For mange år siden så jeg filmen "Shall we dance" med Richard Gere og Jennifer Lopez. En simpel kærlighedshistorie om et ægteskab, der ikke fungerede, og en ægtemand, der var træt af sit job, ikke var glad i sit ægteskab, og gået i stå i sit liv. Den triste og motorisk klodsede ægtemand begyndte at gå til dans. Og genfandt livsglæden ved at øve i en danseskole med andre nybegyndere udi dans, til dansevenlig musik og med en dygtig (og smuk) danselærer, mens hans kone troede, at han var hende utro. Det var han også. Med dansen.
Jeg husker, at jeg blev forundret over, hvor stort et aftryk, så let en film satte sig i mig. Det var en letbenet, romantisk Hollywood film. Men den var også enormt livsbekræftende. Det er meget svært at være - og forblive - sur og arrig, trist, vred - når man danser afsted til fyrrige toner eller svævende rytmer. Skal koordinere ben, arme, krop, for ikke at glemme takten med en dansepartner. Og huske at trække vejret. Musikken og bevægelserne sætter sig i kroppen, mens irritation, træthed og frustration opløses.
Hver gang jeg fascineres over de dansende par i parkerne i Beijing, tænker jeg, hvor længe jeg mon er så heldig at opleve det? Vil der være liv og dans her om 10 år med vals, cha-cha-cha og pasodoble? Vil de unge generationer bruge aftenerne på samme måde, når de bliver ældre, som deres bedsteforældre? Eller forstummer sang og dans, og parker bliver stille, områder, man passerer igennem?
Alt er naturligvis i forandring, hele tiden. Især i et land, der har udviklet sig så hurtigt som Kina. Så det vil være anderledes om 10 år. Det jeg ser i dag er et tidsbillede. Ja, et tidsbillede...Ved den katolske kirke på Wangfujing danses der også klassisk pardans i aftentimerne til dansevenlig rytmisk musik. Og samtidigt, i et af hjørnerne på den store plads foran kirken, øver en gruppe unge hip hop moves og akrobatiske stunts. Og det er jo også en slags dans, blot et andet tidsbillede.
