Til frokost hos Zhang Zhi Yong

Jeg er inviteret hjem til frokost hos Alan.

Alan eller Zhang Zhi Yong er min language partner. Aftalen er at øver engelsk med ham, han øver kinesisk med mig.

Alan er 34 år og har arbejdet 7 år som Investment Director i et kinesisk joint venture selskab, som han også er partner i. Han vil gerne udvikle sig professionelt, og han vil gerne udvide sit netværk indenfor sin professionelle verden. Derfor overvejer han at søge optagelse på Maquire University, som har en afdeling her i Beijing, for at tage en Master i finans. Det vil betyde, han skal følge forelæsninger og læse engelsk studiemateriale. Og først og fremmest skal han igennem et optagelsesforløb, der involverer et interview på engelsk.

Og selvom han har læst engelsk i 10 år i det kinesiske undervisningssystem, så synes han selv det kniber gevaldigt med at finde ordene og få tungen til at makke ret. Og der er noget om snakken. Men ønsket, viljen og motiviationen er der.

Alan bor i Beijing - udenfor den 4. ringvej i et kæmpe beboelsesområde at høje, høje huse (28 etager). For 4 år siden købte han en 4-værelseslejlighed. Og her bor han med sin kone, sin lillesøster og begge sine forældre, som har boet det meste af deres liv i Xinjiang provinsen.

Forældrene er pensionister idag, faderen arbejdede i 39 år som ingeniør i det statslige el-selskab, moderen gik derhjemme og passede deres to børn. Ingen af forældrene er født i Xinjiang, de kommer fra Henan og Guangdong provinserne.

Det er lørdag eftermiddag og vi skal hver øve et sprog, der ligger meget fremmed i munden på os. Han har inviteret mig hjem, for hans forældre vil gerne lave frokost.

Som en lille snack inviteres jeg på friske jordbær, store smukke røde jordbær - der smager af jordbær. Og for første gang får jeg - måske - et lille stik af savn over varme hveder, bøgeskov familie og venner derhjemme. For mig er jordbær indbegrebet af dansk sommer.

Her er de også en delikatesse.

Til frokost diskes der op med masser af lækre retter - som Alans far har forberedt. For når der er gæster i huset, er det Alans far, der står i køkkenet - og her er en mand der har styr på sine gourmetevner. Mens vi spiser og det lidt nysgerrigt og meget diskret kigger på, hvordan jeg styrer mine spisepinde, går snakken. Hvordan er Danmark, hvor bor jeg, hvorfor er jeg her, hvad synes jeg om Kina, og hvad er det nu den her "lecturer" som laver børnehistorier, hedder? Jeg fristes næsten til at sige, at Kina mere er H.C. Andersens land end Danmark.... hans navn popper i hvert fald oftere op i samtalerne herude end hjemme.

Efter frokost slider vi med de fremmede sprog - men efter den gode frokost ligger de måske lidt nemmere i munden ;-).

Prinser og prinsesser

Børn har en særlig status, også i Kina :-)

De beundres og forkæles med både kærlighed og goder. De bæres, fodres, skiftes, nusses og er centrum for meget opmærksomhed.

Det kan jeg jo godt forstå, når nu du kun må få et barn i Kina. Så meget desto større er glæden så, når du er blevet forældre. Samtidig er familien en vigtig platform. Når du bliver gift og får barn, giver du dit barn de bedste betingelser du kan give, for at den lille prins eller prinsesse får et godt afsæt i livet. For vi bliver jo alle ældre. Og når du bliver ældre og ikke længere kan arbejde eller tage vare på dig selv, så træder dine børn til.

Familie spiller en større rolle end din vennekreds, når du gifter dig. Og venner træder typisk mere i baggrunden. Barn bliver den næste store milepæl - plus en god karriere.

