Kan man lide klassisk i Kina?

Det er måske et lidt diskriminerende spørgsmål, jeg der stiller... som om, at man måske ikke ved, hvad klassisk musik her, her i Kina, og som om, at klassisk musik er noget, som "vi" har patent på at kende, og definere. Kina er et land med en virkelig smuk musikkultur, der blot lyder anderledes, end den vi er vokset op med i Europa. De, der har været til Peking Opera eller har hørt kunstnere spille instrumenter som guqin eller erhu ved, at den kinesisk musik lyder anderledes end "vores" klassiske musik. Så jeg tænker, at mit spørgsmål måske mest af alt præget af et blindt øje rent kulturmæssigt. Eller øre?

Men, sagen er den, at jeg var til en klassisk koncert i National Centre for the Performing Arts i går aftes. Staatskapelle Dresden spillede Beethoven, ledt af dirigenten Myung-whun Chung. Og jeg tænkte inden koncerten, om der mon var mange kinesere, der ville betale (dyrt) for at lytte til klassisk stykker af de gamle europæiske kæmper som Beethoven osv.

Mine tanker skulle blive gjort til skamme.  

Salen var næsten fyldt, og de fleste gæster var kinesere, der i stor forventning applauderede Staatskapelle Dresden, da de gik på scenen. Da den sydkoreanske dirigent indtog salen, rejste stemningen sig til nye højder.

Koncerten gik i gang. I salen sad folk og lyttede intenst, tydeligt optagede af den smukke musik, som orkestret skabte. Små takter med hånden på låret, et hoved der svajede i takt med musikstykket, tydeligt genkendelsens glæde, af folk der havde hørt de klassiske stykker før. Der blev højlydt tysset på tilskuerne - af feinsmeckerne blandt tilskuerne - hvis vi ville applaudere imellem stykkerne. Der måtte nemlig kun applauderes efter hvert "sæt". Og da koncerten var forbi, gik salen amok i begejstring.  Med god grund. For det var fantastisk musik, skabt af helt utroligt dygtige musikere. Mod slutningen af koncerten var der næsten en stemning af, at tilskuere og musikere gik i fælles selvsving, i flow.

Så, kan man lide klassisk (musik) i Kina? Ja. Nogle mennesker kender det måske endda særdeles godt, når vi taler om vestlig klassisk musik.

Spørgsmålet er, hvor godt "vi" - vesterlændinge, udlændinge - kender kinesisk klassisk musik og den kinesiske musiktradition? Det kom jeg til at tænke over i går aftes, da jeg sad og nød Beethoven og så mine kinesiske "partners in crime" lade sig rive med af den musik, som Staatskapelle Dresden skabte. I en tid, hvor jeg læser og hører, at tonen omkring fremmede er skærpet, linjerne trækkes op grænsemæssigt, og retorikken bliver stadig hårdere, tænker jeg, om vi ved noget om "andre" og "deres kultur", eller om vi er en smule døve og blinde kulturelt og kun har fokus på "vores egen" kultur? Og definerer planeten Jorden ud fra vores egne kulturelle traditioner og spilleregler?

Jeg definerer "klassisk musik" ud fra mit europæiske ståsted. Men svaret er jo ligeså rigtigt defineret ud fra andre kulturelle traditioner, og med tanke for en helt anden form for musik. 

Jeg ved faktisk usigeligt lidt om kinesisk klassisk musik...

Singles Day (11/11) - dagen derpå

For et par dage siden var det årets shoppedag "Singles Day" i Kina. Og igen i år slog kineserne deres egen rekord: der blev shoppet igennem for den nette sum af 91.2bn yuan på 24 timer på online køb.

Sidste år formåede kineserne at runde 1 bn yuan på bare 3 minutter..Iår havde de kinesiske forbrugere købt for et beløb fem gange så stort, på blot 5 minutter og 45 sekunder

Singles Day 2015 just became the biggest online shopping day in history

Bestseller i Kina, med brands som Vera Moda, Jack & Jones havde også en god dag, med et salg på 527 millioner yuan.

