Nattergalen og andre småfugle i det kinesiske bybillede

..."Og nattergalen sang så dejligt, at kejseren fik tårer i øjnene, tårerne trillede ham ned over kinderne, og da sang nattergalen endnu smukkere, det gik ret til hjertet; og kejseren var så glad, og han sagde, at nattergalen skulle have hans guldtøffel at bære om halsen. Men nattergalen takkede, den havde allerede fået belønning nok."

En søndag stod jeg i metroen. Ved siden af mig stod en gammel mand. I den ene hånd havde han nogle avissider rullet sammen til et lille rør. Jeg tænkte ikke nærmere over det, før avisrullen begyndte at røre på sig...det puslede...

Jeg kiggede på røret og så i den ene ende noget, der lignede et orange net, ligesom dem der bruges til at opbevare mandariner i. I nettet så jeg en lille kanariefugl, der nippede i nettet. Den anden ende af avisrøret bevægede sig nu også. En noget mere utålmodig eller frihedselskende kanariefugl kæmpede for at komme ud i det fri.  Jeg så, at den ældre mand havde en stor pose fuglefrø i den anden hånd. De to småfugle i avisrøret kæmpede hver deres kamp for at komme fri. Og det skulle de nok komme, tænkte jeg.

For dagligt ser jeg ældre mænd, cykle eller traske af sted med små runde bambusbure, ofte er burene dækket med en fin "kjole" eller et dække. I buret sidder en fugl. Mændene sætter burene op i små træer og buske i de offentlige parker. Jeg ved ikke hvorfor, men måske er det for at give fuglen en følelse af at være i deres rette, naturlige element? Fuglene sidder så der i deres bur og kvidrer, for sig selv eller for andre - imens deres ejere tager sig en snak, en lur, en cigaret eller et spil kort.

Og der er vel egentligt en meget smuk tanke at tage sin fugl med ud i parker og steder, hvor andre fugle lever?

Flaget blevt hejst, chef, så jeg kommer altså for sent på arbejde...

Kender du det?

Den der lille undskyldning, du lister over dine læber, når du kommer for sent på arbejde, til forelæsning, til en aftale...."Der var rødt lys hele vejen...ved alle lyskryds." "Der var kø, da jeg skulle trække en billet til metroen". "Bussen var fyldt, jeg måtte vente på den næste." Eller "Langebro var oppe."

I Beijing kan vi bruge "Flaget blev hejst".

Jo, den er god nok. Hvis du altså skal krydse Tiananmen ved ChangAnJie om morgenen på din vej. For her hejses flaget hver eneste dag ved solopgang. Og hver eneste gang standses trafikken, alle lys går i rødt. Vejbaner barrikaderes, og det samme gælder cykelstierne.  Herefter marcherer en lille hær af soldater over vejen med det kinesiske flag, til tonerne af Kinas nationalsang. Flaget hejses, soldaterne marcherer tilbage, og musikken stopper. Efter lidt tid, fjernes vejspærringer, og lysene kan igen skinne i grønt. Trafikken ruller atter, ligesom cykler kan passere.

Det samme gentager sig i øvrigt hver eneste dag ved solnedgang.

Det er for resten en kulturel oplevelse, jeg kan anbefale dig at gå efter. Og du kommer ikke til at stå der alene og se flaget gå til tops.

Måner har den farve, som måner skal have

Det er Mid Autumn Festival i Kina (og andre lande). En højtid, der fejres på den 15. dag i den 8. måned af månekalenderen, og en dag (nat), hvor månen står fuld på himlen. 

I min lange tid som kinesisk studerende har jeg læst mange historier, der fortæller om den traditionelle højtid, hvordan familier samles, spiser sammen og kigger på månen, mens de indtager en månekage eller to. Og historier, der fortæller om Chang'e, månegudinden for udødelighed. Men jeg har aldrig helt forstået, hvad traditionen betyder, følelsesmæssigt.  

At det er en højtid, hvor familier samles, kunne jeg se og høre i går aftes. Folk kom, og jeg kunne nærmest høre lyden af skåle med mad, der gik rundt, mens snakken ivrigt gik, både i min egen gård og i nabogården. Der var også folk der gik, med poser af frugt eller smukke gaveposer med æsker. Med månekager, tænker jeg. Mennesker på vej til besøg hos familie eller venner.