Så børn får meget plads. Om morgenen går jeg med stimer af bedstemødre og mødre, der følger deres børn og børnebørn i børnehave eller skole. Kvinder, der slæber på enorme skoletasker, mens poderne i "uniformer" - en lettere opdateret træningsdragt, der giver mig nostalgiske minder fra de glade 70'ere - løber eller slæber sig søvnigt frem i morgenmylderet. Mindre børn i subway'en, der får lov at sove en ekstra time i mors arme.

Børn er en investering i din egen fremtid. Eller er det? Tiderne skifter også i Kina, familier holder ikke længere sammen, geografisk eller socialt på helt den samme måde som før. Familiemønstret er om ikke i opbrud, så i ændring. Min kinesiske veninde kommer fra en provins langt fra Beijing. Hendes forældre har indtil for nyligt været bosat i provinsen, men har nu flyttet teltpælene til Beijing for at bo hos deres datter, deres eneste barn. For de arbejder ikke længere, og nu skal den yngre generation hjælpe den ældre.

Men datteren er ikke gift, på trods af at hun er over 30. Hun har "kun" en kæreste. Og hun har forsøgt at fortælle sine forældre, at det vil være bedre for dem at bo i deres provins (Xinjiang), hvor de har deres naboer og venner; de kender jo ingen i Beijing, bortset fra hende... Men de foretrækker Beijing. Hun ved, hvad der forventes af hende, forsørge dem økonomisk i en eller anden form. Men hun kan ikke leve med at skulle dele bolig med forældrene, som traditionen måske egentlig foreskriver. Hun er et af mange eksempler på tidens små prinser og prinsesser; deres opvækst er præget af at have fået bedre betingelser, bedre uddannelse, et andet liv som ung og voksen.

Der tales om at lempe reglerne for etbarns-politikken i Kina, også for at sikre, at der er en stor nok ung generation til at forsørge de stadig flere ældre, hvad enten de så skal forsørges som en naturlig del af familien eller forsørges økonomisk. Mon ikke det også gør noget for de små prinser og prinsesser socialt, at de skal "dele" centrum med en bror eller søster?

Hvad fatter gør, er altid...

Et godt gammelt ordsprog fra en tid, hvor mænd var mænd, H.C. Andersen var en pureung, og der var respekt for voksne og ældre - og respekt for ”autoriteter” i det hele taget.

En kær veninde kom engang i en heftig diskussion med sin kære fader til at sige ”ja, hvad fatter gør, det fatter man jo ikke!”. Det var en perfekt punch line i diskussionen, men viste jo ikke respekt. Faderen kunne vist alligevel godt se både det komiske i at fastholde sin ret fordi man var ældre – og timingen i hendes punch line.

Og fatter gør jo ikke altid det rigtige. Heller ikke autoriteter for den sags skyld.

Respekt for de ældre er en meget synlig ting i Kina. Ingen ældre for lov at stå op i subways eller busser - stå op i det hele taget, hvis der er en skammel, en bænk eller en kasse de kan sidde på. Ældre tituleres respektfuldt og har særstatus i familien. Og autoriteter – lærere, politi, topchefer osv. – har man respekt for i Kina. Vi titulerer vores lærer "Laoshi Shao" (Shao = efternavn). Man stiller ingen spørgsmål, udviser ikke tvivl eller uenighed. Og spørger helst ikke, hvis man ikke forstår.

Vores klasselærer har overlæsset os med kinesiske skrifttegn, siden vi startede, og bægeret var ved at være fuldt efter 1½ uges endeløs række af nye tegn hver eneste dag. Synet på 20 fortvivlede og trætte elevers ansigter, når hun trak os gennem den daglige diktat på tavlen ville have fået enhver dansk folkeskolelærer til at slå nødbremsen i og sikre sig, at – om ikke alle er med - så de fleste. At de godt 88 tegn vi nu har lært nu, også hænger fast, inden hun fortsætter med 15 mere om dagen.

Men ikke her.

