Stilhed i orkanens øje

Det er fredag aften.

Beijing Subway’s tog er proppede til bristepunktet. Det er som en rullesteg, hvor snorene er strammet til de næsten sprænges. Folk står som sild i en tønde (hvad det så betyder), din privatsfære er minimal, hvis den overhovedet eksisterer i andet end tankerne. Samtidigt er der et inferno af larm. Folk råber ind i deres mobil telefoner for at trænge igennem i den anden ende, TV skærme i toget kører i loops med højlydte reklamer, informationskampagner efterfulgt af skingre jingles, muzak. En kvindelig stemme i højtaleren informerer før hver station, hvor vi er – både både kinesisk og engelsk forstås. Folk råber til deres medrejsende, når de står af på en perron for at sikre, at deres ven, kone, mand er med; eller de råber af deres medrejsende, hvis de ikke kan komme af toget. Og på perroner står Beijing Subway’s personale med rødgule armbind, gule kasketter og trådløse mikrofoner; der forstørrer deres råb med henstillinger om at give plads på perronen til dem der skal af og for os i togene om at presse os sammen (flere sild i tønden) i togene, så der er plads til flere rejsende. Der er et støjniveau så højt, at du nærmest ikke kan høre dine egne tanker.

På en af sæderne spotter jeg pludseligt to mennesker, der sidder roligt og kigger på hinanden, mens hænderne går i ivrig snak. To døvstumme, uvidende om den larm og støj, der foregår omkring dem. Helt opslugt af, hvad hænderne siger - og med hurtige svar tilbage. En samtale i et helt andet rum, for de kan tydeligvis ikke høre, hvad der foregår omkring dem. Jeg kigger på deres hænder og tænker, om tegnsprog mon er det samme sprog overalt i verden? Om tegnet for ”jeg” er det samme i Kina som i Danmark? Deres øjne smiler, ansigterne lyser, mens hænder hurtigt formulerer ord, sætninger. De har fuld fokus på hinanden og på hændernes ord. Ved den næste station rejser den ene sig op, hun gestikulerer ivrigt til sin ven, med fokus på hans ansigt og lader sine hænder sig farvel, mens hun bevæger sig hen mod døren og stiger af, da toget holder.

Jeg tænker, at kommunikation er så meget andet end de ord, vi kan høre, skrive, udtale med vores stemmer.

Pippi Power til alle børn

Det er juledage, jeg er tidligt oppe og fjernsynet kører med "Pippi Langstrømpes Jul". Jeg elsker de her juletraditionsfilm, jeg kan huske fra min barndom. Det er som at falde ned i en tidslomme og være der igen...

Annika spørger Pippi hvad hun ønsker sig i julegave...Det ved Pippi ikke.

En trompet, måske? siger Pippi.

Jamen du kan da ikke spille på trompet, kan du, Pippi? spørger Annika og Tommy.

Det ved jeg ikke, for jeg har jo aldrig prøvet det! Siger hun. Med en sikker mine om, at det kan hun nu nok.

Og det er vel essensen af Astrid Lindgren; at vi skal tro på det bedste i os selv og i andre, og at der ingen regler er i livet om, hvad vi kan og ikke kan. Hvad vi skal og ikke skal.

Og mens jeg sidder og funderer over hvem der skal definere vores liv, hvad vi mener vi kan eller ikke kan - andre end os selv, tænker jeg tilbage på en tur til Henan provinsen i september 2011.

Det Danske Handelskammer i Beijing indsamler hvert år penge til velgørende formål via en gallafest. Pengene går til børn og uddannelse.

I år i september var det tid til at indvie en skole i en lille by in Henan provinsen. Jeg var inviteret med på turen som privat gæst; en tur der skulle markere indvielsen af skolen for de penge som Handelskammeret havde doneret.

Turen er samtidigt en mulighed for at se et andet Kina end det Kina, som expats og turister oftest møder. Her møder du et Kina i provinser der langt fra er så velstående som de rige provinser helt mod øst. Du møder et landbrugskina, med landsbyer, endeløse marker delt op i lod og dyrket af de mennesker, der bor i landsbyerne, du møder veje uden asfalt, dårlig beboelse til familier, og du møder skoletilbud, der langt fra matcher de tilbud, børn får i private skoler i landets største byer. Et Kina, der står i skærende kontrast til det Kina, du møder i Beijings expat samfund. Ikke desto mindre repræsenterer denne del af Kina nok i endnu højere grad landet og kulturen end det, der omgiver mig Beijing. Nærmeste større by nær skolen, vi skal indvie, er Zhumadian, hvor vi overnatter, inden dagens officielle program. Skolen ligger i Xincai county, som er en af provinsens fattigste områder. Og for det beløb, som Handelskammeret har doneret, RMB 460.000, er bygget en skole, der kan huse undervisning af 700 elever. Efter overnatning i Zhumadian går turen næste dag mod landsbyen og skolen, der skal indvies.

