Du ser træt ud...

Da jeg havde truffet min store beslutning om at rejse til Beijing og var igang med det store pakke projekt, tænkte jeg: du må have et par virkelig gode bøger med i kufferten, som kan hjælpe dig op, hvis humør barometeret er i bund, og du bare trænger til en god historie. Eller et godt grin.

Maise Njor havde netop udgivet "Du ser træt ud - skal jeg holde dine bryster?", dén titel kunne jeg ikke stå for.

Idag var jeg - træt og svedig - på vej hjem fra Beiyu efter 4 stive timer med flere og nye skrifttegn og mere og mere komplekse sætningsopbygninger. Og en varme, der nu sniger sig op på de 29 grader. Og lige idag var jeg altså...træt og følte mig en smule slidt over at skulle afsted hver morgen kl. 06.35.

Så jeg så lige lovligt slidt ud, da jeg stod og hang i toget. Jeg kom til at kigge på en ung pige, der lidt i det skjulte sad og kiggede genert, men nysgerrigt, på mig, et fremmed (og lidt træt) dyr. Så kom jeg til at se hende lige ind i øjnene. Og smilte. Hun smilte igen, smilet voksede helt ind i hendes øjne. Og så var det hun begyndte at snakke og gestikulere. Og insistere på, at jeg skulle have hendes siddeplads. Ingen protester hjalp.

Mens jeg sad der og sundede mig lidt på en kostbar siddeplads i et proppet tog, kom jeg igen i tanke om Maises "....bryster". Ikke at nogen tilbød sig med andet end en siddeplads, men venlighed og overskud kan komme i mange forskellige indpakninger.

Humørbarometeret har ikke være på lavpunktet endnu, men nogle dage trænger jeg bare...til andet end kinesisk. Og så finder jeg "....brysterne" frem. Og får mig et godt grin. Og bliver lidt klogere. På mig selv. Og på andre.

Tak til dig, Maise, for de kloge og ustyrligt sjove klummer, du har samlet i "...brysterne." Og tak til den kinesiske pige, der reddede min "dårlige hårdag" :-)

Sorg over Wenchuan jordskælvet

I dag er det en uge siden jorskælvet i Wenchuan i Sichuan provinsen.

Kl. 14.28 idag stod alt pludseligt stille i en by med mere end 15 millioner indbyggere.

Og der var en larm. Af sirener og tudende bilhorn - i sorg og sympati for de døde, deres pårørende - og alle dem der er berørt af jorskælvet, enten ved at være kommet tilskade og have mistet deres hjem, deres kære.

Li Laoshi, vores søde lille lærer, så pludseligt meget alvorlig ud, da timen startede. Hun er et lille, kraftfuldt og levende menneske. Selvom hun kun er omkring 1,45 i højden, så fylder hun rummet i fin stil som en anden skuespiller. Med smil, kropssprog, sjove pointer og et smukt syngende kinesisk når hun fint sit publikum på bageste række i sin undervisning.

Men idag var der alvor i ansigtiget, da hun på sit meget ubehjælpsomme engelsk forklarede os, at idag og de næste 3 dage, til den 21. maj - er der sorg i Kina.

Sorg over de mange tusinde mennesker der er døde, og sorg over de endnu flere der er sårede eller berørt af ulykken. Sorg over at så mange børn og studerende e døde, fordi jordskælvet skete på det værst tænkelige tidspunkt på dagen.

Det er svært for et menneske at forklare en så stor ulykke på et sprog der absolut ikke er hendes modersmål. Et menneske, der på sit engelske får "God" til at lyde som "guld" (jeg sad længe og spekulerede på hvad hun talte om, kirken er da ikke et sted, hvor vi lærer om GULD???? eller er det sådan kineserne ser på Pave Benedict i Rom, for der kan jo selvfølgelig være noget om snakken....)

Men hendes ord om jordskælvet berørte mig helt ind i det inderste af hjertekammeret og gjorde så ondt at det næsten sprængte. Alle kinesere er berørte af det der er sket, og alle føler med dem der er ramt. Her er ingen forskel, det skulle da lige være, at man helt frivilligt donerer penge, blod og tøj - uden et større indsamlingsshow på national TV.

