"Når jeg bliver gammel, vil jeg også danse i en park"

 - sagde min veninde, der var på besøg med sin voksne datter i Beijing. En veninde, der i vores teenageår og ungdom havde dyrket standard dansen benhårdt som konkurrencesport. Og mens hun stod der og måske så et eller andet af sin fortid glide forbi, kunne jeg se, at hun blev meget rørt i øjeblikket.

Vi stod i Tiantan parken i Beijing en eftermiddag, nød roen og følelsen af at have virkeligt meget plads og ikke så mange mennesker omkring os. Og så gik vi rundt og betragtede de mange aktiviteter i parken: en af de evigt tilbagevendende af slagsen er dans. Siden jeg kom her første gang i 2005, har mennesker mødtes her i parken, tændt for en medbragt ghetto blaster og budt hinanden op til dans.

En virkelig smuk ting, både at dyrke og nyde at se på. Du kan nærmest ikke forblive i dårligt humør... Nogle dyrker dansen med næsten indædt professionalisme, en partner eller lærer retter arme og kropsholdning under og efter hver dans, hvor der diskuteres, gives feedback. Andre danser bare, i takt eller i utakt med musikken, med ikke altid elegante trin, men glæden er lige stor, også hvad du danser kvinde-mand eller "må nøjes" med en dansepartner af dit eget køn. Eller bare må danse med dig selv for en stund. Alle er de i samme trance af dans, rytme, bevægelse og musik.

I en by med godt 20 millioner borgere, er der ikke noget at sige til, at mennesker søger ud i det offentlige rum, hvor der er lidt højere til loftet og til du kan se himlen. De offentlige pladser og parker bruges på en helt enestående måde, som vi kunne lære meget af.

Jeg selv blev meget betaget den allerførste gang jeg var i Beijing i 2005, da jeg så, hvor meget og hvor intenst borgerne lever en del af deres liv udenfor - i det offentlige rum. Det var måse den følelse, der satte det allerstørste aftryk i mig; at se hvordan livet - i dets ofte meget små vilkår - leves med maksimal udnyttelse af de muligheder der er, og med glæde. På trods af om det er sommer og mere end 30 grader varmt eller vinter, og temperaturen har passeret - 5 grader.

Jamen, hvad ser du da i det der offentlige rum, tænker du måske...?

Du ser ældre mænd cykle af sted med små sangfugle i fine bambus fuglebure; de sætter burene op i træerne i parkerne, måske for at give fuglen i buret en lille følelse af at være ude i det fri og kunne høre andre fugle? Du ser mænd øve deres sangkunst meget, meget tidligt om morgenen, kaste smukke opera toner kraftfuldt ud og op mod en mur - f.eks. ydermuren ved Den Forbudte By. Og det lyder fantastisk. Eller du ser mænd det samme sted, bare med et arsenal af fiske stænger og fiske madding, for at tilbringe den tidlige del af dagen med at fiske i vandgraven omkring kejserpaladset. Eller du ser et kor af mennesker synge i parken en lørdag eftermiddag. Ikke for at tjene til pensionen, men for at mødes sammen i sangen og glæde sig selv og andre, der lytter med.  Du ser også mænd eller kvinder sidde i de små gader i mit nabolag, på bittesmå taburetter og med en taburet og et stykke pap, der gør det ud for bord. De spiller kort, og der skal være plads til at kortene kan bankes ned på bordet (pap pladen) med kraftudtryk og grin, når en af spillerne sidder med en vinder. Eller du ser andre papplader eller papirstykker med streger, og mænd bøjet over papirstykkerne - i dyb koncentration og tavshed, mens brikkerne flyttes. Du ser mennesker øve sig på musik instrumenter i parkerne, violin, erhu eller andre klassiske instrumenter. Eller du hører kraftige smæld af en - pisk. Og ser en ældre mand stå og svinge en meget lang krabat af en pisk, som var det et lille sjippetov. Og endelig ser du mennesker i stilhed og dyb koncentration dyrke de smukke og graciøse tai chi bevægelser i flows.  Og endelig ser du også - især lige nu, hvor det er varmt, rigtigt mange mennesker tage sig en lur på en bænk under et træ. Du ser mennesker dyrke gymnastik til en koreografi, jeg genkender fra min tid, før aerobics og høj puls kom på mode.  Og endelig ser du mennesker mødes og tale sammen.

Det er, hvad du ser i det offentlige rum.

Og jeg forstår, at min veninde blev rørt i hjertet, da hun så de dansende. Det var måske den følelse, der sad i mig, da jeg kom til Beijing første gang og så mennesker leve i det offentlige rum. Og som gjorde, jeg fik lyst at vende tilbage. Til et sted, hvor livet leves i de små ting,  med stor glæde.