Hvad fatter gør, er altid...

Et godt gammelt ordsprog fra en tid, hvor mænd var mænd, H.C. Andersen var en pureung, og der var respekt for voksne og ældre - og respekt for ”autoriteter” i det hele taget.

En kær veninde kom engang i en heftig diskussion med sin kære fader til at sige ”ja, hvad fatter gør, det fatter man jo ikke!”. Det var en perfekt punch line i diskussionen, men viste jo ikke respekt. Faderen kunne vist alligevel godt se både det komiske i at fastholde sin ret fordi man var ældre – og timingen i hendes punch line.

Og fatter gør jo ikke altid det rigtige. Heller ikke autoriteter for den sags skyld.

Respekt for de ældre er en meget synlig ting i Kina. Ingen ældre for lov at stå op i subways eller busser - stå op i det hele taget, hvis der er en skammel, en bænk eller en kasse de kan sidde på. Ældre tituleres respektfuldt og har særstatus i familien. Og autoriteter – lærere, politi, topchefer osv. – har man respekt for i Kina. Vi titulerer vores lærer "Laoshi Shao" (Shao = efternavn). Man stiller ingen spørgsmål, udviser ikke tvivl eller uenighed. Og spørger helst ikke, hvis man ikke forstår.

Vores klasselærer har overlæsset os med kinesiske skrifttegn, siden vi startede, og bægeret var ved at være fuldt efter 1½ uges endeløs række af nye tegn hver eneste dag. Synet på 20 fortvivlede og trætte elevers ansigter, når hun trak os gennem den daglige diktat på tavlen ville have fået enhver dansk folkeskolelærer til at slå nødbremsen i og sikre sig, at – om ikke alle er med - så de fleste. At de godt 88 tegn vi nu har lært nu, også hænger fast, inden hun fortsætter med 15 mere om dagen.

Men ikke her.

Alligevel må en af guderne have hørt mine bønner, for onsdag var der ingen lektier for til næste dag.

Måske forstår de alligevel godt, at man ”ikke kan klippe en skaldet”. At det hele kan blive så svært og så surt, at nogle af os giver op og dropper ud af deres klasse. Og at du skal sikre dig ”milepæle” også i en undervisningsplan, inden du tager dine elever endnu et trin op, hvor du forventer, at de forstår at læse og skrive tekster kun med skrifttegn.

Måske forstår de også i et Kina, der endnu trækker rundt på fordums tiders tradtioner, ”at hvad fatter gør, er ikke altid det det rigtige”. At pædagogik fra Pelle Erobrerens tid ikke er den bedste indlæringsform, at man godt kan kombinere udenadslære med moderne pædagogik, og at autoriteter og ”plejer” ikke nødvendigvis altid har ret. Så der er håb for os stakler i min klasse.

Og der er måske så også håb for minoriteterne i det store land i midten...med tiden. Nå, det er et sidespring, som gemmes til et andet tidspunkt...

I morges med toget kom en smuk, ældre dame ind med sin kuffert. Ingen rejste sig for at byde hende en plads (rigtigt mange kinesere sover på vej til arbejde. De kan både sidde og stå op og sove). Jeg så en tom plads og viste hende den. Hun tog den kun modvilligt og smilende efter at have budt mig den flere gange. Da jeg stod af toget og vendte mig om og smilte et "Ni hao" til hende, råbte hun med glad stemme og stort smil ”Bye, bye, and thank you!!!” på sit gebrokne engelsk, mens hun vinkede.

Kan din dag starte bedre?

I morgen er det torsdag, vi har ingen lektier for. Til gengæld står vores torsdagsskema på 4 timer i træk – med skrifttegn. Men en enkelt dags pusterum og et smil fra en gammel kone er, hvad der skal til, for at jeg er klar til at tage skridtet op på det næste trin i kampen med at lære de kinesiske skrifttegn.