Revival for cyklen i bilernes by

Da jeg kom til Beijing første gang i 2005 var jeg overvældet over mange ting. Tætheden af mennesker i subway systemet, de enorme køer ved bustoppestederne, de kæmpestore statslige bygninger omkring Tiananmen pladsen, de mega brede boulevarder, der slår selv Paris, og mængden af cykler; her var rent faktisk store cykel P-pladser og ikke bare et par snoldede stativer. Der var så mange cykler i bybilledet dengang, at jeg fortabte mig i de cykelmasser, der ventede på grønt lys i de store lyskryds. Og i 2005 var der ikke engang mange cykler, vil de folk sige, som var der før, i 90'erne, 80'erne og før.

I mine år, slut 00'erne og 10'erne, fortrak cyklerne sig, og bilerne bredte sig i længere og længere køer på boulevarderne og ringvejene. Og de brede cyklestier - eller cykel veje - blev indtaget af utålmodige bilister, der ikke havde tid til at hænge i de stigende bilkøer. 堵车 blev et udtryk, jeg hurtigt lærte: trafik propper i et vejnet, der hastigt blev udvidet og udvidet og udvidet...Men lige lidt hjalp det. Trafik propperne, som typisk fandt sted mandag morgen og fredag eftermiddag, blev hverdagsting, samtidigt med at subway systemet blev belastet i stigende grad, for derefter at eksplodere i ringe og finurlige systemer af flere linier, der forbandt og transporterede byen i hverdagen. 

Nu er cyklen tilbage.

I flere omgang er by cykler også blevet introduceret her. Nok med lidt mere held end i København. Men alligevel er det intet mod, hvad du ser nu: oceaner af leje cykler, du kan bruge - og så stille fra dig. Uden at der er et særligt stativ. 

De kalder det bike sharing:

Du downloader en app, opretter en konto,  ind-betaler et gebyr. Hermed har du adgang til at scanne et område for ledige cykler, booke en cykel, låse den op og bruge den, efterlade cyklen andre, der hvor du ønsker at efterlade den, og betale for dit forbrug.  Et GPS system i cyklen giver dig et overblik over, hvor der er ledige cykler i området.

Alsammen - inkl. betaling for brug af cyklen - kører naturligvis via - din smartphone.

Du kan se mere om lejecyklerne her: Lejecykler

Og det fænomen har åbenbart ramt et behov i byen, der engang var berømt for sine millioner af cykler. Du ser leje cykler overalt i bybilledet, folk bruger cyklen til at komme fra A til B (og det er lige en lille smule billigere end offentlig transport). Firstmoveren på markedet har - naturligvis - allerede fået konkurrence af flere andre spillere.

Og det er jo skønt, alt andet lige. At mennesker igen begynder at bevæge sig og samtidigt sparer på benzinen i en by, hvor vi kæmper så rigeligt med luftforurening.

Ja.

Og jeg tror, der dukker nye udfordringer op. Som for eksempel parkering af de mange leje cykler. De engang så brugte cykel p-pladser skal nok på markedet igen her i byen. Og her smider vi ikke cyklerne i kanalen eller i havnen, som jeg har set det i København og Århus. Her - tager man sadlen af. Og det tjener måske det formål, at du så er sikker på at have en lejecykel hele tiden, for ingen andre gider jo tage den. For det kan da ikke være hærværk...?;-)

By ud-af-vikling

Jeg begyndte at lægge mærke til det i efteråret sidste år: små butikker i bygninger, der også havde boliger, blev muret til. Butiksfacaden blev lukket med mursten og afløst af almindelige boligvinduer og mursten. Det kom tættere på mit kvarter i starten af det nye år; i Nanchizi Dajie, gaden mellem østsiden af den Forbudte By og min hutong, var de små butikker, der sælger vand, øl, tobak, spiritus, frugt og meget mere, samt små spisesteder, lukket af efter kinesisk nytår. Butiksfacader ud mod gaden var afløst af sjusket murerarbejde, dårlige døre og grimme vinduer. Men inde bagved var der stadig forretninger at gøre, tobak at købe, små måltider at indtage. Butiksejerne, der ofte bor i selve butikken eller i lokaler bagved butikken, satte nye skilte op ud mod gaden for at markedsføre deres tillukkede forretninger, og de holdt den grimme boligdør åben, for at invitere kunder indenfor.  '

I løbet af marts blev der i gaden på den anden side af min hutong (Nanheyan Dajie) sat informationsplakater op, med voldsomt mange stempler. Min lokale printshop fortalte, at nu var turen kommet til denne gade. I sidste uge startede de i den sydlige del af gaden og murede små butikker og spisesteder til, mens en stor gruppe vagter og politi stod klar til at gribe ind, hvis nogen ville forhindre murerne i at gøre deres arbejde. Hoteller og større restauranter blev skånet.

Det siges, at det handler om at føre Beijing tilbage til sit oprindelige fine udseende; man vil fjerne butikker i områder og bygninger, der oprindeligt ikke var godkendt til erhverv. Det handler måske mere om at tvangsflytte de mange, mange immigranter, der fortsat flytter fra de fattige egne  af Kina ind til hovedstaden i håbet om at skabe sig et bedre liv, og få del i den kinesiske vækst, de hører om.

Indgangen til min printshop er nu muret til. Ejerne har lavet skilte, der viser, at du kan komme ind i deres printshop via en sidedør i en lille korridor ved siden af den bygning, hvor deres forretning ligger (lå). Men de ved ikke helt hvad de gør, da jeg spørger dem, hvad nu? Indtil videre ser de tiden an. Det er ikke nemt at finde et andet godt sted, som de siger...Og jeg forstår dem, når jeg tænker på, hvor meget og hvor hurtigt ejendomspriserne stiger i byen.

Hanna Sahlberg, journalist på Sveriges Radio, har lavet en reportage om sagen med de mange forretninger, der lukker. Du finder den her: Pekings grå murar ska mota ut invandrare

  

Imens tænker jeg over, hvad det er for et Beijing vi mon får, når de små butiksindehavere har lukket deres butikker og er flyttet ud, og de små gader ikke længere  summer af det liv fra små butikker og spisesteder. Hvad kommer der mon så...?