Jeg selv var inviteret over til gode venner for at spise månekager. Jeg indrømmer, at de bastante kager, der i en danskers optik ikke har ret meget med kager at gøre, aldrig har været min livret. Det er lidt tricky, for månekager kan indeholde mange slags fyld, der for en halv sønderjyde ikke har noget med kager at gøre: Kødmasse? Rød bønnemasse? Røget skinke? Som en god (dansk) veninde skrev..."Det er jo ikke ligefrem en hindbærsnitte...." Så den årlige tradition med at give og få månekager har jeg haft det lidt svært med, for hvad gør jeg med alle disse månekager, hvor én næsten er et helt måltid? Og ikke altid med en smag, jeg bryder mig om? 

Hos mine venner var svigermor på besøg; hun var rejst fra Sydkina og var på vej på en ferie rundtur til USA og lige en halv dag i Beijing, inden ferien fortsatte mod New York, som var første stop. Og hun havde naturligvis lokale månekager med hjemmefra.

For månekager kommer med mange forskellige slags - lokal - fyld, afhængigt af hvor i Kina du er, lærte jeg. 

Da jeg sad og snakkede med min svenske veninde og legede med husets tre unger, smugkiggede jeg på min svenske venindes kinesiske mand og svigermor, mens de sad og snakkede intenst om programmet for hendes store USA rundtur: hvad skal du se i New York? Hvor ligger Metropolitan? Hvordan kommer du nemt derhen? Hvordan fungerer subway systemet? Hvor er det godt at spise? Hvad skal I ellers se, hvordan kommer I rundt i USA?

Alt imens de traditionelle og lokale Yunnan månekager blev pakket ud, skåret i fine små stykker og delt rundt. Og her så jeg - udover det med at familien samles - også en god anledning til at være sammen og vise sin glæde og taknemmelighed for det liv vi har. Vi gør det selv i vores "egne" højtider i Danmark, hvor traditioner - og mad - samler os som familie.

Månen havde i øvrigt en meget rødlig farve, mørk gul-orange. Et ret tydeligt tegn for os i Beijing på, at luften - desværre - var forurenet...

Læs mere om Mid Autumn Festival her: https://en.wikipedia.org/wiki/Mid-Autumn_Festival

Nogle ting i livet fungerer bedst som par - om skomagere og sko

Mine skønne yndlingssandaler er blevet brugt godt og grundigt denne sommer, både her i Beijing og under min dejlige ferie i Danmark. Så hvad gør du, når den ene går i stykker, netop som du træder ud og sætter dine fødder på fortovet - på vej hjemad?

Tå-stroppen på den ene af mine sandaler havde (måske i protest over at være blevet brugt så meget) revet sig løs fra sålen, og sandalen hang nu som en såret løsdel under min fod, kun fastgjort af remmen om mine ankler.

Jeg vraltede hen til et busstoppested, tog en bus hjemad, og vraltede videre som en halt hest hen ad en lille smøge, hvor jeg vidste, der plejer at være en skomager.

Skomageren kommer til smøgen hver dag. Her har han et lille udendørs og semi-mobilt skomagerværksted: en metalkasse, der står der permanent, to parasoller til at skærme for sol og regn, to taburetter og et værktøjsskab på hjul, der har alskens værktøjer og reparationsting, skulle jeg erfare.

For da jeg viste ham min sårede sandal og spurgte om han kunne reparere den, lyste han op, slukkede cigaretten, der sad i hans ene mundvig og lukkede op for Aladins hule: værktøjskassen indeholder sikkert alt, du kan drømme om at få brug for, hvis du skal reparere sko og støvler.

10 minutter senere, bad han mig om 10 kuai (ca. 10 danske kroner) for sit arbejde. Og da var tå-stroppen sat på plads, limet og syet. Fint og sirligt, mens jeg havde siddet på den anden taburet ved siden af ham og fulgt hans håndværk som skomager.

Og mens jeg sad der og ventede på min raske sandal, tænkte jeg på, hvor få skomagere, min hjemby, Kolding, har i dag, i forhold til da jeg var barn. De fleste skomagere er for længst lukkede, og der findes blot - i indre by - 3 skomagere. De øvrige 6 ligger i yderzonen af Kolding, og nogle er professionelle, der ikke servicerer kunder fra gaden.