Men dagene efter årets største shopping dag florerer der også tanker på nettet om fortrydelse. Fortrydelse over bruge så mange penge, og tanker om at man ikke kan købe sig til at et lykkeligt og godt liv.

双十一: Det nye Black Friday er Singles' Day

Jeg ved godt, at "alle" taler om "Black Friday", shopping dagen der startede i USA, og som har bredt sig, også til Danmark. Black Friday - dagen efter Thanksgiving, der omtales som verdens største shopping dag, samtidigt med at dagen kicker juleshopping af, sådan for alvor, hvis nogen skulle være i tvivl om at julen nærmer sig;-)

Men altså, Black Friday er - i alle tilfælde HER hvor jeg befinder mig - so old school.
Her hedder det Singles Day, finder sted den 11. november (11.11) og er i tal - verdens største shopping dag. Bum.

Fænomenet som shopping dag er startet af Alibaba, som i dag tegner sig for omkring 80 % af al internethandel i Kina. Alibaba er børsnoteret  - på NY Stock Exchange vel at mærke - og var på det tidspunkt den største børsnotering til dato. Måske du ikke har hørt om Alibaba, eller Jack Ma, men her er navnet i samme kaliber som Bill Gates, Richard Branson og Steve Jobs.


Og Alibaba er navnet bag de største online platforme i Kina, navne som TMall og Taobao, der er synonymt med online shopping i Kina.

Om det er almindeligt at shoppe online i Kina?

Ja, det er ved at udvikle sig til en heftig konkurrent til det at handle offline, der kan synes at være mere og mere "window shopping" eller show rooms, hvor du ser, prøver og mærker varen, får inspiration - men køber den online. Simpelthen fordi det at window shoppe er en oplevelse, men det er så convenient at købe varer online, og få dem leveret til døren, ofte med små ekstra gaver, gode rabatter.

Singles' Day – Kinas største online shopping dag
Ideen med Singles Day opstod som protest mod Valentine’s Day hos studenter i Nanjing og blev sidenhen gjort til en national shoppe dag - af Alibaba. Den falder hvert år den 11. november (11.11), og er en mega shopping-dag.

På Singles’ Day blev der i 2013 omsat online for 5,75 mia. USD. På én dag. Alibaba rapporterede, at de på Singles' Day 2013 havde 402 mio. unikke besøgende på deres websites. Det er mere end en tredjedel af Kinas voksne befolkning. Og Alibaba forberedte 152 mio. pakker til forsendelse på Singles’ Day.

Jeg tror ikke, at Singles Day er slået igennem som national shoppe dag i Danmark endnu, og nogle amerikanske medier mener ikke det vil slå an i USA overhovedet. Men spørgsmålet er, om alle ikke nationale traditioner vil blive ved at komme fra USA i fremtiden...?

Alibaba Singles Day going global?

Der er så stille....

I disse dage er der ekstraordinært stille i mit nabolag, små butikker i området har lukket, der er ingen trafik og ingen mennesker på vejene.

 

Ingen turistguider ved Tiananmen East subway station, ingen der sælger kort over byen, paraplyer, kogte majs, is eller vand. Næsten ingen mennesker. Lige bortset fra masser af vagter, og så alle os, der skal til og fra et sted og bruger busser eller subway.

Hvad sker der, eller hvad skal der ske? 

Travel Restrictions Due to 3 Sep. Military Parade  

Du danske sommer

Smagen af rabarber, som kage, som suppe, som marmelade, græs imellem tæerne tidlig morgen, når solen står op med fuglene, løbeture med følelsen af blød skovbund under løbeskoene, og et loft af kronerne i bøgetræerne, som en orkestersal med rigtig god akustik for fuglene, når de pipper lystigt en juli morgen.

