Endnu et år...

…med røde faner og logistik.

Men hvad har de to ting med hinanden at gøre? Menneskemasser og 1. oktober, som er Kinas nationaldag.

 

 

Enhver der bor eller har ærinder i og omkring Tiananmen Pladsen i Beijing, vil vide, at 1. oktober er dagen, hvor det politiske og historiske hjerte i Beijing, den Himmelske Freds Plads, overvældes af menneskemasser i tusindvis; mængder som får et royalt bryllup i København til at ligne en lille byfest. Tusindvis af kinesere flokkes i og omkring pladsen fra tidlig morgen for at se det nationale flag vejre. Røde flag er overalt på regeringsbygninger og statsbygninger i området, og det røde banner med de gule stjerner vejrer også i små og store hænder blandt de tilrejsende på Tiananmen, i form af små flag, der sælges sammen med andre nationale gadgets i anledning af dagen, der markerer stiftelsen af folkerepublikken (og ikke som jeg skrev tidligere, det kinesiske kommunistiske parti).

Men hvad er det så med logistik?

Jo. Når menneskemasser af den størrelsesorden invaderer et område, træder den kinesiske logistik til og går op i gear: veje spærres, gangtunneller under ChangAn jie ensrettes eller deles i ensrettede baner med afspærringstape, så en evig trafik af mennesker styres effektivt. Ekstra offentlige toiletter sættes op, metro stationer lukkes for en kortere periode, og busruter omdirigeres. For Tiananmen er også et trafikalt knudepunkt i Beijing. Og ekstra politi sættes ind til at styre menneskemasserne og sikre at vi alle går i den samme retning og ikke tager nogle svinkeærinder, og at alle spørgsmål om hvor man finder ”x, y eller z” besvares. Det hele orkestreret med sikker hånd og erfaring af mange omgange 1. oktober.

Jeg har nu boet tæt på Tiananmen pladsen og Den Forbudte By i næsten 5 år, og jeg har været i byen hvert år den 1. oktober. Jeg har lovet mig selv hvert år, at nu skal det være slut, jeg skal ud, væk fra masserne inden de invaderer ”mit område” den 1. oktober.

Men heller ikke i år lykkedes det mig at planlægge mig ud af Beijing inden national dagen. Dernæst lovede jeg mig selv IKKE at komme i nærheden af Tiananmen pladsen de første par dage i oktober. Men da jeg kørte med bus 126 1. oktober, drejede bussen pludselig ud af sin vante rute hen mod Tiananmen lige efter Wangfujing – bussen kørte sydpå. Jeg spurgte konduktøren, som bekræftede at bussens rute var lagt om og fortalte mig, at vi holdt næste gang – ved Qianmen. Næsten lige midt i menneskemasserne ved Tiananmen. Og det var ikke muligt at tage subwayen fra Qianmen, den var lukket – pga. menneskemasserne.

Så der var kun en ting at gøre: gå.

Jeg fravalgte at gå tværs over Den Himmelske Freds Plads, men gik i stedet bagom mod syd-øst, og op ad Zhengyi lu, i det gamle ambassade kvarter. Og her var der næsten fred og ingen fare for menneskemasser. De to vejbaner, der omgiver en lille park midt på Zhengy lu, var proppede med trafik. Men parken var zen-agtig rolig. Folk sad og læste avis, sov, snakkede.

 

 

En lille oase midt i et absolut trafikhelvede af biler, busser og ikke mindst mennesker. Og et af byens mange historiske områder med gamle ambassade bygninger fra en fordums tid...Tag en rundtur i og omkring Zhengyi lu, når du kommer hertil - også selvom det ikke er oktoberferie :-)

 

"Sam og de gamle hoveder"

Åh, vi var gearet op til en rigtig fed aften på the Peace hotel i Shanghai.