I Beijing finder du ofte cykelsmede og skomagere i beboelseskvarterer, hvor folk lever; dvs. de handler grønsager, frugt og kød på lokale markeder, og sender deres børn i børnehave og skole der. Områder der frekventeres dagligt af de samme mennesker og hvor der er basis for små forretninger som cykelsmeden.  I mit eget kvarter, derimod, er den lokale cykelsmed forsvundet.  Måske fordi er ikke var forretning nok. Eller måske fordi hans  mobile cykelværksted i en af smøgerne skæmmede den nyrestaurerede hutong. Det står hen i det uvisse.

Beijings gamle bydele er i forandring, så det er ikke godt at vide, hvor længe du kan finde de gamle håndværker fag som f.eks. cykelsmede og skomagere, der stadig er en del af det lokale bybillede. Enten fordi byens indre infrastruktur ændres, eller fordi disse erhverv repræsenterer en generation af mennesker, der kan leve på at tjene ganske lidt på deres, for nogle, enkle erhverv.

Vi må se. Jeg vil bruge skomageren flittigt fremover, og jeg har flere sko, der trænger til en kærlig skomager-hånd.

"Når jeg bliver gammel, vil jeg også danse i en park"

 - sagde min veninde, der var på besøg med sin voksne datter i Beijing. En veninde, der i vores teenageår og ungdom havde dyrket standard dansen benhårdt som konkurrencesport. Og mens hun stod der og måske så et eller andet af sin fortid glide forbi, kunne jeg se, at hun blev meget rørt i øjeblikket.

Vi stod i Tiantan parken i Beijing en eftermiddag, nød roen og følelsen af at have virkeligt meget plads og ikke så mange mennesker omkring os. Og så gik vi rundt og betragtede de mange aktiviteter i parken: en af de evigt tilbagevendende af slagsen er dans. Siden jeg kom her første gang i 2005, har mennesker mødtes her i parken, tændt for en medbragt ghetto blaster og budt hinanden op til dans.

En virkelig smuk ting, både at dyrke og nyde at se på. Du kan nærmest ikke forblive i dårligt humør... Nogle dyrker dansen med næsten indædt professionalisme, en partner eller lærer retter arme og kropsholdning under og efter hver dans, hvor der diskuteres, gives feedback. Andre danser bare, i takt eller i utakt med musikken, med ikke altid elegante trin, men glæden er lige stor, også hvad du danser kvinde-mand eller "må nøjes" med en dansepartner af dit eget køn. Eller bare må danse med dig selv for en stund. Alle er de i samme trance af dans, rytme, bevægelse og musik.

I en by med godt 20 millioner borgere, er der ikke noget at sige til, at mennesker søger ud i det offentlige rum, hvor der er lidt højere til loftet og til du kan se himlen. De offentlige pladser og parker bruges på en helt enestående måde, som vi kunne lære meget af.

Jeg selv blev meget betaget den allerførste gang jeg var i Beijing i 2005, da jeg så, hvor meget og hvor intenst borgerne lever en del af deres liv udenfor - i det offentlige rum. Det var måse den følelse, der satte det allerstørste aftryk i mig; at se hvordan livet - i dets ofte meget små vilkår - leves med maksimal udnyttelse af de muligheder der er, og med glæde. På trods af om det er sommer og mere end 30 grader varmt eller vinter, og temperaturen har passeret - 5 grader.

Jamen, hvad ser du da i det der offentlige rum, tænker du måske...?