Duften af hybenroser og fugtig skovsti, duften af sommer i Danmark. Regnvejrsdråber på blomster, på jord og på mit regnslag. Smagen af rygeost. Røget makrel, nye kartofler med karse på en bund af rugbrød. Lyden af solsorte en sommeraften, følelsen af grillkul der varmer, grillpølser, bøffer, asparges, og kølige hænder.

Den blåeste himmel, der også kan være sortgrå, hvid - af skyer. Torvedag, med jordbær, stikkelsbær, buketter af persille, stakke af rødspætter, i små fileter, klar til panden, kasser af æbler, kartofler og friskplukkede blomkål. Duften af havebuketter, ærteblomster, og engelske roser der kan fylde et rum med den smukkeste duft i verden.

Synet af Anne og Anders & tilbage til rødderne, genudsendelser, trygge rammer af gamle krimiserier i bedste sendetid. Nyheder, både nye og gamle. Gang i gågader. I Århus, i Kbh, i Kolding. Cafe latte eller bare kaffe, hjemme hos venner, med familie, på cafe. Bøger, i boghandler, på DOKK1. 

Havet, der dufter, smager, lokker, lyden af bølger, lyden af kajakker, der sniger sig forbi, ved Kolding Fjord. Følelsen af en cykel, der kører under mig, ved min hjælp, med friskpumpede dæk og kæden smurt. Følelsen af løbeture, at bevæge sig ved egen kraft, på asfalt, skovbund, strandsand, i klit. Fornemmelsen af familie, venner, stemmer, stemning, latter, ro, hvilen i det kendte og trygge. Følelsen af hjemme, mit Danmark.

friRUM

I en by med mere end 18 mio. mennesker, som hver dag skal på arbejde, i skole, handle ind osv. er der tryk på transportmæssigt. "Alle" har et ærinde, "alle" skal frem og tilbage. Og selvom der etableres flere og flere metro linjer, så er der flere og flere biler på vejene, og mere og mere kø. Ikke kun mandag morgen og fredag eftermiddag, men nærmest permanent kø. 
Og i det stigende antal metro linjer hersker pladsmanglen også i stor stil. Jeg har nævnt det i tidligere blog indlæg: det private rum, når du står i et metro tog, meget tæt omslynget af Beijing borgere, der overtræde dine danske grænser for privatliv - altså hvor tæt kan du være på et menneske du ikke ender, fysisk? Kan du læne dig op ad vedkommende? Følge med I hans online spil? Hendes avislæsning? Lige lægge dit hoved op ad skulderen eller ryggen og få et hvil? 

Det er jo ikke fordi der ikke er plads i Beijing, arealet i storbyen er ret stort, men de "pladslommer" vi alle er i eller på er ofte for små - fordi der er så usandsynligt mange mennesker. Der skal eller vil være det samme sted.

Sådan også for en blomsterhandler, jeg handler hos af og til. Og det er ikke "min gamle blomsterhandler veninde", hende jeg har beskrevet tidligere, men en anden blomsterhandler. Denne lille butik er ikke meget mere end 2,5 x 1 m - altså usigeligt lille. Der er faktisk kun plads til blomsterne, og et lillebitte bord til at pakke blomsterne ind. Du står bogstaveligt talt udenfor butikken på fortovet og kigger ind på de blomster du overvejer at købe. Blomsterhandleren har en søn på omkring 5-6 år, der af og til leger i  - eller mest udenfor - butikken, når jeg kommer forbi.

En aften jeg går hen imod blomsterbutikken, jeg krydser gaden for at købe en buket. Det er mørkt, og der er gang i aftenlivet: Kvarteret er fyldt med små butikker, bittesmå spisesteder. Biler, cykler, og mennesker kæmper lidt om pladsen overalt du går; på gaden og på fortovene.

