Pippi Power til alle børn

Det er juledage, jeg er tidligt oppe og fjernsynet kører med "Pippi Langstrømpes Jul". Jeg elsker de her juletraditionsfilm, jeg kan huske fra min barndom. Det er som at falde ned i en tidslomme og være der igen...

Annika spørger Pippi hvad hun ønsker sig i julegave...Det ved Pippi ikke.

En trompet, måske? siger Pippi.

Jamen du kan da ikke spille på trompet, kan du, Pippi? spørger Annika og Tommy.

Det ved jeg ikke, for jeg har jo aldrig prøvet det! Siger hun. Med en sikker mine om, at det kan hun nu nok.

Og det er vel essensen af Astrid Lindgren; at vi skal tro på det bedste i os selv og i andre, og at der ingen regler er i livet om, hvad vi kan og ikke kan. Hvad vi skal og ikke skal.

Og mens jeg sidder og funderer over hvem der skal definere vores liv, hvad vi mener vi kan eller ikke kan - andre end os selv, tænker jeg tilbage på en tur til Henan provinsen i september 2011.

Det Danske Handelskammer i Beijing indsamler hvert år penge til velgørende formål via en gallafest. Pengene går til børn og uddannelse.

I år i september var det tid til at indvie en skole i en lille by in Henan provinsen. Jeg var inviteret med på turen som privat gæst; en tur der skulle markere indvielsen af skolen for de penge som Handelskammeret havde doneret.

Turen er samtidigt en mulighed for at se et andet Kina end det Kina, som expats og turister oftest møder. Her møder du et Kina i provinser der langt fra er så velstående som de rige provinser helt mod øst. Du møder et landbrugskina, med landsbyer, endeløse marker delt op i lod og dyrket af de mennesker, der bor i landsbyerne, du møder veje uden asfalt, dårlig beboelse til familier, og du møder skoletilbud, der langt fra matcher de tilbud, børn får i private skoler i landets største byer. Et Kina, der står i skærende kontrast til det Kina, du møder i Beijings expat samfund. Ikke desto mindre repræsenterer denne del af Kina nok i endnu højere grad landet og kulturen end det, der omgiver mig Beijing. Nærmeste større by nær skolen, vi skal indvie, er Zhumadian, hvor vi overnatter, inden dagens officielle program. Skolen ligger i Xincai county, som er en af provinsens fattigste områder. Og for det beløb, som Handelskammeret har doneret, RMB 460.000, er bygget en skole, der kan huse undervisning af 700 elever. Efter overnatning i Zhumadian går turen næste dag mod landsbyen og skolen, der skal indvies.

Da vi ankommer, modtages vi af børn, elever på skolen, der danner en lang række ved siden af vejen op mod skolen, samt et lille orkester af børn, der er klædt ud. Orkestret fører an op ad alleen med børn på begge sider, der klapper i takt med orkesteret og synger med, mens vi går bag det lille orkester. I skolegården er der linet op til stor modtagelse: et fint langt bord markerer stedet hvor gæsterne (vi) skal sidde. Og foran bordet er placereret masser af små ståltaburetter til eleverne. Bag os troner den nye skole, og på facaden et rødt banner, der markerer dagen for indvielsen. Det officielle program starter, med taler, takketaler, Børnene klapper høfligt når de skal, efter talerne, før talerne. Og kigger nysgerrigt på de fremmede, der sidder bænket foran dem. Jeg tænker, hvor langt RMB 460.000 mon rækker i det danske skolesystem.

Og mens jeg sidder og skriver årets sidste blogindlæg i slutningen af 2011, tænker jeg, at Astrid Lindgren har ret. Vi skal tro på det bedste i os selv og i vores medmennesker. Ikke lade os begrænse. Hverken af os selv eller af andre. Jeg så ligeså meget "Pippi Power" i børnenes øjne den dag i Henan, som jeg har mødt hos andre børn andre steder i Danmark og Kina. Også selvom vores udgangspunkter er forskellige. Forskellighed kan være en svaghed, og det kan være en styrke. Eller det kan være, at forskelligheden ingen forskel gør.