Du ser ældre mænd cykle af sted med små sangfugle i fine bambus fuglebure; de sætter burene op i træerne i parkerne, måske for at give fuglen i buret en lille følelse af at være ude i det fri og kunne høre andre fugle? Du ser mænd øve deres sangkunst meget, meget tidligt om morgenen, kaste smukke opera toner kraftfuldt ud og op mod en mur - f.eks. ydermuren ved Den Forbudte By. Og det lyder fantastisk. Eller du ser mænd det samme sted, bare med et arsenal af fiske stænger og fiske madding, for at tilbringe den tidlige del af dagen med at fiske i vandgraven omkring kejserpaladset. Eller du ser et kor af mennesker synge i parken en lørdag eftermiddag. Ikke for at tjene til pensionen, men for at mødes sammen i sangen og glæde sig selv og andre, der lytter med.  Du ser også mænd eller kvinder sidde i de små gader i mit nabolag, på bittesmå taburetter og med en taburet og et stykke pap, der gør det ud for bord. De spiller kort, og der skal være plads til at kortene kan bankes ned på bordet (pap pladen) med kraftudtryk og grin, når en af spillerne sidder med en vinder. Eller du ser andre papplader eller papirstykker med streger, og mænd bøjet over papirstykkerne - i dyb koncentration og tavshed, mens brikkerne flyttes. Du ser mennesker øve sig på musik instrumenter i parkerne, violin, erhu eller andre klassiske instrumenter. Eller du hører kraftige smæld af en - pisk. Og ser en ældre mand stå og svinge en meget lang krabat af en pisk, som var det et lille sjippetov. Og endelig ser du mennesker i stilhed og dyb koncentration dyrke de smukke og graciøse tai chi bevægelser i flows.  Og endelig ser du også - især lige nu, hvor det er varmt, rigtigt mange mennesker tage sig en lur på en bænk under et træ. Du ser mennesker dyrke gymnastik til en koreografi, jeg genkender fra min tid, før aerobics og høj puls kom på mode.  Og endelig ser du mennesker mødes og tale sammen.

Det er, hvad du ser i det offentlige rum.

Og jeg forstår, at min veninde blev rørt i hjertet, da hun så de dansende. Det var måske den følelse, der sad i mig, da jeg kom til Beijing første gang og så mennesker leve i det offentlige rum. Og som gjorde, jeg fik lyst at vende tilbage. Til et sted, hvor livet leves i de små ting,  med stor glæde.

For meget eller for lidt?

Nu har jeg efterhånden ikke boet i Danmark i 8 år, så jeg taler måske mod bedrevidende...men:

Ser du nogensinde unge piger, kvinder, vandre en tur i parken en lørdag eftermiddag - i tylskjole? Fuldt skrud, masser af tyl, kort eller halvlangt, altså en gedigen "festkjole", som vi vil kalde det? Sammen med et par andre veninder, som måske er klædt "normalt", i jeans, tennissko? Eller ser du nogensinde unge piger klædt ud som deres yndlings manga-figur, en lørdag eftermiddag, på vej til en cafe, eller for at shoppe?

Ser du nogensinde mennesker bære briller, hvor der ikke er noget glas i brillen? Eller ser du kvinder (sorry, piger) tale i smartphones, hvor coveret er så overfyldt med rhinstene og store krystaldekorationer, at de knapt kan holde på telefonen? 

Eller ser du nogensinde mennesker med små kanin ører sat i håret med en hårklips, i pink, leopardmønster, rød, hvid? Eller hvad med mennesker med en plastik blomst eller plastikspire sat i håret, så det ser ud som om, håret er begyndt at gro græs eller blomster?

Her hvor jeg bor er "the sky the limit" i næsten alle henseender, også når det gælder mode, og det med en ordentlig omgang humor. Uhøjtideligt, sjovt, legesygt, barnligt? Ja, bestemt. Og virkeligt morsomt, det får smilet frem på en halvtrist hverdag. Og nej, jeg skriver ikke om emnet for at gøre grin med mennesker her, faktisk synes jeg, det er befriende at se det uhøjtidelige folde sig ud og med et glimt i øjet, på helt almindelige hverdage.

Hvad synes du, er "de" for meget? Eller er "vi" for lidt?

Hvad gør "vi", som kunne undre ikke-danskere, på en helt almindelig dag? 

Der er noget i luften...

Forestil dig tusindvis af mælkebøtter, der afblomstrer. Og de hvide fnug fra mælkebøtten hvirvler rundt i luften, som var det sne. Hvide fnug, der samler sig i "bolde" og lægger sig i små driver, hvirvler videre på fortove, i rendestenen, og indenfor, når du åbner døre og vinduer. Du får dem i øjnene eller i munden, og din sætter sig i din næse. 