Alligevel må en af guderne have hørt mine bønner, for onsdag var der ingen lektier for til næste dag.

Måske forstår de alligevel godt, at man ”ikke kan klippe en skaldet”. At det hele kan blive så svært og så surt, at nogle af os giver op og dropper ud af deres klasse. Og at du skal sikre dig ”milepæle” også i en undervisningsplan, inden du tager dine elever endnu et trin op, hvor du forventer, at de forstår at læse og skrive tekster kun med skrifttegn.

Måske forstår de også i et Kina, der endnu trækker rundt på fordums tiders tradtioner, ”at hvad fatter gør, er ikke altid det det rigtige”. At pædagogik fra Pelle Erobrerens tid ikke er den bedste indlæringsform, at man godt kan kombinere udenadslære med moderne pædagogik, og at autoriteter og ”plejer” ikke nødvendigvis altid har ret. Så der er håb for os stakler i min klasse.

Og der er måske så også håb for minoriteterne i det store land i midten...med tiden. Nå, det er et sidespring, som gemmes til et andet tidspunkt...

I morges med toget kom en smuk, ældre dame ind med sin kuffert. Ingen rejste sig for at byde hende en plads (rigtigt mange kinesere sover på vej til arbejde. De kan både sidde og stå op og sove). Jeg så en tom plads og viste hende den. Hun tog den kun modvilligt og smilende efter at have budt mig den flere gange. Da jeg stod af toget og vendte mig om og smilte et "Ni hao" til hende, råbte hun med glad stemme og stort smil ”Bye, bye, and thank you!!!” på sit gebrokne engelsk, mens hun vinkede.

Kan din dag starte bedre?

I morgen er det torsdag, vi har ingen lektier for. Til gengæld står vores torsdagsskema på 4 timer i træk – med skrifttegn. Men en enkelt dags pusterum og et smil fra en gammel kone er, hvad der skal til, for at jeg er klar til at tage skridtet op på det næste trin i kampen med at lære de kinesiske skrifttegn.

Mingbai!?

Puhadada!

Uge 1 på skolebænken på Beijing Language & Culture University (BLCU) er nu gået. Og jeg gået fra ”hvad? Hvad siger hun (læreren)” til ”ok, jeg forstår nu 80%, jeg forstår i hvert fald, hvad det er jeg skal gøre og sige!”.

Kinesisk undervisning og pædagogik har været et lille chok for os alle, hvad enten vi kommer fra USA, Peru, Spanien eller Brasilien. Kun min klassekammerat fra Sydkorea ser ud som om, at sådan plejer undervisning at være derhjemme.

For det er:
At sige i kor efter læreren
At kalde din lærer ”x (navn) laoshi”
At komme til tiden (ellers bliver du skrevet op – vi flues af hver morgen
Helt sikkert at lave sine lektier og arbejde hårdt
At klappe af hinanden, når læreren fører an, hvis en af os har udmærket sig særligt godt.

Al undervisning foregår på kinesisk af kinesiske lærere – kun ca. 2% af undervisningen foregår modvilligt med engelske gloser for at forklare os det, vi hverken forstår eller forstår på kinesiske forklaringer.

Og – de taler hurtigt.

Så vores søde og tålmodige klasselærer, Shao laoshi, spørger nogle gange tålmodigt, andre gange mere utålmodigt ”Mingbai?” (forstået?). Og jo, det bliver mer’ og mer’ mingbai i ugens løb. Efter at være komplet rundtosset af 4 timers intensiv undervisning på kinesisk hver dag, så jo, mere og mere mingbai J

Hvad vi lærer? Vi har 3 forskellige slags undervisningstimer

- Listening (4 timer om ugen) – er primært udtale, udtale af b, p, m, f, c, a, ao, ue, ie, ai osv. Plus udtale af de 4 tonationer i det kinesiske sprog, der er så vigtige – hvor de 4 tonationer betyder at samme ord med forskellig tonation betyder 4 forskellige ting.
- Oral (4 timer om ugen) – er primært også udtale (som ovenfor) og det at tale kinesisk, formulere sætninger, svare og lære ord.
- "X" (12 timer om ugen, 2 hver dag, torsdag 4 timer i rap) - er undervisning i at læse og skrive (og HUSKE) de kinesiske skrifttegn.

