lørdag den 23. marts 2013

Mænd med høj talje - og dametaske

Moden i Kina. Eller moden i Beijing.
 

Er både meget global (og genkendelig) - og samtidigt helt igennem sin egen. Modebilledet herude er præget af alt i øst og vest.

Lige fra kejserperioden over Mao til Hello Kitty og videre. Lige fra i særklasse dyr luksus (købt i Paris, naturligvis), til meget billig ”look alike”, købt på et lokalt marked.

Lige fra ældre, modne kvinder i bluser med Playboy logo, til modne mænd, med en meget høj talje i en herrebuks med god plads til det hele.

Ikke at glemme skolebørn og teenagere i ”Adidas træningsdragter” - der er deres skoleuniform, og som minder mig om de glade 1970ére. Og japansk tegneserie stil eller spilfigurer i fuld udblæsning, lidt babydoll, kitsch og plastik med et lille touch punk lever også i bedste stil. Meget voksne kvinder med meget store tøjdyr som nøgleringe eller til deres mobiltelefoner, eller som pynt på deres dametaske. Eller nærmest ûber-metro-seksuelle mænd, skarpt dressed up og måske en anelse feminine... Samtidigt med at de oser af maskulinitet. Eller ældre mænd med runde sygekassebriller og mørkeblåt ”Mao outfit” i et smukt klassisk snit, og ikke at forglemme de berømte ”kinasko”, som ja, stadig bruges i den kinesiske hverdag af mange. Og når vi snakker om sko, så er fænomenet sneakers med indbygget kinahæl (eller med hæl i det hele taget) set på gaderne i Beijing længe før modeblade i Danmark viste de første par.

Her er alt - lige fra det grimmeste (synes jeg) til det allermest raffinerede og smukke.
Så smukt, at kun asiatiske kvinder kan bære det.


Og når vi nu taler om at bære:
Når et par går ud, ser du ofte manden gå med sin kærestes dametaske, måske fordi det er en kærlighedsgestus at holde sin kærestes eller kones dametaske. Den feminine taske bliver holdt med maner, altså på kvindelig vis. Af manden. Det skurrer lidt på nethinden: en mand i et pænt gå-i-byen jakkesæt og en dametaske, men det er jo mine fordomme.

Mændene, ja, de bærer tasken med stil, som sagt. Ofte på bedste kvindelige vis.