Om sygdom, sorg og ventiler i Beijing

Min udlejer er kommet forbi. Vi skal snakke lejekontrakt for næste år. Jeg har boet i hans lille  lejlighed i Ciqiku Hutong, næsten siden jeg landede i Beijing for snart 12 år siden. En lejlighed, der er en af 6 boliger i den lille gårdhave i nr. 10 og som har en ro, du ikke tror, du kan finde i en by med mere end 20 mio indbyggere. Min udlejer er en ældre, høflig, omhyggelig og forsigtig mand. 

Hver gang, vi har diskuteret forlængelse af lejemål, har det været den samme dans: Først taler vi om, hvordan vi har det, hvordan hans kone, datter og barnebarn har det, og hvordan det går med mig og min familie. Så taler vi om, hvor god og lang vores relation har været. Så taler min udlejer om, hvor dyrt det hele er blevet, hvor meget mad- og huslejepriserne er steget, og hvor hårdt (og dyrt) det er at have et barnebarn. Derefter taler han om, hvad han kunne leje lejligheden ud til, hvis han fulgte markedspriserne i hutongen, hvis han gik igennem et firma eller hvis han lejede den ud til en helt ny lejer. Og så begynder vi igen at tale om vores gode relation, hvor god og stabil en lejer jeg er, hvor længe vores venskab har varet, hvor fint jeg passer på det hele, hvor vellidt jeg er i gården blandt de andre naboer. Og endelig kan vi begynde at tale om huslejen for næste år. 

Denne gang var en undtagelse. 

Min udlejers kone er alvorligt syg. Hun har knoglemarvskræft. Og hun har været indlagt på et af de bedste og mest specialiserede hospitaler i byen ad flere gange. Så prisen på behandlingen af hendes sygdom blev nævnt. De har en sygeforsikring, men til en så alvorlig sygdom kan de ikke få alle udgifter dækket af det offentlige eller af deres forsikring. Så de skal betale en del af behandlingen af egne midler. Han fortalte om hendes forløb, hvor syg hun havde været og fortsat var. Hvor mange gange hun havde fået behandling, og hvor meget det kostede. Den mistroiske læser ville måske tro, at nu blev hustruens sygdom bragt på bordet, for at få huslejeprisen talt op. 

Det var ikke tilfældet. 

Han var, som ethvert andet menneske ville være, bange. Bange for at miste. Og det var derfor så meget nemmere at tale i et spor, der handlede om de praktiske ting; hvor ofte hun skulle på hospitalet, hvad det kostede hvordan de havde tænkt sig at planlægge, at han hver dag kunne besøge hende i det nye år, når stamcellebehandlingen skulle begynde.  

I takt med at han talte sig ind i de praktiske detaljer om det kommende behandlingsforløb og de økonomiske konsekvenser, sad jeg og lyttede og lod ham vide, at jeg så ham og at jeg følte med dem begge. Og mens vi sidder der, stopper han op og begynder at græde. Presset er for stort,  bekymringerne, følelserne skal ud. Han prøver at genvinde kontrollen over sig selv, rejser sig op, vender ryggen til mig og kigger ud i gården, kigger på ingenting, mens han græder. Og han undskylder. Jeg siger, at det er ok, han har intet han skal undskylde. Og så sidder jeg der bare og ser ham. 

Nogle vil mene, at man i kinesisk kultur ikke lufter sine følelser overfor fremmede. Andre vil tænke, at vi kender hinanden godt og derfor giver hans reaktion mening. Men så godt kender vi ikke hinanden, på trods af de snart 12 års dans om næste års husleje. 

Jeg tænker, om jeg for ham repræsenterer et frirum, han et øjeblik er faldet ind i. Fordi presset  følelsesmæssigt er stort, og angsten sidder i ham. Og fordi resten af hans lille familie er for tæt på, er ligeså bange og har ligeså meget at miste, som han har. Måske. Og jeg tænker, at bag de kulturelle forskelle er vi alle mennesker, med bekymringer, følelser og håb. Og vi har alle brug for at tage en smule af presset af, når vi er der, hvor han er. Og den ventil var jeg måske, tilfældigvis, den dag. Et frirum.  