Det sidste fag udmærker sig ved at vi hives op til tavlen, og der afholdes så diktat i de kinesiske piktogrammer; forstået på den måde, at læreren siger et ord – eller en sætning -(på kinesisk) og så skal vi gengive det på tavlen med skrifttegn. Pædagogisk er det dog blødt lidt op ved, at vi deles ind i grupper og må hjælpe hinanden.

Og fra at kunne 5 kinesiske skrifttegn, da jeg kom, kan jeg efter uge 1 nu prale af at kunne læse OG skrive - 30 skrifttegn! Til gengæld har vi vist 20 nye skrifttegn for til på mandag, men så har vi altså også haft fri fredag i den første uge…!

Er det hårdt? Ja!
Er et svært? Ja!
Har vi mange lektier for? Dét kan I gange med 100!

Hvis det samme undervisningssystem blev brugt i Danmark, havde ingen nok tid eller energi til at lave ballade, stikke ild til biler eller lave andre kreative ting, vil nogle fra den sorte skole derhjemme nok tænke. Til gengæld er der meget lidt plads til os studerende til at være kreative og udvise selvstændighed og initiativ i undervisningen, for undervisningen er meget struktureret, meget veldisciplineret og lader meget lidt plads til spørgsmål og diskussioner – man da vi jo er voksne mennesker på skolebænken (sådan da), diskuterer vi indbyrdes i timerne, blandt andet for at sikre at alle nationaliteter repræsenteret i klassen forstår kontekst og sammenhæng.

Min dejlige klasse består af 20 personer med helt forskellige nationaliteter, hvert eneste kontinent på kloden er faktisk repræsenteret, selv Afrika (Chad), og eneste religion, der nok ikke er repræsenteret er nok jødedommen. Vi har fra starten hjulpet hinanden, udvekslet mobil nr. og spist frokost sammen, udveksler gode ideer til at shoppe, tilbringe fritiden, barer osv. osv.

Og Haidian området, som BLCU ligger i, er et slaraffenland af gå-i-byen steder, selvfølgelig fordi der er så mange udlændinge i området pga. de mange universiteter. Men flere elever har stort set levet deres liv på campus, kun med en lille afstikker til det nærmeste supermarked. For du kan reelt set købe alt på campus. F.eks. er der flere enormt gode og ekstremt billige restauranter, hvor du kan blive mer’ end mæt for mellem 2,5 DKK og 16-17 DKK pr. person. Du kan godt svinge dig højere op på prisskalaen, men så skal du faktisk anstrenge dig. Og maden er enormt lækker, hvis man kan leve uden den hjemlige og vestlige kødgryde: vi kan spise kinesisk (flere provinser er repræsenteret, lige fra traditionel Beijing køkken, til stærk Sichuan køkken til Xinjiang, som er repræsenteret ved en ekstrem god muslimsk restaurant, der serverer brød (JA!), kebabs, superdejlige salater og lam i alle afskygninger. Men altså, er du mere til spansk mad som derhjemme, eller dansk – så kan det godt blive lidt svært, dyrt - og ikke svare til mors kødgryder derhjemme :-)

Wish you good luck in life

Det er lørdag og det er koldt. Det nytter ikke at pive og blive I sengen. Dagen tilbringes i den dejlige Nanluguoxiang på min gamle stamcafe, men der er også pissekoldt.

