Når vi møder hinanden "her" i Kina, os danskere og udlændinge, er der ofte en forudfattet opfattelse af, at vi alle er her, fordi vi er udstationereret af en virksomhed, vi er her for at arbejde.
Det sker, at jeg bliver spurgt, hvorfor jeg er her, hvad der bragte mig hertil. Og den korte version er længslen efter den følelse, jeg fik, da jeg var her første gang i 2005 på en ferie: nysgerrigheden, eventyret, en følelse af at du er i et samfund, der er i hastig og stor udvikling, og så en følelse af at være helt - lost in translation. Du forstår ikke ret meget, eller noget som helst af det, der foregår omkring dig, og det er meget energifyldt, lidt angstprovokerende og faktisk ret befriende.
Jeg har en god veninde, Dorte, som har en blog - Familiefletninger. Her skriver hun om sit liv, "om stort og småt", som hun siger. Jeg synes nu mest, det er ret stort; interessante og relevante emner og refleksioner om livet i en familie, måske over små ting, men altid i et større perspektiv. Jeg fatter ikke, hvor hun finder tiden til at skrive på den blog, for hun har altså pænt meget at se til i sin hverdag, men hun er ret aktiv, og med at udvikle bloggen. Hun startede i januar en ny serie, "seje kvinder", og hun spurgte mig om jeg ville være med. Hendes afsæt for at kontakte mig var, at jeg i 2008 flyttede til Kina.
På Dortes blog har jeg fortalt historien om, hvad, der bragte mig til Kina, hvad der fik mig til at tage springet. Hvorfor jeg finder Kina så interessant og hvad jeg har lært i Kina. Nogle af jer kender min historie, andre gør ikke. Du kan læse min historie her.
Dortes blog rummer rigtigt mange interessante ting, så jeg kan varmt anbefale dig at tage et nærmere kig på Familiefletninger.dk!
Jeg har netop været i Danmark og fejre julen.
Et gennemgående spørgsmål alle steder jeg besøgte, var - hvordan med luften i Beijing!? Er det ikke forfærdeligt!? Hvordan klarer du den?? Spørgsmålene blev stillet med omsorg, ængstelse, og nogle gange vantro. For hvordan pokker kan jeg dog holde ud at bo sådan et forfærdeligt sted? Med alle de sundheds-risici, den urene luft omfatter? Og hvorfor GØR de ikke noget, de kinesere?
Jag var netop landet i Danmark, da Beijing, i ugen op til jul, gik i årets første "red alert": fem dage med ekstremt højt forureningstal. Folk blev anbefalet at blive indendørs, skoler lukkede og børn blev hjemme, og fabrikker og trafik fik yderligere restriktioner. Både sociale medier og pressen, jeg fulgte fra Danmark, kogte over af billeder og reportager fra Kina om den tykke, forurenede luft. Jeg tænkte, at jeg havde valgt et heldigt tidspunkt at forlade byen, mens jeg forsøgte at svare på de mange omsorgsfulde spørgsmål, der mødte mig, hvor jeg kom frem.
Og i begyndelsen af året annoncerede Beijings borgmester så, at en ny enhed, som udelukkende skulle koncentrere sig om at bekæmpe forureningen, ville blive lanceret.
Da jeg landede igen i Beijing på en januar dag, var forureningstallet lavt, og himlen var skarpt blå, en smuk dag med sol, kulde og ren luft. Forureningstallet i Beijing på dagen og de efterfølgende var omkring 25.
I dag er forureningstallet er 188, PM 2.5 tallet 126, og det ser tåget ud, når du kigger ud af vinduet. Jeg læser, at man netop har annonceret at investere 18,2 mia. yuan i at bekæmpe den urene luft i 2017: erstatte kul med ren energi i 700 landsbyer i år, fjerne 300.000 biler med højt forureningstal, samt lukke eller opdatere 2750 fabrikker (kilde: The Independent).
Vi kan armere vores hjem med luftrensere, klistre vinduesrammer til, pakke os ind i masker, når vi går ud, sikre os så godt som muligt mod luftforureningen og de følgevirkninger den kan have på vores helbred.
Men dér hvor luftforureningen måske rammer mig allermest, er på begrænsningen af min frihed. Friheden til bare at gå udenfor. Gå en lang tur. Gå en tur med sin hund, sit barn, sine venner, lege med sine kammerater i de snævre gyder i hutongerne ,eller på de mange pladser og parker i det offentlige rum. Den tykke luft sætter sig på mit humør, fordi jeg begrænses i en by, der har så mange muligheder.
Men hvad gør man på sådan en dag som i dag - og på de andre dage, hvor luften ikke frister til udendørsaktiviteter? Jeg lytter til musik, der gør mig let og i godt humør, tænder et par stearinlys (selvom det heller ikke er så godt for indeklimaet), og køber ekstra mange grønne planter og smukke blomster. Jeg laver mad, der ser ekstra sund ud, og som har rigeligt med grønt.
En af mine venner har sat en gynge op i sit hjem, så hendes børn kan gynge og lege, som om de var udenfor. Og så har hun søgt trøst i kulturelle referencer som f.eks. Monets billede af London, som kunne være smog - men smukt forstås! - og svensk litteratur, for at få det triste humør til at forsvinde på de tunge dage.
I løbet af dagen er forureningstallet steget fra 188 til 217. Jeg søger trøst i tanken om en snarlig rejse til Cambodia og en tur sydover til Suzhou imorgen, mens jeg overvejer at udvide maskinparken af luftrensere. Forureningen er trods alt også lav, ind imellem, og luften er visse dage knivskarp blå. Og jeg er sikker på, at regeringen er helt med på de risici, der er, ved ikke at gøre noget. Især de økonomiske for sundhedsområdet. Så vi skal bare skubbe på for at få noget gjort lidt hurtigere, glæde os over de gode dage - og armere os med glæde & spas til de dårlige.