Jeg tænker også, hvor vigtigt det er for os, at have sådan en ventil, når livet gør nas. Og at turde bruge den. Og det er uanset, hvor vi er fra kulturelt. Jeg gør mig ingen tanker om at jeg kan sige noget, der gør, at han får det bedre. At min tilstedeværelse gør en forskel. Men jeg kan tilbyde ham plads til at være bekymret, ked af det, bange, og tillid til at udtrykke det. Og anerkende ham, som det menneske han er, lige meget hvor han er fra. 

Jeg hører ind i mellem mennesker sige, at de ikke ved, hvad de skal sige i sådan nogle situationer, for de kan jo ikke hjælpe vedkommende, løse problemet, og derfor begynder de enten at "plapre" om andre ting for at henlede opmærksomheden på noget andet, eller de begynder at udøse deres egne følelser, erfaringer, eller sorg. Tårer, angst og sorg gør os ubekvemme og dårligt tilpas. Så det er jo egentligt naturligt, at vi vil distancere os fra dem, grave dem ned. Men fordi vi ikke udtrykker dem - eller ikke tillader de får plads - betyder ikke, at de forsvinder. Så måske skal vi bare stille et frirum til rådighed og sige at vi føler med dem og ikke har nogen forestilling om, hvor svært det er. For vi er jo ikke dem. Blot være den ventil, så luften kan komme ud.

Ældre end Den Kinesiske Folkerepublik

I min smukke gård i hutongen bor en gammel mand. Hr. Wang boede her med sin kone, da jeg flyttede ind i 2008, og i samme gård bor hans datter og svigersøn, og til tider hans 2 oldebørn. 

Hr. Wang er 95 år gammel. En lille tynd, indtørret mand, der kun sjældent kommer ud og sidder i gården eller køres rundt i hutongens smalle gyder i sin rullestol, skubbet af den dame, der er ansat til at passe ham, eller en af hans døtre, der dagligt kommer forbi. Hr. Wang r født i 1924, i et ganske anderledes Kina. 

1. oktober i år er en vigtig dag i Kina. Da fejres 70 året for Den Kinesiske Folkerepublik: med en gigantisk militærparade på Changanjie og Den Himmelske Freds Plads, ført an af den præsident, der for alvor har ført Kina frem på den globale scene, økonomisk og politisk. Og alt det nyeste militær hardware indenfor Kinas flåde, land og luft bliver sikkert vist frem i længe planlagte parader, ligesom fly akrobatik med formationer i himmelrummet over Maos Mausoleum og Den Forbudte By vil finde sted, akkompagneret af - naturligvis - store musikarrangementer og endnu større blomterdekorationer.

Lao Wang kan betragte det hele via sit TV den 1. oktober, og han kan måske høre musikken fra Tiananmen i det fjerne, blot en lille km fra vores gård. Ligesom han gjorde for 10 år siden, i 2009. Og ved de tidligere fejringer. 

Han har levet i en ikke uvæsentlig del af Kinas nyere historie, fra et uroligt Kina i starten af 1920'erne og frem til 2019, året hvor Kinas magt er større end nogensinde globalt, mens handelskrigen med USA optrappes, uroen tager til i Hong Kong, og Beijing atter forbereder sig på at være vært for et OL, det i 2021, hvor Beijing bliver den første by nogensinde, der har været vært for både et sommer OL og et vinter OL. 

