Værdien af arbejde

Min frisør, Kristoffer Liu, er selvstændig. Han åbnede sin egen frisør salon i 2015 i hjertet af Beijing. Efter at have arbejdet en årrække som ansat i en kinesisk salon, besluttede han at tage springet som selvstændig. Kristoffer starter sin arbejdsdag kl. 10 og lukker salonen kl. 20 - en arbejdsdag på 10 timer, 7 dage om ugen. Han har 2 timers transport hver dag, 1 time i hver ende. Så han går ud af døren kl. 9 og er hjemme igen kl. 21. Det første år holdt han ingen ferie, de sidste par år har han givet sig selv 2-3 ugers ferie i alt. Han har en arbejdsuge på 7 dage og holder heller ikke de enkelte officielle fridage, regeringen tildeler en kinesisk arbejdstager. Som selvstændig er han interesseret i at få sin forretning banket op økonomisk, derfor har han de første 2 år ikke udbetalt løn til sig selv, men kun til sine ansatte. Han kunne vælge at være almindelig ansat som tidligere - og få løn. Men han har valgt at have hånd på egen frisørsaks, med fuld frihed og råderet i sit arbejde, og fuld risiko mht. om han lykkes som selvstændig frisør. En arbejdsuge på 70 timer er hans dagligdag. 

 Var han almindelig arbejdstager i Kina, kunne han se frem til: En arbejdsuge på 40 timer, 5 dage om ugen (nogle arbejder 6 dage om ugen). Kristoffer er ikke ene om at have transporttid i forbindelse med sit arbejde; en stor del har 60-90 minutters transport til og fra arbejde, dvs. op til 3 timer hver dag i transport alene. I Kina er der ikke noget, der hedder hjemmearbejdsdag. Der er heller ikke noget, der hedder omsorgsdag eller feriefridage. Regeringen tildeler årligt 7 offentlige fridage i forbindelse med særlige mærkedage i Kina, dog arbejder vi ofte en del af disse fridage af ved at arbejde i weekenderne (ja), afhængigt af hvornår mærkedagene falder. Så det reelle antal offentlige fridage er reelt færre end de 7. Mht. ferie, så foreskriver ferieloven for en kinesisk arbejdstager, at: har du været ansat i 1-10 (i alt, dvs. alle dine ansættelser), er du berettiget til 5 dages ferie, 10-15 år giver dig 10 dages ferie, og mere end 15 års arbejde giver dig 15 dages ferie, dvs. 3 uger.

I 2011 diskuterede man i Danmark at øge arbejdstiden fra 37 timer til 38 timer om ugen, 60 minutter mere om ugen end man har i dag. Det kunne ikke realiseres.

Med jævne mellemrum ser jeg, at det diskuteres i de danske medier, at det skal kunne betale sig at arbejde i modsætning til at gå på kontanthjælp. Fordi skatten tager sin del af merbeløbet, eller fordi tilskud falder væk, forbliver rådighedsbeløbet uændret eller blot en anelse højere, end det du står i kontant-hjælp eller understøttelse. Uden at arbejde. 

Jeg ved, at Kina ikke Danmark. Og Danmark er ikke Kina. Og jeg forstår og respekterer, at der er flere ting i den danske debat end beløbet, man får i hånden hver måned.

At det også kan handle om, at højtlønnede får mere ud af den politik, der gennemføres end lavtlønnede. Jeg forstår også, det for nogle kan give logistiske udfordringer at arbejde længere tid. Jeg tænker også, at debatten er langt mere nuanceret end den vises i medierne, og at der er rigtigt mange, der gerne arbejder længere, og allerede gør det uden at se på klokken. Og entreprenører arbejder også længe og ulønnet i Danmark og andre steder i verden for at lykkes med deres projekter.  

Men jeg ser mig omkring i Beijing og tænker, det forekommer ganske enkelt ikke her. At du siger nej til arbejde, til at tjene lidt ekstra. Jeg har mødt mennesker, der tjente ekstra penge ved at køre privat taxa om aftenen og i weekenderne. Fordi de gerne ville tjene ekstra penge - og fordi de er tilflyttere og ikke rigtigt kender nogen her, så de vil hellere bruge fritiden på at tjene lidt ekstra end på at sidde og se tv. Jeg har venner, der oveni deres arbejde som lærere, giver privatundervisning i fritiden, selvom de har familie, børn og venner, der kunne fylde fritiden ud. Og der er talrige eksempler på mennesker her, der har en lille onlineshop på Taobao (kinesisk Ebay). 

Det handler nok om penge, at have flere af dem til barnets (fremover børnenes) fremtid, til forældrenes alderdom, til ny bolig eller ferier i udlandet. Men det handler også om at udnytte de muligheder, der er til rådighed. Også selvom du har et arbejde og en indtægt i forvejen. Nogen vil sige, at "ja, men mange kinesere tjener heller ikke særligt meget, så det er klart, de ser efter mulighederne for at tjene mere". Og det er sandt. Eller: "ja, men man har vel heller ikke et kontanthjælpssystem i Kina, hvor regeringen støtter dig". Jo, det har man, om end beløbet man får udbetalt, er mindre end i Danmark.  Det er ikke en skrøne, at de fleste kinesere kan leve på stort set "ingen ting", så de kunne også vælge at føre en meget sparsommelig tilværelse - og klare sig med det, de har.  De vælger at gribe de muligheder, de ser for at skabe sig et bedre liv. 