Da vi ankommer, modtages vi af børn, elever på skolen, der danner en lang række ved siden af vejen op mod skolen, samt et lille orkester af børn, der er klædt ud. Orkestret fører an op ad alleen med børn på begge sider, der klapper i takt med orkesteret og synger med, mens vi går bag det lille orkester. I skolegården er der linet op til stor modtagelse: et fint langt bord markerer stedet hvor gæsterne (vi) skal sidde. Og foran bordet er placereret masser af små ståltaburetter til eleverne. Bag os troner den nye skole, og på facaden et rødt banner, der markerer dagen for indvielsen. Det officielle program starter, med taler, takketaler, Børnene klapper høfligt når de skal, efter talerne, før talerne. Og kigger nysgerrigt på de fremmede, der sidder bænket foran dem. Jeg tænker, hvor langt RMB 460.000 mon rækker i det danske skolesystem.

Og mens jeg sidder og skriver årets sidste blogindlæg i slutningen af 2011, tænker jeg, at Astrid Lindgren har ret. Vi skal tro på det bedste i os selv og i vores medmennesker. Ikke lade os begrænse. Hverken af os selv eller af andre. Jeg så ligeså meget "Pippi Power" i børnenes øjne den dag i Henan, som jeg har mødt hos andre børn andre steder i Danmark og Kina. Også selvom vores udgangspunkter er forskellige. Forskellighed kan være en svaghed, og det kan være en styrke. Eller det kan være, at forskelligheden ingen forskel gør.

Kulde

Det er næsten jul.

I Beijing er det ved at være godt koldt. Koldt som I at kinderne næsten falder af, koldt som I lange underbukser under de lange bukser, og koldt som I kropslange dynefrakker, der ligner polstrede kondomer eller soveposer, du kan gå i.

Og det er forunderligt, som en del af verden fuldstændigt tilpasser sig vejret, både i form af produkter, som du kan købe og i form af ting, der hjælper dig til at holde den meget bidende kulde ude.

For ja, i Beijing er det nu sæson for gadesælgere, der tilbyder dig isolerede såler til at lægge ned i skoene og støvlerne. Og du kan købe varmeposer med et eller andet halvflydende, geleagtigt. Poser du så kan klæbe på din krop, du kan f.eks. klistre dem på din bluse på lænden, på de lange underhylere på lårene osv. osv. Og posen vil så varme, der hvor du placerer den. Og der findes næppe så mange slags strikkede huer som i Beijing, huer der ligner pandahoveder, stribede huer, huer med kvaster større end huen, huer med ørelapper, eller ørelapper alene i både neutrale farver og farver der slet ikke kan beskrives som neutrale. Huerne er måske kun overgået af – dynefrakker – som er og bliver det største tøj hit i en kold tid. Af andre ting kan nævnes benvarmere i læder med rulam for, benvarmere så lange som ben, og som du stripper på dine ben når, du skal ud og køre på el cykel eller motorcykel. Og monsterstore handsker (også med rulamsfor), der sidder permanent på gashåndtagene af din motorcykel, eller din cykel, så du stikker hænderne ned i varme handsker, når du skal ud og køre i kulden.

Af ting, du måske ikke køber, men som bestemt hjælper til at holde Beijing kulden ude, kan nævnes meget tykke forhæng (a la dynefrakker eller militærfrakker) til at hænge udenfor ved indgangen til butikker, restauranter, cafeer, offentlige toiletter; faktisk er disse forhæng tykkere end dynefrakker og meget effektive. Eller hvad med et ”hylster eller telt” i termo tekstil til rickshaw cyklen, så du i nogen grad sidder inde i varmen, når du lader dig transportere på cykel. Samme model findes faktisk til barnesæder til cykler…
En hel by (eller sikkert region i Kina) indstiller sig på måneder med kulde i en grad du ikke forstår, når du sveder i næsten 40 grader om sommeren i samme by.
Beijing har taget sin vinterfrakke på.

Ud og se med...

Mens jeg kan læse om DSB’s kvaler med økonomi og ikke mindst med at få IC4 togene kørt ind i det danske jernbanesystem, tager jeg for øjeblikket hurtigtoget fra Suzhou til Beijiing og tilbage hver weekend.

Jeg arbejder jeg på et projekt i Suzhou og har derfor for alvor fået en mulighed for at teste kinesernes effektivitet på tog transport. Og ja, det virker. Godt 1500 km på 5 timer med hurtigtoget mellem Shanghai og Beijing. Tog, der kører til tiden og ankommer til tiden.

