fredag den 5. april 2019

Panda Power


Vi ved det godt. Den sort/hvide bjørn med de sjove aftegninger, pandaen, har en stor "cuteness faktor", som jeg hørte i en podcast. Og den er enormt populær, ikke kun i Kina. Samtidigt er det et dyr, som Kina har monopol på. Ingen andre steder i verden finder du den søde sort/hvide bjørn, medmindre altså at Kina har "givet" en panda eller to til et lands øverste leder, som en måde at udtrykke et særligt venskabsbånd på. Panda diplomacy. Det er kinesisk soft power, iklædt dyrepels. Ganske smart, virkeligt effektivt, og meget kinesisk. 

I disse dage handler næsten alt om pandaer i Danmark. Årsagen er den længe ventede ankomst af Mao Sun og Xing Er, de to pandaer, som vores dronning har fået af den kinesiske præsident. Eller fået lov at leje i 15 år. For sådan er panda regelsættet for at modtage gaven. Den er til låns, og der er en leje at betale.   

At pandaen er et nationalt klenodie i Kina ses overalt. Du møder pandaen afbilledet i mange produkter eller souvenirs, som huer, krus, puder, bluser, rygsække, spisepinde og meget, meget mere. 

I 2009 besøgte jeg Beijing Zoo. Jeg blev en smule ked af at se for-holdene for flere af havens dyr. Den zoologiske have virke træt, slidt og forladt flere steder; tomme områder, bure og terrarier hilste gæster velkommen flere steder, og dele af haven trængte til en alvorlig op-datering. Men hos pandaerne var der ingen smalle steder. Et helt nyt hus, masser af interaktion med publikum og rig lejlighed til at se dyre-passerne lege med de søde pandaer, når det var fodringstid.  Og i 2012 var en veninde og jeg i Pingyao, en smuk, historisk by i Shanzi pro-vinsen. Her stødte vi på en butik fyldt med panda accessoires og et fint lille tableau udenfor, hvor pandaer spillede majong. Der var ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem Pingyao by og pandaer (andet end p'et), men den lille butik tiltrak nysgerrige kunder ;-)


  

For et par år siden var jeg med en veninde på tur til Chengdu Panda Base og Chengdu Panda valley. Årsagen til hendes tur var filmoptagelser til den danske dokumentar-serie om de to pandaer, der netop er startet på DR1, og som giver et sjældent indblik i baggrunden for og omstændighederne omkring at få lov at modtage et par pandaer fra Kina.  


Nu er pandaerne Mao Sun og Xing Er ankommet til deres nye hjem i København Zoo, hvor de skal boltre sig de næste mange år. Det skal blive interessant at følge, hvordan gaven påvirker de diplomatiske forbindelser - og de forretningsmæssige forhold - mellem de to lande i en tid, hvor Kina spiller en helt anden rolle på verdensplan, end det var tilfældet i 1972, da Richard Nixon modtog panda gaven fra Mao Zedong.  Er der mon stadig power i panda diplomatiet? Det skal vise sig. Jeg er dog sikker på, at de to pandaer vil kaste stjernestøv over Zoo i København og tiltrække gæster. Pandaernes "cuteness faktor" fornægter sig ikke. Og det er jo også en slags power.