Der er mange gaver i at leve i et andet land end sit hjemland, at opleve en kultur, der er anderledes end den danske.

At se med egne øjne, hvordan mennesker også lever, arbejder, studerer med de muligheder landets politiske system giver dem. Jeg bliver ikke kun klogere på det land jeg er gæst i.


Jeg bliver især klogere på mit eget hjemland. Nogle gange bliver jeg også frustreret, og meget ofte bliver jeg virkelig taknemmelig. 

Rotter på loftet? Mus på Tiananmen Pladsen?

Det var søndag, ved stoppestedet for bus nr. 2. Lige udenfor metrostationen ved Tiananmen Øst.

Jeg stod i kø ved busstoppestedet og nød solen, der varmede, i den kolde november luft og den blå himmel over pladsen, mens jeg ventede på at bus nr. 2 skulle dukke op.  

Der var en del trafik af mennesker; voksne, der kom og gik, ledte efter deres busstoppe-sted, stod og hoppede for at holde varmen. Børn der spiste deres tanghulu, eller løb rundt for at slå tiden ihjel, inden de skulle videre. Vi stod 10 mennesker i en sirlig række. 

Ud af det ene øje så jeg det.


Noget bevægede sig ved foden af et af de træer, der står plantet på række langs med Chang An Jie, hvor busserne holder ind. Det træ, der står lige ved stoppestedet for bus nr. 2.

Inden jeg så, hvad det var, havde min hjerne allerede besluttet, at det var en gråspurv, der hoppede rundt for at finde et par krummer. Men gråspurven hoppede ikke, den løb. Og den havde en lang hale. Det næste min hjerne så besluttede, var, at det var en mus.

Jeg så et gråt lille dyr, med en lang hale. Den pilede frem og tilbage mellem benene på den forreste del af buskøen. Ingen andre end jeg kiggede ned og så den. Et splitsekund senere tænkte jeg, at det var måske var en lidt halvstor mus. Nu har jeg ikke set ret mange mus, og det er længe siden jeg så én sidst. Og det var vistnok en markmus. Den her mus var lidt større... Så min hjerne begyndte at overveje, om det mon var en rotte jeg havde set...? En rotte på Tiananmen Pladsen, lige midt i myldretiden ved busserne?

Jeg kiggede igen. Den var væk.

Var det en rotte? Den var ikke så stor. Plejer rotter ikke at være større?

Anyway. Der er rottelignende mus på Tiananmen Pladsen. Eller muselignende rotter. 

Jeg så det selv.

Den kinesiske drøm

Jeg har tidligere delt her på bloggen, at der i Beijing i nogen tid har kørt et "beautification projekt": bygninger, der er opført uden tilladelse, rives ned, forretninger, der er placeret i lokaler, som  ikke er godkendt til at drive forretning, lukkes, og tilbygninger og overbygninger, som ikke er godkendte, fjernes. Det er i første omgang foregået sådan, at vinduer og døre blev muret til, så butikken mistede sin åbenlyse indgang fra gaden. Alt sammen skete det på en - set gennem udenlandske øjne - lidt barsk måde. Det lignede aflivning af små selvstændige forretninger, oftest ejet af mennesker, der er flyttet til Beijing for at få del i det enorme økonomiske opsving, som landet og byen har reddet på de seneste mange år. De bygninger, der får lov at stå, bliver "beautificeret", med ny facade og nye vinduer, der skal give indtryk af "autentisk Beijing arkitektur" i hutongerne. Fornuften i mig forstår behovet for at kunne styre mængden af tilflyttere til en by, der tiltrækker borgere som en magnet. Beijing er vokset markant, og det lægger et enormt pres på  infrastruktur, boliger, skoler, sundhedsvæsen osv. osv.  Du kan læse mere om projektet her: Does Beijing still welcome you? It depends.

Projektet gik tidligere i år ud over min lokale print og kopi-forretning, som har holdt til udenfor min hutong ligeså længe jeg kan huske, dvs. i snart 10 år. Print-forretningen var ejet af et ægtepar og deres nu 9-årige datter, der kommer fra Henan. Print-forretningen var velbesøgt, der var mange der havde brug for pasfotos, skilte, scanning af dokumenter, fotokopier osv.  kopier. Butikken var stort set altid åben, parret var til rådighed for dem, der havde opgaver, som de kunne tjene penge på at løse. Et lille klapbord midt lokalet var datterens lektiebord, familiens spisebord, og kunders "venteplads", som vi høfligt blev henvist til, mens vores opgaver blev løst. 

Efter at have kæmpet for at holde gang i forretningen i en kortere periode, da butikken var muret til, opsagde parret lejemålet af butikken og flyttede en del af deres maskinpark ind i deres private bolig længere henne ad gaden. Via wechat fortalte parret mig, at jeg godt kunne få løst mine opgaver hos dem fremover, printerne stod blot i deres private hjem nu, og vi kunne kontakte hinanden på wechat. 