Kulde

Det er næsten jul.

I Beijing er det ved at være godt koldt. Koldt som I at kinderne næsten falder af, koldt som I lange underbukser under de lange bukser, og koldt som I kropslange dynefrakker, der ligner polstrede kondomer eller soveposer, du kan gå i.

Og det er forunderligt, som en del af verden fuldstændigt tilpasser sig vejret, både i form af produkter, som du kan købe og i form af ting, der hjælper dig til at holde den meget bidende kulde ude.

For ja, i Beijing er det nu sæson for gadesælgere, der tilbyder dig isolerede såler til at lægge ned i skoene og støvlerne. Og du kan købe varmeposer med et eller andet halvflydende, geleagtigt. Poser du så kan klæbe på din krop, du kan f.eks. klistre dem på din bluse på lænden, på de lange underhylere på lårene osv. osv. Og posen vil så varme, der hvor du placerer den. Og der findes næppe så mange slags strikkede huer som i Beijing, huer der ligner pandahoveder, stribede huer, huer med kvaster større end huen, huer med ørelapper, eller ørelapper alene i både neutrale farver og farver der slet ikke kan beskrives som neutrale. Huerne er måske kun overgået af – dynefrakker – som er og bliver det største tøj hit i en kold tid. Af andre ting kan nævnes benvarmere i læder med rulam for, benvarmere så lange som ben, og som du stripper på dine ben når, du skal ud og køre på el cykel eller motorcykel. Og monsterstore handsker (også med rulamsfor), der sidder permanent på gashåndtagene af din motorcykel, eller din cykel, så du stikker hænderne ned i varme handsker, når du skal ud og køre i kulden.

Af ting, du måske ikke køber, men som bestemt hjælper til at holde Beijing kulden ude, kan nævnes meget tykke forhæng (a la dynefrakker eller militærfrakker) til at hænge udenfor ved indgangen til butikker, restauranter, cafeer, offentlige toiletter; faktisk er disse forhæng tykkere end dynefrakker og meget effektive. Eller hvad med et ”hylster eller telt” i termo tekstil til rickshaw cyklen, så du i nogen grad sidder inde i varmen, når du lader dig transportere på cykel. Samme model findes faktisk til barnesæder til cykler…
En hel by (eller sikkert region i Kina) indstiller sig på måneder med kulde i en grad du ikke forstår, når du sveder i næsten 40 grader om sommeren i samme by.
Beijing har taget sin vinterfrakke på.

Ud og se med...

Mens jeg kan læse om DSB’s kvaler med økonomi og ikke mindst med at få IC4 togene kørt ind i det danske jernbanesystem, tager jeg for øjeblikket hurtigtoget fra Suzhou til Beijiing og tilbage hver weekend.

Jeg arbejder jeg på et projekt i Suzhou og har derfor for alvor fået en mulighed for at teste kinesernes effektivitet på tog transport. Og ja, det virker. Godt 1500 km på 5 timer med hurtigtoget mellem Shanghai og Beijing. Tog, der kører til tiden og ankommer til tiden.

Inden afgangen fra Beijing Syd Banegården om morgenen vaskes togene minutiøst, trinbrædder, vinduer, karme, døre, håndtag. Alt er slikket rent, strømlinet og nyt. Og banegården i Beijing ligner mere en lufthavn end en banegård. Sikkerhedscheck inden du kommer indenfor, afgange på 2. etage med gates. Og ankomster på 1. etage, hvor du sluses ud til offentlig transport, taxaer og parkeringskældre.

Faktisk kan du reelt set ikke snyde dig ombord på toget, for hele afgangslogistikken fungerer som i en lufthavn: med en gate, hvor du kører din billet igennem et automatisk billetsystem og hvor du viser dit pas, ligesom du ved ankomsten skal køre din billet igennem et billetsystem for at sluses ud. Og trods dette, checkes din billet manuelt, når du sidder i toget.

