Op til OL fik de 2 metro linier følgeskab af endnu flere linier, faktisk blev antallet af metro linier mere end fordoblet med bl.a. liderligere linje 5, linje 10 og linje 13, metro til lufthavnen (nybygget til OL) og metro til OL station og hele OL byen.
Og med dét stoppede anvendelsen af papirbilletter, der blev billetteret manuelt af medarbejdere, en arbejdsfunktion, der havde eksistereret i 38 år. Nu købte du en plastik billet (der kunne genbruges), og du skulle igennem en automatisk scanningsmaskine for at komme ind i metro systemet, både ved ind- og udgange til metrostationen. Dermed blev det automatisk undersøgt om du havde en gyldig billet.
De ældre damer (og mænd), der klippede billetter, var væk. Til gengæld kom der, med de mange flere metrolinjer, flere stationer og platforme; og dermed var der brug for service folk, der kunne hjælpe rejsende med at komme med det rigtige tog - og efter nogle år - begyndte at "opdrage" rejsende, dvs. lære dem "først ud, så ind" princippet, altså: at der skal mennesker ud af toget, før der kan komme flere ind ;-)
Metro systemet har undergået en enorm forandring de i år, jeg har boet i metropolen Beijing. Både i størrelse, i service, og i sikkerhed. Men én ting i Beijing trafikken er alligevel den samme. Endnu. Nemlig busserne.
I "rush hours", er alle busstopsteder bemandet med en eller to service medarbejdere (kvinder eller mænd, alle ældre), i gule jakker, gule kasketter. De er udstyret med en fløjte og et flag og sørger for, at busser holder behørigt hvor de skal, at alle passagerer kommer ud af - og ind i bussen.
Fru Wang (Wang ayi) er en sådan service medarbejder.
Jeg møder hende ved busstopstedet på Dongsishiqiao hver morgen, når jeg kommer fra metro systemet og skal videre med bus. Hun hilser glad med sin skærende stemme, mens hun styrer busser og mennesker med sikker hånd, fløjte og flag. Indimellem råber hun "how are you?!!!!" til mig, mens hun storsmiler.
Hun står der hver dag et par timer, fra mandag til fredag, med sit røde flag, store (alt for store) gule jakke og røde armbind og sørger for at busser stopper ved deres reskpektive busnr, at vi stiller os pænt i køj og venter på bussen, at alle kommer ud af bussen og ikke mindst ordentligt ind i bussen - især ældre mennesker, og små børn. Når vagten er forbi (morgen eller eftermiddag), ruller hun flaget sammen, putter det i sin mulepose, som hænger på gelænderet ved busstopstedet, og trasker af sted. For så at komme igen.
Wang ayi er 55 år, hun har en stemme som en mandlig skærsliber og et vejrbidt ansigt. Hun er fra Beijing og har en voksen datter. Hvordan jeg ved det? Når vi står og venter på bussen, og Wang ayi skal sørge for, at vi står i pæne rækker, så falder hun i snak med folk, så hun kender sine kunder. Ved at jeg bor ved Donghuamen og at jeg skal til Sanlitun. Ved også mange andre ting, for hun har en rigtig god spørgeteknik og er ikke spor forlegen over at spørge fremmede om noget som helst. Og på den måde, bliver vi fremmede en del af hinandens hverdag, bekendte som hilser på hinanden og taler sammen.
Det er en af de mange ting, jeg elsker ved Beijing: samtalerne folk imellem, også selvom vi ikke kender hinanden. Nysgerrigheden.
Service medarbejderne ved busstoppestederne findes stadig i Beijing. Gad vide hvor længe.