For nogle dage siden skrev jeg så til parret for at få hjælp til at printe nogle dokumenter. De ville være sikre på, at printet blev lavet rigtigt, så de bad mig komme til deres bolig længere henne ad gaden, nede i bunden af en lille smøge.

Deres bolig er nu til dels arbejdsplads, med fladskærme og printere, og med det lille klapbord og møbler mv. fra deres tidligere forretning - samt privat bolig. Den består af et lillebitte smalt forrum, et siderum der fungerer som køkken og vaskerum, samt det centrale værelse, hvor de 3 personer lever. Værelset er ca. 20 kvm, har ingen vinduer og rummer først og fremmest en stor køjeseng: overkøjen er opbevaringsplads, mens underkøjen er sofa om dagen og seng om natten, for hele familien. Der er stengulv i boligen, ingen varme - dog en air condition , som jeg meget håber kan give dem varme, når vinteren rammer Beijing. De ca. 20 kvm er her, de lever som familie, spiser, laver lektier, og sover. 

Familien fortæller mig, at de har et hus i Henan, hvor de kommer fra. Men deres datter kan få en bedre uddannelse på en skole i Beijing, og der er bedre indtægtsmuligheder for dem her. Og derfor valgte de at flytte til hovedstaden: for at få del i de muligheder, byens vækst kunne give dem og især deres datter. 

Den drøm har vejet tungere end de ulemper og risici, de har som migranter i Kinas hovedstad; de har nemlig intet Beijing hukou (Beijing ID kort), hvilket ville give dem adgang til at søge om ydelser i  Beijing (f.eks. børnehave, skole, pension, sygesikring, optagelse af lån mv). Men familien er registreret med et hukou i Henan, hvor de kommer fra. Og derfor kan de kun søge om ydelser der. Og et hukou ler ikke sådan lige at flytte. Derfor har familien kun det sociale og økonomiske sikkerhedsnet, de selv skal skabe via egne midler, eller den sikkerhed, som de har adgang til flere tusind km væk i provinsen, hvor de kommer fra.  

Deres historie og deres valg er på ingen måde enestående.

Og den er en påmindelse om den "sult" jeg ser, en jagt efter at få det bare lidt bedre. For at kunne give næste generation i familien en bedre uddannelse, med mulighed for at kunne skabe et liv, der er bare en smule bedre end det liv, de har i dag. Med den sociale velfærd, jeg er vokset op med, bliver jeg enormt ydmyg hver gang, jeg ser den arbejdsomhed, deres liv og  livsstil vidner om. 

Den nuværende præsident lancerede i 2013 "Den kinesiske drøm". Den bygger på ideen om "at skabe et moderat velstående samfund og realisere national foryngelse".  Den kinesiske drøm for familien fra Henan synes at være drømmen om at skabe en bedre fremtid for deres datter ved bl.a. at give hende skolegang i hovedstaden,. Og finansieringen skulle komme fra deres erhverv som selvstændige forretningsfolk i byen. Det skal vise sig, om de kommer i mål med deres drøm.

Om æg, købmandsskab og Mutianyus forvandling

"Har du nogen æg?", spurgte jeg den søvnige dame i købmandsbutikken, der stod og redte sit hår.  

"Nej, de er udsolgt for i dag", sagde hun.  Klokken var 06:30, og hun havde næsten lige slået dørene op til dagens forretning. 

Mutianyu er en lille landsby, der ligger ved foden af den Kinesiske Mur i de smukkeste omgivelser. Træer og buske, der forandrer sig med årstiderne, sørger for et fantastisk bagtæppe til den mur, vi alle vil op og gå på, foreviges på. Da jeg kom til landsbyen første gang, kunne man køre op gennem landsbyen i egen bil, parkere - og besejre muren. Og man kunne tage en lille bagvej(gratis) op til muren - via små gedestier, der starter i landsbyen og snor sig igennem små enklaver af valnød- og kastanjetræer, op til muren.  

Det var dengang. 

Mutianyu er på mange måder et godt billede på den udvikling, som Kina har gennemgået i min tid i landet.

Jeg har fulgt Mutianyu i dens transformation, fra en relativt stille landsby med en lokal købmand og 1-2 lokale restauranter, første gang jeg kom hertil i 2006 og frem til i dag, hvor byen har udviklet sig til at kunne tage imod de stadig flere tusinde turister, der valfarter dagligt. Idag kan Mutianyu landsby byde på Subway sandwiches, pizzaer, ny-restaurerede huse og et helt nyt turistcenter, med souvenirs og informationsbutik ved indkørslen til byen. Og P-pladser, hvor man bliver bedt om at parkere sin bil og benytte de shuttle busser, der nu transporterer turister op til foden af den Kinesiske Mur.

Men tilbage til æggene. Det er 4 år siden, før Mutianyus store forvandling. Og jeg var på weekendtur i landsbyen med gode venner.    

Gode råd var dyre kl. 06:30 dén søndag morgen; vi havde ikke så meget andet til morgenmad end de æg, vi troede vi kunne købe. Og der var ikke rigtigt andet spiseligt i købmandsbutikken, udover Snickers, chips, nødder, is, konserverede hønsefødder - og så selvfølgelig øl, sodavand, og cigaretter...

