Denne gang var en undtagelse.
Min udlejers kone er alvorligt syg. Hun har knoglemarvskræft. Og hun har været indlagt på et af de bedste og mest specialiserede hospitaler i byen ad flere gange. Så prisen på behandlingen af hendes sygdom blev nævnt. De har en sygeforsikring, men til en så alvorlig sygdom kan de ikke få alle udgifter dækket af det offentlige eller af deres forsikring. Så de skal betale en del af behandlingen af egne midler. Han fortalte om hendes forløb, hvor syg hun havde været og fortsat var. Hvor mange gange hun havde fået behandling, og hvor meget det kostede. Den mistroiske læser ville måske tro, at nu blev hustruens sygdom bragt på bordet, for at få huslejeprisen talt op.
Det var ikke tilfældet.
Han var, som ethvert andet menneske ville være, bange. Bange for at miste. Og det var derfor så meget nemmere at tale i et spor, der handlede om de praktiske ting; hvor ofte hun skulle på hospitalet, hvad det kostede hvordan de havde tænkt sig at planlægge, at han hver dag kunne besøge hende i det nye år, når stamcellebehandlingen skulle begynde.
I takt med at han talte sig ind i de praktiske detaljer om det kommende behandlingsforløb og de økonomiske konsekvenser, sad jeg og lyttede og lod ham vide, at jeg så ham og at jeg følte med dem begge. Og mens vi sidder der, stopper han op og begynder at græde. Presset er for stort, bekymringerne, følelserne skal ud. Han prøver at genvinde kontrollen over sig selv, rejser sig op, vender ryggen til mig og kigger ud i gården, kigger på ingenting, mens han græder. Og han undskylder. Jeg siger, at det er ok, han har intet han skal undskylde. Og så sidder jeg der bare og ser ham.
Nogle vil mene, at man i kinesisk kultur ikke lufter sine følelser overfor fremmede. Andre vil tænke, at vi kender hinanden godt og derfor giver hans reaktion mening. Men så godt kender vi ikke hinanden, på trods af de snart 12 års dans om næste års husleje.
Jeg tænker, om jeg for ham repræsenterer et frirum, han et øjeblik er faldet ind i. Fordi presset følelsesmæssigt er stort, og angsten sidder i ham. Og fordi resten af hans lille familie er for tæt på, er ligeså bange og har ligeså meget at miste, som han har. Måske. Og jeg tænker, at bag de kulturelle forskelle er vi alle mennesker, med bekymringer, følelser og håb. Og vi har alle brug for at tage en smule af presset af, når vi er der, hvor han er. Og den ventil var jeg måske, tilfældigvis, den dag. Et frirum.
Jeg tænker også, hvor vigtigt det er for os, at have sådan en ventil, når livet gør nas. Og at turde bruge den. Og det er uanset, hvor vi er fra kulturelt. Jeg gør mig ingen tanker om at jeg kan sige noget, der gør, at han får det bedre. At min tilstedeværelse gør en forskel. Men jeg kan tilbyde ham plads til at være bekymret, ked af det, bange, og tillid til at udtrykke det. Og anerkende ham, som det menneske han er, lige meget hvor han er fra.
Jeg hører ind i mellem mennesker sige, at de ikke ved, hvad de skal sige i sådan nogle situationer, for de kan jo ikke hjælpe vedkommende, løse problemet, og derfor begynder de enten at "plapre" om andre ting for at henlede opmærksomheden på noget andet, eller de begynder at udøse deres egne følelser, erfaringer, eller sorg. Tårer, angst og sorg gør os ubekvemme og dårligt tilpas. Så det er jo egentligt naturligt, at vi vil distancere os fra dem, grave dem ned. Men fordi vi ikke udtrykker dem - eller ikke tillader de får plads - betyder ikke, at de forsvinder. Så måske skal vi bare stille et frirum til rådighed og sige at vi føler med dem og ikke har nogen forestilling om, hvor svært det er. For vi er jo ikke dem. Blot være den ventil, så luften kan komme ud.