Det er forår i Beijing. De her få uger, hvor det hele springer ud, alt er lysegrønt, temperaturen stiger til varmere grader. Skønt! Men forår i Beijing betyder også, at det er sæson for "forårssne", hvide fnug i luften. Ikke mælkebøtter. Dem har jeg faktisk aldrig set her. Men hvide fnug fra træer af arterne popler og hængepile. 

Det har været et årligt tilbagevendende fænomen alle mine år i Kina, men nu er det måske snart slut. Beijing har nemlig besluttet at forbyde beplantning af kvindelige popler og hængepile de næste 5 år for at reducere mængden af de hvide fnug. Ja, så ved jeg det, de skal være kvindelige for at kaste de små fnug af sig.

I starten af 1980'erne blev der plantet masser af træer i Beijing af arterne poppel og hængepil, omkring 3 millioner styks siges det. Og dengang skelede man ikke til, om man plantede kvindelige eller mandlige træer. I en årrække var det ikke noget problem, indtil for nogle år siden, hvor de kvindelige træer nåede deres modningsperiode og smed de hvide fnug af sig hvert forår. 

Derfor er det nu slut med at plante kvindelige popler og hængepil, simpelthen for at skaffe sig af med de irriterende fnug, der hvert forår provokerer folks allergi og irriterer næser og øjne. Sådan.

http://www.chinadailyasia.com/nation/2016-04/01/content_15409698.html

Scener fra en sundhedsundersøgelse

Vi har alle prøvet det. Expats i Kina, der skal have en arbejdstilladelse og et arbejdsvisum. For skal arbejde her, skal du vise, at du er rask. Og det er der kun en måde at vise det på: ved at få foretaget en sundhedsundersøgelse i de særligt indrettede kinesiske sundhedscentre til den slags undersøgelser.

Og det er, efter 4 gange i mit nu 8-årige Kinaliv, stadig en oplevelse, og lidt en samlebåndsagtig oplevelse, hvor du ikke altid helt ved, hvad der foregår. 

Du starter med, at du udfylder papirer og betaler for undersøgelsen, forstås. Og derefter går det så slag i slag:

Blodprøver er et værelse. Her sidder et par unge piger klar i kitler bag et bord med de små reagensglas. Efter donationen denne 4. gang, sad jeg (igen) og ventede på et stykke vat til at stoppe min blodstrøm. Når man først har stukket i mig, så flyder blodet  nemlig ret godt. Men det var ikke en del af testen. Pigerne sad nu og kiggede dybt koncentreret ned i deres smart phones og wechattede, mens jeg forgæves forsøgte at stoppe mit blod.

Synsprøve er et andet værelse. Her testes dit syn, og du testes for om du er farveblind. Det lykkedes mig først at forstå testen for farveblindhed 3. gang jeg gennemgik prøven, de 2 første gange svarede jeg faktisk ikke, for jeg anede ikke hvad jeg skulle se efter i de abstrakte tegninger, jeg blev præsenteret for. Men mit syn var "very, very good. Excellent". For jeg får mit syn testet jævnligt i Synoptik og får tilrettet mine kontaktlinser.

Højde og vægt er et tredje værelse. Et ret smart instrument, der også lige giver mig mit BMI tal.

Derefter går turen til et nyt værelse, hvor blodtryk skal tages...

og videre til et andet værelse, hvor... der sættes nogle klemmer med ledninger diverse steder på min krop, vorefter der tændes for et apparat. Faktisk ved jeg ikke helt, hvilke sygdomme man leder efter her.

Så venter værelset, hvor jeg ultralyd scannes på maven, det giver tankebilleder mod graviditet; også her er jeg lidt usikker på, hvilken sygdom man leder efter. Jeg har spurgt, men får et stramt ansigt og intet svar.

Dernæst venter røntgen naturligvis,  og det plejer at være den sidste etape i sundhedsundersøgelsen. Men - denne 4. gang var undersøgelsen udvidet med en urin prøve.