Udenfor butikken stod et par lokale beboere og røg en cigaret, de kiggede nysgerrigt på mig.

Jeg tænkte "okay, det værste der kan ske er, at de siger nej. Eller slet ikke siger noget."
Så jeg gik hen og spurgte dem om de kendte et sted, hvor jeg kunne købe nogen æg. 

"Ja, hos købmanden", sagde den ene.

Jeg forklarede dem mit problem med æggene, der var udsolgt. 

"Nå, men..." sagde den ene, mens han tyggede lidt på sagen. "Måske min bror kan hjælpe...". Han gik lidt ned ad vejen og ind i et hus. Kom tilbage et par minutter senere. "Desværre."  
Pludselig lyste han op. "JEG har måske æg", sagde han og gik målrettet op ad vejen og ind ad en indkørsel. Et par minutter senere kom han tilbage med en pose.

Og sådan vi fik æg.

Jeg har ikke været i landsbyen siden. Om købmandsbutikken er der endnu, eller om den er erstattet af en 7Eleven, ved jeg ikke. Men jeg ville ikke blive overrasket. Det går stærkt i Kina, og udviklingen sker ikke kun i de største byer. 

I øvrigt, var der masser af lokale bønder, der stod langs vejen udenfor byen og solgte grønsager og æg, da vi forlod Mutianyu sidst på formiddagen. De står der hver dag og sælger lokalt dyrkede produkter (i øvrigt også dagen før, da vi kørte ind i landsbyen...) Og ikke kun ved Mutianyu, men mange steder udenfor Beijing, når man nærmer sig områderne ved den Kinesiske Mur. Det er en god forretning at sælge lokalt dyrkede produkter, æbler, valnødder, græskar, æg osv. Autenticitet - og autentiske, lokale varer - er i stigende kurs i takt med den udvikling, Mutianyu, Beijing og resten af Kina gennemgår. 

Leftover women

Kan du forestille dig en mere nedslående beskrivelse af dig som kvinde? Eller som menneske.
Leftover. Til overs?

Det er den betegnelse, man bruger for kvinder i Kina, der i en alder af 25-28 år endnu ikke er gift. I 2007 publicerede det kinesiske undervisningsministerium endda en officiel udtalelse, der beskrev kvinder, som i en alder af 27 år endnu ikke var gift til at være 剩女, oversat til "leftover women". Og ordet blev optaget i det nationale leksikon. I 2013 blev formuleringen ændret en anelse, såledels at leftover women blev til "gamle ugifte kvinder" på de nationale regeringers websites. Men begrebet "leftover women" findes stadig i vid udstrækning. 

Hvis du kender til Kina, kommer det ikke som nogen overraskelse, at familien betyder meget i det kinesiske samfund; den har været og er fortsat et centralt omdrejningspunkt, for at sikre  fremtiden. Forældre investerer i deres børn, så både barnets og forældrenes fremtid er sikret socialt og økonomisk. Et andet vigtigt begreb er respekt, respekt for dine forældre. I et hierarkisk samfund som Kina, betyder ens forældre ganske meget, og det er vigtigt at vise dem respekt. Bl.a. ved at indgå ægteskab. 

Da Kina i 1979 indførte et-barns politikken, var der pludselig begrænsninger for, hvor mange børn, du måtte sætte i verden; i den periode blev der skabt en ubalance mellem antallet af kvinder og mænd i Kina: der er simpelthen flere mænd end kvinder. Årsagen til den ubalance skyldes, at der har været tradition for at foretrække drengebørn frem for piger, og derfor blev der foretaget flere aborter af pigebørn end drenge, ligesom flere piger blev bortadopteret. Og det overlader i dag Kina med et overskud af mænd. 

Men, tænker du måske, det her med at skulle giftes bort inden man er 27 år, må da for længst være fortid. I et moderne land som Kina, der har udviklet sig med et så enormt tempo, må kvindesynet da være fulgt med? Og har man ikke ligestilling i Kina, var mænd og kvinder ikke lige allerede under Maos tid? "Women hold op half the sky", som Mao sagde. 

CCP propaganda poster (Women hold op half the sky).

Det ved jeg ikke, om kvinder og mænd var lige under Maos tid. Det, jeg oplever i mine omgivelser bekræfter, at Kina som samfund både har udviklet sig enormt hurtigt og rigtigt meget. Jeg oplever også, at begrebet "leftover women" og det, der ligger i begrebet, fortsat lever. 

Presset for at blive gift i en relativ ung alder er stadig present idag. Familien spiller fortsat en stor en rolle. Det samme gør respekten for dine forældre. Hver weekend kan du finde mange ældre mennesker, der mødes i parker. Ikke for at danse eller synge. De mødes med papirer, der beskriver deres barns baggrund (alder, højde, uddannelse, fødeby, sundhedstilstand; for drenges vedkommende desuden om han har købt lejlighed, om han har bil, og i så fald, hvilket bilmærke), for på den måde at finde den rette partner til deres barn. I 2017.