Da jeg nærmer mig den anden side af gaden ser jeg et mærkeligt koncentreret lys på et fikseret sted, ligesom en lommelygte, der forsøger at oplyse rummet på et meget lille sted. Lyskeglen går lige op i luften. Jeg kigger en ekstra gang, samtidig med at jeg hører bildytten, cykelklokker, folk der råber omkring mig. Og pludselig ser jeg hvad det er: på fortovet står en stor papkasse. I papkassen ligger blomsterhandlerens dreng og leger med sin iPad. I fred og ro, fuldstændigt upåvirket af, hvad der sker omkring ham. Han råber begejstret, for han er ved at vinde det spil han er i gang med på iPad'en. Og her I den her papkasse, kan han ligge I fred og lege, uden at nogen træder på ham, beder ham flytte sig. Det er HANS frirum. HANS private space denne aften, mens hans mor binder buketter.

Det er tankevækkende, at i en by med så meget plads, så mange store pladser, torve, parker, har vi mennesker en tendens til at klumpe os sammen de samme steder. Blomsterhandlerens søn har løst sit plads problem. Med en stor papkasse, og har skabt sig sit frirum i en meget stor by med virkeligt mange mennesker.

Vandflaskemassage og baglænsgang

Vi er vant til at tænde for hanen, sætte glasset eller munden under hanen og bare drikke. Uden bekymringer, om vandet rent faktisk bør drikkes af mennesker. Vi køber vand på flaske, men fordi vi enten er på farten og trænger eller fordi vi måske vil signalere noget med det mærke, der er på vandflasken. Her hvor jeg bor, drikker du ikke vandet fra hanen.

Nogle vil ikke engang børste tænder i det. Eller bruge vandet til at lave the eller kaffe, eller bruge det til madlavning, eller til at skylle grønsager eller frugt. Andre sætter et filter på vand systemet I deres hjem. Og andre igen køber vandsystemer og får leveret store beholdere med vand, som forsyner dem i deres dagligdag. Vi køber vand i langt højere grad end vi gør i Danmark. Også selv om myndigheder forvisser os om, at vandet kan drikkes. Tilliden til vandets kvalitet, lider under den samme kåbe af mistro, som flere har til fødevaresikkerheden.  

Og i de perioder af året, hvor du mærker "Beijing tørken", ikke kun i halsen, men også i huden og dit overforbrug af bodylotion og læbepomade, ja, i disse perioder, har du altid en flaske vand med. 

Krop og helbred er i fokus i et samfund med ældgamle traditioner for traditional medicin, akupunktur, qigong, scraping, cupping og mange andre for os ret ukendte udtryk.

Hvis du har besøgt Kina, har du måske bemærket mængden af udbydere af de traditionelle kinesiske behandlingsformer. Du har sikkert set mennesker motionere hver morgen i byens rum; ikke i hurtigt løb i gaderne, men ved at gå baglæns, eller bare gå, ved at dyrke gymnastik, massere deres muskler, slå på arme og ben, dyrke qiqong eller taichi.  Og du har måske besøgt et af de mange, mange massage steder, der ligger på næsten hvert gadehjørne: Massage af blinde massører, dyre spa steder med luksus behandlinger, og helt almindelige massage steder, hvor du kan få fødder, hovedbund og krop under særlig behandling.  Og ja, så den slags massage, som en ældre kineser, Xiao Lu, kalder "bad massage" - som i sex massage, for dem der ikke forstår hans hentydning.

Men hvad har alt dette med vand eller vandflasker at gøre?

En dag stod jeg og ventede på bussen. Det var varmt og tørt. Solen bagte ubamhjertigt ned på vores kroppe, og der var ingen vind i sigte til at køle de 36 grader bare en lille smule.
En dreng stod med sin bedstemor og ventede på bussen. Han havde (selvfølgelig) en flaske med vand med. Vi ventede, bussen kom ikke. Han og vi blev utålmodige, stod og trippede. Bedstemoderen tog det stille og roligt. Det gjorde drengen ikke. Han kunne ikke stå stille, hoppede op og ned, løb frem og tilbage.