...og en lille smule svært, når du får udleveret det nok smalleste og mindste reagensglas at tisse i, jeg nogensinde har set, og derefter henvises til et kinesisk squat toilet, hvor du skal:

1. Lyne bukser op og få bukser og trusser trukket ned, mens du holder reagensglasset i den ene hånd.
2. Sætte dig på hug og gøre klar til missionen, med dit reagensglas i den ene hånd.
3. Placere det meeeeget tynde reagensglas strategisk, så du rammer plet!
4. Efter "mission accomplished" (forhåbentligt uden for stor spild) skal du så - mens du holder reagensglasset (det er rundt i bunden og kan ikke stilles på gulvet) - fiske et stykke toiletpapir og tørre efter (og der er ikke, dvs. aldrig, papir på toilettet, så du skal huske at medbringe det inden du går ind, eller droppe denne del) - trække trusser og bukser op, lyne og knappe. Med en hånd. For i den anden hånd har du nu et fyldt reagensglas, som du helst ikke skal spilde.

Her var det så, jeg ønskede at det var sommer og min påklædning var meget let (trusser og kjole eller nederdel), eller jeg for stund var en mand. Det ville have gjort denne del af sundhedsundersøgelsen så meget nemmere.

Skal folk, der vil arbejde i Danmark, gennemgå en sundhedsundersøgelse?

Det ved jeg faktisk ikke, men det kan være du ved det?

Tempel træt

En  tur til Burma under kinesiske nytår med virkeligt mange smukke oplevelser bød også på en træthed, jeg ikke vidste, jeg kunne blive overmandet af.

Efter knap ½ dag i Mandalay, hvor vi landede fra Kina og lige nåede en lille håndfuld smukke templer og en smuk solnedgang, gik turen hurtigt og tidligt næste morgene videre til det fantastiske Bagan. Området med hundredevis af templer, stuppaer, og andre hellige bygningsværker.

Det VAR fantastisk. Og det VAR smukt. hvor vi end var, og hvorhen vi end kiggede, så var der - templer. Da vi lagde an til at lande i lufthavnen i Bagan, øjnede vi de første  gyldne "hatte", der stak op i landskabet. Og området i Bagan er virkeligt "fyldt med templer": ligegyldigt hvilken vej du kører, hvilken gedesti du cykler nedad, så ender det med et tempel. Eller en stuppa.

Kort tid efter vi var landet, hoppede vi på cyklen og red ud i tempel landskabet. Trillede rundt hele dagen - og hele den næste dag med. Studerede kort over området i vores guidebøger, spurgte folk vi mødte, snakkede med hotel folkene, og sadlede af cyklerne og trådte barfodede ind i de hellige områder, når vi så et tempel, vi lige måtte se nærmere på.

Det førte til tanker om hellige steder og om vores egne kirker i Danmark, hvor tit vi besøger dem, bruger dem i vores egen hverdag. Og om, der mon er turister, der tager på kirke udflugt i det danske landskab, hvor hver eneste lille landsby har mindst en kirke. Jeg blev nysgerrig og har googlet mig frem til, at vi har 2354 folke-kirker i Danmark, fordelt på godt 40.000 km2. I Bagan er der 2217 templer og pagoder, på ca. 40 km2. 

Jeg tror, jeg har set omkring 10-15 danske kirker i hele min levetid. Og det er ikke specielt meget, når jeg tænker på, hvor mange templer og pagoder vi så på vores tur til Burma.

En tanke værd, at jeg brugte så meget tid på en anden kulturs religiøse steder, og har brugt så lidt tid og tanke på min egen kulturs kirker.

Nå, men i Bagan gik det lystigt af sted de første to dage. Vi nåede pænt mere end 10-15 templer. Og det fortsatte om aftenen, når vi havde sadlet af og sad på restauranter og nød solnedgang over floden (og med templer), og solnedgang bare ude i landskabet (og med templer).  På de 40 km2 i Bagan var vejnet og gedestier pænt og halvtravlt befærdet af lejede biler, der transporterede turister rundt, el scootere og cykler, der transporterede os turister rundt, og hestevogne for turister, der gerne ville have en lidt mere romantiske oplevelse af templerne. 

På tredjedagen måtte jeg overgive mig. Jeg var overmæt og havde brug for en pause til at fordøje de smukke indtryk og fantastiske templer. Jeg var blevet overmandet af tempel træthed.

Mængden af templer fortsatte på vores tur videre til Inle Lake,  hvor vi så templer i de flydende landsbyer på søen, og munkeklostre og stuppaer, både til vands og til lands. Trætheden af templer var heldigvis forsvundet.

