Langt fra alfarvej - fair trade, muligheder og udfordringer i Kina

Virksomheden Danyun, der står bag den økologiske the fra Yunnan, blev i 2001 medlem af WFTO, World Fair Trade Organisation.  Det skete i forbindelse med Danyuns første projekt - Threads of Yunnan. Threads of Yunnan omfatter håndarbejdsprodukter skabt af minoritetskvinder fra Yunnan. Disse produkter, puder, tasker, mv. - udvikles og sælges af Danyun i samarbejde med kvinderne - med henblik på at hjælpe minoritetskvinderne til at tjene deres egne penge og forbedre deres selvstændige roller som kvinder.

I 2006 besluttede Danyun at fokusere fuldt ud på begrebet Fair Trade, således at så stor en del af Danuyns forretning skulle understøtte Fair Trade begrebet. Og som en konsekvens ændredes navnet til Danyun Fair Trade Development Co. Ltd. 

En hurdle var navneskiftet for Danyun:
For det med at lade Fair Trade indgå i firma navnet gik sandelig ikke for det kinesiske navn på selskabet i Kina. For hvis nogen er Fair Trade – betyder det så at andre er Unfair Trade? Så begrebet kunne ikke indgå i det kinesiske firma navn. Det ville jo betyde at virksomheden opererede med - unfair trade.
En anden hurdle er de mennesker, der indgår i Danyun projekterne:
Et af målene for Danyun er, at hjælpe især de bønder og små-producenter, der indgår i Danyuns projekter med at operere, så de efterlever Fair Trade principperne. Og det kan være en udfordring, når du aldrig har hørt om Fair Trade - og når Fair Trade principperne er en meget anderledes måde at føre forretning på, end den du er vokset op med.
Hvordan kan det være en udfordring?
Hvis du har kendskab til Kina og hvordan ”man gør forretning i Kina” (nogle steder), vil du vide, at her er flere udfordringer, og at Danyuns projekt med at skabe forretning og produkter på Fair Trade principper  overnight.  Det er en længere rejse.

Hvor ser du udfordringerne i Danyun Fair Trade princpipper? 

Fair Trade Value #1 Create opportunities: Danyun’s mission is to bring hope through partnership with a focus on the peoples of Yunnan. Therefore we are committed to work with marginalized producers and companies to assist them getting their products to the market. With a goal of self-sufficiency and ownership, we help them move away from income insecurity and poverty.

Fair Trade Value #2 Transparency and accountability: We believe in transparency and accountability in all our dealings with the producers as well as with our customers. Decisions made about orders, delivery and payment are made in public meetings. A written record of transactions is used and kept. These records are always available to those involved.

Fair Trade Value #3 Capacity Building: Danyun works with individual producers and companies as well as communities. We are deeply committed to improving the lives of everyone in the communities with whom we work. By building schools, water systems, clinics and providing protein meals (meat) to school children, supporting children to take a further education etc. we are building something just as important: hope and potential for a better life in the future.

Fair Trade Value #4 Payment of a Fair Price: Income matters. It is the difference between merely surviving and prospering. That is why Danyun works closely with its producers in setting prices. When setting prices we discuss the time and costs involved with our producers and suppliers. We compare prices with the standard within their communities and we compare prices with the Fair Wage system. We strive to ensure all our producers earn a living wage. With the product mark-up we pay for things like trips to the project sites to meet with the producers, training the producers, domestic shipping of products from the producers to our office, product development, marketing, customer service, and more. Additionally, Danyun places consistent orders so artisans can earn a consistent income.

Fair Trade Value #5 Gender Equity: Danyun seeks to empower the women in our communities. In addition to paying fairly and equally we generate an environment where women can network and support each other. Plus, through working with handicraft punctuation, women can easily work out of their homes, which allow them to care for their families while earning an income. In our handicraft area we have also established a production unit where the women can meet on a daily basis and work together. We have made a place with computers for the older children to use and another place with materials for activities, for the smaller children to play.

Fair Trade Value #6 Trading Practices: Danyun operates its business with concern for the social, economic and environmental well-being of our producers and partners and does not maximize profit at their expense. We maintain long-term relationships based on solidarity, trust and mutual respect. Whenever possible we pay pre-advance payment and our producers are always paid on time.

Fair Trade Value #7 Working Conditions: We provide a safe and healthy working environment for the artisans and comply with national and local laws. We seek to raise awareness of health and safety issues by building clinics, building clean toilets, holding training and events, and providing protective clothing, medicine and other supplies for people’s well-being.

Fair Trade Value #8 Child and forced labor: Danyun does not use child or forced labor, nor does it engage with companies who use child or forced labor. Working with companies and artisans we encourage education of their children and we support children with ability to continue education after middle school.

Fair Trade Value #9 The Environment: We work with our artisans and partner companies to ensure that our products are made responsibly. We promote “Green” and our tea is organic certified. We seek to reduce waste in the use of material and we educate our partners and artisans in environmental issues.

Fair Trade Value #10 Promoting Fair Trade: We are active in promoting fair trade toward our suppliers, partners, artisans and customers. We market our products to the domestic and international market to create better opportunities for our artisans and partner companies.

Du kan - iøvrigt - nu købe Danyuns kvalitets the, der både er økologisk og fair trade mærket, I Magasin Mad & vin på Kongens Nytorv I Kbh.

Besøg af kinesiske Jehovas Vidner

Altså, jeg har aldrig lukket Jehovas Vidner ind i mit hjem, "derhjemme", i Danmark.