Når du står ved din afgangsgate, sluses du via et check in system med 2 gates ned på perronen i den sektion, hvor dit togsæt er, så du slipper for at løbe frem og tilbage på perronen for at finde din vogn. Står du på toget undervejs, er der på perronen angivet hvor de forskellige togsæt holder. Og i Kina gør de hvad de siger, tog nr. 5 holder ved skiltet med ”5”. Der er – naturligvis – totalt rygeforbud ombord på togene, der er mulighed for at købe mad ombord og der er spisevogn. Ligesom der er kogt varmt vand til kinesernes ”fangbian mian” (pakker med færdige nudelsupperetter, som du kan købe overalt i Kina). Film på tv skærme undervejs for at holde os underholdt. Strømforsyninger til dem der vil bruge en pc og skal lade op, enten til arbejde eller til en film. Sæder der kan lænes tilbage og yderligere komfort på business class og første klasse, med sæder, der kan lægges ned, fodstøtter, servering osv. osv.

Beijing Syd Banegården, som er terminal for hurtigtogene til Shanghai, blev indviet i 2008 og er Asiens andenstørste banegård. Banegården har 24 platforme og en kapacitet til at transportere 30,000 passagerer om timen, eller 241.920 passager om året. For ikke at nævne en ventesal på 251.000 m2 der kan håndterer 10.000 passagerer.

Det bliver spændende at komme hjem på juleferie og køre med DSB, jeg har endnu til gode at køre med de nye IC4 tog, eller ”nye” er vel så meget sagt efterhånden; men måske de tages af sporene inden de er kommet ordentligt ind i DSB’s køreplaner?

Vi får se…

Famileportræt

Det var en lørdag formiddag i hutongen nær Østporten til den Forbudte By.

Jeg kunne mærke, det trak op til, at noget skulle ske i min gårdhave. Solen skinnede, stole blev sat ud i gården på fine små rækker.

Det var tid til et familiefoto.

I to af husene i gården bor 2, nogle gange 4 generationer af den samme familie. Det ældste ægtepar på 87 og 80 bor i det ene hus, og søn og svigerdatter bor i et andet. Ind i mellem kommer barnebarnet og hendes mand på besøg med deres søn, det ældeste pars oldebarn, en lille dreng på godt 100 dage.

Denne dag kom flere mennesker til, søstre til de ældste, deres mænd, yngre niecer og deres kærester. Alle i fint tøj. Da fotografen var kommet, var det tid at tage plads. Den ældste på 87 blev kørt ud i solen i sin rullestol og blev flyttet over på en stol i familiegruppen. Hans hår blev nænsomt glattet, hans kone sad ved siden af og rettede kærligt på hans skjorteflip. Bag dem stod den yngre generation og rettede lidt på deres tøj og hår i glad forventning.

Så meget historie sad der i gården denne dag:

Mennesker der har oplevet Kina helt tilbage i 30'erne og 40'erne og ikke mindst Mao's ledelse frem til hans død i 1976. Mennesker, der vel knapt forstår hvad der sker med Kina i disse år. Og mennesker, der nærmest er født og vokset op med mobil telefoner, wireless og iPads og vel næppe kan forstå, hvad Kina har gennemlevet i deres bedsteforældres tid.

Baglæns motion

For et par måneder siden på TV2 online, læste jeg, at du bliver stærkere af at løbe baglæns. Og en undersøgelse fra Harvard University kunne vise, at du bruger op til 30 procent mere energi ved baglænsløb i forhold til den normale forlæns udgave.

Løb er nærmest blevet den nye folkesport i Danmark. Masser af danske medier har et område på deres website, som er dedikeret til motion, og især løb; her kan du få råd til løberuter, løbesko, kost, hvordan du skal få, bevare eller genskabe motivation til at løbe. Og modeblade som Alt for Damerne og Femina har for længst skabt en tradition med deres årlige løbekonkurrencer rundt i landet.

Da jeg kom til Beijing i 2008 og løb mine morgenture rundt i byen, så jeg ikke mange joggere om morgenen. Men jeg så rigtigt mange ældre mennesker, gå, trave af sted, nogle med en lille radio i hånden, så de kunne få nyhederne mens de tog sig deres daglige 30 minutters travetur. Og en del af dem praktiserede baglænsgåture i 2008.

