onsdag den 8. marts 2017

By ud-af-vikling

Jeg begyndte at lægge mærke til det i efteråret sidste år: små butikker i bygninger, der også havde boliger, blev muret til. Butiksfacaden blev lukket med mursten og afløst af almindelige boligvinduer og mursten. Det kom tættere på mit kvarter i starten af det nye år; i Nanchizi Dajie, gaden mellem østsiden af den Forbudte By og min hutong, var de små butikker, der sælger vand, øl, tobak, spiritus, frugt og meget mere, samt små spisesteder, lukket af efter kinesisk nytår. Butiksfacader ud mod gaden var afløst af sjusket murerarbejde, dårlige døre og grimme vinduer. Men inde bagved var der stadig forretninger at gøre, tobak at købe, små måltider at indtage. Butiksejerne, der ofte bor i selve butikken eller i lokaler bagved butikken, satte nye skilte op ud mod gaden for at markedsføre deres tillukkede forretninger, og de holdt den grimme boligdør åben, for at invitere kunder indenfor.  '

I løbet af marts blev der i gaden på den anden side af min hutong (Nanheyan Dajie) sat informationsplakater op, med voldsomt mange stempler. Min lokale printshop fortalte, at nu var turen kommet til denne gade. I sidste uge startede de i den sydlige del af gaden og murede små butikker og spisesteder til, mens en stor gruppe vagter og politi stod klar til at gribe ind, hvis nogen ville forhindre murerne i at gøre deres arbejde. Hoteller og større restauranter blev skånet.

Det siges, at det handler om at føre Beijing tilbage til sit oprindelige fine udseende; man vil fjerne butikker i områder og bygninger, der oprindeligt ikke var godkendt til erhverv. Det handler måske mere om at tvangsflytte de mange, mange immigranter, der fortsat flytter fra de fattige egne  af Kina ind til hovedstaden i håbet om at skabe sig et bedre liv, og få del i den kinesiske vækst, de hører om.


Indgangen til min printshop er nu muret til. Ejerne har lavet skilte, der viser, at du kan komme ind i deres printshop via en sidedør i en lille korridor ved siden af den bygning, hvor deres forretning ligger (lå). Men de ved ikke helt hvad de gør, da jeg spørger dem, hvad nu? Indtil videre ser de tiden an. Det er ikke nemt at finde et andet godt sted, som de siger...Og jeg forstår dem, når jeg tænker på, hvor meget og hvor hurtigt ejendomspriserne stiger i byen.

Hanna Sahlberg, journalist på Sveriges Radio, har lavet en reportage om sagen med de mange forretninger, der lukker. Du finder den her: Pekings grå murar ska mota ut invandrare
  
Imens tænker jeg over, hvad det er for et Beijing vi mon får, når de små butiksindehavere har lukket deres butikker og er flyttet ud, og de små gader ikke længere  summer af det liv fra små butikker og spisesteder. Hvad kommer der mon så...?






Ingen kommentarer: