"Typisk i Kina"

I mine godt 6 år i Kina har jeg efterhånden fået mange spørgsmål om, hvad der er typisk i Kina. 

Er det almindeligt i Kina, at ens forældre eller bedsteforældre finder ens kommende mand eller kone? Og at der lægges stort pres på kvinder for at blive gift inden de er 27 år? Er det rigtigt, at i Kina vil man helst have en dreng, når man venter barn? Er det normalt i kinesiske organisationer, at du ikke kan få dine kinesiske medarbejdere eller ledere til at tage det ansvar, de reelt har, når du ser på deres jobbeskrivelse? Især når det drejer sig om "svære opgaver", som at afskedige en medarbejder, fortælle når en medarbejder har begået en fejl, eller fortælle når en medarbejder ikke har performet, så det udløser en performance bonus? Er det typisk i Kina, at man abejder 12-14 timer i døgnet? Er det rigtigt, at i Kina siger man ikke "nej", man lyver hellere og siger "ja"? Spørgsmålene er mange om, hvad der er "typisk, normalen, det alle gør" i et land med mere end 1,3 mia. indbyggere.

Et land med mange tusinde års udvikling, historie, traditioner bag sig; et land, som især de seneste 30 år har åbnet op til verden "udenfor" og er blevet et virkeligt attraktivt marked for masser af lande i vesten - og dermed også er blevet påvirket af "typisk i andre lande" eller "typisk i andre kulturer", idet samhandlen med Kina er øget. Et land, hvor mange vestlige virksomheder ikke kun vil have deres produktion i Kina, de vil udvikle deres produkter i Kina og de vil sælge deres produkter til den kinesiske kunde. Så en stadig større og mere kompleks del af deres forretning bliver placeret i Kina og skal arbejde sammen med virksomhedens øvrige organisationer, i USA, Canada, Skandinavien, Europa. Hvad er typisk i Danmark? Er de samme ting, der er helt gennemsnitligt i Kruså - også ganske almindeligt og gennemsnitligt i København?

Vi vil så gerne forstå, forstå et land, en kultur, og især en kultur, der er så fremmed fra vores. Forstå de mennesker, der bebor landet, og forstå deres handlinger. I det land, hvor man i kulturguider kan læse, at "de" tager brusebad om aftenen, og ikke om morgenen;  hvor "de" kun får et barn; hvor "de" har svært ved at sige tingene ligeud, men hellere "pakker det godt ind". Og i vores forsøg på at forstå, leder vi efter stereotyper, kasser til at rubricere det, som vi gerne vil forstå.

Sandheden er måske - for jeg VED det ikke - at Kina er ligeså mangfoldig i adfærd, vaner og handlinger, som Europa. At det, der er "normalen" i Beijing, overhovedet ikke forekommer endnu i en mindre by i Indre Mongoliet. Men jeg ved det ikke. For landet er kæmpestort og er i konstant bevægelse, små og store bevægelser, der komme udefra, udenfor Kina, og indenfor fra selve Kina. I stedet for at rubricere mennesker, så observer, hvad og hvem, der møder dig. Vær opmærksom på det enkelte menneske - i stedet for at lede efter spor, der kan pege i retning af eller passe ind i kulturbeskrivelser af et land og dets menneskers adfærd, traditioner.

En aften går jeg på Wangfujing, der ligger en katolsk kirke med en fin plads foran, hvor mennesker mødes,. Danser, tager billeder, øver på deres skateboards, leger med deres børnebørn. En flok kinesere har sat en ghettoblaster op på pladsen og er i gang med at øve breakdance til heftig kinesisk rap. Jeg går ca. 100 meter længere ned ad Wangfujing, en gammel mand sidder på en lille kasse, hans hud er rynket og mørkebrun, håret er langt og gråt, og hans mørkeblå "mao tøj" hænger lidt på ham, en meget slank ældre mand. Han sidder og spiller på sin erhu - et gammelt klassisk instrument - mens han synger til. Det lyder som en gammel kinesisk sang...så i det ene øre har jeg rap og skyggerne af breakdancers, og i det andet øre har jeg den gamle mands sprøde stemme, iklædt strengemusikken af hans erhu.

Typisk i Kina?