Lao Wang var 10 år gammel, da den lange march fandt sted i 1934, og 14 år, da japanerne hærgede i Nanjing: Nanjing massakren, en japansk krigsforbrydelse under den japansk-kinesiske krig, hvor det antages, at omkring 300.000 mennesker blev slået ihjel. En massakre jeg aldrig havde hørt om i min historieundervisning i Danmark, før jeg kom til Kina, men som naturligt fylder meget i den kinesiske historie og selvforståelse.  Og  hr. Wang var en ung mand på 21 år, da 2. verdenskrig sluttede, og blot 25 år gammel, da Den Kinesiske Folkerepublik blev stiftet i 1949. 

Han har oplevet tiden med Mao Zedong fra 1949, op gennem 1950'erne og 1960'erne - med Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen - frem til Maos død. Og han var 48 år, da Nixon aflagde sit besøg i Kina i 1972, og 55 år gammel, da Dronning Margrethe besøgte landet i 1979, som den første monark fra den vestlige verden. Han har oplevet Deng Xiaopings åbning af landet, og har - måske -  hørt eller læst om studenter-demonstrationerne på den Himmelske Freds Plads i 1989. Han har set Kinas indtræden i WTO i 2001, og som 84 årig kunne han følge med, da Beijing var den stolte vært ved sommer OL i 2008.

Hr. Wang har oplevet Kinas præsidenter igennem de nu snart 70 år republikken har levet, fra Mao Zedong og frem til Xi Jinping, 11 præsidenter. Og han har været igennem alle de fejringer af Den Kinesiske Folkerepublik, der har måttet været i dens tid. Sikkert også denne. 

Han synes at være ligeglad med, hvad er sker i og omkring Beijing og Kina, når han en sjælden gang sidder under gingko træet i vores gård; træets smukke blade giver ham nådigt skygge for den varme august sol. Den lille mand sidder i sin rullestol og kigger på de grønne planter, mens familien nusser omkring ham, og oldebørnene leger. Et langt liv, der har været vidne til masser af historie, men som nok mest kærer sig om, hvad der sker lige her og nu i det liv, han lever i den lille gårdhave ca. 1 km. fra magtens centrum. 

At lære

"Se her", min kinesiske veninde viser mig billeder på sin smartphone. Det er billeder af hendes datter Xiao Mi, som er 3½ år. "Hun får undervisning i tre forskellige ting hver uge: undervisning i at lære at huske og tænkte logisk med forskellige spil, undervisning i at lege med LEGO, og så går vi også til mor-barn dans. Faktisk vil jeg også gerne, at hun skal have undervisning i engelsk, men det er frygteligt dyrt." 

Jeg kigger på billederne af hendes datter, de viser en lille pige, der sidder og leger med nogle brikker. 

Jeg spørger, hvad engelskundervisning vil koste og får kaffen galt i halsen, da hun nævner beløbet: 50.000 RMB for et års undervisning.  "Ja, og hun skal jo også begynde i børnehave i efteråret, når hun fylder 4 år, og det koster altså også mange penge," siger den bekymrede mor, og nævner igen et beløb, der kan få det til at svimle for mine øjne. Jeg har hørt om beløb på mellem 100.000 og 150.000 RMB og får rygtet bekræftet her.

"Hvorfor går I ikke sammen med andre forældre og organisere de aktiviteter, din datter går til i dag?" spørger jeg, "hvorfor betale penge for at få nogen til at sidde og lege med jeres datter?" Jeg kigger igen på fotoet af hendes søde datter.

"Jamen, Lena, jeg ved det godt. Men du ved også, hvordan det er. Jeg ønsker det allerbedste for Xiao Mi. Konkurrencen i det kinesiske skolesystem er simpelthen så hård, der er så megen fokus på at være den bedste, få de højeste karakterer. Så det gælder jo om at få hende godt fra start. Så jeg tør ikke rigtigt at gøre andet, end hvad andre allerede gør: betale for at hun får virkelig god undervisning meget tidligt, så hun er klar til at gøre det rigtigt godt, når hun starter i skole." 

Jeg prøver at skrue tiden tilbage til, da jeg var 4-5 år og gik i børnehave i Søgade i Kolding: fri leg, plads til at gøre ting sammen med andre børn inde og ude, og plads til at være mig selv, når jeg havde brug for det. Jeg husker ingen undervisning i min børnehavetid, ingen tests eller konkurrencer. Overhovedet. 

