Jeg kigger på billederne af hendes datter, de viser en lille pige, der sidder og leger med nogle brikker.
Jeg spørger, hvad engelskundervisning vil koste og får kaffen galt i halsen, da hun nævner beløbet: 50.000 RMB for et års undervisning. "Ja, og hun skal jo også begynde i børnehave i efteråret, når hun fylder 4 år, og det koster altså også mange penge," siger den bekymrede mor, og nævner igen et beløb, der kan få det til at svimle for mine øjne. Jeg har hørt om beløb på mellem 100.000 og 150.000 RMB og får rygtet bekræftet her.
"Hvorfor går I ikke sammen med andre forældre og organisere de aktiviteter, din datter går til i dag?" spørger jeg, "hvorfor betale penge for at få nogen til at sidde og lege med jeres datter?" Jeg kigger igen på fotoet af hendes søde datter.
"Jamen, Lena, jeg ved det godt. Men du ved også, hvordan det er. Jeg ønsker det allerbedste for Xiao Mi. Konkurrencen i det kinesiske skolesystem er simpelthen så hård, der er så megen fokus på at være den bedste, få de højeste karakterer. Så det gælder jo om at få hende godt fra start. Så jeg tør ikke rigtigt at gøre andet, end hvad andre allerede gør: betale for at hun får virkelig god undervisning meget tidligt, så hun er klar til at gøre det rigtigt godt, når hun starter i skole."
Pædagogerne viste os, hvordan vi skulle gøre brug af kniven til at skære i linoleum, når vi arbejdede med linoleumstryk, og de sørgede for at vi kom hele over isen på slotsøen, når den var frosset til om vinteren, så vi kunne kælke ved slottet, og de fik os hjem igen. Og det var pædagogerne, der styrede musikken, når vi havde danselege og afrikansk musik bragede ud af højtalerne i en af børnehavens stuer. Hvad vi gjorde på gulvet og hvordan vi gjorde det - det var helt op til os selv, der var ingen der viste os hvad og hvordan. Ingen roste os for smukke dansetrin, alle fik ros for at være med. Og der var ingen konkurrencer. Ingen vindere, og derfor ingen tabere. Det startede først, da jeg begyndte i 1. klasse på Riis Toft, med små klistermærker (delfiner, stjerner) på en rettet diktat, højtlæsning af min første stil og sidenhen prøver og karakterer efter datidens 13-skala.
Jeg gik til absolut intet for at forberede mig til børnehave eller skole, som lille. Jeg husker mine fritidsinteresser som noget, jeg selv styrede. Afhængig af hvad jeg brændte for som 4-årig, 7-årig og siden teenager. Så jeg startede med springgymnastik som 5 årig og flirtede med gymnastikken langt op i mine teenageår, og husker forårsweekender med opvisninger rundt i de jyske sportshaller, der lugtede af surt sportstøj og frivillighed, den hør af byens borgere, der støttede den lokale sportshal med gratis hjælp. Jeg var - som mange piger - tosset med heste, og begyndte at gå til ridning som 7-årig. Jeg flirtede med spejderbevægelsen, men flirten blev meget kort, da jeg blev sat til at klippe gækkebreve; min fætter Jan havde givet mig en helt anden opfattelse af, hvad det ville sige at gå til spejder: nemlig udsigten til eventyr i skoven, lave bål og snitte ting med kniv . Men det kunne jeg ikke få øje på midt i alle gækkebrevene, så jeg stoppede hurtigt med det spejder. Jeg husker min fritid som metervis af fri leg på vejen i og omkring Løvsangervej og siden Ingridsvej; sommeraftener med at hinke, lege dåseleg og spille fodbold. Sporadisk afbrudt at gymnastik, ridning og andet, der optog mig.
En noget anderledes barndom end den, min venindes datter kan se frem til, og hun er ikke et særtilfælde: det er almindeligt, at børn får undervisning meget tidligt - i engelsk, i at spille på et instrument, i ballet osv. Og når ungerne starter i skole, starter en længere årrække med ekstra undervisning for de børn, hvis forældre har midlerne til at sørge for, at deres børn ikke sakker agterud i matematik, engelsk osv. Weekender besættes med ekstra undervisning efter en hverdag, som synes ganske tætpakket for kinesiske børn. Undervisning, som typisk slutter ved 3-4 tiden, hvorefter det går hjemad med udsigt til at lave lektier. Og den årelange jagt på en god placering i klassen er startet.
Jeg hører meget sjældent de små børn, der bor i min lille gård, lege udenfor. Og jeg ser sjældent børn i kvarteret eller på pladsen ved det store tempel, der ligger i det område jeg bor i, andet end helt små børn med deres bedsteforældre, i dagstimerne og i weekenderne.
Når jeg taler med de af mine kinesiske venner, som har børn, fortæller de samme historie som Xiao Mi's mor: det gælder om at klare sig godt fra starten, så deres børns muligheder for fri leg, som jeg kender det, indskrænkes i hast med at undervisningstimerne i at blive bedre til engelsk, musik, matematik, dans osv. tager fart, når de begynder i skolen og ofte allerede i børnehaven.
Et par uger senere får jeg en wechat besked fra Xiao Mis mor: om jeg kender nogle engelsksprogede forældre med et barn på 4-5 år, som vil kære kinesisk? Xiao Mi skal i gang med at lære engelsk, så måske de kan lære af hinanden, så, en language partner til hendes datter?
Fotos er fra et skolebesøg i en mindre by i Henan i 2011.