Blufærdighed & private rum

Jeg synes jo egentlig at kinesere virker meget private som mennesker - og en lille smule blufærdige..der er f.eks. ikke mange lidenskabelige kys i offentligt rum. Og kærester opfører sig som ja, 9-12 årige drenge og piger, der er bare den lille forskel at de altså ofte er over de 20...

Og samtidigt er de jo mange - så pladsen kan blive lidt trang - selv i så stort et land. I toget om morgenen er det helt almindeligt, at de danner deres eget lille private rum: De lukker øjnene. Og ofte tager de lige en lille lur. Op ad sidemanden, mig for eksempel. Op ad deres kæreste eller mand/kone. Op ad væggen eller hvor de kan finde støtte til at tage en lille morfar i en småtravl dag, der starter i toget omkring kl. 06:30...De sidder eller står i et tog der er proppet som BILKA til juleudsalg - og er nærmest inde i sig selv. Helt privat.

Når du så skal på wc herude - og der er rigtigt mange offentlige toiletter - ja, så er der stadig mange udgaver - uden dør. Og er der dør, sker det tit, at døren altså ikke lukkes. Der tisses og pruttes for åben dør, mens snakken med sidemanden eller hende udenfor går. På marker langs store, store landeveje, har jeg flere gange set en kineser moone - fordi nu skal hun alså lige, og så trækkes bukserne ned. Velvidende at det sker ud mod en 2-4 sporet landevej.

Blufærdighed tager forskellig form i forskellige kulturer. Til gengæld kysser man ikke sin elskede lidenskabeligt på åben gade i dagslys. Men øjne kan jo også ofte sige mere end ord - og handlinger :-)

Er der et EU overskudslager på kvoten for klæbehjerne?

- Så vil jeg gerne lægge billet ind, for mit

lager opbruges alt for hurtigt!

Mængden af skrifttegn vokser, dag for dag med i snit 15-20 stk. Og jeg forsøger alle mulige kreative måder at huske dem fra hinanden. Vi har nu rundet godt 300 tegn og går ind i en ny fase: at læse hele tekstafsnit kun med skrifttegn, uden det er "oversat",hverken til pinyin eller dårligt hjulpet engelsk.

Der ér et system, det begynder nu at vise sig, eller konturerne begynder - måske - at vise sig. Og så er der jo "historien i det enkelte tegn", som vi nu også får undervisning i. Og det åbner endnu en dør ind i den kultur, der er så fremmed og spændende. Men lige nu er det lidt som en Pandoras Æske...

Idag er det 1. maj, og rigtigt mange kinesere har fri, så der er gang i
gadelivet her i Beijing, folk er klædt om og traver rundt i gaderne. Især omkring Tiananmen er der - selvklart - mange mennesker. Og der smæles selvfølgelig med det røde flag...Det får tankerne til, ét øjeblik, at flyve hjem til alle 1. maj møderne i Danmark og den konflikt, I lige nu oplever....den var vist ikke gået herude...

Stairways to Heaven

Jeg har besøg af Helle, og det er rigtigt dejligt at se hende og snakke med én der kender mig godt...For en stund holde en lille pause mht. at præsentere mig helt forfra overfor nye mennesker, og bare tage tråden op fra sidst vi var sammen.

Når du er i Kina på disse kanter, så skal du se Chang Cheng - Den Kinesiske Mur.

Så vi tog til Jinshangling og gik turen herfra til Simatai, en "gåtur" på 10 km.,over 30 tårne og et utal af trapper.

Visse steder har Muren stigningsprocenter, der fik os til at sende medfølende tanker til Bjarne, Kyllingen og Lance.

Nu forstår jeg, hvad de har måttet igennem hvert år i Tour'en, når de siger "udenfor kategori".

Men det var en fantastisk oplevelse, hvor du på en stor del af strækningen ikke ser et eneste menneske på Muren, men bare hører vilde fugle i naturen omkring dig, ser en masse firben og måske en lille grøn slange - og ellers kæmper dig op. Og ned.

Her møder du Muren i mere end én forstand.