Mig og min luftrenser

Luftrensere. PM 2,5. HEPA filter, APEC Blue. Det er ord, der ikke indgik i mit vokabularium, da jeg først kom til Beijing i 2008. I dag sidder jeg i min stue og kigger på en sort kasse, der siger en snurrende lyd. Designet på kassen ligner lidt en Bang & Olufsen højtaler, men det er en luftrenser, og den snurrende lyd er lyden af ren luft. På min iPhone har jeg en app, der viser mig, hvor ren luften er i min stue, og i mit soveværelse, hvor luftrenserens tvilling står og snurrer, så jeg kan sove i ren luft. 

Da jeg kom hertil i 2008, løb jeg ofte rundt om den Forbudte By på mine morgenløbeture og tænkte ikke over, om luften mon var fyldt med forurening. Himlen var jo oftest blå det år, hvor Beijing var vært for sommer OL... Jeg kom måske med en dansk naivitet om, at de tågede eller disede dage blot var "varmedis" eller almindelig tåge, som vi kender det i Danmark. Og det var det måske også? Løbeturene om Kejserpaladset fortsatte frem til 2011, men var aftagende.

Ikke så meget på grund af luften, for dengang var det ikke på min radar. Men der var den ulidelige varme om sommeren og den insisterende kulde om vinteren, og så var der altid de mange mennesker, der gjorde jeg skulle ret tidligt op og løbe - for at kunne få fortovene for mig selv. Så mine løbeture i Beijing var aftagende.

I 2012 kom et nyt ord ind i mit liv, og i min iPhone: Air quality Index app. En app, der på min iPhone kunne vise mig, hvordan luftkvaliteten var i Beijing: havde vi ren luft eller luft, der anbefalede dig at blive inde? Den amerikanske ambassade havde i nogen tid målt forureningstallet, og talen om dårlig luft i Beijing tog fart. Hver dag viste Den amerikanske ambassades website "dagens forureningstal", og expat medier begyndte at publicere tallet og diskutere luftforureningen mere og mere. Efterhånden som smartphones bredte sig, dukkede denne app op.  I starten påstod "nogen" at de amerikanske tal var overdrevne og at "andre tal" var mere retvisende. Men forureningstallet I Beijing blev en ting, flere talte om og holdt øje med. Og man begyndte at diskutere luftrensere i hjemmet.

Jeg meldte pas på luftrensere og "mundmasker". Dét havde jeg ikke behov for. "Mundmasker" har altid været sporadisk brugt i bybilledet, siden jeg kom, men jeg var altid i tvivl, om folk bar maskerne pga. forkølelse eller uren luft, for jeg så ikke et klart mønster i brugen af maskerne, når luften var mere eller mindre forurenet. Ofte så jeg maskerne I brug, når luften var fin. Og jeg syntes ikke, jeg havde brug for at beskytte mig.

2013 startede med historisk høje tal for uren luft, tal, der sprængte målebarometrene på den app jeg havde på min iPhone. Uren luft, der var så tyk, at selv en garvet fornægter som mig kunne lugte og mærke, at luften ikke var god. Og vi havde en periode med rigtigt dårlig luft, der dagligt blev dækket massivt i expat medierne.


Jeg bemærkede, at luften begrænsede mig i min hverdag: jeg var nu bevidst om, hvad tågen betød og havde ikke lyst at gå ud, og venner meldte fra til arrangementer pga. dårlig luft. De ville ikke ud i byen, men hellere blive hjemme ved deres luftrensere.

Historier om den dårlige luft bredte sig i medierne, ikke kun i Kina, men også i udlandet. Selv de kinesiske statslige medier begyndte at tage emnet op: ældre, svage og børn burde blive inden døre, sygehuse havde travlt, et stigende antal mennesker med luftvejsproblemer mødte op for at få hjælp. 

I 2013-2014 tog jeg mine løbeture op igen - men nu på et løbebånd i et træningscenter, hvor luftrensere stod og snurrede. For mig er løb på løbebånd ikke sammenligneligt med løb udenfor, i bybilledet, i naturen, og efter et år gav jeg op.

Det var surt hver eneste gang jeg startede løbebåndet for at æde de 5 km, jeg løb 2-3 gange om ugen, og jeg blev aldrig høj af glæde af at løbe på løbebåndet, som turene udenfor giver mig runners' high. Fornøjelsen ved at løbe på løbebånd er fordampet i træningscentret. Jeg løber, hver gang jeg er i Danmark - og i al slags vejr, med meget stor glæde. I Beijing har jeg i stedet skiftet løb ud med masser af yoga - i et yoga lokale, hvor en svensk luftrenser sikrer os ren luft til de dybe vejrtrækninger.

I November 2014 var der dog blå himmel igen - for en stund var Beijing vært for APEC mødet; fabrikker I og omkring Beijing blev lukket ned i en periode, og privat bilkørsel blev begrænset. Det gav renere luft, og begrebet "APEC Blue" opstod. Et sarkastisk udtryk for det gode vejr, den blå himmel over Beijing, der bød gæster velkommen under APEC, for det betød jo ikke at problemet med forurenet luft var løst.

 Her I marts 2015, trækker Kinas forurening igen overskrifter lokalt og globalt: "Under the Dome", en selvfinansieret dokumentarfilm om Kinas forureningsproblemer blev publiceret på nettet og i løbet af få dage var filmen vist mere end 150.000 mio. gange. Journalisten bag filmen er Chai Jing, filmen er i dag tilgængelig på youtube i 8 afsnit og med engelske undertekster.

Beijings til tider dårlige luft har lagt sig som en mørk sky over muligheder og begrænsninger. Samtidigt er den dårlige luft blevet et livsvilkår i Beijing, et vilkår, som nogen har valgt at handle på; mange har de forladt byen eller landet, for at søge mod renere luft og sundere livsstil.

Dage med dårlig luft påvirker ikke kun hvad jeg og mennesker i min omgangskreds foretager sig: skal vi gå ud eller blive hjemme? De dårlige luftdage påvirker også mit humør. Jeg elsker stadig Beijing, men i erkendelse af, at forureningen ikke bare forsvinder "i morgen", har jeg også valgt at handle på forureningen: i mit soveværelse og i min stue kører luftrensere nu døgnet rundt og sikrer mig ren luft i mit hjem. Og det er blevet en daglig rutine, inden jeg sover, at checke luft kvaliteten af mit hjem på min iPhone app. Det giver sindsro. Men det løser ikke problemet.