Tempel træt

En  tur til Burma under kinesiske nytår med virkeligt mange smukke oplevelser bød også på en træthed, jeg ikke vidste, jeg kunne blive overmandet af.

Efter knap ½ dag i Mandalay, hvor vi landede fra Kina og lige nåede en lille håndfuld smukke templer og en smuk solnedgang, gik turen hurtigt og tidligt næste morgene videre til det fantastiske Bagan. Området med hundredevis af templer, stuppaer, og andre hellige bygningsværker.

Det VAR fantastisk. Og det VAR smukt. hvor vi end var, og hvorhen vi end kiggede, så var der - templer. Da vi lagde an til at lande i lufthavnen i Bagan, øjnede vi de første  gyldne "hatte", der stak op i landskabet. Og området i Bagan er virkeligt "fyldt med templer": ligegyldigt hvilken vej du kører, hvilken gedesti du cykler nedad, så ender det med et tempel. Eller en stuppa.

Kort tid efter vi var landet, hoppede vi på cyklen og red ud i tempel landskabet. Trillede rundt hele dagen - og hele den næste dag med. Studerede kort over området i vores guidebøger, spurgte folk vi mødte, snakkede med hotel folkene, og sadlede af cyklerne og trådte barfodede ind i de hellige områder, når vi så et tempel, vi lige måtte se nærmere på.

Det førte til tanker om hellige steder og om vores egne kirker i Danmark, hvor tit vi besøger dem, bruger dem i vores egen hverdag. Og om, der mon er turister, der tager på kirke udflugt i det danske landskab, hvor hver eneste lille landsby har mindst en kirke. Jeg blev nysgerrig og har googlet mig frem til, at vi har 2354 folke-kirker i Danmark, fordelt på godt 40.000 km2. I Bagan er der 2217 templer og pagoder, på ca. 40 km2. 

Jeg tror, jeg har set omkring 10-15 danske kirker i hele min levetid. Og det er ikke specielt meget, når jeg tænker på, hvor mange templer og pagoder vi så på vores tur til Burma.

En tanke værd, at jeg brugte så meget tid på en anden kulturs religiøse steder, og har brugt så lidt tid og tanke på min egen kulturs kirker.

Nå, men i Bagan gik det lystigt af sted de første to dage. Vi nåede pænt mere end 10-15 templer. Og det fortsatte om aftenen, når vi havde sadlet af og sad på restauranter og nød solnedgang over floden (og med templer), og solnedgang bare ude i landskabet (og med templer).  På de 40 km2 i Bagan var vejnet og gedestier pænt og halvtravlt befærdet af lejede biler, der transporterede turister rundt, el scootere og cykler, der transporterede os turister rundt, og hestevogne for turister, der gerne ville have en lidt mere romantiske oplevelse af templerne. 

På tredjedagen måtte jeg overgive mig. Jeg var overmæt og havde brug for en pause til at fordøje de smukke indtryk og fantastiske templer. Jeg var blevet overmandet af tempel træthed.

Mængden af templer fortsatte på vores tur videre til Inle Lake,  hvor vi så templer i de flydende landsbyer på søen, og munkeklostre og stuppaer, både til vands og til lands. Trætheden af templer var heldigvis forsvundet.

Tilbage i Mandalay så vi munke tidligt om morgenen med deres madkrukker, gå langs vejene, eller få et lift af burmesere på el scooter eller i bil, på vej ud i byen for at skaffe sig mad hos lokale beboere. Det blev ikke til flere templer og stuppaer på vores tur, og det var fint. Det indre billede af de 2217 templer, pagoder og stuppaer i Bagan, står knivskarpt som et af de mange dejlige minder fra Burma.

Måske jeg skulle nuppe et par nye kirker, næste gang jeg er i Danmark.

Forandringers foranderlighed

Jeg er tilbage i Suzhou. Tilbringer lørdagen i og omkring Ping Jiang Lu, i den gamle bydel i Suzhou, hvor de smukke, berømte haver ligger. Et sted der stemningsmæssigt minder om hutongerne i Beijing: en lille tidslomme, hvor du kunne få et kig ind i (eller få en lille forestilling om), hvordan livet var engang, og for nogle stadig leves. For nogen. Dem der bor i gamle etplans- eller toplans-huse – uden 29 etager, uden elevator, uden hyper moderne aircondition, uden bil, garage, men med kig til kanalen, og med den som vaskemaskine og til dels transportvej. Med en sludder med naboen, som du kender og måske har kender, og hvis hverdag du følger. En hverdag, der i hastighed flyder med vandet i kanalen. Med tid til at sludre, mens vasketøj skyldes i floden.

Jeg var her første gang i 2011, var tilbage igen i 2012. I dag går jeg endnu en gang ned ad Ping Jiang Lu langs med den lille kanal i det, der for et par år siden var en lille oase: en stille brolagt, smal vej langs en kanal, hvor et par små cafeer havde fundet vej, men hvor der stadig var flere gamle te huse end butikker og cafeer. I dag er der knapt så mange te huse, men rigtigt mange butikker. Her sælges tørklæder, souvenirs, qipaos eller et eller andet spiseligt, du kan ”snacke” ,mens du traver af sted i de historiske omgivelser. Tidligere var der fred og ro, du kunne nærmest høre, at tiden næsten stod stille i sommervarmen, mens te blev hældt op musik fra en guqin lød i baggrunden. I dag er der ekspedienter, der skråler og forsøger at overdøve hinanden i at byde kunder indenfor, købe blæksprutter grillet på spyd, isvafler og marinerede hønsefødder, og der er hårdtpumpet popmusik i højtalere, der er placeret udenfor butikkerne.

Magien er væk. Det historiske kvarter er blevet en kulisse for et tivoli eller en turist attraktion, uden at der er plads til historien. Jeg ved, at jeg lyder som en sur gammel skolelærer. Og jeg ved at jeg har set det før. I Beijing. Nanluoguxiang, gaden i det gamle Beijing, der lå som en fin lang blyant snorlige med små sidegader, og det hele var ét stort område med hutonger i deres oprindelige struktur. Nanluoguxiang  beskrives af nogle stadig som et ”must see” i det gamle Beijing, men Nanluoguxiang var - for bare 8-10 år siden - en stille gade med små, selvstændige butiksfolk og cafeer. Butikker med selvstændige, designere, kunstnere. Et sted, hvor tiden stod stille og du kunne høre bladene rasle i trækronerne, når du sad på cafeens tag terrasse. I dag er gaden kulisse for en turist attraktion, det historiske Beijing, og ligner et tivoli: én lang gade med tørklædebutikker,  ekspedienter, der råber i megafoner og mikrofoner for at overbyde hinanden i at sælge yoghurt drikke, blæksprutter på spyd, vafler. Og qipaos.

Nogle vil sige, at det er tidens gang, eller en naturlig konsekvens af, at noget er populært og derfor tiltrækker endnu mere publikum, og dermed tiltrækker endnu flere forretningsfolk, der ønsker at skabe sig en forretningsmæssig succes. Og det kan synes naivt eller bagstræberisk at kritisere dét.

Men dét, der oprindeligt tiltrak, forsvinder. Og det virker ekstra voldsomt, når forandringen sker over så kort tid. 

Alt går stærkt i Kina. Og afviklingen tilstande, steder.