Når jeg løber mine morgenture i dag i området omkring Den Forbudte By, ser jeg flere og flere løbere, unge mennesker, især mænd, som løber tidligt om morgenen, inden temperaturen her i juni koger over til de 30+ grader. Og jeg ser stadig masser af ældre mennesker, som traver af sted hver morgen i et pænt rask tempo. Både forlæns og baglæns.

I parkerne ser du noget, der ved første blik ligner en legeplads, men som er – gymnastik- eller træningsredskaber til mavebøjninger, push ups, til at strække ud osv. Redskaber der har været at finde i parkerne og på offentlige pladser i mange år; et gratis udendørs fitness center, der benyttes flittigt hver dag af især ældre kinesere.

Og har du besøgt Beijing og været i en af parkerne om morgenen, vil du have set grupper af mennesker dyrke tai chi, aerobic, eller forskellige former for dans tidligt om morgenen eller sent om aftenen hvor temperaturen er nogenlunde menneskelig. Gåture, jogging, løb, ja, motion i det hele taget, praktiseres dagligt af mange, rigtigt mange mennesker her i byen, og baglænsløb eller baglænsgåture var altså en trend allerede i 2008 herude...

Pudler og Pekingsere i Kejserens By

”Nå, men har du så spist hund?” er et af de mange spørgsmål jeg er blevet mødt med efter jeg har bosat mig i Beijing, hovedstaden i Kina. ”For i Kina spiser de da hunde, ikke?”

Spørgsmålet bliver stillet kækt og lidt udfordrende af venner og bekendte i Danmark, der meget ofte selv har hund. Myten om, at hund er ligeså normalt på menuen som kylling og gris i Kina, lever i bedste velgående; men er – i alle tilfælde i Beijing – vel nærmest en myte. Faktisk har jeg kun oplevet hund på menuen én gang, på en koreansk restaurant i Haidian distriktet i det nordlige Beijing, området for R&D og IT firmaer og Beijings store universitetsområde.

I Kinas metropoler er hunde som kæledyr i gigantisk vækst. I et samfund med et-barns politik og en middelklasse, der oplever stigende velstand og overskud, anskaffer flere og flere mennesker sig en hund som kæledyr; et lille væsen de kan kaste deres omsorg på, i mangel af børn eller børnebørn, de kan forkæle.

En gåtur i min lokale park vidner om, hvor populær ”menneskets bedste ven” er: folk lufter deres hunde i parkanlæg, mødes med andre mennesker der har en lille hund, så hundene kan lege sammen. Ældre damer skubber deres bambusvogne på hjul foran sig, ikke med indkøbsvarer fra det lokale marked, men med en lille skødehund, der sidder og troner, mens den lader sig transportere. Og i vintermånederne, hvor kulden for alvor får sit tag i Beijing med minusgrader om natten på mellem -1 og -16 grader, iklædes menneskets bedste ven kreationer, købt eller hjemmestrikket, for at de små dyr ikke skal fryse. Og skødehundene fremviser mere eller mindre stolte deres kreative outfits på deres daglige ture, nogle endda med matchende sko (!).

De efterhånden mange butikker rundt i Beijings kvarterer, hvor du kan få din hund vasket, klippet, købe tøj og legesager til din hund er endnu et vidneudsagn, der understøtter at hunde som kæledyr er en voksende trend.

Én hund politik
For små er de, hundene. I Beijing må du nemlig ikke eje en hund, der er højere end 35 cm over skulderen, hvis du bor indenfor Ring 5. Et regulativ, som måske vidner om, hvor populære hunde er blevet som kæledyr.

I Shanghai har man taget endnu mere drastiske skridt for at styre det stigende antal hunde i byen, der menes at huse omkring 800.000 hunde. For nyligt er indført ”én hund politik”, så hver husholdning kun må have én hund. Og du betaler en årlig afgift for at holde hund i byen; for øjeblikket koster det RMB 2.000 pr år at have en hund, hvis du bor i centrum af Shanghai, en afgift der dog varierer i Shanghai, alt efter hvor du bor.

