Scener fra en sundhedsundersøgelse

Vi har alle prøvet det. Expats i Kina, der skal have en arbejdstilladelse og et arbejdsvisum. For skal arbejde her, skal du vise, at du er rask. Og det er der kun en måde at vise det på: ved at få foretaget en sundhedsundersøgelse i de særligt indrettede kinesiske sundhedscentre til den slags undersøgelser.

Og det er, efter 4 gange i mit nu 8-årige Kinaliv, stadig en oplevelse, og lidt en samlebåndsagtig oplevelse, hvor du ikke altid helt ved, hvad der foregår. 

Du starter med, at du udfylder papirer og betaler for undersøgelsen, forstås. Og derefter går det så slag i slag:

Blodprøver er et værelse. Her sidder et par unge piger klar i kitler bag et bord med de små reagensglas. Efter donationen denne 4. gang, sad jeg (igen) og ventede på et stykke vat til at stoppe min blodstrøm. Når man først har stukket i mig, så flyder blodet  nemlig ret godt. Men det var ikke en del af testen. Pigerne sad nu og kiggede dybt koncentreret ned i deres smart phones og wechattede, mens jeg forgæves forsøgte at stoppe mit blod.

Synsprøve er et andet værelse. Her testes dit syn, og du testes for om du er farveblind. Det lykkedes mig først at forstå testen for farveblindhed 3. gang jeg gennemgik prøven, de 2 første gange svarede jeg faktisk ikke, for jeg anede ikke hvad jeg skulle se efter i de abstrakte tegninger, jeg blev præsenteret for. Men mit syn var "very, very good. Excellent". For jeg får mit syn testet jævnligt i Synoptik og får tilrettet mine kontaktlinser.

Højde og vægt er et tredje værelse. Et ret smart instrument, der også lige giver mig mit BMI tal.

Derefter går turen til et nyt værelse, hvor blodtryk skal tages...

og videre til et andet værelse, hvor... der sættes nogle klemmer med ledninger diverse steder på min krop, vorefter der tændes for et apparat. Faktisk ved jeg ikke helt, hvilke sygdomme man leder efter her.

Så venter værelset, hvor jeg ultralyd scannes på maven, det giver tankebilleder mod graviditet; også her er jeg lidt usikker på, hvilken sygdom man leder efter. Jeg har spurgt, men får et stramt ansigt og intet svar.

Dernæst venter røntgen naturligvis,  og det plejer at være den sidste etape i sundhedsundersøgelsen. Men - denne 4. gang var undersøgelsen udvidet med en urin prøve.

...og en lille smule svært, når du får udleveret det nok smalleste og mindste reagensglas at tisse i, jeg nogensinde har set, og derefter henvises til et kinesisk squat toilet, hvor du skal:

1. Lyne bukser op og få bukser og trusser trukket ned, mens du holder reagensglasset i den ene hånd.
2. Sætte dig på hug og gøre klar til missionen, med dit reagensglas i den ene hånd.
3. Placere det meeeeget tynde reagensglas strategisk, så du rammer plet!
4. Efter "mission accomplished" (forhåbentligt uden for stor spild) skal du så - mens du holder reagensglasset (det er rundt i bunden og kan ikke stilles på gulvet) - fiske et stykke toiletpapir og tørre efter (og der er ikke, dvs. aldrig, papir på toilettet, så du skal huske at medbringe det inden du går ind, eller droppe denne del) - trække trusser og bukser op, lyne og knappe. Med en hånd. For i den anden hånd har du nu et fyldt reagensglas, som du helst ikke skal spilde.

Her var det så, jeg ønskede at det var sommer og min påklædning var meget let (trusser og kjole eller nederdel), eller jeg for stund var en mand. Det ville have gjort denne del af sundhedsundersøgelsen så meget nemmere.

Skal folk, der vil arbejde i Danmark, gennemgå en sundhedsundersøgelse?

Det ved jeg faktisk ikke, men det kan være du ved det?