Kan man lide klassisk i Kina?

Det er måske et lidt diskriminerende spørgsmål, jeg der stiller... som om, at man måske ikke ved, hvad klassisk musik her, her i Kina, og som om, at klassisk musik er noget, som "vi" har patent på at kende, og definere. Kina er et land med en virkelig smuk musikkultur, der blot lyder anderledes, end den vi er vokset op med i Europa. De, der har været til Peking Opera eller har hørt kunstnere spille instrumenter som guqin eller erhu ved, at den kinesisk musik lyder anderledes end "vores" klassiske musik. Så jeg tænker, at mit spørgsmål måske mest af alt præget af et blindt øje rent kulturmæssigt. Eller øre?

Men, sagen er den, at jeg var til en klassisk koncert i National Centre for the Performing Arts i går aftes. Staatskapelle Dresden spillede Beethoven, ledt af dirigenten Myung-whun Chung. Og jeg tænkte inden koncerten, om der mon var mange kinesere, der ville betale (dyrt) for at lytte til klassisk stykker af de gamle europæiske kæmper som Beethoven osv.

Mine tanker skulle blive gjort til skamme.  

Salen var næsten fyldt, og de fleste gæster var kinesere, der i stor forventning applauderede Staatskapelle Dresden, da de gik på scenen. Da den sydkoreanske dirigent indtog salen, rejste stemningen sig til nye højder.

Koncerten gik i gang. I salen sad folk og lyttede intenst, tydeligt optagede af den smukke musik, som orkestret skabte. Små takter med hånden på låret, et hoved der svajede i takt med musikstykket, tydeligt genkendelsens glæde, af folk der havde hørt de klassiske stykker før. Der blev højlydt tysset på tilskuerne - af feinsmeckerne blandt tilskuerne - hvis vi ville applaudere imellem stykkerne. Der måtte nemlig kun applauderes efter hvert "sæt". Og da koncerten var forbi, gik salen amok i begejstring.  Med god grund. For det var fantastisk musik, skabt af helt utroligt dygtige musikere. Mod slutningen af koncerten var der næsten en stemning af, at tilskuere og musikere gik i fælles selvsving, i flow.

Så, kan man lide klassisk (musik) i Kina? Ja. Nogle mennesker kender det måske endda særdeles godt, når vi taler om vestlig klassisk musik.

Spørgsmålet er, hvor godt "vi" - vesterlændinge, udlændinge - kender kinesisk klassisk musik og den kinesiske musiktradition? Det kom jeg til at tænke over i går aftes, da jeg sad og nød Beethoven og så mine kinesiske "partners in crime" lade sig rive med af den musik, som Staatskapelle Dresden skabte. I en tid, hvor jeg læser og hører, at tonen omkring fremmede er skærpet, linjerne trækkes op grænsemæssigt, og retorikken bliver stadig hårdere, tænker jeg, om vi ved noget om "andre" og "deres kultur", eller om vi er en smule døve og blinde kulturelt og kun har fokus på "vores egen" kultur? Og definerer planeten Jorden ud fra vores egne kulturelle traditioner og spilleregler?

Jeg definerer "klassisk musik" ud fra mit europæiske ståsted. Men svaret er jo ligeså rigtigt defineret ud fra andre kulturelle traditioner, og med tanke for en helt anden form for musik. 

Jeg ved faktisk usigeligt lidt om kinesisk klassisk musik...