Det smukke art deco hotel er hjemsted for et legendarisk jazz band "Old Man's Peace Hotel Jazz Band": 6 ældre mænd, der efter sigende skulle have spillet sammen på Peace hotel i mere end 30 år. Det yngste medlem har nok lige rundet de 60 år. Min veninde og jeg har haft - mange - legendariske - jazz øjeblikke, i Paris, og Århus og... Så vi var opsat på at få endnu et af disse Golden Moments i Shanghai. Vi købte billet med store forventninger og satte os ind i Peace Hotel Old Jazz bar med en drink. En smuk bar, der emmer af en svunden tid, med cigarer og drinks drinks til lummer vestlig musik i det dekadente Shanghai. 

5 minutter før programstart kommer det første medlem af bandet trissende ind i baren. Han går hen til spilleområdet for bandet, pakker klarinetten ud af tasken, sætter sig, samler klarinetten og pudser den sirligt. Ænser overhovedet ikke publikum. Han stiller sin flaske med the ved siden af den stol han sidder på. Og så sidder han der og kigger. Eller venter. Drypvist kommer de øvrige medlemmer ind i lokalet, de foretager samme ritual (cirka, ikke alle medlemmer kan have deres instrumenter med sig i tasken), men ingen siger - et ord. Hverken til hinanden eller til deres publikum. De hilser næppe på hinanden - eller på publikum. Herrerne er sirligt klædt i mørke jakkesæt, håret er vandkæmmet, og du kan spejle dig i de skinnende sko, de bærer. Vi sidder forventningsfyldt med vores drinks, totalt sprængfærdige af - forventning. Og tænker at ja, efter 30 år har de måske heller ikke så meget at snakke om mere....eller: ja, de har måske snakket af inde i opvarmningslokalet...fået sladret om dagens nyheder og sådan.

Præcist kl. 20 starter det så. Pianisten skal vise sig at være ham, der dirigerer bandet, sætter tempo og takt. Første nummer går igang. Baren er kun halvfyldt med mennesker, men alle borde er reserverede...vi synes det er lidt underligt...nu spiller det legendariske jazz band jo!

Og det gør de. Spiller. I et sært, træt march tempo. Uden at fortrække en mine. Da første nr. er spillet til ende, klapper vi - publikum - opmuntrende. Næste nr. går igang. Samme trætte entusiasme, og sådan går det slag i slag: "Fly me to the moon" i march tempo, lidt træt march tempo, Julio Iglesias....flere gamle evergreens fra de gode gamle jazz dage...Vi tænker lidt igen...nå, måske er de bare trætte af at spille sammen efter mere end 30 år...måske er de uvenner...måske er de trætte af det samme repetoire efter 30 år?? Vi gætter og gætter, mens forundringen stiger.

Efter 30 minutter er der pause. Godt så. Vi evaluerer over en ny drink, og min veninde fortæller om hendes glade dage i Paris, som ung studerende, hvor en af de medfølgende lærere - som altså ikke underviste i fransk - begejstret fortalte de danske studerende, at "Sam og de gamle hoveder" skulle spille i "Caveau de la huchette", et berømt jazz sted i Paris. "Sam og de gamle hoveder?" spurgte eleverne...Et par af de mere franskkyndige elever begav sig hen til "Caveau de la huchette" for at finde ud af mere om "Sam og de gamle hoveder", for dér at finde et skilt på døren, der (som på alle andre butikker, beværtninger osv. i Paris) proklamerer åbningstiderne for stedet på lørdage, søndage og helligdage, dvs.: "sam. di. veilles de fêtes" (altså samedi, dimanche,veilles de fêtes). Og det fik den ikke så franskkyndige lærer oversat til "Sam og de gamle hoveder"!

Nå, pausen er forbi på the Peace Hotel, og det trætte band er tilbage. Nu også med et par numre i mere æggende sydamerikanske toner, så de ældre herrer må op og stå, vrikke lidt med de gamle hofter og ryste et par instrumenter, der giver genlyd af en svunden erotisk tid, hvor du ikke kan holde kroppen i ro af bare danse-iver over at høre smækre sydamerikanske toner. Og sørme om der ikke kommer lidt smil på "Sam og de gamle.." Herefter går det ned i det vanlige tempo igen, for til sidst at slutte af i den sikre mekaniske march stil under Lili Marleen's "Edelweiss", som vi først genkender, da de er ved at være færdige med nummeret..