Pludselig tager han sin vandflaske, og begynder at give sin bedstemor en gang massage på arme og skuldre - med vandflasken. Ruller flasken stille og roligt på hendes spinkle krop, mens hun står der og venter. Og nyder det.  Han slår blidt på hendes skulderblade, som tegn på, at nu er den gang massage afsluttet. Og så går bedstemoderen igang med at give sit barnebarn en omgang med flasken, blidt ruller hun den på hans skuldre og ryg.

Mens jeg står der og betragter dem, tænker jeg, at det ligner en ret integreret del af den tradition og kultur, jeg er omgivet af og ser dagligt: mennesker der går ud om morgenen for at dyrke motion for krop og sjæl. Par, der danser og synger på offfentlige pladser eller i parker. Unge, der tager et slag badminton på parkeringspladsen i deres forkost pause. 

Jeg ved godt, at vi bruger offentlige parker, anlæg, strande i Danmark, når vejret er barmhjertigt. Men jeg har aldrig set par samles  omkring en båndoptager og begynde at danse vals eller rumba i Botanisk Have. Eller hørt en gruppe mennesker stille sig op og synge i kor i en park - medmindre det er den Kongelige Opera der er på sommertur i landet. Eller set kvinder øve smukke danseformationer med vifte eller vimpel. Jeg har heller ikke set mennesker gå baglæns i Fælledparken, eller lige nuppe et par sæt badminton i frokostpausen på p-pladsen udenfor Kolding Storcenter. Og jeg har endnu til gode at se nogen stå og give en gang massage med en flaske, mens vi venter på bus nr. 4A. Eller en anden bus for den sags skyld.

Men her er alt dette en helt interegreret del af mit hverdagsliv. Sommer og vinter. Morgen og aften. Dag ud og dag ind. Ligesom vandflasken.

Sæsonen for grillhandsker og knævarmere er slut

At mange gode opfindelser er skabt udfra et praktisk problem eller en irritation over noget,der mangler, irriterer, og generer, er nok ingen hemmelighed. 

Således også her i riget I midten, for eksempel:

• Varmeindlæg til støvler og sko - hvor det er bidende vinter-koldt (Beijing for eksempel).
• Knævarmere med velcro (eller nærmest lårvarmere med velcro) - mod vinterkulden, når du racer fasted på din lydløse cykel, scooter.
• Kæmpestore "grillhandsker", permanent fastsat på håndtaget af din elcykel eller scooter - så du ikke fryser fast på cyklen i de kolde vintermåneder.  
• Virkeligt tykke strømpebukser til at beskytte dine ben mod vinterkulden, når du nu stadig gerne vil gå i kort nederdel.
• Lommer I al slags tøj (supersmå sommerkjoler f.eks.) til mobil telefonen forstås (og de lommer skal være større og større, i takt med at smartphonen vokser i skærmstørrelse..)
• Smartphone holder på dit cykelstyr, eller din scooter eller...
• "Vinterfrakker" til rickshaws, så kunderne ikke fryser (så meget)
• Indgangspartier til stormagasiner restauranter, butikker osv. osv. polstret med et tykt "vatteret tæppe" til at holde kulden ude.

Her i slutningen af april måned er foråret braget igennem, og vi har 2-cifrede plus grader, dag og nat. Så nu går sæsonen ind for:

• Skåneærmer - ikke til at skåne dit tøj, når du laver mad, men til at skåne dine sarte arme mod solen.
• Paraplyer, både til de regnskyl, der kommer, og til at holde solen væk fra ansigt og skulder.
• En solskærm så stor (fastsat med et pandebånd eller en kasket), at den skærmer hele dit ansigt og mere til: du kan slå solskærmen ned ed foran ansigtet, så den både skærmer for sol, regn OG sandstorm. Meget praktisk, når du cykler i regnvejr.

