fredag den 16. september 2016

Måner har den farve, som måner skal have

Det er Mid Autumn Festival i Kina (og andre lande). En højtid, der fejres på den 15. dag i den 8. måned af månekalenderen, og en dag (nat), hvor månen står fuld på himlen. 

I min lange tid som kinesisk studerende har jeg læst mange historier, der fortæller om den traditionelle højtid, hvordan familier samles, spiser sammen og kigger på månen, mens de indtager en månekage eller to. Og historier, der fortæller om Chang'e, månegudinden for udødelighed. Men jeg har aldrig helt forstået, hvad traditionen betyder, følelsesmæssigt.  

At det er en højtid, hvor familier samles, kunne jeg se og høre i går aftes. Folk kom, og jeg kunne nærmest høre lyden af skåle med mad, der gik rundt, mens snakken ivrigt gik, både i min egen gård og i nabogården. Der var også folk der gik, med poser af frugt eller smukke gaveposer med æsker. Med månekager, tænker jeg. Mennesker på vej til besøg hos familie eller venner.

Jeg selv var inviteret over til gode venner for at spise månekager. Jeg indrømmer, at de bastante kager, der i en danskers optik ikke har ret meget med kager at gøre, aldrig har været min livret. Det er lidt tricky, for månekager kan indeholde mange slags fyld, der for en halv sønderjyde ikke har noget med kager at gøre: Kødmasse? Rød bønnemasse? Røget skinke? Som en god (dansk) veninde skrev..."Det er jo ikke ligefrem en hindbærsnitte...." Så den årlige tradition med at give og få månekager har jeg haft det lidt svært med, for hvad gør jeg med alle disse månekager, hvor én næsten er et helt måltid? Og ikke altid med en smag, jeg bryder mig om? 

Hos mine venner var svigermor på besøg; hun var rejst fra Sydkina og var på vej på en ferie rundtur til USA og lige en halv dag i Beijing, inden ferien fortsatte mod New York, som var første stop. Og hun havde naturligvis lokale månekager med hjemmefra.

For månekager kommer med mange forskellige slags - lokal - fyld, afhængigt af hvor i Kina du er, lærte jeg. 

Da jeg sad og snakkede med min svenske veninde og legede med husets tre unger, smugkiggede jeg på min svenske venindes kinesiske mand og svigermor, mens de sad og snakkede intenst om programmet for hendes store USA rundtur: hvad skal du se i New York? Hvor ligger Metropolitan? Hvordan kommer du nemt derhen? Hvordan fungerer subway systemet? Hvor er det godt at spise? Hvad skal I ellers se, hvordan kommer I rundt i USA?
Alt imens de traditionelle og lokale Yunnan månekager blev pakket ud, skåret i fine små stykker og delt rundt. Og her så jeg - udover det med at familien samles - også en god anledning til at være sammen og vise sin glæde og taknemmelighed for det liv vi har. Vi gør det selv i vores "egne" højtider i Danmark, hvor traditioner - og mad - samler os som familie.

Månen havde i øvrigt en meget rødlig farve, mørk gul-orange. Et ret tydeligt tegn for os i Beijing på, at luften - desværre - var forurenet...

Læs mere om Mid Autumn Festival her: https://en.wikipedia.org/wiki/Mid-Autumn_Festival