Nogle vil ikke engang børste tænder i det. Eller bruge vandet til at lave the eller kaffe, eller bruge det til madlavning, eller til at skylle grønsager eller frugt. Andre sætter et filter på vand systemet I deres hjem. Og andre igen køber vandsystemer og får leveret store beholdere med vand, som forsyner dem i deres dagligdag. Vi køber vand i langt højere grad end vi gør i Danmark. Også selv om myndigheder forvisser os om, at vandet kan drikkes. Tilliden til vandets kvalitet, lider under den samme kåbe af mistro, som flere har til fødevaresikkerheden.
Og i de perioder af året, hvor du mærker "Beijing tørken", ikke kun i halsen, men også i huden og dit overforbrug af bodylotion og læbepomade, ja, i disse perioder, har du altid en flaske vand med.
Krop og helbred er i fokus i et samfund med ældgamle traditioner for traditional medicin, akupunktur, qigong, scraping, cupping og mange andre for os ret ukendte udtryk.
Hvis du har besøgt Kina, har du måske bemærket mængden af udbydere af de traditionelle kinesiske behandlingsformer. Du har sikkert set mennesker motionere hver morgen i byens rum; ikke i hurtigt løb i gaderne, men ved at gå baglæns, eller bare gå, ved at dyrke gymnastik, massere deres muskler, slå på arme og ben, dyrke qiqong eller taichi. Og du har måske besøgt et af de mange, mange massage steder, der ligger på næsten hvert gadehjørne: Massage af blinde massører, dyre spa steder med luksus behandlinger, og helt almindelige massage steder, hvor du kan få fødder, hovedbund og krop under særlig behandling. Og ja, så den slags massage, som en ældre kineser, Xiao Lu, kalder "bad massage" - som i sex massage, for dem der ikke forstår hans hentydning.
Men hvad har alt dette med vand eller vandflasker at gøre?
En dag stod jeg og ventede på bussen. Det var varmt og tørt. Solen bagte ubamhjertigt ned på vores kroppe, og der var ingen vind i sigte til at køle de 36 grader bare en lille smule.
En dreng stod med sin bedstemor og ventede på bussen. Han havde (selvfølgelig) en flaske med vand med. Vi ventede, bussen kom ikke. Han og vi blev utålmodige, stod og trippede. Bedstemoderen tog det stille og roligt. Det gjorde drengen ikke. Han kunne ikke stå stille, hoppede op og ned, løb frem og tilbage.
Pludselig tager han sin vandflaske, og begynder at give sin bedstemor en gang massage på arme og skuldre - med vandflasken. Ruller flasken stille og roligt på hendes spinkle krop, mens hun står der og venter. Og nyder det. Han slår blidt på hendes skulderblade, som tegn på, at nu er den gang massage afsluttet. Og så går bedstemoderen igang med at give sit barnebarn en omgang med flasken, blidt ruller hun den på hans skuldre og ryg.
Mens jeg står der og betragter dem, tænker jeg, at det ligner en ret integreret del af den tradition og kultur, jeg er omgivet af og ser dagligt: mennesker der går ud om morgenen for at dyrke motion for krop og sjæl. Par, der danser og synger på offfentlige pladser eller i parker. Unge, der tager et slag badminton på parkeringspladsen i deres forkost pause.
Jeg ved godt, at vi bruger offentlige parker, anlæg, strande i Danmark, når vejret er barmhjertigt. Men jeg har aldrig set par samles omkring en båndoptager og begynde at danse vals eller rumba i Botanisk Have. Eller hørt en gruppe mennesker stille sig op og synge i kor i en park - medmindre det er den Kongelige Opera der er på sommertur i landet. Eller set kvinder øve smukke danseformationer med vifte eller vimpel. Jeg har heller ikke set mennesker gå baglæns i Fælledparken, eller lige nuppe et par sæt badminton i frokostpausen på p-pladsen udenfor Kolding Storcenter. Og jeg har endnu til gode at se nogen stå og give en gang massage med en flaske, mens vi venter på bus nr. 4A. Eller en anden bus for den sags skyld.
Men her er alt dette en helt interegreret del af mit hverdagsliv. Sommer og vinter. Morgen og aften. Dag ud og dag ind. Ligesom vandflasken.
