Prinser og prinsesser

Børn har en særlig status, også i Kina :-)

De beundres og forkæles med både kærlighed og goder. De bæres, fodres, skiftes, nusses og er centrum for meget opmærksomhed.

Det kan jeg jo godt forstå, når nu du kun må få et barn i Kina. Så meget desto større er glæden så, når du er blevet forældre. Samtidig er familien en vigtig platform. Når du bliver gift og får barn, giver du dit barn de bedste betingelser du kan give, for at den lille prins eller prinsesse får et godt afsæt i livet. For vi bliver jo alle ældre. Og når du bliver ældre og ikke længere kan arbejde eller tage vare på dig selv, så træder dine børn til.

Familie spiller en større rolle end din vennekreds, når du gifter dig. Og venner træder typisk mere i baggrunden. Barn bliver den næste store milepæl - plus en god karriere.

Så børn får meget plads. Om morgenen går jeg med stimer af bedstemødre og mødre, der følger deres børn og børnebørn i børnehave eller skole. Kvinder, der slæber på enorme skoletasker, mens poderne i "uniformer" - en lettere opdateret træningsdragt, der giver mig nostalgiske minder fra de glade 70'ere - løber eller slæber sig søvnigt frem i morgenmylderet. Mindre børn i subway'en, der får lov at sove en ekstra time i mors arme.

Børn er en investering i din egen fremtid. Eller er det? Tiderne skifter også i Kina, familier holder ikke længere sammen, geografisk eller socialt på helt den samme måde som før. Familiemønstret er om ikke i opbrud, så i ændring. Min kinesiske veninde kommer fra en provins langt fra Beijing. Hendes forældre har indtil for nyligt været bosat i provinsen, men har nu flyttet teltpælene til Beijing for at bo hos deres datter, deres eneste barn. For de arbejder ikke længere, og nu skal den yngre generation hjælpe den ældre.

Men datteren er ikke gift, på trods af at hun er over 30. Hun har "kun" en kæreste. Og hun har forsøgt at fortælle sine forældre, at det vil være bedre for dem at bo i deres provins (Xinjiang), hvor de har deres naboer og venner; de kender jo ingen i Beijing, bortset fra hende... Men de foretrækker Beijing. Hun ved, hvad der forventes af hende, forsørge dem økonomisk i en eller anden form. Men hun kan ikke leve med at skulle dele bolig med forældrene, som traditionen måske egentlig foreskriver. Hun er et af mange eksempler på tidens små prinser og prinsesser; deres opvækst er præget af at have fået bedre betingelser, bedre uddannelse, et andet liv som ung og voksen.

Der tales om at lempe reglerne for etbarns-politikken i Kina, også for at sikre, at der er en stor nok ung generation til at forsørge de stadig flere ældre, hvad enten de så skal forsørges som en naturlig del af familien eller forsørges økonomisk. Mon ikke det også gør noget for de små prinser og prinsesser socialt, at de skal "dele" centrum med en bror eller søster?