Jo! "Sam og de gamle hoveder findes" på the Peace Hotel i Shanghai. De lever - i bedste - og trætte velgående!

Nyt datingkoncept?

Det er søndag formiddag i Shanghai, og min veninde og jeg er på gåtur i Renmin park.

Pludselig befinder vi os i en stor - meget stor - forsamling. Af gamle mennesker. Snakken går lystigt, de sidder alle steder, på bænke, med medbragte, klap-sammen stole. Og de knevrer lystigt. "Hvad sker der?" spørger min veninde, "er der en form for møde? Eller demonstration? Hvad er det for nogen sedler?" Vi ser os omkring og ser blandt seniorerne, en masse fint skrevne A4 ark, med fine skrifttegn, nogle steder et foto og alle steder et mobilnr. "Hvad demonstrerer de imod?" spørger hun igen.

Jeg kigger på sedlerne, staver mig gennem skrifttegne. Og ser de tydelige tegn på - datingprofiler.

Det er bedsteforældre, der mødes i Renmin park for at finde en passende partner til deres barnebarn. Unge mennesker født i 80'erne, som nu skal "afsættes", "godt i vej". Giftes.

Dating industrien er stor i Kina. Med ægteskabet som garant og omdrejningspunkt for at sikre den ældre generation økonomisk og den næste generation økonomisk - et barn med en uddannelse der giver optimale muligheder for en succesfuld karriere - er det stadig i det 21. århundredes Kina vigtigt at finde den rette partner. Dating shows kører på de kinesiske TV-kanaler og datingsites på nettet har gode dage.

Men det gamle koncept - at finde det rette match via relationer, via sin familie - er stadig i høj kurs.

Stilhed i orkanens øje

Det er fredag aften.

Beijing Subway’s tog er proppede til bristepunktet. Det er som en rullesteg, hvor snorene er strammet til de næsten sprænges. Folk står som sild i en tønde (hvad det så betyder), din privatsfære er minimal, hvis den overhovedet eksisterer i andet end tankerne. Samtidigt er der et inferno af larm. Folk råber ind i deres mobil telefoner for at trænge igennem i den anden ende, TV skærme i toget kører i loops med højlydte reklamer, informationskampagner efterfulgt af skingre jingles, muzak. En kvindelig stemme i højtaleren informerer før hver station, hvor vi er – både både kinesisk og engelsk forstås. Folk råber til deres medrejsende, når de står af på en perron for at sikre, at deres ven, kone, mand er med; eller de råber af deres medrejsende, hvis de ikke kan komme af toget. Og på perroner står Beijing Subway’s personale med rødgule armbind, gule kasketter og trådløse mikrofoner; der forstørrer deres råb med henstillinger om at give plads på perronen til dem der skal af og for os i togene om at presse os sammen (flere sild i tønden) i togene, så der er plads til flere rejsende. Der er et støjniveau så højt, at du nærmest ikke kan høre dine egne tanker.

På en af sæderne spotter jeg pludseligt to mennesker, der sidder roligt og kigger på hinanden, mens hænderne går i ivrig snak. To døvstumme, uvidende om den larm og støj, der foregår omkring dem. Helt opslugt af, hvad hænderne siger - og med hurtige svar tilbage. En samtale i et helt andet rum, for de kan tydeligvis ikke høre, hvad der foregår omkring dem. Jeg kigger på deres hænder og tænker, om tegnsprog mon er det samme sprog overalt i verden? Om tegnet for ”jeg” er det samme i Kina som i Danmark? Deres øjne smiler, ansigterne lyser, mens hænder hurtigt formulerer ord, sætninger. De har fuld fokus på hinanden og på hændernes ord. Ved den næste station rejser den ene sig op, hun gestikulerer ivrigt til sin ven, med fokus på hans ansigt og lader sine hænder sig farvel, mens hun bevæger sig hen mod døren og stiger af, da toget holder.

Jeg tænker, at kommunikation er så meget andet end de ord, vi kan høre, skrive, udtale med vores stemmer.