Jeg har tidligere delt her på bloggen, at der i Beijing i nogen tid har kørt et "beautification projekt": bygninger, der er opført uden tilladelse, rives ned, forretninger, der er placeret i lokaler, som ikke er godkendt til at drive forretning, lukkes, og tilbygninger og overbygninger, som ikke er godkendte, fjernes. Det er i første omgang foregået sådan, at vinduer og døre blev muret til, så butikken mistede sin åbenlyse indgang fra gaden. Alt sammen skete det på en - set gennem udenlandske øjne - lidt barsk måde. Det lignede aflivning af små selvstændige forretninger, oftest ejet af mennesker, der er flyttet til Beijing for at få del i det enorme økonomiske opsving, som landet og byen har reddet på de seneste mange år. De bygninger, der får lov at stå, bliver "beautificeret", med ny facade og nye vinduer, der skal give indtryk af "autentisk Beijing arkitektur" i hutongerne. Fornuften i mig forstår behovet for at kunne styre mængden af tilflyttere til en by, der tiltrækker borgere som en magnet. Beijing er vokset markant, og det lægger et enormt pres på infrastruktur, boliger, skoler, sundhedsvæsen osv. osv. Du kan læse mere om projektet her: Does Beijing still welcome you? It depends.
Projektet gik tidligere i år ud over min lokale print og kopi-forretning, som har holdt til udenfor min hutong ligeså længe jeg kan huske, dvs. i snart 10 år. Print-forretningen var ejet af et ægtepar og deres nu 9-årige datter, der kommer fra Henan. Print-forretningen var velbesøgt, der var mange der havde brug for pasfotos, skilte, scanning af dokumenter, fotokopier osv. kopier. Butikken var stort set altid åben, parret var til rådighed for dem, der havde opgaver, som de kunne tjene penge på at løse. Et lille klapbord midt lokalet var datterens lektiebord, familiens spisebord, og kunders "venteplads", som vi høfligt blev henvist til, mens vores opgaver blev løst.
Efter at have kæmpet for at holde gang i forretningen i en kortere periode, da butikken var muret til, opsagde parret lejemålet af butikken og flyttede en del af deres maskinpark ind i deres private bolig længere henne ad gaden. Via wechat fortalte parret mig, at jeg godt kunne få løst mine opgaver hos dem fremover, printerne stod blot i deres private hjem nu, og vi kunne kontakte hinanden på wechat.
For nogle dage siden skrev jeg så til parret for at få hjælp til at printe nogle dokumenter. De ville være sikre på, at printet blev lavet rigtigt, så de bad mig komme til deres bolig længere henne ad gaden, nede i bunden af en lille smøge.
Deres bolig er nu til dels arbejdsplads, med fladskærme og printere, og med det lille klapbord og møbler mv. fra deres tidligere forretning - samt privat bolig. Den består af et lillebitte smalt forrum, et siderum der fungerer som køkken og vaskerum, samt det centrale værelse, hvor de 3 personer lever. Værelset er ca. 20 kvm, har ingen vinduer og rummer først og fremmest en stor køjeseng: overkøjen er opbevaringsplads, mens underkøjen er sofa om dagen og seng om natten, for hele familien. Der er stengulv i boligen, ingen varme - dog en air condition , som jeg meget håber kan give dem varme, når vinteren rammer Beijing. De ca. 20 kvm er her, de lever som familie, spiser, laver lektier, og sover.
Familien fortæller mig, at de har et hus i Henan, hvor de kommer fra. Men deres datter kan få en bedre uddannelse på en skole i Beijing, og der er bedre indtægtsmuligheder for dem her. Og derfor valgte de at flytte til hovedstaden: for at få del i de muligheder, byens vækst kunne give dem og især deres datter.
Den drøm har vejet tungere end de ulemper og risici, de har som migranter i Kinas hovedstad; de har nemlig intet Beijing hukou (Beijing ID kort), hvilket ville give dem adgang til at søge om ydelser i Beijing (f.eks. børnehave, skole, pension, sygesikring, optagelse af lån mv). Men familien er registreret med et hukou i Henan, hvor de kommer fra. Og derfor kan de kun søge om ydelser der. Og et hukou ler ikke sådan lige at flytte. Derfor har familien kun det sociale og økonomiske sikkerhedsnet, de selv skal skabe via egne midler, eller den sikkerhed, som de har adgang til flere tusind km væk i provinsen, hvor de kommer fra.
Deres historie og deres valg er på ingen måde enestående.
Og den er en påmindelse om den "sult" jeg ser, en jagt efter at få det bare lidt bedre. For at kunne give næste generation i familien en bedre uddannelse, med mulighed for at kunne skabe et liv, der er bare en smule bedre end det liv, de har i dag. Med den sociale velfærd, jeg er vokset op med, bliver jeg enormt ydmyg hver gang, jeg ser den arbejdsomhed, deres liv og livsstil vidner om.
Den nuværende præsident lancerede i 2013 "Den kinesiske drøm". Den bygger på ideen om "at skabe et moderat velstående samfund og realisere national foryngelse". Den kinesiske drøm for familien fra Henan synes at være drømmen om at skabe en bedre fremtid for deres datter ved bl.a. at give hende skolegang i hovedstaden,. Og finansieringen skulle komme fra deres erhverv som selvstændige forretningsfolk i byen. Det skal vise sig, om de kommer i mål med deres drøm.
"Har du nogen æg?", spurgte jeg den søvnige dame i købmandsbutikken, der stod og redte sit hår.
"Nej, de er udsolgt for i dag", sagde hun. Klokken var 06:30, og hun havde næsten lige slået dørene op til dagens forretning.
Mutianyu er en lille landsby, der ligger ved foden af den Kinesiske Mur i de smukkeste omgivelser. Træer og buske, der forandrer sig med årstiderne, sørger for et fantastisk bagtæppe til den mur, vi alle vil op og gå på, foreviges på. Da jeg kom til landsbyen første gang, kunne man køre op gennem landsbyen i egen bil, parkere - og besejre muren. Og man kunne tage en lille bagvej(gratis) op til muren - via små gedestier, der starter i landsbyen og snor sig igennem små enklaver af valnød- og kastanjetræer, op til muren.
Det var dengang.
Mutianyu er på mange måder et godt billede på den udvikling, som Kina har gennemgået i min tid i landet.
Jeg har fulgt Mutianyu i dens transformation, fra en relativt stille landsby med en lokal købmand og 1-2 lokale restauranter, første gang jeg kom hertil i 2006 og frem til i dag, hvor byen har udviklet sig til at kunne tage imod de stadig flere tusinde turister, der valfarter dagligt. Idag kan Mutianyu landsby byde på Subway sandwiches, pizzaer, ny-restaurerede huse og et helt nyt turistcenter, med souvenirs og informationsbutik ved indkørslen til byen. Og P-pladser, hvor man bliver bedt om at parkere sin bil og benytte de shuttle busser, der nu transporterer turister op til foden af den Kinesiske Mur.
Men tilbage til æggene. Det er 4 år siden, før Mutianyus store forvandling. Og jeg var på weekendtur i landsbyen med gode venner.
Gode råd var dyre kl. 06:30 dén søndag morgen; vi havde ikke så meget andet til morgenmad end de æg, vi troede vi kunne købe. Og der var ikke rigtigt andet spiseligt i købmandsbutikken, udover Snickers, chips, nødder, is, konserverede hønsefødder - og så selvfølgelig øl, sodavand, og cigaretter...
Udenfor butikken stod et par lokale beboere og røg en cigaret, de kiggede nysgerrigt på mig.
Jeg tænkte "okay, det værste der kan ske er, at de siger nej. Eller slet ikke siger noget."
Så jeg gik hen og spurgte dem om de kendte et sted, hvor jeg kunne købe nogen æg.
"Ja, hos købmanden", sagde den ene.
Jeg forklarede dem mit problem med æggene, der var udsolgt.
"Nå, men..." sagde den ene, mens han tyggede lidt på sagen. "Måske min bror kan hjælpe...". Han gik lidt ned ad vejen og ind i et hus. Kom tilbage et par minutter senere. "Desværre."
Pludselig lyste han op. "JEG har måske æg", sagde han og gik målrettet op ad vejen og ind ad en indkørsel. Et par minutter senere kom han tilbage med en pose.
Og sådan vi fik æg.
Jeg har ikke været i landsbyen siden. Om købmandsbutikken er der endnu, eller om den er erstattet af en 7Eleven, ved jeg ikke. Men jeg ville ikke blive overrasket. Det går stærkt i Kina, og udviklingen sker ikke kun i de største byer.
I øvrigt, var der masser af lokale bønder, der stod langs vejen udenfor byen og solgte grønsager og æg, da vi forlod Mutianyu sidst på formiddagen. De står der hver dag og sælger lokalt dyrkede produkter (i øvrigt også dagen før, da vi kørte ind i landsbyen...) Og ikke kun ved Mutianyu, men mange steder udenfor Beijing, når man nærmer sig områderne ved den Kinesiske Mur. Det er en god forretning at sælge lokalt dyrkede produkter, æbler, valnødder, græskar, æg osv. Autenticitet - og autentiske, lokale varer - er i stigende kurs i takt med den udvikling, Mutianyu, Beijing og resten af Kina gennemgår.