Hver gang jeg så skyggen af de vandkæmmede unge mænd, i stramt jakkesæt, hvide skjorter og slips, forsøgte jeg at holde mig under radaren, eller takkede pænt nej til tilbuddet om Gud og en plads blandt de udvalgte, når Dommedag kommer.

Anders Aggers udsendelse om Jehovas Vidner i Danmark, de udvalgte og deres liv med at gøre sig klar til Dommedag og stemme dørklokker og søge at vinde fortabte sjæle i de danske hjem, gav et sjældent indblik i en gruppe mennesker med en tro, jeg har svært ved at forstå: at gøre sig klar til Dommedag. Og vide man er udvalgt, mens andre ikke er, fordi man er blandt Jehovas Vidner.

Så da min ayi forsigtigt forsøgte at få mig til at forstå, at hun var begyndt at studere biblen og gav mig en folder, forstod jeg, at det handlede om Jehovas Vidner. Hun lod mig forstå, at den bibel, HUN studerede, også blev studeret i Danmark, så blev jeg lidt nysgerrig. Hvordan er det med troen og Dommedag i Kina? Tror man overhovedet på noget i Kina? Udover kommunismen og kapitalismen. Ja, det gør man. Vera Bundgaard har i Kristeligt Dagblad skrevet om religionens trivsel i dagens Kina, Og billedet viser en stigende tendens til at tro: http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-10-09/religion-blomstrer-i-kina

Men altså, min ayi ville gerne forklare mig, hvordan denne her bibel havde hjulpet hende. Til bedre forstå andre mennesker, og til at styre sit temperament. Hun var dog også klar over, at mit kinesiske sprog rækker ikke til en samtale på kinesisk om noget så abstrakt som religion. Denne her samtale krævede en mellemmand, der talte engelsk. Så inden jeg så mig om, havde jeg åbnet døren for Jehovas vidner, i mit hjem i Beijing. De kom jo altså ikke og ringede på, som de gør i Danmark, de kom via relationer, som så meget andet sker via relationer, netværker.

Da vi sad i sofaen og snakkede over en kop the, spurgte jeg dem - hvorfor Jehovas Vidner? Hvorfor ikke katolicisme, protestantisme eller buddhisme?

Og samtidigt forsøgte jeg at forklare dem, hvordan det er at vokse op i et land, hvor du pr. automatik er medlem af en kirke, den danske folkekirke, men at mange af folkekirkens medlemmer vælger ikke at gøre aktivt brug af deres medlemsskab, undtagen til jul, barnedåb, bryllupper og begravelser. Nogle melder sig ud af folkekirken, men andre forbliver medlemmer, i en ret passiv forstand, uden aktivt at bruge kirken. Måske også fordi, at der i vores opvækst og kultur er en kristen grundtanke, som jeg i alle tilfælde ikke selv er super bevidst om, og som var svær at sætte ord på overfor mennesker, der har haft en helt anden opvækst mht. religion.
Jeg befandt mig i en situation, hvor jeg skulle sætte ord på noget, som jeg reelt set sjældent er bevidst om og taler om - den danske folkekirke og den indflydelse kirken har og har haft på min opvækst og de omgivelser jeg er vokset op i. Den historie og kulturelle basrytme der ligger i hvad vi gør og siger i Danmark. Og selvom medlemstallet for den danske folkekirke er faldende, var 78,4% af den danske befolkning med folkeregisteradresse i Danmark medlem af den danske folkekirke pr. 1.januar 2014.

Spørgsmålet om, hvorfor Jehovas Vidner blev valget og ikke en anden religion, står lidt hen i det uvisse. Deres svar var, at de havde brug for et mindre forum, hvor de kunne studere biblen og have mulighed for at stille spørgsmål, fordi der var mange ting de ikke forstod. Og de følte ikke, at de havde et sådant rum i en kirke.

Jeg forsøgte at forklare den religion jeg er vokset op med, at jeg er døbt og konfirmeret, og at mange af kirkens medlemmer i Danmark ikke benytter kirken og dens tilbud. Og jeg stillede dem flere spørgsmål, for selv at forstå forskellen. Men hver gang blev jeg mødt med et vers, der blev fundet i den bibel, de havde medbragt. Et sprog jeg ikke forstod og hvor jeg ikke fandt noget svar.

Mine spørgsmål om deres syn på blodtransfusion, sex før ægteskabet og homoseksualitet, som ikke er accepteret i Jehovas Vidner og betyder udstødelse, fik jeg heller ikke noget svar på. Jeg ved ikke om det skyldes den kinesiske indirekte kommunikation - eller om det er fordi jeg sad med to kvinder, der ikke har viden og grundlag for at sammenligne forskellige religioner.

For min skyld må du tro på hvad du vil, jeg respekterer også troen på ikke at tro på noget; og jeg har samtidigt en stor nysgerrighed og et stort behov for at forstå forskellene, og hvad der afgør dit valg. Så du træffer dit valg med åbne øjne og både ved, hvad du vælger til og vælger fra.

Men det er jo mit behov.

De ulige nummerpladers dag

Skoler og børnehaver er lukkede. De mindst forretnings- og samfundskritiske offentlige virksomheder ligger i dvale, og mere end 1100 fabrikker er erklæret i tvungen ferie tilstand den næste uge. Ekstra sikkerhedsvagter er sat ind som permanent personale på busserne, der kører i og omkring Tiananmen Pladsen. Privatbiler på vejene er reduceret med 50%, så i dag må kun private biler med et ulige sidste ciffer i nummerpladen benytte vejene i Beijing.

