36.222 morgengaver

Karen Marie Larsen er her ikke mere.

På en smuk og lun sommeraften, den 13. juli 2018, sov hun stille ind efter et langt og vidunderligt liv, udåndede og forsvandt som et lille rosenblad. Du kender hende sikkert ikke, men måske har du hørt mig tale om hende.  

Karen var min mormor, og hun fyldte 99 år den 12. maj i år. En høj alder for en dame, der var født lige efter 1. verdenskrig, havde oplevet både at bage brød i en ovn, varmet op af brænde og i en ovn, hvor du tænder på 200 grader og giver brødet 30 minutter. Hun oplevede trængslerne under 2. verdenskrig, Cuba-krisen, den første mand på månen, 9/11 i 2002 og meget, meget mere. Min mormor havde et ungt sind. Da hun i 2009 fyldte 90 år, kiggede hun mig smilende og med et fast blik i øjnene og sagde, at hun ikke forstod, hun nu var 90 år gammel, for hun følte sig som en på 50. Og næsten til det allersidste følte hun sig ung af sind, og stadig nysgerrig efter oplevelser. 

Mormor blev født i Ågade i Kolding og var 1 af ialt 6 søskende. Næsten alle sine 99 år boede hun i Kolding, og det meste af sit liv i kvarteret omkring Sct. Jørgens Gade og Vesterbrogade, hvor Kolding Sygehus engang lå, før et nyt blev bygget i 1975 i den nordlige bydel af Kolding.

Som helt ung pige, arbejdede mormor i en chokoladeforretning i Kolding, og en dag kom en ung mand ind i butikken for at købe et stykke chokolade. Han var frisør og arbejdede også i byen. Det stykke chokolade blev skæbnesvangert for dem begge. De forelskede sig, blev gift, og fik 2 piger.  

I 1955 åbnede de en lille kiosk i Sct. Jørgens gade, herfra solgte morfar ugeblade, aviser, chokolade og tobak til personale og patienter på sygehuset, han stod for indkøb til kiosken og regnskab, og han delte morgenaviser ud til de faste kunder i nabolaget. Mormor passede butikken, når beboerne i området omkring Sct. Jørgens Gade kom forbi efter deres avis, efter 20 Kings, for at aflevere deres tipskupon, eller for at foretage et telefonopkald. Kiosken havde nemlig også en indbygget telefonboks til alle dem, der endnu ikke havde installeret en telefon i deres hjem. 

Deres kiosk og deres liv som små selvstændige og bedsteforældre blev et evigt omdrejningspunkt for hele min barndom. Hos Karen og Povl var gæstfriheden og hjerterummet mange gange større end de trange kår de levede under og den lillebitte lejlighed de boede i, faktisk kunne bære. 

Kiosken lå i et kælderlokale på hjørnet af Sct. Jørgens Gade og Vesterbrogade, og i forlængelse af butikken var en lillebitte lejlighed, 2 værelser, et mikroskopisk køkken og et endnu mindre toilet. I den lejlighed boede de alle fire, mormor og morfar, min mor og hendes lillesøster. Siden flyttede min mor og min moster og fik deres eget liv. Men Karen og Povls hjem var fortsat et omdrejningspunkt: her blev mine forældres bryllupsfest fejret, her blev min dåbsfest holdt, her spillede de kort med deres venner, og her blev jeg passet som helt lille. Da jeg startede i børnehave i Søgade, kom mormor og hentede mig ved frokosttid, så jeg ikke skulle være fultids børnehavebarn, men kunne være hos dem om eftermiddagen. Og da jeg startede i skolen, blev stort set alle mine fredage eftermiddage tilbragt hos dem. En fast tradition for både mig og min fætter og kusine. 

Min barndoms fredage var en fest. Her var der eventyr at kaste sig ud i, i mormors klædeskab eller i nabolaget, bl.a. hos den lokale blomsterhandler, fru Andersen, hendes mange blomster og kattekillinger. Og altid sammen med min fætter og siden også min kusine.  Hos mormor og morfar var (næsten) alt tilladt. De var et fristed, for forkælelse, livretter, latter, ingen skæld ud, ingen skuffede og uindfriede forventninger, masser af gavmildhed, taknemmelighed, og ikke mindst livsglæde.  

Og selvom pengene var få, og de næsten aldrig havde ferie og kun fri om søndagen, når aviser var bragt ud, så var der altid plads og tid til mennesker, der kom forbi. Og den smule fridag, de havde, skulle bruges til sidse dråbe: søndagene var eventyrsøndage, hvor vi var med på tur til Blåvand og Vejers, til Vesterhavet, til klitter, smurte håndmadder og sodavand, leg ved stranden eller i skoven, og aftensmad omkring campingbordet, mens vi fik den sidste rest af sol over Vesterhavet med, inden turen gik hjemad mod Kolding. 

