort et land er meget forskellige, afhængigt af, hvor i Kina man befinder sig. En befolkning på næsten 1,4 mia mennesker, og en højtid (kinesisk nytår) med et forventet antal rejser på omring 3 mia...  

3 billlion journeys: The world's biggest human migration begins in China

Vi har brug for hinanden.
Hvis der er noget jeg har lært, så er det, hvor meget sådan en virus kan splitte mennesker - pga. angst. Og hvor meget vi har brug for hinanden, på trods af angst og risici. Min gamle far kan ikke klare sig uden min hjælp mht. at handle ind og lave mad, og jeg har brug for at vide, at han er ok og får sund mad i denne tid. Hele Kina's studerende - lige fra små elever til teenagere, der står overfor Gaokao til sommer - er påvirket af COVID-19. De er forhindret i at få undervisning på normal vis. Skolerne er lukkede. Så regeringen har rullet online undervisning ud for studerende. Og de elever, der ikke har adgang til at modtage online undervisning, kan modtage undervisning via TV: regeringen benytter nemlig Tv-kanaler til at hjælpe elever, der er forhindret i at få adgang til online undervisning. Derudover tilbyder læger og læger råd og vejledning med COVID-19 og dens side effects via radio programmer. Bl.a. får vi råd og vejledning mht. hvordan vi kan håndtere bekymring, angst og nervøsitet i denne situation. 

Respekter mennesker, lige meget hvem eller hvad de er.

Alle taler om, at læger og sygeplejersker er helte i denne tragiske situation, og det er de utvivlsomt. Det stiller jeg ingen spørgsmålstegn ved. Men - der er mennesker, der arbejder i de helt simple og relativt lavtlønnede jobs, som for eksempel kassedamer/-mænd i supermarkeder, bude, der bringer varer og  mad ud, buschauffører, renovationsfolk, der holder vores kvarterer og gader rene for skrald osv. osv. Uden dem, ville intet fungere. Disse mennesker holder landet i gang og sørger for at læger og sygeplejersker kan spise, transporteres og får produkter og hjælpermidler til at afhjælpe situationen på sygehusene. 

Coronavirus: walking through Beijing's near-empty streets

Min veninde er en livsklog kvinde sidst i 40'erne. Hun er veluddannet, men ikke højt uddannet. Hun lever et simpelt liv i Beijing med sin mand og søn, som står overfor Gaokao til sommer. Både hun og hendes mand kæmper med at finde et fast job på trods af deres mange års arbejdserfaring, kompetencer og daglige vedholdenhed med at søge jobs. Hun er et dannet menneske, der elsker klassisk musik. De lever et simpelt liv for at få alle ender til at nå sammen. Jeg tænker, at hun har nok at slås med i sit eget liv, med jobs og deres søns fremtid.

Alligevel fik mit spørgsmål - hvad kan vi lære af det her? - udløst en strøm af åben eftertænksomhed hos min veninde. Hendes kloge ord kom instinktivt, med sikkerhed, og med empati og medfølelse.

Det bliver hendes ord, der får et talerør her, i debatten om COVID-19. Ikke mine. Hendes tanker om, hvad vi kan lære, opsummerer det hele på særdeles smuk og værdig vis. 

Ordene på de fire fotos ovenfor siger noget ala: Live, don't rely on the mask, but cover your mouth. Respect life, don't eat wild animals. Don't take a moment to satisfy your appetite at the risk of death in a lifetime. 
Medfølelse i COVID-19s tid.