Det lugter af fordums storhed i Riget i Midten, hvor hovedstaden iklædte sig festdragt og stolthed og tog imod opmærksomheden fra verdens øjne, som hvilede på kejserstaden. Det lugter af tiden omkring OL i 2008. Men det er APEC, som Beijing er vært for i disse dage, der er årsag til al den ståhej.

Ingen vil risikere, at hele verden taler om metropolen i Østen, fordi forurenings-tallet og sigtbarheden gør det umuligt at gå udenfor, når nu Obama og Xi skal have topmøde her, og Beijing er centrum for en del af verdens opmærksomhed i disse dage. Derfor er der foretaget ekstra foranstaltninger for at sikre, at byen er knivskarp, luftkvaliteten er i top, og trafikken på ringvejene flyder stille og roligt og gelinde, som dengang i starten af 2008, hvor jeg ankom og vi kun kendte til ”堵车” – trafik propper og stilstand på de brede boulevarder – en sen fredag eftermiddag, hvor weekend trafikken havde sat ind, og alle skulle hjem.

Trafikforanstaltningerne, der skal hjælpe til at reducere luftforeningen, får følgeskab af kontrol af den industrielle produktion, som er en af de store syndere, når det gælder smog. Og det forventes, at omkring 30% af forueningen kan reducers pga. alle de foranstaltninger, der er foretaget. Hebei, området for Kinas største produktion af stål, et område der ligger nord for Beijing, vil lukke eller suspendere produktionen i omkring 2.386 virksomheder og forbyde arbejde på omkring 2.445 bygningspladser frem til den 12. November, hvor APEC møderne slutter i Beijing.

Det er ikke første gang, at Kina sætter så stort ind for at rense luften forud for events, der har hele verdens bevågenhed på Kina. Da Shanghai var vært for APEC i 2001, fik indbyggerne en ekstra ferie på 5 dage. Og Kinas forberedelser til OL i 2008 inkluderede bl.a.   konstruktionen af en ny terminal i Beijings lufthavn, i forsøget på at sikre glidende trafik og ren luft, holdt man biler væk fra vejene og lukkede en række fabrikker, og så ansatte man 110.000 sikkerhedsfolk  for at sikre god ro og orden. 

Og luften ER knivskarp idag, himlen ER skærende blå og luften dejlig REN. Byen smiler lidt mere, eller måske er det fordi der er knapt så mange mennesker på arbejde, i trafikken og på vejene, at der er en lillebitte følelse af ”ferie stemning” i byen. Ingen stress, en fin og glidende trafik. Det giver et lidt lavere blodtryk I byen med al for mange biler.

Og i morgen er det de lige nummerpladers dag.

Langt fra alfarvej - kvinderne bærer halvdelen af himlen - 半边天

Der er et udtryk på kinesisk ” 半边天” (ban bian tian). I min undervisningsbog referer udtrykket til, at ”kvinder kan bære halvdelen af himlen”, en metafor for kvinders styrke og deres rolle i samfundet, og givetvis også en reference til at kvinder spiller en aktiv rolle, både i hjemmet og på arbejdsmarkedet.  The projektet i det sydvestlige, fattige bjergområde tæt på Myanmar er ingen undtagelse. Også her spiller kvinder en fremtrædende rolle.

Heroppe, langt væk fra Menglian by på toppen af det hele, ankommer vi til the terrasserne og de mørke- grønne marker på bjergene, hvor sirlige rækker af mørkegrønne the-buske danner et fint mønster af terrasser på bjerget. Vi er i området for Wa og Lahu folket. De bor i bjergene, og her plukker kvinderne næsten dagligt the. Her ser du kvinder gå med med en kurv på ryggen og plukke the-blade og the-skud blandt fra 9 morgen til ca. 17 om eftermiddagen. The plukningen er kvinde arbejde.

En mor og datter plukker the sammen, deres hænder arbejde hurtigt og erfarent med at finde de nye skud og nippe dem af buskene. Et par kvinder går på skråningen, jeg ser kun et hoved med et tørklæde i ny og næ, når de kigger op eller går længere op ad bjerget til den næste række af buske. Et par børn sidder ved et træ i nærheden, oktober-ferien betyder, at de ikke skal i skole og er taget med i marken. Her leger de sammen, mens de voksne plukker the.

 

Mit øje spotter en ældre kvinde, hendes kurv med the blade på ryggen ser enorm ud, fordi hun er så lille og spinkel. På hendes jordlod har hun et lille læ-sted, hvor hun kan søge læ for vind og vejr, og samtidigt bruger stedet til at tømme sin kurv med the blade i løbet af dagen, så kurven ikke er så tung at have på ryggen.  Hendes læ-sted er blot 4-6 træpinde eller tynde pæle og et stykke blik som gør det ud for tag. Den gamle Lahu kvinde inviterer os gæstfrit indenfor og forsvinder så! Vi tænker, hun måske er genert pga. de ukendte ansigter, men snart dukker hun op igen, med en kæmpe græskarlignende agurk, som hun begynder at skære i store mundrette stykker til os. Hun forstår ikke ret meget kinesisk. Jeg spørger hvor gammel hun er. Hun ligner en gammel kvinde på 80 år - hun blot 62 år gammel, så vidt hun selv husker, siger hun og smiler.   

Vores sidste stop er hos YeYi, en 39 årig Wa kvinde, der har været med i det økologiske the projekt fra starten, i 2007.  YeYi bor i en lille Wa landsby ikke langt fra de the terasser, vi netop har besøgt.
 