Pædagogerne viste os, hvordan vi skulle gøre brug af kniven til at skære i linoleum, når vi arbejdede med linoleumstryk, og de sørgede for at vi kom hele over isen på slotsøen, når den var frosset til om vinteren, så vi kunne kælke ved slottet, og de fik os hjem igen. Og det var pædagogerne, der styrede musikken, når vi havde danselege og afrikansk musik bragede ud af højtalerne i en af børnehavens stuer. Hvad vi gjorde på gulvet og hvordan vi gjorde det - det var helt op til os selv, der var ingen der viste os hvad og hvordan. Ingen roste os for smukke dansetrin, alle fik ros for at være med. Og der var ingen konkurrencer. Ingen vindere, og derfor ingen tabere. Det startede først, da jeg begyndte i 1. klasse på Riis Toft, med små klistermærker (delfiner, stjerner) på en rettet diktat, højtlæsning af min første stil og sidenhen prøver og karakterer efter datidens 13-skala.

Jeg gik til absolut intet for at forberede mig til børnehave eller skole, som lille. Jeg husker mine fritidsinteresser som noget, jeg selv styrede. Afhængig af hvad jeg brændte for som 4-årig, 7-årig og siden teenager. Så jeg startede med springgymnastik som 5 årig og flirtede med gymnastikken langt op i mine teenageår, og husker forårsweekender med opvisninger rundt i de jyske sportshaller, der lugtede af surt sportstøj og frivillighed, den hør af byens borgere, der støttede den lokale sportshal med gratis hjælp. Jeg var - som mange piger - tosset med heste, og begyndte at gå til ridning som 7-årig. Jeg flirtede med spejderbevægelsen, men flirten blev meget kort, da jeg blev sat til at klippe gækkebreve; min fætter Jan havde givet mig en helt anden opfattelse af, hvad det ville sige at gå til spejder: nemlig udsigten til eventyr i skoven, lave bål og snitte ting med kniv . Men det kunne jeg ikke få øje på midt i alle gækkebrevene, så jeg stoppede hurtigt med det spejder.  Jeg husker min fritid som metervis af fri leg på vejen i og omkring Løvsangervej og siden Ingridsvej; sommeraftener med at hinke, lege dåseleg og spille fodbold. Sporadisk afbrudt at gymnastik, ridning og andet, der optog mig. 

En noget anderledes barndom end den, min venindes datter kan se frem til, og hun er ikke et særtilfælde: det er almindeligt, at børn får undervisning meget tidligt  - i engelsk, i at spille på et instrument, i ballet osv. Og når ungerne starter i skole, starter en længere årrække med ekstra undervisning for de børn, hvis forældre har midlerne til at sørge for, at deres børn ikke sakker agterud i matematik, engelsk osv. Weekender besættes med ekstra undervisning efter en hverdag, som synes ganske tætpakket for kinesiske børn. Undervisning, som typisk slutter ved 3-4 tiden, hvorefter det går hjemad med udsigt til at lave lektier. Og den årelange jagt på en god placering i klassen er startet. 

Jeg hører meget sjældent de små børn, der bor i min lille gård, lege udenfor. Og jeg ser sjældent børn i kvarteret eller på pladsen ved det store tempel, der ligger i det område jeg bor i, andet end helt små børn med deres bedsteforældre, i dagstimerne og i weekenderne. 

Når jeg taler med de af mine kinesiske venner, som har børn, fortæller de samme historie som Xiao Mi's mor: det gælder om at klare sig godt fra starten, så deres børns muligheder for fri leg, som jeg kender det, indskrænkes i hast med at undervisningstimerne i at blive bedre til engelsk, musik, matematik, dans osv. tager fart, når de begynder i skolen og ofte allerede i børnehaven. 