Der er mange gode ting at sige om central styring af et land. En af bagsiderne er, at der helt fra centralt hold lukkes for varmen omkring den 17. Marts. Ligegyldigt om det er koldt eller om foråret er på vej. Så selvom graderne i dag står på 6 er der ikke noget at gøre for varmen andet end at drikke varm kaffe. Efter at have frosset begge balder af i cafeen tager jeg en rask tur til Lama templet. Det vækker små minder om det skønne Tibet, tænker jeg, men altså, alle turistbutikkerne omkring Yonghegong ejes og styres af kinesere, der pakker den smukke tibetanske kultur ind i plastic og glimmer. Og du finder jo ikke et eneste billede af den eneste sandfærdige 14. Dalai Lama her – det er kinesernes Panchen Lama der afbilledes. Og ingen af de små kinesere i butikker hilser dig med andet end dollars i øjnene, kun i den allersidste butik hilser en dame mig velkommen på tibetansk vis, og da jeg betaler for min bønnekæde, samler hun hænderne til hilsen og ønsker mig good luck in life.

Jeg får måske brug for det tænker jeg, men det er da overskud i største kaliber, jeg har købt en sølle armbånd til 15 spir og får den i en lille gavepose med den smukke hilsen. Det får kulden i kroppen til at vige for en varme og jeg tramper glad og fro hjem på hotellet for at hvile ud.

Uge 1 i Beijing er ved at løbe ud, og jeg er gået fra Lost in translation til en utrolig ro i sindet og en bekræftelse på, at mennesker grundlæggende vil hinanden det godt.

Slået hjem i ludo

Med til at starte på BLCU hører en optagelsestest. Første test er at finde den bygning, jeg skal møde op i. Alt på campus står på kinesisk på trods af at det er et universitet for udlændinge. Efter en del besvær finder en venlig dame en nøgle og låser klasselokalet op, som gemmer sig bag en låst dør. Jeg er første elev.

Ind kommer en ældre og fin kinesisk herre, han siger en masse på hurtig kinesisk, jeg forstår 2-3 ord. Men forstår at den skriftlige test går ud på at oversætte skrifttegn til pinyin (mandarin kinesisk skrevet med latinske bogstaver). Der er lige den lille snage ved det, at jeg ikke kan skrifttegn…

Tilbage til administrationen for at få nyt lokale nr. – nu på en anden test. Tror jeg da.

Samme skriftlige test. Nu for elever, som betegnes som begyndere!

Flere ligeså forvirrede udenlandske studerende dukker op, de kan også kun pinyin og fatter ingenting. Vi deler forvirringen, hilser på hinanden og hjælper hinanden.
Efter at have taget testen, der for os helt nybegyndere består af at læse op fra pinyin, og besvare et par spørgsmål fra en meget hurtigtalende kineser, forlader jeg BLCU.

Første dag i skole er slut. Klokken er 9.30. Og i morgen er der ingen undervisning, vi skal bare have resultatet af vores test, som offentliggøres kl. 2.30, hvor vi også kan se, hvilket klasselokale vi så skal finde på mandag...!

Jeg føler det som om jeg har trukket det her kort i Matador, hvor du ikke indkasserer penge, når du passerer start, ligesom når du bliver slået hjem i ludo. Al den læseiver på Folkeuniversitetet i Århus med masser af selvtillid i rygsækken, jow, jeg kan godt tale lidt kinesisk! Men jeg fatter ikke ret meget af hvad de siger til mig, kan kun opsnuse et ord her og der. Så jeg skal starte på A level, har en fornemmelse af at skulle starte helt forfra med kinesisk. Men beslutter mig for, lige som tumlinge koppen til små børn, at det er lige meget. Det handler om at lære og få noget ud af undervisningen. At kunne tale og forstå kinesisk.

Lost in Translation

Jeg tager en lang gåtur i mit nye kvarter og funderer over det mærkelige i at gå i en by, hvor jeg ikke aner hvad der kommer ud af munden på folk omkring mig, jeg har ingen anelse om hvor bus nr. 107 har endestation, om jeg vælger fisk, oksekød eller grønsager på menukortet (medmindre der er fine fotos) og jeg ved ikke om folks reserverede blikke skyldes det faktum at jeg er – anderledes og udlænding - eller det bare fordi er jeg er usandsynlig høj. Samtidig føler jeg mig på mærkelig vis hjemme i det hele. Uden at ane hvad der foregår omkring mig.

