Vi er i Mutianyu.
En lille landsby udenfor Beijing, hvor den lange kinesiske mur snor sig i, på og imellem bjergene, som omfavner den lille landsby, der iflg. wikipedia har 350 indbyggere.
Men når du tager de ca. 70 km fra Beijing ud til Mutianyu, ud på landet, hvor æg, kastanjer, valnødder, pærer og honning er noget du køber ved vejkanten hos de lokale farmere, opdager du snart, at de 350 indbyggere - og andre små landsbyer - mangedobles i mennesker, der ikke kun søger mod den langstrakte, fantastiske Kinesiske Mur og dens historie, men også mod følelsen af at være på landet, udenfor millionbyens larm, forurening - ude hvor små landsbysamfund endnu findes, som vi gerne vil huske dem.
En oktober weekend sidste år tilbragte jeg er par dage i Mutianyu; dage med sensommersol og klar blå himmel, i måneden inden vinterkulde kommer snigende. Dage med morgenmad på en lille terasse i morgensol,, og eftermiddagstimer - også i solen med kaffe og chokolade, efter en lang dag med vandreture.
Vandreture - ikke på den Kinesiske Mur - men på gedestier i naturen omkring Muren, i de små kastanielunde, under valnøddetræer, frugtplantager, traskende fra en lille landsby til den næste, og med pitstops for at spise frokost (friskfangede grillede ørreder), en flaske vand eller nykøbte valnødder hos en gammel mand på det lokale torv i den sidste landsby, jeg gik igennem.
Du kan, når du er så langt væk fra Beijings hæsblæsende hverdag, traffik og finanskvarterer, og pludselig står i en lille by, hvor 20 huse udgår byen, og hvor sikkert 75% af byens borgere sidder på det lokale torv og snakker om livet mens de sælger dagens høst fra grønsagshaven, bilde dig ind, at her står tiden stille. Her er intet sket de sidste 30 år. Næsten ingen biler, gamle slidte huse, og så fredeligt, at du hører bier summe i luften.Indtil en tlf. ringer, og du ser den ældre dame, der solgte dig et pund pærer, tager sin iPhone op af jakkelommen og besvarer sit opkald.
Illusionen om, at du er et sted, hvor de færreste er på wechat 24/7 brister stille og roligt.
Jo, jordene dyrkes stadig, og afgrøderne sælges, men jeg fornemmer, at livet som landmand i landsbyerne udenfor Beijing, suppleres af ekstra jobs, når turistbusserne kommer. Eller af jobs der er skabt i forbindelse med den udvikling, der i øvrigt er sket i og omkring Beijing. Og heldigvis. for det. Kontrasterne mellem rig og fattig, "iland og uland" er store nok i forvejen i et land med en enorm udvikling de senest 30 år, nogle steder mere end andre.
Iøvrigt mødte jeg ingen geder på min vandreture ;-)