Tilbage i Mandalay så vi munke tidligt om morgenen med deres madkrukker, gå langs vejene, eller få et lift af burmesere på el scooter eller i bil, på vej ud i byen for at skaffe sig mad hos lokale beboere. Det blev ikke til flere templer og stuppaer på vores tur, og det var fint. Det indre billede af de 2217 templer, pagoder og stuppaer i Bagan, står knivskarpt som et af de mange dejlige minder fra Burma.

Måske jeg skulle nuppe et par nye kirker, næste gang jeg er i Danmark.

Forandringers foranderlighed

Jeg er tilbage i Suzhou. Tilbringer lørdagen i og omkring Ping Jiang Lu, i den gamle bydel i Suzhou, hvor de smukke, berømte haver ligger. Et sted der stemningsmæssigt minder om hutongerne i Beijing: en lille tidslomme, hvor du kunne få et kig ind i (eller få en lille forestilling om), hvordan livet var engang, og for nogle stadig leves. For nogen. Dem der bor i gamle etplans- eller toplans-huse – uden 29 etager, uden elevator, uden hyper moderne aircondition, uden bil, garage, men med kig til kanalen, og med den som vaskemaskine og til dels transportvej. Med en sludder med naboen, som du kender og måske har kender, og hvis hverdag du følger. En hverdag, der i hastighed flyder med vandet i kanalen. Med tid til at sludre, mens vasketøj skyldes i floden.

Jeg var her første gang i 2011, var tilbage igen i 2012. I dag går jeg endnu en gang ned ad Ping Jiang Lu langs med den lille kanal i det, der for et par år siden var en lille oase: en stille brolagt, smal vej langs en kanal, hvor et par små cafeer havde fundet vej, men hvor der stadig var flere gamle te huse end butikker og cafeer. I dag er der knapt så mange te huse, men rigtigt mange butikker. Her sælges tørklæder, souvenirs, qipaos eller et eller andet spiseligt, du kan ”snacke” ,mens du traver af sted i de historiske omgivelser. Tidligere var der fred og ro, du kunne nærmest høre, at tiden næsten stod stille i sommervarmen, mens te blev hældt op musik fra en guqin lød i baggrunden. I dag er der ekspedienter, der skråler og forsøger at overdøve hinanden i at byde kunder indenfor, købe blæksprutter grillet på spyd, isvafler og marinerede hønsefødder, og der er hårdtpumpet popmusik i højtalere, der er placeret udenfor butikkerne.

Magien er væk. Det historiske kvarter er blevet en kulisse for et tivoli eller en turist attraktion, uden at der er plads til historien. Jeg ved, at jeg lyder som en sur gammel skolelærer. Og jeg ved at jeg har set det før. I Beijing. Nanluoguxiang, gaden i det gamle Beijing, der lå som en fin lang blyant snorlige med små sidegader, og det hele var ét stort område med hutonger i deres oprindelige struktur. Nanluoguxiang  beskrives af nogle stadig som et ”must see” i det gamle Beijing, men Nanluoguxiang var - for bare 8-10 år siden - en stille gade med små, selvstændige butiksfolk og cafeer. Butikker med selvstændige, designere, kunstnere. Et sted, hvor tiden stod stille og du kunne høre bladene rasle i trækronerne, når du sad på cafeens tag terrasse. I dag er gaden kulisse for en turist attraktion, det historiske Beijing, og ligner et tivoli: én lang gade med tørklædebutikker,  ekspedienter, der råber i megafoner og mikrofoner for at overbyde hinanden i at sælge yoghurt drikke, blæksprutter på spyd, vafler. Og qipaos.

Nogle vil sige, at det er tidens gang, eller en naturlig konsekvens af, at noget er populært og derfor tiltrækker endnu mere publikum, og dermed tiltrækker endnu flere forretningsfolk, der ønsker at skabe sig en forretningsmæssig succes. Og det kan synes naivt eller bagstræberisk at kritisere dét.

Men dét, der oprindeligt tiltrak, forsvinder. Og det virker ekstra voldsomt, når forandringen sker over så kort tid. 

Alt går stærkt i Kina. Og afviklingen tilstande, steder.

Yaoyaowu!!!! (115) How are you!!!??