YeYi forstod meget tidligt i the projektets start, hvad en merindkomst af salget af the, majs og sukkerrør kunne betyde for hendes familie, især for hendes børn. Det samme gjaldt ideen om økologi og forståelsen at gøre noget, der ville gavne naturen og dermed hendes børn, på længere sigt. Hun taler passioneret om projektet, og hvad det har betydet for hende og hendes familie, hvordan det var at være med helt fra begyndelsen, hvor der var megen skepsis og usikkerhed omkring projektet fra de andre Wa folk i hendes landsby. For hvad skulle de leve af, når de lagde en del af jorden om til økologisk the landbrug? Hvordan skulle de tjene deres penge, imens de ventede på at the buskene groede til ,og de kunne høste thebladene? Den lokale regering lovede at støtte familierne med penge og ris i de 3 år, det ville tage, før theen kunne høstes. Men efter det første år kom der ikke flere penge fra den lokale regering, blot ris, fortæller hun.

 

Hendes familie består af hendes mand, der er 15 år ældre end hende, og 2 voksne børn på 20 og 18. Manden taler kun Wa dialekt og forstår ikke kinesisk, hans arbejde er at dyrke de øvrige marker, de har. Sønnen aftjener sin værnepligt i den kinesiske hær, og datteren er rejst til Suzhou, hvor hun arbejder. 

YeYis hjem er et pælehus af træ; vi sidder udenfor på en form for veranda, der er overdækket af husets trætag, når du kommer op ad den udvendige trappe og når husets rum: 2 store rum og et par små rum udgør YeYis hjem. Det ene store rum benyttes som køkken; der er mørkt, i loftet er et hul og midt i rummet hænger en stor gryde over et åbent ildsted. Det andet store rum er stue og soveværelse; der står en stor seng op ad den ene væg, og feminine sko med hæl, YeYis sko, ligger under sengen. I et  et hjørne står et ældre, støvet fjernsyn, suppleret af en radio.

YeYis store drøm er et rigtigt hus, og det vil sige et hus af mursten, fortæller hun. Men med en årlig indtægt på omkring 20-30.000 CNY i alt, når famliens afgrøder er solgt, er det svært at rejse pengene til at bygge et hus, hvilket vil kræve omkring 70.000 CNY.

 

YeYi er en temperamentsfuld  og målrettet kvinde, hun taler med ansigtet, bekymrede rynker danner sig i hendes pande, når talen falder på penge og hendes helbred. Hun taler med stemme, ansigt og hænder, der ind imellem lægger sig på hendes ene skuldre. Ryggen gør ondt, hun er træt. Helbreddet driller, og for megen tid og for mange penge går til hospitalsbesøg for at finde ud af, hvad der er årsagen til smerterne i kroppen.

Murstenshuset synes langt væk.

Langt fra alfarvej – familierne

I et bjergfyldte område, nær Myanmar har ca. 600 farmere, der alle tilhører en af de etniske minoriteter som Menglian county er hjem for, sagt ja til at indgå i et the projekt, der skal hjælpe dem til en bedre økonomi og en bedre tilværelse. Et the projekt, der har opnået international godkendelse som både økologisk og Fairtrade. Herved skal de farmere, der har investeret deres jord og deres tid i projektet, sikre sig viden, erfaring og ikke mindst penge til et bedre liv for dem selv og deres børn. En årlig indkomst for en familie var i 2003 på ca. 5000 CNY; I 2012 var den årlige indkomst omkring 20.000 CNY. Det er ca. 19.000 DKK om året.

Det er dag 1 i Menglian. Efter en gang morgenmad på det lokale morgenmadssted overfor vores hotel, hvor vi bænker os på bitte små skamler omkring et lille bord og får hver vores skål med varm suppe, et par stykker oksekød, nudler og grønt, starter køreturen op i bjergene til Wa folket.

Vejen bliver hurtigt meget smal, kroget og stiger i takt med bjerget, vi kravler opad DanYuns bil. For mindre end et år siden var denne vej, som er den eneste vej op til the markerne og familierne, blot en jordvej. Nu kører vi på en udmærket betonbelægning og tænker, at det har været meget svært fremkommeligt tidligere efter en gang regn. Jord, der meget hurtigt bliver til mudder og smadder; nu går det bedre, om end en betonbelægning bliver glat ved regnskyl. Undervejs må bilen krabbe sig forsigtigt over jord og sten efter tidligere regnskyl og jordskred, som nogle steder gør den lille vej svært farbar.

Efter at have kørt et stykke tid, stopper vi ved nogle små træskure, der ligger ud til vejen. Et par kvinder sidder væver smukke stoffer af tynde, tynde tråde, mens deres mand tålmodigt hjælper med at styre trådene. Er du tørstig eller trænger du til en cigaret kan de også klare det, der er et lille udsalg af sodavand og cigaretter.

Over deres huse, ligger en skole, som er områdets eneste skole for børn i 1. – 6. klasse.

Vi går over til skolen, der ligger øde hen, børnene har oktoberferie. Men vi kan kigge ind ad vinduerne i bygningerne og bl.a. se den sovesal, der tilhører skolen. 70 af de 110 børn, der går på skolen, overnatter her fra mandag til fredag. Deres hjem ligger så langt fra skolen, at de ikke kan nå hjem, og derfor overnatter på fra mandag til fredag, hvorefter de så går de 10-20 km hjem igen. For at tage turen igen om søndagen, så de er klar til timerne mandag morgen. Her får de undervisning i kinesisk, matematik og kinesisk politik og samfunds-historie.

Vi går ned ad en bred jordvej der smyge sig langs bjerget, på vores ene side ser vi fauna og sommerfugle i eksotiske farver på bjergvæggen, på den anden side har vi en storslået udsigt over bjerge og en kæmpe dal.

 

Efter ca. 1 km. møder vi det første pæle hus, der vogtes af et par vandbøfler, her starter landsbyen. Jordvejen bliver til en bred sti, hvor du kan køre på din motorcykel, trække dine dyr og gå til fods.  Det enlige pæle hus – et primitivt træhuse på pæle - bliver hurtigt til flere: hvor der er plads, er der bygget hus, et lille træ hegn afgrænser jordloddet for huset, de høns, bøfler og grise der tilhører huset. Husene er bygget, hvor forholdene og bjerget tillader det. Vejen eller stien, vi går på, og jordlodderne med huse er et virvar af jord og mudderpløre.

Ind i mellem de primitive pæle huse, ligger små stænk af murstenshuse, nye huse, bygget på jorden, med et fundament, vægge af mursten og vinduer med glas – en stor kontras til pæle husene, der ikke har vinduer, men blot er 2-4 mørke rum, med hul i taget, så du kan lave mad over åben ild og få dagslys ind i rummene. Historien om det arkitektoniske virvar af huse, nogle meget primitive i træ, nogle i mursten på et fundament og med glasvinduer, forbliver lidt usikker. Men lokalregeringen tilbyder tilsyneladende økonomiske midler til landsbyer, så de kan bygge huse af mursten. Hvordan pengene fordeles forbliver uvist.

Vores første stop er hos en ung Wa familie, der er 30 og 31 år. De har netop fået deres første barn, en lille dreng og har bygget et nyt hus i sten på ca. 90 kvm. Deres gamle hjem, træhuset, står stadig på grunden og er i dag køkken. En lille indhegning sikrer, at smågrisene ikke stikker af, og høns og ænder går frit omkring. Et kuld små brune og gule ællinger skræpper under en stor flettet kurv, der er vendt på hovedet og beskytter ællingerne mod sultne rovdyr. En motorcykel er parkeret ved det nye hus. Den unge familie byder indenfor på balkonen foran huset, hvor vi sætter os på små skamler og får et glas the.  Et par nysgerrige Lahu kvinder kommer forbi i deres traditionelle klædedrager og kigger på det underlige menageri af fremmede langnæser sammen med Wa familien på balkonen. Efter at have stået og kigget på os, trasker de videre.

 

Den unge familie har et stykke jord, hvor de dyrker sukkerrør, majs og te. Salget af deres afgrøder giver dem ca. 20-30.000 CNY om året. Spørgsmålet på hvor meget de tjener på deres afgrøder iår, kommer lidt bag på manden. Vi er jo midt i året, det er ikke gået endnu… han skæver lidt usikkert over mod sin unge kone, som supplerer ham godt i hans svar. Udover afgrøder, som de sælger, har manden job på den lokale DanYun the fabrik, hvor han tjener 2200 CNY pr måned. Huset er deres stolthed. Indenfor i stuen står lædermøbler og et tv-møbel hvor et stort fjernsyn troner - en enorm kontrast når man kigger ud over deres grund og ser hunde, høns, ænder, grise og deres tidligere bolig, træhuset i hjørnet af grunden, det er ikke andet end et stort skur bygget i træ.

 

Vi trasker tilbage til bilen og kører videre, op mod the terasserne...

 

Fortsættes. 

 

 

Langt fra alfarvej

Jeg vidste ikke, jeg skulle så langt væk.

Men jeg kom til at tilbagelægge mere end 1800 kilometer, jeg krydsede Mekong floden, der udgår fra det tibetanske plateau og snor sig i Yunnans bjerge videre mod de eksotiske lande i Sydøstasien, og jeg landede ganske tæt på grænsen mellem Kina og Myanmar, i Menglian Autonomous county, hjemsted for især Dai, La og Va folket.

Langt væk fra Beijing, i et helt anderledes Kina.

 

Vi er i bjergfyldt område, hvor bambusskove, sukkerrør og andre eksotiske planter og dyr trives, hvor den eneste ”hovedvej” eller vej op til de små landsbyer og minoriteter, der bor i bjergene for blot et år siden var en jord- eller grusvej, der blev ufremkommelig, når regnen faldt. Først for nyligt er der kommet beton belægning på vejen. Men det er ikke biler og turistbusser du møder her. Vandbøfler, bønder til fods og små motorcykler er det, der oftest krydser din vej på vej op og ned i bjergene.

I bjergområdet ligger en lille skole, der giver undervisning fra 1.-6. klasse, i kinesisk, matematik og kinesisk historie og samfundsforståelse. Skolen huser 110 elever, heraf bor de 70 på skolen fra mandag til fredag. De har ganske enkelt for langt til skole fra deres hjem, en afstand på 10-20 km, de skal tilbagelægge på gåben. Så de tilbringer hverdagene på skolen og ser deres familier i weekenden.

Heroppe i det bjergfyldte område, nær Myanmar har 600 farmere, der alle tilhører en af de etniske minoriteter Menglian county er hjem for, sagt ja til at indgå i et the projekt, der skal hjælpe dem til en bedre økonomi og bedre levevilkår. Et the projekt, der både er økologisk og Fairtrade for at sikre at de farmere, der har investeret deres jord og deres tid i projektet, skal få viden, erfaring og ikke mindst penge til et bedre liv for dem selv og deres børn. I 2003 var en årlig indkomst på ca. 5000 CNY for en familie, I 2012 var den årlige indkomst i kontanter omkring 20.000 CNY. (kilde: DanYun Fairtrade).

I de næste blogindlæg vil jeg dele flere af mine oplevelser fra Menglian, langt væk fra det Beijing, der fejrede nationaldagen for Folkerepublikken Kina den 1. oktober med masser af røde faner og det kinesiske flag, mens jeg var i Menglian. I Menglian så vi intet spor af Nationaldag eller vejrende kinesiske flag. Her gik dagene deres vante gang...


Fortsættes.

Blomster ER medicin - del 2

Kan du huske min blomsterhandler, som var flyttet ind i en pharmaceutisk lignende butik, indtil hendes egen butik var færdigrenoveret?

陆梅 (Lu Mei) er nu flyttet tilbage i sin oprindelige bolig i den lille gade. Hendes blomsterbutik er idag ENDNU mindre end før og ligger ENDNU længere inde i den lille smalle, dybe bygning - men den er der. Og istedet for mere plads til blomsterne, er der nu mere plads at bo i til Lu Mei og hendes familie, der tæller mand, mor, datter og søn.

Tirsdag aften efter en lang dag på arbejde og kinesisk undervisning bagefter, beslutter jeg at tage en hurtig gang nudler på den lokale restaurant, da jeg stiger af bussen, nær mit hjem.
Restauranten er proppet til bristepunktet med gæster, der snakker, skåler, ryger - og ja, spiser.

Jeg får et lille bord og sætter mig og venter på mine nudler. Da mit øje fanger en ung pige.
Pigen sidder i et større selskab, hvor retterne spises ligeså hurtigt som personalet kan bære dem ind. Hun vinker og smiler til mig. Mine øjne glider videre i hendes selskab, og jeg ser, at ved siden af pigen sidder - "min" blomsterhandler. Lu Mei.
Pludselig bliver der råbt og vinket, folk flytter rundt ved Lu Meis bord - og inden jeg når ret meget andet end at sige hej - sidder jeg  imellem Lu Mei og hendes datter. Snakken fortsætter lystigt, og Lu Mei fortæller sine venner, hvem jeg er. Mens vi sidder og nipper til de små retter, der endnu ikke er konsumeret, skåler og drikker, kommer mine nudler.

"Åh, nudler! Det kan jeg lave bedre! Næste gang du kommer forbi og køber 兰花 (de små orkider jeg altid køber hos hende), så skal jeg lave en gang nudler, som du ALDRIG glemmer smagen af! Ring næste gang, du kommer forbi, så laver jeg dig et måltid mad."

Hvornår du har sidst fået en middagsinvitation - af din blomsterhandler?

"Typisk i Kina"

I mine godt 6 år i Kina har jeg efterhånden fået mange spørgsmål om, hvad der er typisk i Kina. 

Er det almindeligt i Kina, at ens forældre eller bedsteforældre finder ens kommende mand eller kone? Og at der lægges stort pres på kvinder for at blive gift inden de er 27 år? Er det rigtigt, at i Kina vil man helst have en dreng, når man venter barn? Er det normalt i kinesiske organisationer, at du ikke kan få dine kinesiske medarbejdere eller ledere til at tage det ansvar, de reelt har, når du ser på deres jobbeskrivelse? Især når det drejer sig om "svære opgaver", som at afskedige en medarbejder, fortælle når en medarbejder har begået en fejl, eller fortælle når en medarbejder ikke har performet, så det udløser en performance bonus? Er det typisk i Kina, at man abejder 12-14 timer i døgnet? Er det rigtigt, at i Kina siger man ikke "nej", man lyver hellere og siger "ja"? Spørgsmålene er mange om, hvad der er "typisk, normalen, det alle gør" i et land med mere end 1,3 mia. indbyggere.

Et land med mange tusinde års udvikling, historie, traditioner bag sig; et land, som især de seneste 30 år har åbnet op til verden "udenfor" og er blevet et virkeligt attraktivt marked for masser af lande i vesten - og dermed også er blevet påvirket af "typisk i andre lande" eller "typisk i andre kulturer", idet samhandlen med Kina er øget. Et land, hvor mange vestlige virksomheder ikke kun vil have deres produktion i Kina, de vil udvikle deres produkter i Kina og de vil sælge deres produkter til den kinesiske kunde. Så en stadig større og mere kompleks del af deres forretning bliver placeret i Kina og skal arbejde sammen med virksomhedens øvrige organisationer, i USA, Canada, Skandinavien, Europa. Hvad er typisk i Danmark? Er de samme ting, der er helt gennemsnitligt i Kruså - også ganske almindeligt og gennemsnitligt i København?

Vi vil så gerne forstå, forstå et land, en kultur, og især en kultur, der er så fremmed fra vores. Forstå de mennesker, der bebor landet, og forstå deres handlinger. I det land, hvor man i kulturguider kan læse, at "de" tager brusebad om aftenen, og ikke om morgenen;  hvor "de" kun får et barn; hvor "de" har svært ved at sige tingene ligeud, men hellere "pakker det godt ind". Og i vores forsøg på at forstå, leder vi efter stereotyper, kasser til at rubricere det, som vi gerne vil forstå.

