mandag den 3. november 2014

De ulige nummerpladers dag

Skoler og børnehaver er lukkede. De mindst forretnings- og samfundskritiske offentlige virksomheder ligger i dvale, og mere end 1100 fabrikker er erklæret i tvungen ferie tilstand den næste uge. Ekstra sikkerhedsvagter er sat ind som permanent personale på busserne, der kører i og omkring Tiananmen Pladsen. Privatbiler på vejene er reduceret med 50%, så i dag må kun private biler med et ulige sidste ciffer i nummerpladen benytte vejene i Beijing.

Det lugter af fordums storhed i Riget i Midten, hvor hovedstaden iklædte sig festdragt og stolthed og tog imod opmærksomheden fra verdens øjne, som hvilede på kejserstaden. Det lugter af tiden omkring OL i 2008. Men det er APEC, som Beijing er vært for i disse dage, der er årsag til al den ståhej.

Ingen vil risikere, at hele verden taler om metropolen i Østen, fordi forurenings-tallet og sigtbarheden gør det umuligt at gå udenfor, når nu Obama og Xi skal have topmøde her, og Beijing er centrum for en del af verdens opmærksomhed i disse dage. Derfor er der foretaget ekstra foranstaltninger for at sikre, at byen er knivskarp, luftkvaliteten er i top, og trafikken på ringvejene flyder stille og roligt og gelinde, som dengang i starten af 2008, hvor jeg ankom og vi kun kendte til ”堵车” – trafik propper og stilstand på de brede boulevarder – en sen fredag eftermiddag, hvor weekend trafikken havde sat ind, og alle skulle hjem.

Trafikforanstaltningerne, der skal hjælpe til at reducere luftforeningen, får følgeskab af kontrol af den industrielle produktion, som er en af de store syndere, når det gælder smog. Og det forventes, at omkring 30% af forueningen kan reducers pga. alle de foranstaltninger, der er foretaget. Hebei, området for Kinas største produktion af stål, et område der ligger nord for Beijing, vil lukke eller suspendere produktionen i omkring 2.386 virksomheder og forbyde arbejde på omkring 2.445 bygningspladser frem til den 12. November, hvor APEC møderne slutter i Beijing.

Det er ikke første gang, at Kina sætter så stort ind for at rense luften forud for events, der har hele verdens bevågenhed på Kina. Da Shanghai var vært for APEC i 2001, fik indbyggerne en ekstra ferie på 5 dage. Og Kinas forberedelser til OL i 2008 inkluderede bl.a.   konstruktionen af en ny terminal i Beijings lufthavn, i forsøget på at sikre glidende trafik og ren luft, holdt man biler væk fra vejene og lukkede en række fabrikker, og så ansatte man 110.000 sikkerhedsfolk  for at sikre god ro og orden. 

Og luften ER knivskarp idag, himlen ER skærende blå og luften dejlig REN. Byen smiler lidt mere, eller måske er det fordi der er knapt så mange mennesker på arbejde, i trafikken og på vejene, at der er en lillebitte følelse af ”ferie stemning” i byen. Ingen stress, en fin og glidende trafik. Det giver et lidt lavere blodtryk I byen med al for mange biler.

Og i morgen er det de lige nummerpladers dag.

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Godt skrevet Lena - næsten som at være der selv.
Een af mine kolleger har familie i Beijing - de nyder også den friske luft, men brokker sig dog trods alt over, at de ikke kan køre i deres bil hver dag :-)
You gotta LOVE China :-)

Lena sagde ...

kære Mette,
tak for din kommentarer ;-)