Inden afgangen fra Beijing Syd Banegården om morgenen vaskes togene minutiøst, trinbrædder, vinduer, karme, døre, håndtag. Alt er slikket rent, strømlinet og nyt. Og banegården i Beijing ligner mere en lufthavn end en banegård. Sikkerhedscheck inden du kommer indenfor, afgange på 2. etage med gates. Og ankomster på 1. etage, hvor du sluses ud til offentlig transport, taxaer og parkeringskældre.

Faktisk kan du reelt set ikke snyde dig ombord på toget, for hele afgangslogistikken fungerer som i en lufthavn: med en gate, hvor du kører din billet igennem et automatisk billetsystem og hvor du viser dit pas, ligesom du ved ankomsten skal køre din billet igennem et billetsystem for at sluses ud. Og trods dette, checkes din billet manuelt, når du sidder i toget.

Når du står ved din afgangsgate, sluses du via et check in system med 2 gates ned på perronen i den sektion, hvor dit togsæt er, så du slipper for at løbe frem og tilbage på perronen for at finde din vogn. Står du på toget undervejs, er der på perronen angivet hvor de forskellige togsæt holder. Og i Kina gør de hvad de siger, tog nr. 5 holder ved skiltet med ”5”. Der er – naturligvis – totalt rygeforbud ombord på togene, der er mulighed for at købe mad ombord og der er spisevogn. Ligesom der er kogt varmt vand til kinesernes ”fangbian mian” (pakker med færdige nudelsupperetter, som du kan købe overalt i Kina). Film på tv skærme undervejs for at holde os underholdt. Strømforsyninger til dem der vil bruge en pc og skal lade op, enten til arbejde eller til en film. Sæder der kan lænes tilbage og yderligere komfort på business class og første klasse, med sæder, der kan lægges ned, fodstøtter, servering osv. osv.

Beijing Syd Banegården, som er terminal for hurtigtogene til Shanghai, blev indviet i 2008 og er Asiens andenstørste banegård. Banegården har 24 platforme og en kapacitet til at transportere 30,000 passagerer om timen, eller 241.920 passager om året. For ikke at nævne en ventesal på 251.000 m2 der kan håndterer 10.000 passagerer.

Det bliver spændende at komme hjem på juleferie og køre med DSB, jeg har endnu til gode at køre med de nye IC4 tog, eller ”nye” er vel så meget sagt efterhånden; men måske de tages af sporene inden de er kommet ordentligt ind i DSB’s køreplaner?

Vi får se…

Famileportræt

Det var en lørdag formiddag i hutongen nær Østporten til den Forbudte By.

Jeg kunne mærke, det trak op til, at noget skulle ske i min gårdhave. Solen skinnede, stole blev sat ud i gården på fine små rækker.

Det var tid til et familiefoto.

I to af husene i gården bor 2, nogle gange 4 generationer af den samme familie. Det ældste ægtepar på 87 og 80 bor i det ene hus, og søn og svigerdatter bor i et andet. Ind i mellem kommer barnebarnet og hendes mand på besøg med deres søn, det ældeste pars oldebarn, en lille dreng på godt 100 dage.

Denne dag kom flere mennesker til, søstre til de ældste, deres mænd, yngre niecer og deres kærester. Alle i fint tøj. Da fotografen var kommet, var det tid at tage plads. Den ældste på 87 blev kørt ud i solen i sin rullestol og blev flyttet over på en stol i familiegruppen. Hans hår blev nænsomt glattet, hans kone sad ved siden af og rettede kærligt på hans skjorteflip. Bag dem stod den yngre generation og rettede lidt på deres tøj og hår i glad forventning.

Så meget historie sad der i gården denne dag:

Mennesker der har oplevet Kina helt tilbage i 30'erne og 40'erne og ikke mindst Mao's ledelse frem til hans død i 1976. Mennesker, der vel knapt forstår hvad der sker med Kina i disse år. Og mennesker, der nærmest er født og vokset op med mobil telefoner, wireless og iPads og vel næppe kan forstå, hvad Kina har gennemlevet i deres bedsteforældres tid.

Baglæns motion

For et par måneder siden på TV2 online, læste jeg, at du bliver stærkere af at løbe baglæns. Og en undersøgelse fra Harvard University kunne vise, at du bruger op til 30 procent mere energi ved baglænsløb i forhold til den normale forlæns udgave.

Løb er nærmest blevet den nye folkesport i Danmark. Masser af danske medier har et område på deres website, som er dedikeret til motion, og især løb; her kan du få råd til løberuter, løbesko, kost, hvordan du skal få, bevare eller genskabe motivation til at løbe. Og modeblade som Alt for Damerne og Femina har for længst skabt en tradition med deres årlige løbekonkurrencer rundt i landet.