Sandheden er måske - for jeg VED det ikke - at Kina er ligeså mangfoldig i adfærd, vaner og handlinger, som Europa. At det, der er "normalen" i Beijing, overhovedet ikke forekommer endnu i en mindre by i Indre Mongoliet. Men jeg ved det ikke. For landet er kæmpestort og er i konstant bevægelse, små og store bevægelser, der komme udefra, udenfor Kina, og indenfor fra selve Kina. I stedet for at rubricere mennesker, så observer, hvad og hvem, der møder dig. Vær opmærksom på det enkelte menneske - i stedet for at lede efter spor, der kan pege i retning af eller passe ind i kulturbeskrivelser af et land og dets menneskers adfærd, traditioner.

En aften går jeg på Wangfujing, der ligger en katolsk kirke med en fin plads foran, hvor mennesker mødes,. Danser, tager billeder, øver på deres skateboards, leger med deres børnebørn. En flok kinesere har sat en ghettoblaster op på pladsen og er i gang med at øve breakdance til heftig kinesisk rap. Jeg går ca. 100 meter længere ned ad Wangfujing, en gammel mand sidder på en lille kasse, hans hud er rynket og mørkebrun, håret er langt og gråt, og hans mørkeblå "mao tøj" hænger lidt på ham, en meget slank ældre mand. Han sidder og spiller på sin erhu - et gammelt klassisk instrument - mens han synger til. Det lyder som en gammel kinesisk sang...så i det ene øre har jeg rap og skyggerne af breakdancers, og i det andet øre har jeg den gamle mands sprøde stemme, iklædt strengemusikken af hans erhu.

Typisk i Kina?

Går med geder

Vi er i Mutianyu.

En lille landsby udenfor Beijing, hvor den lange kinesiske mur snor sig i, på og imellem bjergene, som omfavner den lille landsby, der iflg. wikipedia har 350 indbyggere.
Men når du tager de ca. 70 km fra Beijing ud til Mutianyu, ud på landet, hvor æg, kastanjer, valnødder, pærer og honning er noget du køber ved vejkanten hos de lokale farmere, opdager du snart, at de 350 indbyggere - og andre små landsbyer - mangedobles i mennesker, der ikke kun søger mod den langstrakte, fantastiske Kinesiske Mur og dens historie, men også mod følelsen af at være på landet, udenfor millionbyens larm, forurening - ude hvor små landsbysamfund endnu findes, som vi gerne vil huske dem.

En oktober weekend sidste år tilbragte jeg er par dage i Mutianyu; dage med sensommersol og klar blå himmel, i måneden inden vinterkulde kommer snigende. Dage med morgenmad på en lille terasse i morgensol,, og eftermiddagstimer - også i solen med kaffe og chokolade, efter en lang dag med vandreture. 

Vandreture - ikke på den Kinesiske Mur - men på gedestier i naturen omkring Muren, i de små kastanielunde, under valnøddetræer, frugtplantager, traskende fra en lille landsby til den næste, og med pitstops for at spise frokost (friskfangede grillede ørreder), en flaske vand eller nykøbte valnødder hos en gammel mand på det lokale torv i den sidste landsby, jeg gik igennem. 

Du kan, når du er så langt væk fra Beijings hæsblæsende hverdag, traffik og finanskvarterer, og pludselig står i en lille by, hvor 20 huse udgår byen, og hvor sikkert 75% af byens borgere sidder på det lokale torv og snakker om livet mens de sælger dagens høst fra grønsagshaven, bilde dig ind, at her står tiden stille. Her er intet sket de sidste 30 år. Næsten ingen biler, gamle slidte huse, og så fredeligt, at du hører bier summe i luften.Indtil en tlf. ringer, og du ser den ældre dame, der solgte dig et pund pærer, tager sin iPhone op af jakkelommen og besvarer sit opkald.

Illusionen om, at du er et sted, hvor de færreste er på wechat 24/7 brister stille og roligt.
Jo, jordene dyrkes stadig, og afgrøderne sælges, men jeg fornemmer, at livet som landmand i landsbyerne udenfor Beijing, suppleres af ekstra jobs, når turistbusserne kommer. Eller af jobs der er skabt i forbindelse med den udvikling, der i øvrigt er sket i og omkring Beijing. Og heldigvis. for det. Kontrasterne mellem rig og fattig, "iland og uland" er store nok i forvejen i et land med en enorm udvikling de senest 30 år, nogle steder mere end andre.

Iøvrigt mødte jeg ingen geder på min vandreture ;-)

Kunming indtager Koh Samui!

Det har netop været kinesisk nytår, året hvor millioner af kinesere rejser hjem. Hjem til deres familier, slægtninge, for at fejre året, der gik, og året der kommer.

Ud og se...
Men nogle kinesere rejser væk. til udlandet. På ferie.

Så troede jeg, at jeg ikke ville møde nogen kinesere på min første ferie til Thailand, det smukke Koh Samui, tog jeg fejl. Men helt overrasket var jeg heller ikke. Ifølge et Hong-Kong baseret Investment firma, CLSA, estimeres det, at 100 millioner kinesere ville rejse til udlandet sidste år (2013) og at dette tal vil stige til 200 millioner i 2020. Så, jo, der var en del kinesiske turister på Koh Samui, ligesom der var en del skandinaver, en del englændere, franskmænd og en hel del russere.

Emma Gad for udlandsrejsende kinesere
Der har i det seneste års tid været nogen skriveri om de "uciviliserede" kinesere, der på ferier i udlandet, ridser deres navne i arkæologiske højborge, lader deres børn tisse midt i det offentlige rum, spytter på gulvet og råber højt, ja, og opfører sig umanerligt dårligt, synes nogen.´"Guidebook for Civilised Tourism"  - en kinesisk guideline for hvordan man bør opføre sig som kinesisk turist i udlandet, blev derfor lanceret i oktober for at give den kinesiske turist retningslinjer for, hvordan man bør opføre sig, når man rejser.