Min udlejers datter blev gift med en mand, som hendes forældre fandt til hende.  Den mand hun først havde forelsket sig i, fandt hendes far ikke passende til datteren. Efter mange tårer og møder, der endte i uenigheder, giftede hun sig med den mand,  som hendes forældre havde fundet til hende. Datteren var en højt uddannet ung kvinder på 26, med en kandidatgrad, studie i udlandet og et par års arbejde i Singapore. Og har veninder fra tidligere jobs, der fortsat ikke er gift og som beretter om problemfyldte møder med familien under det årlige kinesiske nytår, hvor kvinderne bliver bombarderet med spørgsmål, gode ideer, mulige match. Historier om, at unge forsøges matchet med en partner under kinesisk nytår, hvor de besøger deres forældre, er der mange af. Ligesom der er historier om kvinder, der køber sig en partner, for at få forældre til at tro, at de er i et kæresteforhold, så forældrene kan godt spare sig. Eller historier om unge, der ikke vil hjem til kinesisk nytår, fordi de ved, der venter dem, diskussioner om deres ægteskabelige status, bebrejdelser, forslag til en ægtefælde osv. 

Sidste år tog make-up firmaet SK-II kampen up for "leftover women" lancerede en dokumentar lignende video, der hylder kvinder, singler, der kan forsørge sig selv. Videoen fortæller også om det pres, døtre føler fra deres forældre, og de forventninger til ægteskab forældrene har til deres døtre, så de ikke er - leftover women: 

"Change destiny" SK-II video

Det er næsten umuligt at tegne et generelt billede i et land med mere end 1,3 borgere. Og derfor har jeg også mødt eksempler på det modsatte: kvinder der trods singlestatus, lever et lykkeligt liv, også i forhold til deres forældre, uden pres, tårer, hentydninger og weekender i parken i et forsøg på at finde en ægtemand til deres datter. Alligevel finder jeg det det tankevækkende, at man i 2016 laver en video om emnet "leftover women".

Det samme gør det faktum, at den ubalance, der er mængdemæssigt mellem kvinder og mænd, og som giver et ret stort overskud af mænd i Kina (34-36 millioner), i virkeligheden betyder, at der nærmere er tale om "leftover men", som artiklen i World Economic Forum meget rigtigt siger. Men det er ikke tilfældet. Leftover women begrebet lever fortsat, 2017. 

("double happiness" (双喜,shuangxi), det kinesiske skrifttegn for "happy, joy", som typisk benyttes som symbol ved kinesiske bryllupper.

Må jeg se din folkedragt?

Nationaldragter. Eller folkedragter. Så er der måske nogen, der sidder og fniser lidt og tænker på folkedanserforeningerne ude i det danske land, mens de tænker "uden mig"?

Jeg har lige været i Sydkorea. Og her er det en turistattraktion at iklæde sig den koreanske Hanbok kjole for pigerne. Turister bliver fotograferet i de historiske dele af byen, ved paladserne og især i Bukchon Hanok landsbyen, en gammel bydel i Seoul. Men jeg så også  flere koreanske kvinder iført deres Hanbok kjoler, når de besøgte stederne. Unge asiatiske piger lejer måske Hanbok kjolen som en lille "udklædningsgimmick" og bliver fotograferet sammen. Men der var også unge kvinder, der kom til paladserne i de smukkeste Hanbok kjoler og poserede, mens deres mænd tog billeder.

De nationale folkedragter er en voldsom kontrast til en storby, der er hypermoderne på alle måder: du har stort set wifi overalt, også ved historiske monumenter, paladser mv., elektroniske systemer på gaden fortæller dig, hvor længe du skal vente på den næste bus, metrosystemet er mere en veludviklet, og al information gives på koreansk, engelsk og kinesisk.

I løbet af min weekend i Seoul mødte jeg også en gruppe japanske kvinder, der var iført de smukkeste kimonoer på deres sightseeing tur. Og tennissko, for at kunne trawle de mange kilometer, vi går som turister. De tog altså lige en dags sightseeing tur i fuldt kimono udtræk, i 32 graders varme.

I Kina har vi qipaos, kjoler der er skabt i et stykke med de traditionelle kinesiske "knapper", der lukker kjolen i siden og ved kravebenet. Qipaos eller cheongsams har deres historie tilbage til Qing dynastiet, hvor Manchu kvinder bar løse qipaos. Kjolerne sælges den dag i dag i opdaterede trendy designs - ikke som pynt til at hænge i skabet. Både de løse cheongsams og de tætsiddende qipaos, og har deres oprindelse fra 1920'ernes vovede Shanghai, benyttes til fest og til daglig. Nogle af de historiske steder i Kina kan du blive fotograferet iklædt traditionelle kinesiske dragter, men slet ikke i samme omfang og på samme måde, som jeg så det i Seoul. I Sydkoreas hovedstad lejer du Hanbok kjolen for nogle timer og kan blive fotograferet i den, de historiske steder i byen. Eller du kan købe din egen Hanbok kjole. Hvis du har råd. Det er nemlig ikke nogen billig fornøjelse.  

Det fik mig til at fundere over, hvordan det kan være, at vores folkedragter ikke betragtes og bruges med samme stolthed, eller ikke nyder samme popularitet?

Den eneste undtagelse i Norden, som jeg kan komme i tanke om, er vores norske naboer. De iklæder sig deres folkedragter hvert år den 17. maj - nationaldagen - og ved andre festlige lejligheder. Det siges ,at 60-70% af alle nordmænd har en folkedragt, og at tallet har været i fremgang, (17.maj og den norske nationalisme).