I Beijing var der i 2009 registreret 600.000 hunde som kæledyr, men tallet vurderes til at være en del højere, nogle mener endda dobbelt så højt.

Så mens de ældre damer lufter deres små hunde i Beijings, venter vi spændt på om der også her i byen indføres flere restriktioner mht. menneskets bedste ven.

Ét er at læse et bykort, noget andet er at navigere i forskellige kulturer

Jeg har lige været i en boghandel på Wangfujing for at købe en bog, som min kinesisklærer har anbefalet mig. Han havde lånt mig sin udgave, som han havde købt i boghandlen tidligere.

Inde i butikken bliver jeg hilst velkommen af en ekspedient for hver 4 meter, der velvilligt tilbyder sin hjælp.

Jeg tager bogen op af tasken og spørger, om de har denne bog. "Mei you" (har ikke), siger ekspedienten prompte, uden at se på bogen. Kigger så alligevel på bagsiden, hvor hun finder ISBN nummeret og slår det op i boghandlens edbsystem, mens ekspedientkollegaen, der har tilsluttet sig vores selskab, siger: "Mei you".

Nå, bogen findes alligevel i edbsystemet, men på 2. sal i boghandlen, så "mei you" betyder måske "den er ikke lige her, hvor jeg arbejder, dvs. i mit område"? Jeg trasker op på 2.sal, finder en ny ekspedient, viser hende bogen og spørger, om de har bogen? "Mei you", sigern hun prompte, og fortæller mig så, at de har den på 1. sal - hvor jeg kommer fra. Jeg fortæller hende, at man siger på 1. sal, at bogen findes på 2. sal.

Oplevelsen på 1. sal (det første "mei you") får mig til at tænke på et foredrag, hvor Simon Gjerø fra Beijing Postcards - http://www.bjpostcards.com/ - under titlen "Mapping the Middle Kingdom" fortalte om bl.a. kinesernes måde at tegne kort på i forhold til den vestlige verden i tidligere tider. Han talte også om kinesernes manglende evne til at læse kort, f.eks. et bykort over Beijing. Rigtigt mange turister har oplevet at stå med et bykort i den kinesiske hovedstad og spørge en kineser om vej. Og meget ofte kan ingen pege ud på et kort, hvor du er eller hvor det sted du søger, er. Også selvom kortet er kinesisk. Hvorfor mon? Simons partner i Beijing Postcards fortalte, at faktisk var en by som Beijing delt ind i afgrænsede og aflukkede områder tidligere, som du skulle holde dig indenfor, hvis du boede der. Du kunne ikke færdes frit i byen, hvor du ville. Så også tidligere, kendte ganske få Beijing-borgere måske til, hvordan de skulle overskue deres egen by på et kort, da de kun kendte til det afgrænsede område, som de boede i...? Måske det er lidt det samme, jeg oplevede i boghandlen: Jeg fik svaret "Mei you", betød måske: "jeg kender kun mit eget område, som jeg er ansvarlig for og færdes i, jeg ved ikke, hvad der er andre steder, og jeg opsøger det ikke, for så går jeg ud over mit ansvarsområde. Og så kan det være, at jeg svarer forkert eller overskrider mit ansvarsområde.
Tilbage i boghandlen på 2. sal på Wangfujing bevæger ekspedienten sig over til den lille reol, hvor de engelsk-kinesiske ordbøger, står. Jeg følger efter ekspedienten, som ganske kort dvæler ved reolen. "Mei you", siger hun og begynder og gå....mens jeg spotter den lysegrønne grammatikbog, jeg efterlyser. Den står lige der, på 3. øverste hylde, 5 eksemplarer har de. Jeg nupper en bog og går hen og betaler. På vej hjem tænker jeg over min bogoplevelse, der er et skønt eksempel på, at vi forstår vores verdener forskelligt og navigerer forskelligt - blandt andet på baggrund af vores kulturer.