Mig og min luftrenser

Luftrensere. PM 2,5. HEPA filter, APEC Blue. Det er ord, der ikke indgik i mit vokabularium, da jeg først kom til Beijing i 2008. I dag sidder jeg i min stue og kigger på en sort kasse, der siger en snurrende lyd. Designet på kassen ligner lidt en Bang & Olufsen højtaler, men det er en luftrenser, og den snurrende lyd er lyden af ren luft. På min iPhone har jeg en app, der viser mig, hvor ren luften er i min stue, og i mit soveværelse, hvor luftrenserens tvilling står og snurrer, så jeg kan sove i ren luft. 

Da jeg kom hertil i 2008, løb jeg ofte rundt om den Forbudte By på mine morgenløbeture og tænkte ikke over, om luften mon var fyldt med forurening. Himlen var jo oftest blå det år, hvor Beijing var vært for sommer OL... Jeg kom måske med en dansk naivitet om, at de tågede eller disede dage blot var "varmedis" eller almindelig tåge, som vi kender det i Danmark. Og det var det måske også? Løbeturene om Kejserpaladset fortsatte frem til 2011, men var aftagende.

Ikke så meget på grund af luften, for dengang var det ikke på min radar. Men der var den ulidelige varme om sommeren og den insisterende kulde om vinteren, og så var der altid de mange mennesker, der gjorde jeg skulle ret tidligt op og løbe - for at kunne få fortovene for mig selv. Så mine løbeture i Beijing var aftagende.

I 2012 kom et nyt ord ind i mit liv, og i min iPhone: Air quality Index app. En app, der på min iPhone kunne vise mig, hvordan luftkvaliteten var i Beijing: havde vi ren luft eller luft, der anbefalede dig at blive inde? Den amerikanske ambassade havde i nogen tid målt forureningstallet, og talen om dårlig luft i Beijing tog fart. Hver dag viste Den amerikanske ambassades website "dagens forureningstal", og expat medier begyndte at publicere tallet og diskutere luftforureningen mere og mere. Efterhånden som smartphones bredte sig, dukkede denne app op.  I starten påstod "nogen" at de amerikanske tal var overdrevne og at "andre tal" var mere retvisende. Men forureningstallet I Beijing blev en ting, flere talte om og holdt øje med. Og man begyndte at diskutere luftrensere i hjemmet.

Jeg meldte pas på luftrensere og "mundmasker". Dét havde jeg ikke behov for. "Mundmasker" har altid været sporadisk brugt i bybilledet, siden jeg kom, men jeg var altid i tvivl, om folk bar maskerne pga. forkølelse eller uren luft, for jeg så ikke et klart mønster i brugen af maskerne, når luften var mere eller mindre forurenet. Ofte så jeg maskerne I brug, når luften var fin. Og jeg syntes ikke, jeg havde brug for at beskytte mig.

2013 startede med historisk høje tal for uren luft, tal, der sprængte målebarometrene på den app jeg havde på min iPhone. Uren luft, der var så tyk, at selv en garvet fornægter som mig kunne lugte og mærke, at luften ikke var god. Og vi havde en periode med rigtigt dårlig luft, der dagligt blev dækket massivt i expat medierne.


Jeg bemærkede, at luften begrænsede mig i min hverdag: jeg var nu bevidst om, hvad tågen betød og havde ikke lyst at gå ud, og venner meldte fra til arrangementer pga. dårlig luft. De ville ikke ud i byen, men hellere blive hjemme ved deres luftrensere.

Historier om den dårlige luft bredte sig i medierne, ikke kun i Kina, men også i udlandet. Selv de kinesiske statslige medier begyndte at tage emnet op: ældre, svage og børn burde blive inden døre, sygehuse havde travlt, et stigende antal mennesker med luftvejsproblemer mødte op for at få hjælp. 