Nu er Kina er et umanerligt stort land,  3,8 gange større end Euroområdet i km2, så det er et land, det er meget svært at generalisere om noget som helst omkring. Og når jeg spurgte lokale thailændere på Koh Samui om deres mening om turister, var der ingen sure miner om den kinesiske turist. Tværtimod. Kineserne var søde, tog sig af deres børn og havde ofte hele familien - dvs. deres forældre - med; de tog sig af deres familie, især deres ældr. Som man også gør i Thailand, blev der svaret. Russere derimod.... Og det jeg så, bekræftede den thailandske oplevelse:

Familier ved poolen, med børn med baderinge og svømmebriller, snorkel udstyr på stranden, ældre nænsomt placeret i pavilloner i skyggen, med te, og "xiao chi" (snacks). Og jeg - jeg følte mig hjemme i selskab med de mange kinesere på Koh Samui; jeg var i min kulturelle comfort zone - i  Thailand. Og følte en næsten naiv genkendelsens glæde, når jeg hørte det kinesiske syngende sprog. Jeg så ingen børn, der tissede på gulvet eller smed affald på gaden, jeg så mennesker der røg i rygeområder, ryddede op efter sig på stranden, legede med deres børn i poolen, snorklede flittigt i havet.

Puer te ved poolen
En eftermiddag ved poolen ledte jeg efter en ledig liggestol og spurgte en flok kinesere, der havde slået sig ned i en af pavillonerne, om liggestolen ved siden af dem var ledig. Inden jeg så mig om, var jeg inviteret ind i deres pavillon, og var inviteret på the, som de havde medbragt fra Kunming, hvorfra gruppen kom. Gruppen var en familie på 12 medlemmer, bedsteforældre, sønner, døtre, børn og ægtefæller, som nød det kinesiske nytår i det eksotiske Koh Samui. Vi fik os en sludder om det at holde ferie i udlandet under en højtid, efterlade resten af familien "derhjemme" og den skønne puer te fra Kunming, som de havde budt mig på.

Puer teen ved poolen fik mig til at tænke:Hvor tit er du blevet budt på kaffe, the, eller andet af andre rejsende, når du er på ferie? Hvem falder du i snak med, når du rejser? Hvor kommer de fra - og hvem er de som mennesker?

What happened to Harmony?

Vi nærmer os tiden for det kinesiske nytår. En højtid hvor den største menneskemasse i verden flytter sig, hvert år: det kinesiske transport ministerium har forecasted, at kinesere vil foretage 3,62 mia. rejser under dette års kinesiske nytår; heraf er 3,2 mia. rejser med bus, tog. Fly kommer også til at mærke presset af mennesker, der vil rejse, med omkring 42 mio. fly afgange (10% mere end i 2013). Alle sammen mennesker, der rejser hjem for at tilbringe det kinesiske nytår med deres familie og fejre starten på et nyt år. Eller rejser på ferie i forbindelse med højtiden.

Allerede ca. 3 uger før starten på det kinesiske nytår, der starter den 31. januar, ser jeg de første tegn på, at det kinesiske nytår nærmer sig: små butikker i mit nærområde lukker. Ejerne rejser hjem til deres familier, deres butikker lukkes ned for en periode, og det er slut med jiaozi, nudler, cigaretter, øl, frugt og ergoutou.

Mit kvarter får en særlig ro og stilhed i de små gader, som om helligdagene allerede er startet: Manden, der plejer at sidde udenfor sin butik i en havestol med sine to pudler i skødet, er væk. De ældre kvinder, der samles hver eftermiddag omkring et intermistisk bord - et brædt på en taburet - for at spille kort, er væk. Fuldstændig tilstand af helligdage, ro og stilhed hersker i en gade, der ellers er et inferno mennesker på morgenmadsrestauranter, folk der skal på arbejde, og en konstant masse af vandrende mennesker om eftermiddagen, der har været i Den Forbudte By, og nu går mod Tiananmen Pladsen. Eller går videre.

Men stilheden har en kontrast - kampen om få en billet, til hurtige tog, langsomme toge, eller fly, og kampen om at komme hjem, sammen med de enorme masser af mennesker, der alle rejser ud af Beijing og hjem. Chunyun - rejseperioden for det kinesiske nytår - siges at starte 2 uger før det kinesiske nytår og varer 40 dage. En periode hvor de 3,62 rejser er i spil, hvor kæmpe mængder af mennesker skal transporteres sikkert frem. Kontrasten til den larmende stilhed og ro i mit kvarter er de store mængder af mennesker, jeg har set hver morgen og aften i subway togene og på perronerne; mennesker læsset med tasker, pakker, gaver, kufferter, som skal hjem.

"Harmony" - er navnet på hurtigtoget på strækningen Shanghai-Beijing. Hver gang, jeg har sat mig i toget, har velkomsten fra højtalere og stewardesser lydt  "Welcome to Harmony..." I   sidste uge, da en veninde besøgte mig i Beijing og havde taget toget hertil, kunne hun med overrasket stemme fortælle, at Harmony ikke var nævnt på turen til Beijing. Overhovedet. I stedet havde man nævnt et tognummer....Hvad var der sket med Harmony? Vi ved det ikke. Vi gætter på, at ekstra tog er sat ind for at hjælpe Harmony i årets mest travle sæson for det kinesiske jernbanevæsen overhovedet - det kinesiske nytår.