Det kan man vist ikke sige for Danmark. Her kender jeg kun til Fanø, hvor folkedragterne bruges og ses, b.la. under "Fannikkerdage", der fejres lige om lidt (7.-9. juli). Udvider jeg begrebet Danmark til Det Danske Rige, er der dog Grønland, hvor nationaldragten bæres ved festlige lejligheder.  

Tilbage til Seoul. Ved alle historiske turistattraktioner var guider iklædt de nationale dragter. Og du kunne  som sagt leje en Hanbok kjole eller købe din egen kjole. Søndag morgen, min sidste dag i Seoul, var jeg på vej ud fra hotellet, da jeg så et par unge koreanske par med deres små poder, samt en fotograf. De to kvinder var - naturligvis - iklædt en Hanbok kjole, og det samme var den ene lille pige på bare 2 år. Folkedragten lever i bedste velgående i det hypermoderne Seoul.

Sommer, Hüttemeier og Beijing Bikini

Jeg sidder med air condition på fuld skrue i mit lille hjem, udenfor varmer solen kejserstaden op. På en fredag i maj er vi allerede nu oppe på 34 varmegrader. Og sommervarme  i Beijing, betyder en særlige Beijing tradition: mænd ruller deres t-shirts op og lufter deres bare maver.

Måske du har læst eller set fænomenet "face bikinis": kinesiske kvinder (især), der har en ansigtsmaske på, når de færdes på stranden, som beskyttelse mod solens stråler. Eller måske du har hørt om skåneærmer. Ikke for at skåne dit tøj, når du laver mad, som Kirsten Hüttemeier gjorde, men for at beskytte dig mod solen?

Nej?

Nå, men mænd viser maver i Beijings storby, og dette fænomen hedder - Beijing Bikini eller Beijing Belly Button. Den forekommer både som hel bar overkrop og en oprullet t-shirt.

Nogle siger, at ifølge den traditionelle kinesiske medicin (TCM), at navlen spiller en central rolle for vores krop. Navlen kaldes "the spirit tower gate", og energi fra hjerte og nyrer krydser dette punkt, navlen. TCM eksperter mener at, hvis din energi er stærk og har godt flow, så vil din navle være i god stand, rund og dyb. Hvis din energi derimod er svag, og flowet derfor langsomt, så vil navlens form være forandret og flad, ikke særlig dyb. Og det er altså ikke noget godt tegn.

Andre (mænd?) vil mene, at fænomenet med at vise mave er en behagelig og smart måde at køle kroppen ned om sommeren, når det er varmt. Måske lidt ligesom, når en motor køles ned af en bil radiator, en køler. Der er delte meninger, om det er god stil at køle sin torso ned via Beijing Bikini eller Beijing Belly Button metoden. Nogle mener det er dårlig stil at flashe sin bare mave i fuld offentlighed på gaden og bybilledet, men en del ældre og mere traditionelle mænd gør det dog stadig.

Fænomenet med at lufte maven for at nedkøle kroppen fungerer tilsyneladende ikke for kvinder. De tyer derimod til skåneærmer for at beskytte armene mod solens stråler, ifører sig solskærme med ekstra stor skærm, eller hatte med store skygger. Eller bruger en chic paraply for at beskytte sig mod solens stråler og varme.

Revival for cyklen i bilernes by

Da jeg kom til Beijing første gang i 2005 var jeg overvældet over mange ting. Tætheden af mennesker i subway systemet, de enorme køer ved bustoppestederne, de kæmpestore statslige bygninger omkring Tiananmen pladsen, de mega brede boulevarder, der slår selv Paris, og mængden af cykler; her var rent faktisk store cykel P-pladser og ikke bare et par snoldede stativer. Der var så mange cykler i bybilledet dengang, at jeg fortabte mig i de cykelmasser, der ventede på grønt lys i de store lyskryds. Og i 2005 var der ikke engang mange cykler, vil de folk sige, som var der før, i 90'erne, 80'erne og før.

I mine år, slut 00'erne og 10'erne, fortrak cyklerne sig, og bilerne bredte sig i længere og længere køer på boulevarderne og ringvejene. Og de brede cyklestier - eller cykel veje - blev indtaget af utålmodige bilister, der ikke havde tid til at hænge i de stigende bilkøer. 堵车 blev et udtryk, jeg hurtigt lærte: trafik propper i et vejnet, der hastigt blev udvidet og udvidet og udvidet...Men lige lidt hjalp det. Trafik propperne, som typisk fandt sted mandag morgen og fredag eftermiddag, blev hverdagsting, samtidigt med at subway systemet blev belastet i stigende grad, for derefter at eksplodere i ringe og finurlige systemer af flere linier, der forbandt og transporterede byen i hverdagen. 

Nu er cyklen tilbage.

I flere omgang er by cykler også blevet introduceret her. Nok med lidt mere held end i København. Men alligevel er det intet mod, hvad du ser nu: oceaner af leje cykler, du kan bruge - og så stille fra dig. Uden at der er et særligt stativ. 

