Om æg, købmandsskab og Mutianyus forvandling

"Har du nogen æg?", spurgte jeg den søvnige dame i købmandsbutikken, der stod og redte sit hår.  

"Nej, de er udsolgt for i dag", sagde hun.  Klokken var 06:30, og hun havde næsten lige slået dørene op til dagens forretning. 

Mutianyu er en lille landsby, der ligger ved foden af den Kinesiske Mur i de smukkeste omgivelser. Træer og buske, der forandrer sig med årstiderne, sørger for et fantastisk bagtæppe til den mur, vi alle vil op og gå på, foreviges på. Da jeg kom til landsbyen første gang, kunne man køre op gennem landsbyen i egen bil, parkere - og besejre muren. Og man kunne tage en lille bagvej(gratis) op til muren - via små gedestier, der starter i landsbyen og snor sig igennem små enklaver af valnød- og kastanjetræer, op til muren.  

Det var dengang. 

Mutianyu er på mange måder et godt billede på den udvikling, som Kina har gennemgået i min tid i landet.

Jeg har fulgt Mutianyu i dens transformation, fra en relativt stille landsby med en lokal købmand og 1-2 lokale restauranter, første gang jeg kom hertil i 2006 og frem til i dag, hvor byen har udviklet sig til at kunne tage imod de stadig flere tusinde turister, der valfarter dagligt. Idag kan Mutianyu landsby byde på Subway sandwiches, pizzaer, ny-restaurerede huse og et helt nyt turistcenter, med souvenirs og informationsbutik ved indkørslen til byen. Og P-pladser, hvor man bliver bedt om at parkere sin bil og benytte de shuttle busser, der nu transporterer turister op til foden af den Kinesiske Mur.

Men tilbage til æggene. Det er 4 år siden, før Mutianyus store forvandling. Og jeg var på weekendtur i landsbyen med gode venner.    

Gode råd var dyre kl. 06:30 dén søndag morgen; vi havde ikke så meget andet til morgenmad end de æg, vi troede vi kunne købe. Og der var ikke rigtigt andet spiseligt i købmandsbutikken, udover Snickers, chips, nødder, is, konserverede hønsefødder - og så selvfølgelig øl, sodavand, og cigaretter...

Udenfor butikken stod et par lokale beboere og røg en cigaret, de kiggede nysgerrigt på mig.

Jeg tænkte "okay, det værste der kan ske er, at de siger nej. Eller slet ikke siger noget."
Så jeg gik hen og spurgte dem om de kendte et sted, hvor jeg kunne købe nogen æg. 

"Ja, hos købmanden", sagde den ene.

Jeg forklarede dem mit problem med æggene, der var udsolgt. 

"Nå, men..." sagde den ene, mens han tyggede lidt på sagen. "Måske min bror kan hjælpe...". Han gik lidt ned ad vejen og ind i et hus. Kom tilbage et par minutter senere. "Desværre."  
Pludselig lyste han op. "JEG har måske æg", sagde han og gik målrettet op ad vejen og ind ad en indkørsel. Et par minutter senere kom han tilbage med en pose.

Og sådan vi fik æg.

Jeg har ikke været i landsbyen siden. Om købmandsbutikken er der endnu, eller om den er erstattet af en 7Eleven, ved jeg ikke. Men jeg ville ikke blive overrasket. Det går stærkt i Kina, og udviklingen sker ikke kun i de største byer. 

I øvrigt, var der masser af lokale bønder, der stod langs vejen udenfor byen og solgte grønsager og æg, da vi forlod Mutianyu sidst på formiddagen. De står der hver dag og sælger lokalt dyrkede produkter (i øvrigt også dagen før, da vi kørte ind i landsbyen...) Og ikke kun ved Mutianyu, men mange steder udenfor Beijing, når man nærmer sig områderne ved den Kinesiske Mur. Det er en god forretning at sælge lokalt dyrkede produkter, æbler, valnødder, græskar, æg osv. Autenticitet - og autentiske, lokale varer - er i stigende kurs i takt med den udvikling, Mutianyu, Beijing og resten af Kina gennemgår.