At der stadig er stor forskel på udviklingen i Kina fik jeg et nyt eksempel på.
En søndag eftermiddag på vej hjem, ud af subway'en og op på de velsignede rulletrapper, der gør de mange tusinde skridt lidt mere udholdelige...ser jeg en lille familie, som skal ned af rulletrappen, da jeg næsten er oppe ved Tiananmen East. Familien står bekymret og kigger på rulletrappen.
Resolut tager moderen sin lille søn på 2 år i favnen og stiger ud. På trappen der bevæger sig. Stirrer stift ned i dybet, mens hendes søn skriger som besat. Han vil ikke med. Først tror jeg at han er vred, skriger over ikke at få sin vilje. Så ser jeg resten af familien. De stirrer mindre eller mere skrækslagent på den trappe der bevæger sig. Og det går op for mig, at det er ikke hverdag for denne lille familie at benytte rulletrappen. Måske det er første gang?
Bedstemoderen er den sidste af familien på 6 personer, der vover sig ud, hun står længe og kigger, forsøger at finde rytmen i trappen, der kører og kører. Hvordan skal hun hoppe på så hun sikrer sig at ramme rytmen, og samtidigt holde fast i gelænderet. Som jo også bevæger sig. Stille lister hun ud på trappen, som fører hende ned. Hun ser bekymret ned mod sin familie der næsten er nede i bunden og på vej af trappen.
Den rullende trappe, som var et nyere fænomen for familien her, er blot et af de mange små beviser, du dagligt får på, at Kina er mange forskellige ting udviklingsmæssigt. Metropolerne udvikler sig i rasende tempo, men store dele af landet er stadig underudviklet, sammenlignet med de store byer. For mig en vigtig påmindelse af, at Kina er mange ting; du overraskes dagligt over, hvor stærkt det går udviklingsmæssigt. Og hvor stor forskel der så alligevel er på land og by.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar