Det smukke art deco hotel er hjemsted for et legendarisk jazz band "Old Man's Peace Hotel Jazz Band": 6 ældre mænd, der efter sigende skulle have spillet sammen på Peace hotel i mere end 30 år. Det yngste medlem har nok lige rundet de 60 år. Min veninde og jeg har haft - mange - legendariske - jazz øjeblikke, i Paris, og Århus og... Så vi var opsat på at få endnu et af disse Golden Moments i Shanghai. Vi købte billet med store forventninger og satte os ind i Peace Hotel Old Jazz bar med en drink. En smuk bar, der emmer af en svunden tid, med cigarer og drinks drinks til lummer vestlig musik i det dekadente Shanghai.
5 minutter før programstart kommer det første medlem af bandet trissende ind i baren. Han går hen til spilleområdet for bandet, pakker klarinetten ud af tasken, sætter sig, samler klarinetten og pudser den sirligt. Ænser overhovedet ikke publikum. Han stiller sin flaske med the ved siden af den stol han sidder på. Og så sidder han der og kigger. Eller venter. Drypvist kommer de øvrige medlemmer ind i lokalet, de foretager samme ritual (cirka, ikke alle medlemmer kan have deres instrumenter med sig i tasken), men ingen siger - et ord. Hverken til hinanden eller til deres publikum. De hilser næppe på hinanden - eller på publikum. Herrerne er sirligt klædt i mørke jakkesæt, håret er vandkæmmet, og du kan spejle dig i de skinnende sko, de bærer. Vi sidder forventningsfyldt med vores drinks, totalt sprængfærdige af - forventning. Og tænker at ja, efter 30 år har de måske heller ikke så meget at snakke om mere....eller: ja, de har måske snakket af inde i opvarmningslokalet...fået sladret om dagens nyheder og sådan.
Præcist kl. 20 starter det så. Pianisten skal vise sig at være ham, der dirigerer bandet, sætter tempo og takt. Første nummer går igang. Baren er kun halvfyldt med mennesker, men alle borde er reserverede...vi synes det er lidt underligt...nu spiller det legendariske jazz band jo!
Og det gør de. Spiller. I et sært, træt march tempo. Uden at fortrække en mine. Da første nr. er spillet til ende, klapper vi - publikum - opmuntrende. Næste nr. går igang. Samme trætte entusiasme, og sådan går det slag i slag: "Fly me to the moon" i march tempo, lidt træt march tempo, Julio Iglesias....flere gamle evergreens fra de gode gamle jazz dage...Vi tænker lidt igen...nå, måske er de bare trætte af at spille sammen efter mere end 30 år...måske er de uvenner...måske er de trætte af det samme repetoire efter 30 år?? Vi gætter og gætter, mens forundringen stiger.
Efter 30 minutter er der pause. Godt så. Vi evaluerer over en ny drink, og min veninde fortæller om hendes glade dage i Paris, som ung studerende, hvor en af de medfølgende lærere - som altså ikke underviste i fransk - begejstret fortalte de danske studerende, at "Sam og de gamle hoveder" skulle spille i "Caveau de la huchette", et berømt jazz sted i Paris. "Sam og de gamle hoveder?" spurgte eleverne...Et par af de mere franskkyndige elever begav sig hen til "Caveau de la huchette" for at finde ud af mere om "Sam og de gamle hoveder", for dér at finde et skilt på døren, der (som på alle andre butikker, beværtninger osv. i Paris) proklamerer åbningstiderne for stedet på lørdage, søndage og helligdage, dvs.: "sam. di. veilles de fêtes" (altså samedi, dimanche,veilles de fêtes). Og det fik den ikke så franskkyndige lærer oversat til "Sam og de gamle hoveder"!
Nå, pausen er forbi på the Peace Hotel, og det trætte band er tilbage. Nu også med et par numre i mere æggende sydamerikanske toner, så de ældre herrer må op og stå, vrikke lidt med de gamle hofter og ryste et par instrumenter, der giver genlyd af en svunden erotisk tid, hvor du ikke kan holde kroppen i ro af bare danse-iver over at høre smækre sydamerikanske toner. Og sørme om der ikke kommer lidt smil på "Sam og de gamle.." Herefter går det ned i det vanlige tempo igen, for til sidst at slutte af i den sikre mekaniske march stil under Lili Marleen's "Edelweiss", som vi først genkender, da de er ved at være færdige med nummeret..
Jo! "Sam og de gamle hoveder findes" på the Peace Hotel i Shanghai. De lever - i bedste - og trætte velgående!
