Hårkunst

Håret gror også, når du bor i Kina.
Men gode råd er dyre, for kan du overlade ansvaret til en kinesisk frisør for din dyrebare frisure, som de sidste 10 år har bestået af en ret enkel klipning, lidt i etager og max 1-2 cm af i længden? Kan de mon det, eller går de amok med saksen?
Mit første besøg herude var hos den meget, meget lokale frisør; hvid plastik, røde "læderstole", og en følelse af at her er kammen måske ikke så ren som jeg kunne ønske mig. De var søde, men ville vældigt gerne også lige sælge en permanent og en hårfarve. Og den udfordring turde jeg ikke kaste mig ud i, så samtalen blev lidt stram, fordi jeg flere gange skulle takke nej til farvning. Men det var billigt. 20 RMB. For en klipning.
Den næste gang jeg kom det samme sted, var der flere kunder i butikken, så det blev lidt dyrere hvis jeg skulle klippes her og nu. 50 RMB. Jeg sad igen med skrækken lidt oppe i halsen: ville hun gå amok i et assymetrisk mareridt af en frisure, fordi hun lige syntes det kunne se fedt ud? Der var stadig lidt insisteren på farve, eller krøller eller heftigt etageklip - ala svenskerhår.
Så jeg var ikke helt tryg eller tilfreds efter anden tur.
Så hvad skulle jeg gøre næste gang? Eller skulle jeg bare beslutte ikke at klippes herude, og så vente til jeg kom til Danmark på et tidspunkt? Det var jo for latterligt. Topmålet af "expat" thinking...
Gode venner anbefalede en "rigtig frisør" på Wangfujing. 180 RMB. Kors, tænkte jeg, det er dyrt! Men hoppede ud i det. Og fik en dronningebehandling. Det må være sådan Margrethe har det, når hendes frisør kommer forbi: 2 mand til at passe mig op, en til at vaske mit hår (første gang), så en anden der klipper. Og det tog han alvorligt, det lignede næsten moderne dans, saksen sad i alle mulige vinkler. Oppe i luften, mens mit hår - bitte små stakke, blev løftet, målt, sammenlignet. Assistenten stod ved siden af og observerede med en lille pensel. Og når et enkelt hår satte sig på min kind, så trådte han til. Og fjernede det. Jeg fik vand, the, kaffe. Så skulle jeg føntørres. Assistenten tog den hårde tjans blot at få det tørret, næsten tørt. Så kom "den rigtige" frisør til - og begyndte sin moderne dans igen, nu med føntørrer. Og så - skulle der microklippes...alt blev gået efter igen. Nå, men da vi var færdige - så skulle håret vaskes. Igen. Og så begyndte føn-showet forfra: først den hårde tjans af assistenten og så kom den store kunstner til. Han gennemså mit hår en sidste gang, klippede 3-5 år. Og vi var færdige. Det var alle penge værd. Det sad som en drøm resten af dagen. Og selv nu hvor vi døjer med 35 grader, superhøj luftfugtighed og hår der bare lever helt sit eget tørre liv, har det aldrig været bedre. På helt sin egen måde.
Så jeg kommer igen.

Rullende trapper

At der stadig er stor forskel på udviklingen i Kina fik jeg et nyt eksempel på.
En søndag eftermiddag på vej hjem, ud af subway'en og op på de velsignede rulletrapper, der gør de mange tusinde skridt lidt mere udholdelige...ser jeg en lille familie, som skal ned af rulletrappen, da jeg næsten er oppe ved Tiananmen East. Familien står bekymret og kigger på rulletrappen.
Resolut tager moderen sin lille søn på 2 år i favnen og stiger ud. På trappen der bevæger sig. Stirrer stift ned i dybet, mens hendes søn skriger som besat. Han vil ikke med. Først tror jeg at han er vred, skriger over ikke at få sin vilje. Så ser jeg resten af familien. De stirrer mindre eller mere skrækslagent på den trappe der bevæger sig. Og det går op for mig, at det er ikke hverdag for denne lille familie at benytte rulletrappen. Måske det er første gang?
Bedstemoderen er den sidste af familien på 6 personer, der vover sig ud, hun står længe og kigger, forsøger at finde rytmen i trappen, der kører og kører. Hvordan skal hun hoppe på så hun sikrer sig at ramme rytmen, og samtidigt holde fast i gelænderet. Som jo også bevæger sig. Stille lister hun ud på trappen, som fører hende ned. Hun ser bekymret ned mod sin familie der næsten er nede i bunden og på vej af trappen.
Den rullende trappe, som var et nyere fænomen for familien her, er blot et af de mange små beviser, du dagligt får på, at Kina er mange forskellige ting udviklingsmæssigt. Metropolerne udvikler sig i rasende tempo, men store dele af landet er stadig underudviklet, sammenlignet med de store byer. For mig en vigtig påmindelse af, at Kina er mange ting; du overraskes dagligt over, hvor stærkt det går udviklingsmæssigt. Og hvor stor forskel der så alligevel er på land og by.