I 2013-2014 tog jeg mine løbeture op igen - men nu på et løbebånd i et træningscenter, hvor luftrensere stod og snurrede. For mig er løb på løbebånd ikke sammenligneligt med løb udenfor, i bybilledet, i naturen, og efter et år gav jeg op.

Det var surt hver eneste gang jeg startede løbebåndet for at æde de 5 km, jeg løb 2-3 gange om ugen, og jeg blev aldrig høj af glæde af at løbe på løbebåndet, som turene udenfor giver mig runners' high. Fornøjelsen ved at løbe på løbebånd er fordampet i træningscentret. Jeg løber, hver gang jeg er i Danmark - og i al slags vejr, med meget stor glæde. I Beijing har jeg i stedet skiftet løb ud med masser af yoga - i et yoga lokale, hvor en svensk luftrenser sikrer os ren luft til de dybe vejrtrækninger.

I November 2014 var der dog blå himmel igen - for en stund var Beijing vært for APEC mødet; fabrikker I og omkring Beijing blev lukket ned i en periode, og privat bilkørsel blev begrænset. Det gav renere luft, og begrebet "APEC Blue" opstod. Et sarkastisk udtryk for det gode vejr, den blå himmel over Beijing, der bød gæster velkommen under APEC, for det betød jo ikke at problemet med forurenet luft var løst.

 Her I marts 2015, trækker Kinas forurening igen overskrifter lokalt og globalt: "Under the Dome", en selvfinansieret dokumentarfilm om Kinas forureningsproblemer blev publiceret på nettet og i løbet af få dage var filmen vist mere end 150.000 mio. gange. Journalisten bag filmen er Chai Jing, filmen er i dag tilgængelig på youtube i 8 afsnit og med engelske undertekster.

Beijings til tider dårlige luft har lagt sig som en mørk sky over muligheder og begrænsninger. Samtidigt er den dårlige luft blevet et livsvilkår i Beijing, et vilkår, som nogen har valgt at handle på; mange har de forladt byen eller landet, for at søge mod renere luft og sundere livsstil.

Dage med dårlig luft påvirker ikke kun hvad jeg og mennesker i min omgangskreds foretager sig: skal vi gå ud eller blive hjemme? De dårlige luftdage påvirker også mit humør. Jeg elsker stadig Beijing, men i erkendelse af, at forureningen ikke bare forsvinder "i morgen", har jeg også valgt at handle på forureningen: i mit soveværelse og i min stue kører luftrensere nu døgnet rundt og sikrer mig ren luft i mit hjem. Og det er blevet en daglig rutine, inden jeg sover, at checke luft kvaliteten af mit hjem på min iPhone app. Det giver sindsro. Men det løser ikke problemet.  

Nu kommer foråret...!

NU kommer foråret. Snart.

I hvert tilfælde har en del af mit nabolag omkring Den Forbudte By lukket butikkerne for i år. De er draget hjemad for at fejre Kinesisk Nytår med deres familie. Eller Spring Festival, som det også hedder.

 

Og dermed efterlader de hovedstaden i sin egen stille rytme. Vejret trækkes lidt lettere, der falder en ro over byen, der er mere plads på gaden, på fortovvene, i de offentlige transport midler.

Og det er der ikke noget at sige til:

Jeg har googlet mig til, at man regner med at der foretages omkring 2,8 mia togrejser  - dvs. 70 millioner rejser om dagen - i den 40 dage lange periode, fra 4. februar til 15. marts. 春运 (chunyun), et begreb der dækker over en stigende transport af passagerer i forbindelse med det Kinesiske Nytår, sætter sit præg på Beijing. Der er tyst og stille, byen har gearet ned og gør sig klar til at holde ferie..

 

Så derfor er gaderne næsten tomme, busserne til at få en siddeplads i, butikkerne lukkede og byen mærkværdigt stille. 

 

Godt nytår igen! Vi ses  i Gedens år. 