De kalder det bike sharing:

Du downloader en app, opretter en konto,  ind-betaler et gebyr. Hermed har du adgang til at scanne et område for ledige cykler, booke en cykel, låse den op og bruge den, efterlade cyklen andre, der hvor du ønsker at efterlade den, og betale for dit forbrug.  Et GPS system i cyklen giver dig et overblik over, hvor der er ledige cykler i området.

Alsammen - inkl. betaling for brug af cyklen - kører naturligvis via - din smartphone.

Du kan se mere om lejecyklerne her: Lejecykler

Og det fænomen har åbenbart ramt et behov i byen, der engang var berømt for sine millioner af cykler. Du ser leje cykler overalt i bybilledet, folk bruger cyklen til at komme fra A til B (og det er lige en lille smule billigere end offentlig transport). Firstmoveren på markedet har - naturligvis - allerede fået konkurrence af flere andre spillere.

Og det er jo skønt, alt andet lige. At mennesker igen begynder at bevæge sig og samtidigt sparer på benzinen i en by, hvor vi kæmper så rigeligt med luftforurening.

Ja.

Og jeg tror, der dukker nye udfordringer op. Som for eksempel parkering af de mange leje cykler. De engang så brugte cykel p-pladser skal nok på markedet igen her i byen. Og her smider vi ikke cyklerne i kanalen eller i havnen, som jeg har set det i København og Århus. Her - tager man sadlen af. Og det tjener måske det formål, at du så er sikker på at have en lejecykel hele tiden, for ingen andre gider jo tage den. For det kan da ikke være hærværk...?;-)

By ud-af-vikling

Jeg begyndte at lægge mærke til det i efteråret sidste år: små butikker i bygninger, der også havde boliger, blev muret til. Butiksfacaden blev lukket med mursten og afløst af almindelige boligvinduer og mursten. Det kom tættere på mit kvarter i starten af det nye år; i Nanchizi Dajie, gaden mellem østsiden af den Forbudte By og min hutong, var de små butikker, der sælger vand, øl, tobak, spiritus, frugt og meget mere, samt små spisesteder, lukket af efter kinesisk nytår. Butiksfacader ud mod gaden var afløst af sjusket murerarbejde, dårlige døre og grimme vinduer. Men inde bagved var der stadig forretninger at gøre, tobak at købe, små måltider at indtage. Butiksejerne, der ofte bor i selve butikken eller i lokaler bagved butikken, satte nye skilte op ud mod gaden for at markedsføre deres tillukkede forretninger, og de holdt den grimme boligdør åben, for at invitere kunder indenfor.  '

I løbet af marts blev der i gaden på den anden side af min hutong (Nanheyan Dajie) sat informationsplakater op, med voldsomt mange stempler. Min lokale printshop fortalte, at nu var turen kommet til denne gade. I sidste uge startede de i den sydlige del af gaden og murede små butikker og spisesteder til, mens en stor gruppe vagter og politi stod klar til at gribe ind, hvis nogen ville forhindre murerne i at gøre deres arbejde. Hoteller og større restauranter blev skånet.

Det siges, at det handler om at føre Beijing tilbage til sit oprindelige fine udseende; man vil fjerne butikker i områder og bygninger, der oprindeligt ikke var godkendt til erhverv. Det handler måske mere om at tvangsflytte de mange, mange immigranter, der fortsat flytter fra de fattige egne  af Kina ind til hovedstaden i håbet om at skabe sig et bedre liv, og få del i den kinesiske vækst, de hører om.

Indgangen til min printshop er nu muret til. Ejerne har lavet skilte, der viser, at du kan komme ind i deres printshop via en sidedør i en lille korridor ved siden af den bygning, hvor deres forretning ligger (lå). Men de ved ikke helt hvad de gør, da jeg spørger dem, hvad nu? Indtil videre ser de tiden an. Det er ikke nemt at finde et andet godt sted, som de siger...Og jeg forstår dem, når jeg tænker på, hvor meget og hvor hurtigt ejendomspriserne stiger i byen.

Hanna Sahlberg, journalist på Sveriges Radio, har lavet en reportage om sagen med de mange forretninger, der lukker. Du finder den her: Pekings grå murar ska mota ut invandrare

  

Imens tænker jeg over, hvad det er for et Beijing vi mon får, når de små butiksindehavere har lukket deres butikker og er flyttet ud, og de små gader ikke længere  summer af det liv fra små butikker og spisesteder. Hvad kommer der mon så...?

Hvad bragte mig til Kina?

Når vi møder hinanden "her" i Kina, os danskere og udlændinge, er der ofte en forudfattet opfattelse af, at vi alle er her, fordi vi er udstationereret af en virksomhed, vi er her for at arbejde.

Det sker, at jeg bliver spurgt, hvorfor jeg er her, hvad der bragte mig hertil. Og den korte version er længslen efter den følelse, jeg fik, da jeg var her første gang i 2005 på en ferie: nysgerrigheden, eventyret, en følelse af at du er i et samfund, der er i hastig og stor udvikling, og så en følelse af at være helt - lost in translation. Du forstår ikke ret meget, eller noget som helst af det, der foregår omkring dig, og det er meget energifyldt, lidt angstprovokerende og faktisk ret befriende.