Et par uger senere får jeg en wechat besked fra Xiao Mis mor: om jeg kender nogle engelsksprogede forældre med et barn på 4-5 år, som vil kære kinesisk? Xiao Mi skal i gang med at lære engelsk, så måske de kan lære af hinanden, så, en language partner til hendes datter? 

Fotos er fra et skolebesøg i en mindre by i Henan i 2011.  

Panda Power

Vi ved det godt. Den sort/hvide bjørn med de sjove aftegninger, pandaen, har en stor "cuteness faktor", som jeg hørte i en podcast. Og den er enormt populær, ikke kun i Kina. Samtidigt er det et dyr, som Kina har monopol på. Ingen andre steder i verden finder du den søde sort/hvide bjørn, medmindre altså at Kina har "givet" en panda eller to til et lands øverste leder, som en måde at udtrykke et særligt venskabsbånd på. Panda diplomacy. Det er kinesisk soft power, iklædt dyrepels. Ganske smart, virkeligt effektivt, og meget kinesisk. 

I disse dage handler næsten alt om pandaer i Danmark. Årsagen er den længe ventede ankomst af Mao Sun og Xing Er, de to pandaer, som vores dronning har fået af den kinesiske præsident. Eller fået lov at leje i 15 år. For sådan er panda regelsættet for at modtage gaven. Den er til låns, og der er en leje at betale.   

At pandaen er et nationalt klenodie i Kina ses overalt. Du møder pandaen afbilledet i mange produkter eller souvenirs, som huer, krus, puder, bluser, rygsække, spisepinde og meget, meget mere. 

I 2009 besøgte jeg Beijing Zoo. Jeg blev en smule ked af at se for-holdene for flere af havens dyr. Den zoologiske have virke træt, slidt og forladt flere steder; tomme områder, bure og terrarier hilste gæster velkommen flere steder, og dele af haven trængte til en alvorlig op-datering. Men hos pandaerne var der ingen smalle steder. Et helt nyt hus, masser af interaktion med publikum og rig lejlighed til at se dyre-passerne lege med de søde pandaer, når det var fodringstid.  Og i 2012 var en veninde og jeg i Pingyao, en smuk, historisk by i Shanzi pro-vinsen. Her stødte vi på en butik fyldt med panda accessoires og et fint lille tableau udenfor, hvor pandaer spillede majong. Der var ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem Pingyao by og pandaer (andet end p'et), men den lille butik tiltrak nysgerrige kunder ;-)

  

For et par år siden var jeg med en veninde på tur til Chengdu Panda Base og Chengdu Panda valley. Årsagen til hendes tur var filmoptagelser til den danske dokumentar-serie om de to pandaer, der netop er startet på DR1, og som giver et sjældent indblik i baggrunden for og omstændighederne omkring at få lov at modtage et par pandaer fra Kina.  

Nu er pandaerne Mao Sun og Xing Er ankommet til deres nye hjem i København Zoo, hvor de skal boltre sig de næste mange år. Det skal blive interessant at følge, hvordan gaven påvirker de diplomatiske forbindelser - og de forretningsmæssige forhold - mellem de to lande i en tid, hvor Kina spiller en helt anden rolle på verdensplan, end det var tilfældet i 1972, da Richard Nixon modtog panda gaven fra Mao Zedong.  Er der mon stadig power i panda diplomatiet? Det skal vise sig. Jeg er dog sikker på, at de to pandaer vil kaste stjernestøv over Zoo i København og tiltrække gæster. Pandaernes "cuteness faktor" fornægter sig ikke. Og det er jo også en slags power. 

Overflod af overskud

Jeg sad i toget på vej mod København en lørdag eftermiddag på vej tilbage til Beijing.
En DSB konduktør kom igennem togvognen for at billettere, og her fik en ældre dame en udfordring: Hun havde ikke printet billetten ud, da hun købte den på sin pc derhjemme. Kun selve rejseplanen og kvitteringen. Hun var stået på i Struer og skulle af ved Høje Tåstrup. Og hjem samme dag. Men havde, ifølge DSB konduktøren, jo altså ngen gyldig billet at fremvise. 