丹麦 加油!

Mandag aften på The Den - eller The Denmark - i Beijing.
Sportsbar i egen klasse, store skærme i alle hjørner, en bar i midten og (mest) mænd, der kigger koncentreret - ikke på pigerne der serverer, men på storskærmene med sport.
Mødested for rugby, fodbold og sikkert andre sportsgrene.
Mødested vist især for danskere og englændere?

Denne mandag især mødested for danskere!
For der er VM i Sydafrika 2010, og Danmark spiller sin første kamp, mod Holland.
Mænd i røde trøjer med Dannebrog og med en fadøl i hånden, mænd med hatte formet som vikingehorn i rødt og hvid plys, mænd i landsholdstrøjer - som de for længst ikke kan opfylde kravene for at spille i. Maverne har problemer med at være der.
Piger i rødt og hvid, mest rødt og mest lårkort. Kække dannebrogsflag på kinderne og - naturligvis blonde piger. Unger, drenge og piger, i deres rød-hvide Velux sponserede t-shirts med Dannebrogsflag, forventningsfulde øjne og ansigtetfint dekoreret i rødt og hvidt.

Nationalsang, Rezeptsang, hånesang.Mod Holland altså. Ikke så pænt at bue og håne, når den danske nationalsang spilles,ikke spor sportsligt. Men en stærk, stærk opbakning til drenenge i Sydafrika fra The Den i Beijing.

Høj stemning inden kampen og massiv opbakning under første halveg. Råb og skrigen når Holland er tæt på og når Danmark især er tæt på at score.

Høj stemning under halvegen: "bare vi får uafgjort. Altså 0-0." Lyder det. Vi har set presset på danskerne på de store skærme. Set at Holland er hurtigere og bedre sammenspillet end os. Klar til anden halveg. Og mål, til Holland.

Men det er slut, inden det sådan rigtigt er begyndt. Stemningen i The Den på anden sal - danskerlejren - matter til, da hollænderne kommer flyvende ind i anden halveg og scorer. Med hjælp fra en flyvende dansker.... Der bliver lidt mere stille, ikke så mange håne-benærkninger, en stærkere koncentration for " De har jo ikke tabt endnu", som en dreng med Dannebrog malet i ansigtet siger. Kloge ord, for det er jo sandt. Det er ikke slut før den fede dame har sunget, som de siger i teaterverdenen.

Men da andet mål falder for Holland, slukkes lyset. Herefter er der mat stemning, stille her på The Den i danskerlejren. Kun de infernolarmende vuvuzelaer og bølgen af menneskelyde på stadion,der summer højere end noget fra de store skærme.

Og da kampen er forbi, er det forbi, slut. De fleste med børn går hjem, kun de hardcore Beijing Vikings bliver tilbage og synger i karaoke hjørnet - med på deres egne slagsange. Rezepten er lagt på hylden for en stund. Stemningen begynder at blive mat og en anelse fuld.

Vi sidder i hjørnet og venter på næste kamp: Cameroun-Japan. For der også stadig en lille rest af hardcore - fodboldfans. Os der elsker fodbold for den underholdning det er, med spænding, dans om bolden og højt taktisk niveau på banen. Så vi sidder og kigger på de 2 x 11 mænd i hver deres nationale folkedragt her i Sydafrika på en stadion denne mandag aften, hvor Danmark tabte 0-2 til Holland. 丹麦 加油! Op på hesten igen, og vind bare næste kamp, spar endelig ikke på målene, drenge!

Taxa Turandot

Taxa Turandot

sidder i en taxa på vej hjem fra arbejde, isnende koldt, mørkt, og masser af trafikkaos. Chaufføren finder diskret en lille kanal med - klassisk vestligt musik.

Og så sidder vi der, vi to. Han bag rattet og jeg på bagsædet og nynner med på de store klassiske stykker. Der er en fred inde i denne her taxa, en ro og en smuk lyd af klassiske violiner, der smyger sig ud af hans lille radio og fylder taxaen med varme og dejlig stemning. Han fløjter diskret med på Wiener valse fra Nytårskoncerten.

Og jeg tænker om han mon ved, at lige nu for øjeblikket, mindre end en uge før, var det den årlige tradition for lige den melodi...om han ved hvad jeg ser, når jeg hører den musik? Og hvad han mon ser? Infernoet af på-vej-hjem-fra-arbejde-trafik omkring os forsvinder, vi slapper af og den bølgende winervals varmer taxaen op til en lille klassisk oase midt på Ringvej 2 i Beijing en onsdag aften den 6. januar 2010.....