Køkulturer i Kina

Nogle af os husker en skoletid, hvor vi stod på pæne rækker i skolegården, inden vi gik ind til time i klasseværelserne. Række efter række stod vi der, to og to eller i en lang række, når klokken ringede ind til time.

Den anden dag, da jeg stod og ventede på bussen på Tiananmen, kom jeg til at se de fine rækker af mennesker, der stod og ventede på busserne; jeg var tilbage i skolegården. Pæne rækker, der helst ikke må brydes af "uautoriserede" rækker. For de "officelle rækker" er pænt aftegnede på fortovet med hvide striber og nummeret på den bus, der holde der. Så det er nemt at holde køkulturen. Og til at sikre at vi ikke forbryder os mod de hvide streger er en ældre dame i gul frakke med et fint rødt flag til at få os til at rette ind, hvis vi forbryder os mod køkulturen. Hun er "bussernes gårdvagt" og besvarer også spørgsmål fra folk om hvilken bus, de skal tage, hvor mange stop de skal køre.

Har du været i Kina - og måske især i en af de større byer - har du måske oplevet kinesisk køkultur? Eller manglen på samme, vil du måske tænke?

Jeg husker min første gang i Beijing, i 2005. Det var alles kamp mod alle - overalt, hvor køer kunne dannes. Ved billetlugen ind til Himlens Tempel park var mine forældre og jeg ved at blive løbet ned af 3 ældre kinesiske damer for at komme først til billetlugen. 



I fodgænger-felterne kæmpede vi med masser af fodgæng-ere og cyklister. Og menneske-masser bevægede sig ud i fodgængerfeltet hvad enten der var rød eller grøn "mand", var der en minimal mulighed for at krydse gaden, gik folk, rødt lys eller grønt lys.

Det første år, jeg boede i Beijing, i 2008, så jeg menneskemasser, der bogstaveligt talt kastede sig ind i subway toget, når dørene gik op på platformen, uden hensyn til folk, der allerede var inde i toget, eller folk der skulle af toget. "Først ud, så ind" princippet, som så smukt håndhæves i Københavns Metro gjaldt ikke her. Og der var dage, hvor jeg så folk kæmpe forgæves for at komme af toget, de måtte tage en station eller to ekstra, de kunne simpelthen ikke komme ud. Eller på, for den sags skyld.

Idag, i 2015, oplever jeg at folk høftligt spørger, om du skal af, hvis du står foran dem, vi vender og drejer vores kroppe, "krabber" os frem og tilbage, så folk kommer af i tide, og så der er plads til dem, der gerne vil på. Du kan stadig opleve "uciviliceret" køkultur i Beijing, mennesker, der maser og ikke kender til "først ud så ind" eller det med at vente i en række, men der er sket meget de sidste 10 år.


Når du tænker på, hvor mange mennesker der hver dag skal fra A til B, hvad enten det er med subway, med offetligt bus eller til fods over et fodgængerfelt, forstår du måske bedre kampen om - ikke at komme først,men blot komme frem. Omkring 8,5 millioner mennesker benytter alene Beijings subway som transportmiddel - om dagen.

Og rigtigt mange bruger 1,5-2,5 timer på transport til arbejde, hver vej, så de er oppe kl. 06 for at komme på arbejde, og hjemme ved 20 tiden om aftenen.

For at sikre en civiliseret køkultur er der mange steder indført et "gittersystem", så du går en form for gitter labyrent. På grund af luftforureningen overvejer Beijing regeringen lige nu, at genindføre restriktioner på privat bilkørsel,så du kun må køre hver anden dag i din bil, lige som det var tilfældet under APAC mødet i November maned sidste år. Genindføres restriktionen om privatbiler på gaderne i Beijing, skal der nok  for bliver brug for den gode kø-kultur. Og de ældre mænd og damer i gule frakker og røde flag, får travlt med at sikre ro og orden ved busser og subway tog.