lørdag den 22. februar 2020

Medfølelse i COVID-19s tid

Det har taget mig nogen tid at prøve at sætte ord på situationen i Kina. Imens den virus, vi nu kender som COVID-19 dag for dag har spredt sig i Kina og udenfor Kina, har jeg siddet i Danmark. Tallene for smittede og døde tog for alvor fart, da jeg rejste til Danmark for at fejre jul. 
Og jeg har siddet i Danmark med en følelse af at være låst, fordi jeg ikke kunne rejse tilbage til det, der er og har været mit liv de seneste 12 år. En følelse af bekymring for de mennesker jeg kender - og ikke kender - og som potentielt har været og er i risiko for at blive smittet. En følelse af frustration over at være vidne til mediers (danske og udenlandske) kritik af Kina og de kinesiske myndigheders håndtering af COVID-19. Noget af kritikken har været berettiget, og noget af kritikken har været baseret på en stor, mangelfuld viden af hvad Kina er for et land, hvem de 1,4 mia. kinesiske indbyggere er, og ikke mindst hvad man gør for at hindre spredningen i et land med så stor diversitet og en så stor befolkning. 

Men mine ord skal hverken handle om hvad der er sandt eller ikke er sandt omkring Kinas håndtering af COVID-19, ej heller om JPs tegning af det kinesiske flag, eller den måde nogle mennesker ekskluderer og diskriminerer i deres angst for at blive smittede. 

Under en samtale med en kinesisk veninde, som lever i Beijing og har været i Beijing i hele  COVID-19 forløbet, spurgte jeg hende helt intuitivt: Hvad kan man lære af det her? Af COVID-19? Hun tænkte blot et splitsekund og sagde så: Vi kan lære flere ting; 

Det er naturen, der bestemmer. Ikke vi mennesker. 
Ikke alle kinesere har for vane at spise eksotiske dyr. Og der er rigeligt med kød fra ikke-eksotiske dyr, som vi har og er vant til at spise, når vi spiser kød. Og vi har masser af grønsager, masser. Og det er nok, mere end nok. Hvis du vil have mere fra naturen end du normalt får - og har brug for og ret til, så kan det gå galt....Så slår naturen tilbage. Det er det, jeg oplever her. I vores arrogante jagt på ting, som er sjældne, dyre, eksotiske - ja, da slår naturen tilbage. 

Begræns dine handlinger. 
Vi kan ikke fortsætte med forbruge ALT på denne planet, uden omtanke og empati for hinanden og dem, der vil være her, når vi er borte. Det kan simpelthen ikke fortsætte. Vores forældre levede af relativt simpel mad, simple retter lavet på simple eller enkle råvarer. Jeg tror der er en vigtig læring for os alle i tiden lige nu med COVID-19, hvor det kan være svært for nogle her i landet at få adgang til alle de varer, som de har været vant til, nemlig den læring af vi kan klare os med mere enkelhed i det vi spiser. Ligesom vores forældre levede et mere enkelt liv.

Værdsæt livet.
Pludselig er det at trække vejret frit, færdes ude, som det passer os, tage en gåtur i parken  - uden ansigtsmasker blevet en ting, vi virkeligt sætter pris på og savner. Jeg håber, at vi - når alt dette er ovre - vil værdsætte, at vi er i live, at vi er sunde og raske, og at vi kan færdes frit - uden masker. 

Information Office of Beijing Municipality

Respekter Kinas evne til at handle.
På trods af ... hvad der er sket, og jeg anerkender at der er plads til forbedringer hos vores regering, man burde have handlet tidligere på de advarselssignaler, der kom fra Wuhan. Man burde have handlet hurtigere for at forhindre at virus'en spredte sig som den har gjort, med den hastighed og rækkevidde geografisk. Altså, man har noget at lære af situationen, så det ikke sker igen. Men altså, på trods af det, bør man også se på, hvad Kina har gjort og fortsat gør for at få kontrol over COVID-19, for at forhindre flere i at blive smittet, for at finde svar, så en vaccine kan udvikles. Kina er et gigantisk land med en meget stor population. Og forholdende i så stort et land er meget forskellige, afhængigt af, hvor i Kina man befinder sig. En befolkning på næsten 1,4 mia mennesker, og en højtid (kinesisk nytår) med et forventet antal rejser på omring 3 mia...  

3 billlion journeys: The world's biggest human migration begins in China

Vi har brug for hinanden.
Hvis der er noget jeg har lært, så er det, hvor meget sådan en virus kan splitte mennesker - pga. angst. Og hvor meget vi har brug for hinanden, på trods af angst og risici. Min gamle far kan ikke klare sig uden min hjælp mht. at handle ind og lave mad, og jeg har brug for at vide, at han er ok og får sund mad i denne tid. Hele Kina's studerende - lige fra små elever til teenagere, der står overfor Gaokao til sommer - er påvirket af COVID-19. De er forhindret i at få undervisning på normal vis. Skolerne er lukkede. Så regeringen har rullet online undervisning ud for studerende. Og de elever, der ikke har adgang til at modtage online undervisning, kan modtage undervisning via TV: regeringen benytter nemlig Tv-kanaler til at hjælpe elever, der er forhindret i at få adgang til online undervisning. Derudover tilbyder læger og læger råd og vejledning med COVID-19 og dens side effects via radio programmer. Bl.a. får vi råd og vejledning mht. hvordan vi kan håndtere bekymring, angst og nervøsitet i denne situation. 

Respekter mennesker, lige meget hvem eller hvad de er.

Alle taler om, at læger og sygeplejersker er helte i denne tragiske situation, og det er de utvivlsomt. Det stiller jeg ingen spørgsmålstegn ved. Men - der er mennesker, der arbejder i de helt simple og relativt lavtlønnede jobs, som for eksempel kassedamer/-mænd i supermarkeder, bude, der bringer varer og  mad ud, buschauffører, renovationsfolk, der holder vores kvarterer og gader rene for skrald osv. osv. Uden dem, ville intet fungere. Disse mennesker holder landet i gang og sørger for at læger og sygeplejersker kan spise, transporteres og får produkter og hjælpermidler til at afhjælpe situationen på sygehusene. 


Min veninde er en livsklog kvinde sidst i 40'erne. Hun er veluddannet, men ikke højt uddannet. Hun lever et simpelt liv i Beijing med sin mand og søn, som står overfor Gaokao til sommer. Både hun og hendes mand kæmper med at finde et fast job på trods af deres mange års arbejdserfaring, kompetencer og daglige vedholdenhed med at søge jobs. Hun er et dannet menneske, der elsker klassisk musik. De lever et simpelt liv for at få alle ender til at nå sammen. Jeg tænker, at hun har nok at slås med i sit eget liv, med jobs og deres søns fremtid.

Alligevel fik mit spørgsmål - hvad kan vi lære af det her? - udløst en strøm af åben eftertænksomhed hos min veninde. Hendes kloge ord kom instinktivt, med sikkerhed, og med empati og medfølelse.

Det bliver hendes ord, der får et talerør her, i debatten om COVID-19. Ikke mine. Hendes tanker om, hvad vi kan lære, opsummerer det hele på særdeles smuk og værdig vis. 



Ordene på de fire fotos ovenfor siger noget ala: Live, don't rely on the mask, but cover your mouth. Respect life, don't eat wild animals. Don't take a moment to satisfy your appetite at the risk of death in a lifetime. 
Medfølelse i COVID-19s tid.