Den ældre kvinde var forvirret. Det morgentog, hun skulle have været med fra Struer, var aflyst, så rejsen var i forvejen ikke gået som forventet og som hendes printede rejseplan viste. Og hun kunne da godt se, at det printede papir ikke helt lignede en sidemands printede billet tidligere på turen fra det nordlige Jylland. Men hvad kunne hun gøre? spurgte hun billetdamen.

Jeg er faktisk meget venlig ved at lade dig rejse videre, uden at bede dig købe en ny billet, fik DSB konduktøren sagt, med en venlig - og lidt sammenbidt - stemme, mens hun fortsatte: Altså, jeg burde forlange, at du køber en helt ny billet, her og nu. Den går i alle tilfælde ikke, når du rejser tilbage, hvis det er en retur billet, du har købt.

Men hvad gør jeg??? spurgte den ældre kvinde. DSB konduktøren rådede damen til at prøve at få hjælp i 7Eleven kiosken ved Høje Tåstrup station; måske de kunne hjælpe med at finde hendes billet i systemet og printe den ud. Men der var ingen garanti. Det skullle hun vide. Det var jo 7Eleven, og det afhang af, om det unge personale  der forstod DSB systemet...selvom de jo altså solgte DSB billetter... Alternativt kunne den ældre dame gå ind på sin email igen og printe billetten ud, så hvis hun - et eller andet sted - kunne få adgang til en pc og internettet, så kunne hun logge på sin email og printe billetten ud.

DSB konduktøren billetterede videre i toget mod København, og den ældre dame sad og sukkede. Bekymret. 

Har du mon ikke adgang til din email via din mobiltelefon? spurgte en ung kvinde, der sad i sædet overfor den ældre kvinde. Jeg vil gerne forsøge at hjælpe, hvis jeg kan. Det mente den ældre kvinde ikke hun havde, altså adgang til sin sine emails via sin mobiltelefon. Hjælp ville hun naturligvis gerne have. 

Og således udviklede situationen sig. Den ældre dame kunne ikke huske hvilket email system hun havde derhjemme på sin pc. Email adressen kunne hun godt huske, sådan da. Men den lød noget mærkelig for den unge kvinde, ikke noget med Gmail eller Hotmail, Yahoo eller andet kendt. De moslede videre med den ældre dames smartphone et stykke tid. Uden held. Endnu en kvinde trådte til for at hjælpe, fra sædet foran den ældre kvinde. Og på et tidspunkt var hun omgivet af omsorg og hjælp fra 4 kvinder, der forsøgte at løse problemet. Men forgæves.
Det bedste er nok, at du omgående går i 7Eleven, når du står af i Høje Tåstrup og får hjælp til at finde og printe billetten, sagde den mest insisterende hjælp.
DSB konduktøren kom tilbage gennem togsætte og nye spørgsmål blev stillet fra de hjælpende kvinder: kunne man mon hente billetten i DBSs billetmaskiner på stationerne? Kunne konduktøren mon finde den i sit system? Desværre. Billetter købt og leveret til online til hendes email adresse kunne ikke findes der. Der var tilsyneladende kun en mulighed hos 7Eleven folket eller ved at logge på email systemet igen.   

Det er da også stressende sådan at skulle rejse sådan en lang vej helt fra Struer til Høje Tåstrup - og så tilbage igen den samme dag", sagde den omsorgsfulde og insisterende hjælper. 

"Ja, men jeg skal på kirkegården i Glostrup," sagde den ældre kvinde. "Min far døde for et år siden og er begravet der. Og da jeg bor i Ringkøbing, kommer jeg jo ikke forbi hver dag, det skal planlægges. Så nu havde jeg aftalt med en venind, at det skulle være i dag." På den måde kunne hun både besøge sin gamle veninde, og sin fars gravsted. De to veninder havde aftalt, de skulle sætte hår på hinanden og spise sammen, men der blev nok ikke tid til det hele, nu hvor  tidsplanen var skredet pga. det forsinkede tog og alt det med en billet, der skulle findes og printes. Kirkegården skulle jo nås. 