Jeg har en god veninde, Dorte, som har en blog - Familiefletninger. Her skriver hun om sit liv, "om stort og småt", som hun siger. Jeg synes nu mest, det er ret stort; interessante og relevante emner og refleksioner om livet i en familie, måske over små ting, men altid i et større perspektiv. Jeg fatter ikke, hvor hun finder tiden til at skrive på den blog, for hun har altså pænt meget at se til i sin hverdag, men hun er ret aktiv, og med at udvikle bloggen. Hun startede i januar en ny serie, "seje kvinder", og hun spurgte mig om jeg ville være med. Hendes afsæt for at kontakte mig var, at jeg i 2008 flyttede til Kina.

På Dortes blog har jeg fortalt historien om, hvad, der bragte mig til Kina, hvad der fik mig til at tage springet. Hvorfor jeg finder Kina så interessant og hvad jeg har lært i Kina. Nogle af jer kender min historie, andre gør ikke. Du kan læse min historie her.

Dortes blog rummer rigtigt mange interessante ting, så jeg kan varmt anbefale dig at tage et nærmere kig på Familiefletninger.dk!

Ren luft

Jeg har netop været i Danmark og fejre julen.  Et gennemgående spørgsmål alle steder jeg besøgte, var - hvordan med luften i Beijing!? Er det ikke forfærdeligt!? Hvordan klarer du den?? Spørgsmålene blev stillet med omsorg, ængstelse, og nogle gange vantro. For hvordan pokker kan jeg dog holde ud at bo sådan et forfærdeligt sted? Med alle de sundheds-risici, den urene luft omfatter? Og hvorfor GØR de ikke noget, de kinesere?

Jag var netop landet i Danmark, da Beijing, i ugen op til jul, gik  i årets første "red alert": fem dage med ekstremt højt forureningstal. Folk blev anbefalet at blive indendørs, skoler lukkede og børn blev hjemme, og fabrikker og trafik fik yderligere restriktioner. Både sociale medier og pressen, jeg fulgte fra Danmark, kogte over af billeder og reportager fra Kina om den tykke, forurenede luft. Jeg tænkte, at jeg havde valgt et heldigt tidspunkt at forlade byen, mens jeg forsøgte at svare på de mange omsorgsfulde spørgsmål, der mødte mig, hvor jeg kom frem.
Og i begyndelsen af året annoncerede Beijings borgmester så, at en ny enhed, som udelukkende skulle koncentrere sig om at bekæmpe forureningen, ville blive lanceret.

Da jeg landede igen i Beijing på en januar dag, var forureningstallet lavt, og himlen var skarpt blå, en smuk dag med sol, kulde og ren luft. Forureningstallet i Beijing på dagen og de efterfølgende var omkring 25.

I dag er forureningstallet er 188, PM 2.5 tallet 126, og det ser tåget ud, når du kigger ud af vinduet. Jeg læser, at man netop har annonceret at investere 18,2 mia. yuan i at bekæmpe den urene luft i 2017: erstatte kul med ren energi i 700 landsbyer i år, fjerne 300.000 biler med højt forureningstal, samt lukke eller opdatere 2750 fabrikker (kilde: The Independent).

Vi kan armere vores hjem med luftrensere, klistre vinduesrammer til, pakke os ind i masker, når vi går ud, sikre os så godt som muligt mod luftforureningen og de følgevirkninger den kan have på vores helbred. 

Men dér hvor luftforureningen måske rammer mig allermest, er på begrænsningen af min frihed. Friheden til bare at gå udenfor. Gå en lang tur. Gå en tur med sin hund, sit barn, sine venner, lege med sine kammerater i de snævre gyder i hutongerne ,eller på de mange pladser og parker i det offentlige rum. Den tykke luft sætter sig på mit humør, fordi jeg begrænses i en by, der har så mange muligheder.

Men hvad gør man på sådan en dag som i dag - og på de andre dage, hvor luften ikke frister til udendørsaktiviteter? Jeg lytter til musik, der gør mig let og i godt humør, tænder et par stearinlys (selvom det heller ikke er så godt for indeklimaet), og køber ekstra mange grønne planter og smukke blomster. Jeg  laver mad, der ser ekstra sund ud, og som har rigeligt med grønt. 

En af mine venner har sat en gynge op i sit hjem, så hendes børn kan gynge og lege, som om de var udenfor. Og så har hun søgt trøst i kulturelle referencer som f.eks.  Monets billede af  London, som kunne være smog - men smukt forstås! - og svensk litteratur, for at få det triste humør til at forsvinde på de tunge dage.  

I løbet af dagen er forureningstallet steget fra 188 til 217. Jeg søger trøst i tanken om en snarlig rejse til Cambodia og en tur sydover til Suzhou imorgen, mens jeg overvejer at udvide maskinparken af luftrensere. Forureningen er trods alt også lav, ind imellem, og luften er visse dage knivskarp blå. Og jeg er sikker på, at regeringen er helt med på de risici, der er, ved ikke at gøre noget.  Især de økonomiske for sundhedsområdet. Så vi skal bare skubbe på for at få noget gjort lidt hurtigere, glæde os over de gode dage - og armere os med glæde & spas til de dårlige.