Invaderet af kaniner som på Fanø - velkommen til Kaninens År

De der har været på Fanø vil vide, at øen ikke kun er beboet af turister, kunstnere og fastboende jyder, men også af kaniner. På tidlige sommermorgener og -aftener kommer kaninerne frem fra deres huller, og landskabet kan være næsten overbefolket af kaniner med den karakteristiske hvide snip på bagen, undersiden af deres halestump, som hopper op og ned, mens de afsøger marker og sommehusområder for føde.

I Kina er det Kinesiske Nytår netop veloverstået, og vi er nu i Kaninens År.

Den kinesiske astrologi er funderet i det kinesiske horoskop (Chinese Zodiac), der består af 12 dyretegn, der hvert år ved kinesisk nytår skifter dyretegn, og vi er netop gået fra Tigerens År til Kaninens År. Derfor er der særligt mange kaniner Beijings gadebillede i disse dage:

Kaniner - levende - til salg i dyrehandler, for dem der vil have et levende kæledyr med sig hjem. Dyreværnsorganisationer er så bekymrede for, hvad der sker med de små dyr, når de kinesiske familier bliver trætte af kæledyret, eller når Kaninens År-effekten fortager sig.

Kaniner på menuen på flere restauranter for dem, der der synes at kanin skal spises. Kaniner i det klassiske nytårspynt, som du ser overalt i bybilledet og på døre og vinduer i kinesiske hjem.

I en kultur, hvor tøjdyr har en særlig status hos kvinder (i alle aldre), sælges der lige nu særligt mange tøjkaniner; og det hvad enten du er en lille pige på 5 år, en teenager på 14 år eller en fuldvoksen kvinde på 26 år.

Overalt i Beijing, lige fra storcentre i byens attraktive shopping kvarterer, til mindre gader omkring bl.a. Trommetårnet, finder du butikker og boder, der sælger tøjdyr og krammedyr til piger i alle aldre: Kaniner som pyntepuder til sofa og seng, kaniner som kramme-tøjdyr, kanin tøjdyr som vedhæng til skoletasker, rygsække og toptunede dametasker, kanin tøjdyr som vedhæng til mobiltelefoner. Eller huer formet som kaniner, eller hvad med punge og penalhuse formet som kaniner?

Med den enorme kærlighed til tøjdyr undrer det mig, at Build-a-Bear koncernen endnu ikke har etableret en workshop i hvert eneste storcenter i Beijing og de øvrige "Tier one" byer i Riget i Midten...?

Velkommen til Kaninens År!

Frosne voldgrave

Det er mandag morgen i Beijing.

Det er januar, og det er som om stilheden også her har lagt sig over Kejserstaden, som jeg husker, den gør det i januar måned, efter en december med hygge og middage. Folk holder sig inde, holder sig hjemme. Der er stille som efter en større fest, hvor du trænger til at tage den med ro. Luften i Beijing er knasende tør, himlen er klar og blå, og lyset næsten skærer i øjnene.

På min gårtur rundt om den Forbudte By er der dog stadig en del kinesere ved hovedporten, hvor Mao hænger. De står med deres kameraer, deres små kinesiske flag og deres dunke med varm the og venter på, at det gamle kejserpalads skal slå portene op til en tid, der var engang, men sluttede omkring 1911. På sydsiden af paladset, hvor unge og gamle mænd plejer at flokkes med deres fiskestænger, er der tomt. Kun huller hugget i isen vidner om, at der stadig fiskes lidt i ny og næ, om ikke for at fange en fisk, så for at nyde udsigten til paladsets hjørnetårne og at stå i læ af paladset med sin fiskestang og lade sig varme af solens stråler. Det er essensen af Beijing, når den er bedst - og værst: det er koldt helt ind i knoglerne, men lyset er fantastisk og vejret helt, helt klart i dagstimerne. Dét vintervejr jeg drømmer om i Danmark, hvor det er mørkt, koldt og overskyet. Men hvor luften trods alt er el del mere ren end den, vi indånder herude...