Min handlekraftige og entreprenante mormor havde løsninger på, hvordan du holder nye, kogte kartofler varme en hel dag på søndagsudflugterne, også den brune sovs, der passede til. Hun formåede at lave hønsekødssuppe helt fra bunden i det mikroskopiske køkken med to gasblus. Melboller, kødboller, tarteletfyld. Det hele. Til et større menageri af gæster, som ingen stadig forstår, har kunnet være i deres meget lille hjem. Og det var mormor, der jagtede de kunder, som løb fra regningen. Hun fandt dem på deres nye adresse, besøgte dem, og kom hjem med betaling. 

Morfar døde efter nogle års sygdom i 1988, og deres kiosk var inden da blevet lukket. Mormor fortsatte livet alene, nu som pensionist. Vi børnebørn var blevet voksne og kiggede forbi, dog ikke hver fredag. Til gengæld kiggede hendes døtre ofte forbi til kaffe, og mormor brugte tiden og livet med en flok veninder og med familien i Kolding. Hendes liv kan synes småt, men hun følte sig rig og beriget. Med familie, venner og folkepension. Familien boede tæt på og kiggede ofte forbi og tog hende med på ture eller inviterede hende med hjem. Hun og veninderne spillede ludo, tog på udflugter, strikkede og spiste på restaurant. Hun havde selskab nok - og penge nok. Og som pensionist havde hun nu glæden af at kunne give penge, for hun "havde masser af penge," som hun sagde med et smil. Hun vste sin gavmildhed til sine døtre, svigersønner, børnebørn og nu også oldebørn. 

Efter nogle få år med en kort afstikker til et andet boligkvarter, flyttede hun efter morfars død tilbage til sit gamle område ved Sct. Jørgens Gade, og boede de sidste 28 år af sit liv i nabo-ejendommen til sin gamle bolig og kiosk, men nu i en stuelejlighed, hvor hun kunne sidde i sin stue og følge med i livet. 

Næsten til det sidste bevarede hun sit ungdommelige sind, sin nysgerrighed, sin stædighed og vilje til at ville selv, selvom de fysiske kræfter havde svigtet hende. Det kneb gevaldigt med bentøjet, men hovedet fejlede ikke noget. Så, plejehjem? Det kunne der ikke blive tale om, hun havde det godt jo her, i sit eget hjem.  

Præsten talte til mormors bisættelse om, at livet er en morgengave, som vi pakker ud hver dag. Jeg tænker at min mormor tog imod hver dag, næsten, som en gave. En livsgave. Nogen vil synes hun levede et lille liv, uden de store oplevelser. Min mormor ville have syntes noget andet. Hun rejste aldrig længere end til Norge for at besøge sin broder, og til Otto Duborg ved Kruså med veninderne, men hun fulgte os i familien, der rejste, med stor nysgerrighed og mange spørgsmål. Hun var aldrig misundelig over at andre måske levede et materielt langt rigere liv end hende. Og lige til den sidse gang, jeg besøgte hende, sagde hun "tag 100 kroner i min pung i skabet. Så har du til et stykke chokolade i lufthavnen eller en blomst." Og det ville have været en fornærmelse ikke at tage imod den 100 kroneseddel. For hun følte sig rig, hun havde mere end nok. "Jeg mangler jo ingenting og har det godt", sagde hun og slog ud med armene, hver gang jeg var hjemme fra Kina, og vi havde vores timer sammen, over smørrebrød, kaffe og en kage.  

Det blev til 36.222 morgengaver, inden hun forlod os. Meget gammel, fysisk træt, men i sindet nok ikke helt så afklaret om eller enig i, at livet vil slutte for os alle, også for hende. Hun sov ind i sit hjem, i kvarteret med de mange minder, og omgivet af kærlighed. 

Jeg savner hende. Savner hendes lyse sind, hendes nysgerrighed, hendes glade smil, de forstående, kloge øjne, der aldrig dømte eller bebrejdede, og hendes mange spørgsmål. Min mormor er død, hun er her ikke mere. Hun efterlader et hav af savn og landskaber af sorg. Hun efterlader også bjerge af kærlighed og taknemmelighed hos os, der var heldige at have hende i vores liv, som mor, svigermor, mormor og oldemor. Og hun er en påmindelse til mig om, at hver dag i livet er en gave, der skal pakkes ud med glæde og kærlighed. For så er det lige nøjagtigt det, du får: glæde og kærlighed.