Hjælpsomheden og snakken fortsatte. Den ældre kvinde fortalte, at hun var 68 år gammel, keramiker. Hun boede nu i Ringkøbing og havde en kæreste, som boede i Struer. Hun have ikke altid boet i det nordlige Jylland tæt på Vesterhavet, men hun elskede den lille by, roen, og dens mennesker. Og ikke mindst naturen og havet.

Ideerne til hjælp fortsatte med at folde sig ud. Om hun mon ikke skulle have en DSB app på sin telefon og købe billetterne på den måde? Så havde hun automatisk billetten i den der app...Men efter at have moslet med den ældre dames smartphone, fundet ud af at hente appen, stoppede projektet, for den ældre dame blev afkrævet oplysninger om bank kort og meget andet. Og det var hun ikke helt tryg ved...
Tag det roligt, det ordner sig alt sammen, sagde den søde og insisterende hjælper, kvinden der sad foran den ældre dame, og som nu var nået til at spise sin frokost, som hun gavmildt delte ud af til den ældre kvinde. 

Snakken fortsatte. Den gavmilde hjælper havde netop læst "Alle mine morgener" af Troels Kløvedal og delte ud af sine tanker om bogen og den eventyrlystne forfatter og eventyrer. 

Det ordner sig, blev hun ved med at sige. Du skal bare gå i 7Eleven når du kommer til Høje Tåstrup. Lov mig nu det.

Den ældre dame var blevet en smule frustreret over det hele og sagde, at hun måske bare skulle prøve at låne sin venindes pc, når de sås senere på dagen. Gå nu først i 7Eleven, inden du gør noget andet. Så er det løst  - og du kan slappe af resten af dagen og nyde timerne med din veninde, uden at du skal i gang med at bruge tid på IT og bøvl og besvær, mens du er sammen med hende, sagde den handlekraftige og insisterende kvinde, der havde læst "Alle mine morgener.."

Situationen med den ældre dame og al den hjælpsomhed hun var omgivet af, rørte mig. Venlighed og hjælpsomhed på alle hylder, og i metervis af overskud. Til et menneske, man ikke kendte og sikkert ikke traf igen. Omsorg, nysgerrighed, interesse for et andet menneske.


Den ældre kvinde steg af på Høje Tåstrup station, den omsorgsfulde og insisterende kvinde fortsatte mod Kbh H. Vores blikke mødtes da hun steg af. Jeg kiggede hende i øjnene, smilede og sagde tak. Og smilede varmt tilbage. Med overskud og sagde, selv tak. Det klarede vi jo udmærket.

Og hvorfor bringer jeg så det her blogindlæg her, på min blog om Beijing og Kina?

Den venlighed og omsorg jeg mødte i toget den lørdag eftermiddag, minder mig om den venlighed og hjælpsomhed jeg selv møder i Kina, som en fremmed, der kan fare vild i køledisken i et supermarked, i et kvarter, på en banegård. Hver gang det er sket, har jeg kun oplevet venlig hjælpsomhed, omsorg for, at mit problem blev løst. Og hver gang har jeg tænkt over, hvor sjældent jeg har oplevet det, eller været vidne til det, i Danmark. Og hvor sjældent jeg selv har været opmærksom på, om nogen havde brug for hjælp, i Danmark. Oplevelserne har betydet, at jeg idag hjælper. Med et ledigt sæde, en ekstra hånd til en ældre buspassager, et opmærksomt spørgsmål, hvis et menneske ser søgende eller forvirret ud. Ved et busstoppested, i en lufthavn eller på gaden. Det er så usigeligt lidt. Det giver så ufatteligt meget igen.