Hjem kære hjem

Det er jo meningen, jeg skal finde en nogenlunde permanent bolig, så Maggie og jeg går i gang med at besøge de mange agencies, der enten udlejer eller sælger boliger I de forskellige distrikter i det store Beijing. Alt skrives og tales på kinesisk, og Maggie arbejder hårdt for sagen. Men efter en kort dag med mange praktiske opgaver, f.eks. den lille sag at få et kinesisk SIM kort og et elektronisk bus/subwaykort, smider vi håndklædet i ringen stopper for den dag.

De første besøg mht. at finde bolig har ikke været vildt lovende, og synet af det første tilbud er næsten skræmmende: et lillebitte hummer, med stengulv, støvet, gemt væk helt nede i bag i en af hutongerne lejes ud. Døren er smukt rødlakeret, men indenfor ligner det ikke noget jeg kan forestille mig at bo eller leve i. et ”hul i jorden” – vel at mærke i hjørnet af værelset gør et ud for toilet. Og skal jeg i bad skal jeg bade der, blot undgå at træde ned i hullet…jeg takker nej for tilbuddet, selvom det lyde generøst, 2100 RMB pr.måned.

Er det OL’s kommercielle ansigt, der stikker hovedet frem nu?
Eller er vi bare naive og tror, at mit midlertidige lille paradis i Beijing kan findes på max. 1-2 dage?

Næste dag fortsætter vi jagten, det ser lidt lysere ud, men er alligevel hverken et sted jeg ønsker at bo og slet ikke et sted jeg kan se mig selv leve i en periode.

Så jeg griber til den velhavende luksus-studerendes nødløsning: jeg booker mig ind på et smukt, lyst og nyistandsat værelse i et hostel – i en hutong nær den Forbudte By. Og jeg tænker, at så har jeg købt lidt tid til boligjagten, og jeg har ro på mht. hvor jeg skal sove.

Så Saga Youth Hostel er mit pt. nye hjem. Jeg forsøger at skabe lidt hygge på mit natbord med små ting hjemmefra. Stines små, filtede påskekyllinger skaber dejlige minder hjemmefra, tak for dem igen, kære Stine :-)

En blød landing (sådan da)

Et dejligt syn i lufthavnen i Beijing – Maggie, min kinesiske veninde – byder mig velkommen efter 9 timer i luften.

Et hurtigt check-in på det, der er et godt hotel efter kinesisk standard: masser af marmor (?), guld (?) og spejle (jow, den er god nok) i vestibulen. Knap så meget glimmer bag facaden, når du kommer ind på værelset.

Jeg tænker et øjeblik på kinesernes måde at kommunikere med os udlændinge, og det er lidt som det med marmor og guld på hotellerne: De hilser dig velkommen på engelsk, og du tænker, nå men det går da fint! Herefter slår de over i kinesisk, for deres engelsk rækker kun til de indledende fraser. Men - Vi er jo i Riget i Midten. So when in Rome….

Herefter kurs stik mod Beijing Language & Culture University (BLCU) for indskrivning. Og mit første møde med det kinesiske studiemiljø og det man i Kina kalder administration og processer.

En proceskonsulent kunne nok få et og andet vundet her, men på forunderlig vis glider det, selvom alt stort set foregår på kinesisk hvad enten vi kan 1. Intet kinesisk eller 2. Meget kinesisk. Velkomsten er den samme, ligegyldigt hvor meget og hvor lidt du kan. Men jeg tænker, at jeg kan lige så godt vænne mig til det, det er slagets gang fra nu.

Dag 1 er veloverstået.