Da jeg kom til Beijing for snart 8 år siden, var byen i fuld gang med de sidste forberedelser til OL,  også på trafik området.  Indtil 2008, havde der i 2 årtier været 2 metro linier; alle stationer på de to linjer var tæt bemandet af medarbejdere, der solgte dig en papir billet, og medarbejdere der derefter manuelt klippede din papirbillet, når du gik ind i metro systemet. Ved hver indgang på de forskellige stationer ved de to linjer, sad en kvinde (eller mand) og holdt behørigt øje med, at alt gik rigtigt for sig: at alle havde en gyldig billet til fornøjelserne.

Op til OL fik de 2 metro linier følgeskab af endnu flere linier, faktisk blev antallet af metro linier mere end fordoblet med bl.a. liderligere linje 5, linje 10 og linje 13, metro til lufthavnen (nybygget til OL) og metro til OL station og hele OL byen.

Og med dét stoppede anvendelsen af papirbilletter, der blev billetteret manuelt af medarbejdere, en arbejdsfunktion, der havde eksistereret i 38 år. Nu købte du en plastik billet (der kunne genbruges), og du skulle igennem en automatisk scanningsmaskine for at komme ind i metro systemet, både ved ind- og udgange til metrostationen. Dermed blev det automatisk undersøgt om du havde en gyldig billet. 

De ældre damer (og mænd), der klippede billetter, var væk. Til gengæld kom der, med de mange flere metrolinjer, flere stationer og platforme; og dermed var der brug for service folk, der kunne hjælpe rejsende med at komme med det rigtige tog - og efter nogle år - begyndte at "opdrage" rejsende, dvs. lære dem "først ud, så ind" princippet, altså: at der skal mennesker ud af toget, før der kan komme flere ind ;-) 

Metro systemet har undergået en enorm forandring de i år, jeg har boet i metropolen Beijing. Både i størrelse, i service, og i sikkerhed. Men én ting i Beijing trafikken er alligevel den samme. Endnu. Nemlig busserne.

I "rush hours", er alle busstopsteder bemandet med en eller to service medarbejdere (kvinder eller mænd, alle ældre), i gule jakker, gule kasketter. De er udstyret med en fløjte og et flag og sørger for, at busser holder behørigt hvor de skal, at alle passagerer kommer ud af - og ind i  bussen.

Fru Wang (Wang  ayi) er en sådan service medarbejder.

Jeg møder hende ved busstopstedet på Dongsishiqiao hver morgen, når jeg kommer fra metro systemet og skal videre med bus. Hun hilser glad med sin skærende stemme, mens hun styrer busser og mennesker med sikker hånd, fløjte og flag. Indimellem råber hun "how are you?!!!!" til mig, mens hun storsmiler.

Hun står der hver dag et par timer, fra mandag til fredag, med sit røde flag, store (alt for store) gule jakke og røde armbind og sørger for at busser stopper ved deres reskpektive busnr, at vi stiller os pænt i køj og venter på bussen, at alle kommer ud af bussen og ikke mindst ordentligt ind i bussen - især ældre mennesker, og små børn. Når vagten er forbi (morgen eller eftermiddag), ruller hun flaget sammen, putter det i sin mulepose, som hænger på gelænderet ved busstopstedet, og trasker af sted. For så at komme igen.

Wang ayi er 55 år, hun har en stemme som en mandlig skærsliber og et vejrbidt ansigt. Hun er fra Beijing og har en voksen datter. Hvordan jeg ved det? Når vi står og venter på bussen, og Wang ayi skal sørge for, at vi står i pæne rækker, så falder hun i snak med folk, så hun kender sine kunder. Ved at jeg bor ved Donghuamen og at jeg skal til Sanlitun. Ved også mange andre ting, for hun har en rigtig god spørgeteknik og er ikke spor forlegen over at spørge fremmede om noget som helst. Og på den måde, bliver vi fremmede en del af hinandens hverdag, bekendte som hilser på hinanden og taler sammen.

Det er en af de mange ting, jeg elsker ved Beijing: samtalerne folk imellem, også selvom vi ikke kender hinanden. Nysgerrigheden.

Service medarbejderne ved busstoppestederne findes stadig i Beijing. Gad vide hvor længe.