Da jeg kom til Beijing i 2008 og løb mine morgenture rundt i byen, så jeg ikke mange joggere om morgenen. Men jeg så rigtigt mange ældre mennesker, gå, trave af sted, nogle med en lille radio i hånden, så de kunne få nyhederne mens de tog sig deres daglige 30 minutters travetur. Og en del af dem praktiserede baglænsgåture i 2008.

Når jeg løber mine morgenture i dag i området omkring Den Forbudte By, ser jeg flere og flere løbere, unge mennesker, især mænd, som løber tidligt om morgenen, inden temperaturen her i juni koger over til de 30+ grader. Og jeg ser stadig masser af ældre mennesker, som traver af sted hver morgen i et pænt rask tempo. Både forlæns og baglæns.

I parkerne ser du noget, der ved første blik ligner en legeplads, men som er – gymnastik- eller træningsredskaber til mavebøjninger, push ups, til at strække ud osv. Redskaber der har været at finde i parkerne og på offentlige pladser i mange år; et gratis udendørs fitness center, der benyttes flittigt hver dag af især ældre kinesere.

Og har du besøgt Beijing og været i en af parkerne om morgenen, vil du have set grupper af mennesker dyrke tai chi, aerobic, eller forskellige former for dans tidligt om morgenen eller sent om aftenen hvor temperaturen er nogenlunde menneskelig. Gåture, jogging, løb, ja, motion i det hele taget, praktiseres dagligt af mange, rigtigt mange mennesker her i byen, og baglænsløb eller baglænsgåture var altså en trend allerede i 2008 herude...

Pudler og Pekingsere i Kejserens By

”Nå, men har du så spist hund?” er et af de mange spørgsmål jeg er blevet mødt med efter jeg har bosat mig i Beijing, hovedstaden i Kina. ”For i Kina spiser de da hunde, ikke?”

Spørgsmålet bliver stillet kækt og lidt udfordrende af venner og bekendte i Danmark, der meget ofte selv har hund. Myten om, at hund er ligeså normalt på menuen som kylling og gris i Kina, lever i bedste velgående; men er – i alle tilfælde i Beijing – vel nærmest en myte. Faktisk har jeg kun oplevet hund på menuen én gang, på en koreansk restaurant i Haidian distriktet i det nordlige Beijing, området for R&D og IT firmaer og Beijings store universitetsområde.

I Kinas metropoler er hunde som kæledyr i gigantisk vækst. I et samfund med et-barns politik og en middelklasse, der oplever stigende velstand og overskud, anskaffer flere og flere mennesker sig en hund som kæledyr; et lille væsen de kan kaste deres omsorg på, i mangel af børn eller børnebørn, de kan forkæle.

En gåtur i min lokale park vidner om, hvor populær ”menneskets bedste ven” er: folk lufter deres hunde i parkanlæg, mødes med andre mennesker der har en lille hund, så hundene kan lege sammen. Ældre damer skubber deres bambusvogne på hjul foran sig, ikke med indkøbsvarer fra det lokale marked, men med en lille skødehund, der sidder og troner, mens den lader sig transportere. Og i vintermånederne, hvor kulden for alvor får sit tag i Beijing med minusgrader om natten på mellem -1 og -16 grader, iklædes menneskets bedste ven kreationer, købt eller hjemmestrikket, for at de små dyr ikke skal fryse. Og skødehundene fremviser mere eller mindre stolte deres kreative outfits på deres daglige ture, nogle endda med matchende sko (!).

De efterhånden mange butikker rundt i Beijings kvarterer, hvor du kan få din hund vasket, klippet, købe tøj og legesager til din hund er endnu et vidneudsagn, der understøtter at hunde som kæledyr er en voksende trend.

Én hund politik
For små er de, hundene. I Beijing må du nemlig ikke eje en hund, der er højere end 35 cm over skulderen, hvis du bor indenfor Ring 5. Et regulativ, som måske vidner om, hvor populære hunde er blevet som kæledyr.

I Shanghai har man taget endnu mere drastiske skridt for at styre det stigende antal hunde i byen, der menes at huse omkring 800.000 hunde. For nyligt er indført ”én hund politik”, så hver husholdning kun må have én hund. Og du betaler en årlig afgift for at holde hund i byen; for øjeblikket koster det RMB 2.000 pr år at have en hund, hvis du bor i centrum af Shanghai, en afgift der dog varierer i Shanghai, alt efter hvor du bor.

I Beijing var der i 2009 registreret 600.000 hunde som kæledyr, men tallet vurderes til at være en del højere, nogle mener endda dobbelt så højt.

Så mens de ældre damer lufter deres små hunde i Beijings, venter vi spændt på om der også her i byen indføres flere restriktioner mht. menneskets bedste ven.